🎶I'm dancing with my demons🎶

Så faldt der lidt ro over min hjerne. Efter to uger hvor S har haft ferie og min hjerne er GÅET AMOK med mærkelige tanker om sundhed, vægttab, blodtryk, blodpropper og om at jeg måske snart skal dø….så fik jeg snakket med S igår og det hjalp.

Vi har fået tilsendt materiale om DAT og det fik vi også gennemgået, så jeg har mulighed for at lave hjemmeøvelsen inden næste fredag hvor vi igen skal tale sammen.

Det er tydeligt at denne krise påvirker mig helt sindssygt. Egentlig nok mest det at min behandling er lidt på vågeblus, end egentlig Corona en selv, men faktum er at jeg har følt mig sindssygt alene.

Har de sidste to uger godt kunne forstå hvad Chester Bennington mente, når han sagde at hans hoved var et skidt nabolag for ham at færdes i alene. Sådan har jeg også haft det de sidste to uger. Kan mærke at jeg er blevet sådan et socialt menneske igen…efter 20 år hvor jeg troede at jeg ville være en fin eneboer på en øde ø og jeg LIDER over at jeg ikke kan være sammen med min venner.

ENDELIG har jeg fået venner! Mennesker som rent faktisk kan lide mig og kan lide at være sammen med mig, og så kan jeg ikke være sammen med dem!! Jeg kan ikke bare køre ned forbi V, fordi jeg trænger til et kram (nej, det gjorde jeg heller ikke før, men nu MÅ JEG IKKE og det gør behovet for det virkelig stort 😂). Jeg savner de fantastiske bamsekram som A giver, også selvom han ikke er en jeg ser hele tiden eller at vi er specielt tætte venner. Jo, jeg snakker med C og P, næsten dagligt, men jeg må stadig ikke kramme dem!!! Argh!! Og mig som altid har nærmest pralet af at jeg ikke er en der krammer. JEG SAVNER KRAM FRA MINE VENNER!!!

Og nu er det fandme forlænget til midt i maj!! Jeg blir simpelthen så træt i min hjerne af det her pis!

Nå, men idag har jeg, indtil nu, fået to hovedmåltider og er begyndt at føle sult, så om lidt skal jeg ud og have noget mad. S og jeg er blevet enige om at jeg, i denne krise, skal fokusere på at få 3 måltider om dagen. Kommer der mellemmåltider ind er det fint og gør der ikke, så er det også fint. Jeg skal fokusere på min mad dagbog og på at få lavet hjemmeøvelsen. Den er virkelig svær at få taget mig sammen til. Følelsesregulering. Det er nok det jeg ønsker mig allermest. At jeg kan styre mine følelser. Men i øjeblikket lever jeg nærmest kun over i mine følelser og det er en kamp at få fornuften til at vinde bare en lille smule, så det gør det til en rigtig skræmmende og svær øvelse at lave.

Nå, men nu er jeg sulten så jeg må hellere spise noget. De næste fem dage står på arbejde, så der kommer jeg lidt ud af mit hoved igen, hvilket altid er en god ting.

Corona, fuck nu af med dig, din latterlige, emsige møgbitch!

Jeg må erkende at jeg har været maks udfordret her på det sidste. Som alt muligt andet, er vores behandling for BED suspenderet, indtil videre. Det stresser mig vanvittigt. Især fordi der indtil igår ikke hverken var udsigt til at forløbet blir forlænget eller at der var fundet en mulighed for os at blive undervist mens det her står på. Det er gået ud over min mekaniske spisning og har givet mig decideret madlede. Som i at jeg ikke engang havde lyst til min aftensmad på arbejdet, selvom jeg vidste at jeg ikke havde fået noget (ikke engang slik) siden morgenmaden. Jeg overhørte simpelthen min krops signaler fordi jeg bare ikke havde lyst til mad. Jeg var lidt i sådan en så-kan-det-også-bare-være-ligemeget tilstand.

Jeg har ikke følt at jeg har haft overspisninger som i at jeg mistede kontrollen. Selvfølgelig har jeg haft overspisninger. Men de har været under kontrol og jeg har, på intet tidspunkt, følt mig klamt overmæt efterfølgende. Jeg tænker at det, trods alt, er en god ting.

Mit blodtryk begyndte at stige igen. Ikke sindssygt, men nok til at mine fødder hævede lidt og jeg kunne mærke det på min vejrtrækning. Jeg blev sat op i vanddrivende og tog 3 dages tryk, morgen og aften. Jeg synes godt det kunne være lavere, men ved også at de lå under grænsen for hvad de skal ligge på. Efterfølgende tror jeg at jeg er blevet lidt besat/hypokonder. Jeg synes konstant at jeg har en fornemmelse af at mine ben er hævede og spiseforstyrrelsen SKRIGER at jeg skal tabe mig NU! ….selvfølgelig på grund af mit helbred mit helbred, men stadig. Jeg går lidt ture og de hjælper på fornemmelsen af dårligdom. Min vejrtrækning blir bedre og benene føles ikke helt så hævet. De er ikke så hævet som de føles, men det beviser bare at der sker ting og sager. Om det er stressen over Corona (jeg går jo på arbejde i alt det her), over ikke at få hjælpen til min spiseforstyrrelse eller om jeg reelt er blevet så tyk at det begynder at gå ud over min fysik, det ved jeg ikke, men jeg ved at det er svært at holde spiseforstyrrelse i skak i disse dage.

Igår var jeg grådlabil og eftersom jeg ser Pitbulls and Parolees, så er det garanteret at jeg nærmest tuder i hvert afsnit, enten af glæde over en hund der får et nyt hjem, eller nogen der blir reddet fra skrækkeligheder…eller begge dele. Men ja, kan godt mærke at jeg er super påvirket. Jeg både glæder mig til og frygter mine fem fridag.

Jeg savner mine venner. P, V, C og A. Jeg savner at kramme dem når vi ses (jeg ser både P og C eftersom de bor lige ved siden af), jeg savner at hygge med middag og/eller kortspil eller film eller noget helt tredje. Måske P og V og jeg kunne gå en lille tur en af mine fridage…med afstand selvfølgelig. Jeg savner bare at pladre og grine sammen med dem.

Igår fik vi så en mail fra Askovhus om det næste afsnit i vores DAT læring. Det fik mig til at smile. Selvfølgelig er det ikke det samme som at sidde i gruppen, men det er rart at der nu er fundet en måde så vi kan prøve at komme videre og ikke bare være overladt til os selv, med alt hvad det indebærer. Jeg har læst materialet igennem og skal nu lave hjemmeøvelse omkring følelsesregulering. Tror ikke det blir nemt, men i første omgang laver jeg det ‘med tilbagevirkende kraft’, så jeg kan blive klogere på hvad jeg gør når visse følelser dukker op. Spændende.

Så har jeg fået ny telefon. Ah! Jeg er en lille smule forelsket i den. Det er en Huawei (det lyder altså som en talefejl) P30 pro og den er dejlig stor, tager latterligt gode billeder og så kan man få et cover med batteri til den, så jeg ikke behøver lade den flere gange om dagen, som jeg gjorde med den anden. Coveret er selvfølgelig ikke på lager, lige nu, men så snart den kommer, så blir den bestilt. Indtil da må jeg nøjes med en popsocket, for den er så glat at jeg taber den, hvis jeg ikke har noget at holde den i.

Nå, men det var en lille update fra mit lille univers her midt i Corona. Husk nu at blive hjemme så meget som overhovedet muligt, hold afstand når du går ud og sprit og vask dine hænder så ofte som muligt. Vi ses på den anden side.

Ja, det er jo ingen nyhed. Min BED behandling er også sat lidt på stand by. Jeg håber at der blir lavet noget undervisning, vi evt kan se/følge herhjemme. For ja, jeg tror det her varer længere end til 31. Marts.

Jeg prøver at holde fokus på min mekaniske spisning, selvom den har været røget lidt i skraldespanden i weekenden.

Derudover er mit blodtryk steget så meget at jeg er blevet sat op i medicin. Det trigger min BED helt vildt meget!! Jeg har bare lyst til at sulte mig og vade rundt på gader og stræder for at forbrænde mest muligt! Jeg har snakket med S via sms og jeg prøver at fortsætte med at holde fokus på den mekaniske spisning, inklusive ting som min BED fortæller mig at jeg skal holde mig fra. Til gengæld har jeg valgt at tilføje en kort gåtur hver dag (så længe vi ikke har udgangsforbud), simpelthen fordi jeg kan mærke det gør mig godt. Ja, min BED kommer med alle mulige undskyldninger og ‘skulle du så tabe dig, så gør det jo ikke noget for du må jo svinge 7 kg til hver side’. Den skriger nærmest inde i mit hoved.

Selvfølgelig gør det her mig bange og nervøs, for hvad ender det mon med? Jeg har fat i min læge og skal tage blodtryk x2 dagligt, de næste 3 dage og håbet er selvfølgelig at trykket falder støt og roligt. Jeg har kun to arbejdsdage i denne uge og så er det at blive hjemme, gå korte ture og passe på mig selv.

Nå, men nu er det frokosttid og senere skal jeg på job.

Måske jeg laver en video, en af dagene…ved ikke helt om hvad, men hvis i er interesseret, så finder jeg på noget. Forslag modtages også gerne 🙃

BLIV HJEMME!

Igår var en helt igennem grønt-garn-dag.

En grønt-garn-dag betyder, oversat til godt gammeldags dansk; en fucking lorte dag! Okay, så der var lidt nydansk også 😉

Jeg var i gruppe og det trickede en del dårlige følelser. Jeg skrev om dem her og så tudede jeg…som i hulkede-hyperventilerede-tudede i næsten en time. Det var som om jeg ikke kunne holde op igen.

Men det gjorde jeg selvfølgelig. Det er stadig meget svært at være i mine følelser, især dem der hedder ked-af-det-hed fordi det altid har været et tegn på svaghed, i mit barndomshjem. Men jeg var det, i en tid…for jeg havde ikke rigtigt noget valg. Jeg blev ved med at fortælle mig selv at det var okay at være ked af det pga det der skete, uanset hvad jeg tidligere havde gjort eller ikke gjort.

Jeg endte med at have en overspisning, men den var ikke helt så vanvittig som normalt og jeg tænker måske at tude-episoden havde en del at gøre med det.

Så lavede jeg mig en kæmpe balje te og strikkede på mit ‘humør-halstørklæde’. Det grønne garn er dårlige dage (fordi ifølge V er der altid en ny dag imorgen og derfor er håbets farve en god farve til de dårlige dage.). Det lilla-flere-blålige-nuancer garn er til de gode dage, fordi jeg godt kan lide de farver. Jeg strikker to pinde for hver dag og nogle gange har det været en pind af hver og andre gange to grønne eller to lilla.

Indtil videre ser mit projekt sådan her ud…

…og det blir et mareridt at hæfte ender på det, på et tidspunkt. Det kan også være at jeg gør det løbende, men nu får vi se.

Men ja, idag er en bedre dag. Jeg tænker stadig over følelserne omkring nytårsaften, men jeg er ikke lige så påvirket som igår. Solen skinner og det hjælper altid på mit humør. Derudover har jeg sovet meget tæt på 8 timer så jeg føler mig også veludhvilet 🙃

Idag og resten af ugen skal jeg på arbejde og selvom jeg, lige nu, hellere ville blive hjemme, så tror jeg bare at det blir meget godt at komme afsted og fokusere på noget andet end min navle, so to speak.

Det skal også siges at i altid er velkomne til at stille spørgsmål til mig, i kommentarerne. Jeg vil ikke garantere at det er alle spørgsmål jeg kan (eller vil, for den sags skyld) svare på, men jeg vil gøre mit bedste.

God onsdag 😍

Endnu en dag i gruppe som efterlod mig drænet, gråd labil og med behov for at binge.

Det blev ikke et voldsomt binge, for det er som om min mave ikke kan rumme det samme. Men 2 skiver rugbrød til frokost og 2 træstammer til ‘dessert’.

Og hvad er det så der fylder? Et par situationer, nytårsaften, der sårede mig helt vildt. Denne person fylder tydeligvis stadig rigtig meget i mit sind og det irriterer mig faktisk grænseløst for det er ikke det værd.

Men, som jeg har lært om nogle af os med spiseforstyrrelser, så fylder ting mere og i længere tid end hos de fleste andre. Selvfølgelig er disse situationer fra nytårsaften ikke nogle jeg render og tænker på konstant…men da vi snakkede selv validering idag, var det/han det første der dukkede op.

Jeg vil ikke gå så meget i detaljer med de situationer, men de sårede mig dybt. Jeg ved at jeg, inden da, havde såret ham (eller pisset ham af….whatever mænd kalder det) og selvom jeg har givet en ubetinget undskyldning, som jeg mente med hele mit hjerte, så tænker jeg at de situationer fra nytårsaften godt kunne være en kombination af hans mentale tilstand den aften (som jeg ved var virkelig skidt og intet havde med mig at gøre) og det at jeg havde været en kælling. Jeg ved også at den slags ting som jeg gjorde, ikke bare forsvinder, med mindre man virkelig er en iskold skid.

Det her handler ikke om en potentiel forelskelse eller sådan noget, men om et par potentielle venner som virkelig har været et par store røvhuller overfor hinanden. Desværre er vi ikke et sted hvor jeg føler mig tryg ved at konfrontere ham med det, både fordi vi…ja, fordi vi ikke er venner og jeg ikke tænker at han overhovedet ville være interesseret i at tale med mig, men også fordi det skræmmer mig at jeg, hvis situationen var anderledes og vi talte om det, kunne blive konfronteret med hvor stor en ko jeg var overfor ham på J-dag (jeg var fuld og kan ikke huske situationen, men har fået brudstykker fortalt af fælles venner som var til stede) og det ville bare gøre mig så ked af det, netop fordi at jeg, et eller andet sted, stadig holder af ham og håber vi en dag kan blive venner. Det håb ville måske blive smadret hvis han fik mulighed for at konfrontere mig.

Eller også er jeg bare super fuld af mig selv og tror verden drejer rundt om mig og virkeligheden er at han ikke kunne være mere ligeglad med om han nogensinde ser eller taler med mig igen. Det tror jeg nærmere er tilfældet.

Men faktum er at pga alt det ovenstående, må jeg finde en måde at komme over den nytårsaften samt at holde op med at slå mig selv i hovedet omkring J-dag og da jeg ikke kan gå direkte til personen…så må jeg se om jeg kan klare det ved selv validering. Det skal nok blive interessant.

Idag glæder jeg mig bare til alt det her er overstået og jeg er kommet ud på den anden side, so to speak. Jeg ved godt at det ikke er helt så enkelt og at jeg altid vil skulle kæmpe med denne spiseforstyrrelse, men lige nu er det bare svært at være i og det føles lidt som om det kun blir værre og værre.

Der er fremskridt at spore! Hurra!

Jeg er begyndt at mærke sult. Og det passer meget godt med 2,5-3 timer mellem hvert måltid. Den sidste uges tid har jeg måske haft en enkelt overspisning og jeg kan nærmest ikke få armene ned!

Jeg er blevet bedre til at lytte til min krop og reagere på det jeg mærker. Jeg er også begyndt at smage mere på de ting jeg spiser og lige nu er jeg faktisk der hvor jeg ikke er vild med smør. Jo, i mindre mængder, men jeg har altid været sådan en der ELSKEDE tandsmør og jeg kunne faktisk spise en pakke smør/Kærgården om ugen.

Jeg har flere poser/rør chips og chokolade liggende i mine skabe og jeg er faktisk ikke særligt interesseret i dem. Når jeg så spiser af dem, så er de som regel en del af et måltid (mest chokoladen, kan endnu ikke spise en lille smule chips) og med god samvittighed. Jeg har haft en stor pakke toffifee liggende i næsten to uger!!! Jeg har spist det øverste lag, men det har jeg gjort over to forskellige dage og jeg havde faktisk glemt alt om dem!

Jeg har besluttet mig for at sætte mit fitness abonnement på pause, for det hænger over mig som en sort sky af dårlig samvittighed. Så vil jeg hellere gå en tur (uden Endomondo!! Og nogle gange uden musik.) når vejret er dejligt. Det gjorde jeg den anden dag og det var sindssygt befriende ikke at have Endomondo til at fortælle hvor langt jeg havde gået (fordi spiseforstyrrelsen så banker mig i hovedet over at jeg burde have gået længere eller hurtigere). Jeg nød bare vejret, lydene og mine omgivelser. Jeg ender nok med at afinstallere Endomondo, men der er jeg ikke helt endnu.

Jeg kan ikke huske om jeg skrev det sidste gang (og gider ikke checke), men det har virkeligt hjulpet mig at diætisten identificerede spiseforstyrrelsen som en separat del af mig. Det gør det nemmere for mig at identificere den når den stikker sit grimme hoved frem og prøver at styre mig. Jeg har faktisk et billedet af et grimt hun-monster i mit hoved og det er min spiseforstyrrelse.

Og her er så en kommentar fra min spiseforstyrrelse….jeg har tabt 700 gram siden min første individuelle samtale med S den 18. Februar (tror nu først at jeg blev vejet den 24. Februar, men ligemeget). I sidste uge var menstruations uge så der var den super frustreret over at jeg havde taget ca 2 kg på, men idag var den så faldet til at jeg har tabt 700 gram. Det er noget mærkeligt hekseri, der foregår, for jeg har jo altid fået af vide (af min spiseforstyrrelse) at jo mindre jeg kunne spise, jo mere ville jeg tabe mig (hvorefter jeg så fik et binge) og nu spiser jeg nærmest konstant og hele tiden…og så taber jeg mig. Hekseri! I’m telling you! Black wizardry of a sort!

Nå, men tilbage til mig og min fornuft som godt ved at det vigtigste er en stabil vægt og for mig er det +/- 7kg. Min spiseforstyrrelse vil selvfølgelig helst at jeg taber 7kg, mens jeg prøver at slå hende oven i hovedet og skrige at det ikke er vigtigt!

….og hold nu kæft, det får mig til at syne som en der nok skulle på en slags medicin for skizofreni eller noget, men det gør det bare nemmere for mig at skelne. Bare rolig, jeg hører hverken stemmer eller har andre symptomer på psykiske sygdomme….udover min spiseforstyrrelse.

Nå, det var et sidespor. Pointen er…jeg er glad! Jeg er faktisk begyndt at fatte OG GØRE nogle af de ting som vi blir undervist i. Vildt!

…og ja, jeg er med på at der er lang vej endnu, så jeg går ikke rundt og tror at jeg, på magisk vis, er blevet healet efter 3 uger eller hvor meget det er.

Dejlig mandag til alle!

Wow, det har været et par vilde dage… og resten af ugen lader mig ikke rigtig slappe af.

Jeg tror lidt jeg har overbooket mig selv i denne uge, men det skal nu nok gå. Igår var jeg til laserterapi og til diætist oplæg (mere om det senere), idag har jeg været til gruppe og i individuel terapi (det sparkede min røv), imorgen skal jeg med V til noget information om fibromyalgi på smerteklinikker, hvorefter jeg skal være på arbejde til klokken 23.30. Torsdag skal jeg lave vipper på en kunde som lige har mistet sin mand (kun derfor jeg vælger at gå imod mine principper om ikke at lave vipper på arbejdsdage), hvorefter jeg skal på arbejde. Fredag skal jeg lave en vippe opfyldning og et nyt sæt, lørdag skal jeg med C ud at købe en tørretumbler, hvorefter jeg skal lave en opfyldning og søndag skal jeg lave et nyt sæt vipper. Og det var så den uge. Det kommer aldrig mere til at se sådan ud, for kan godt mærke at det bare er alt alt for meget for mig og min hjerne.

Nå, men igår var jeg til et oplæg fra en diætist og jeg skal gerne indrømme at jeg tænkte sådan lidt: suk. Dem har jeg været til et hav af gange. Jeg gider ikke høre mere om alt det jeg ikke må og hvor skidt ting og sager er for mig. Alt det veeeeeeed jeg godt! Gaaab!

Ja…og sådan var det slet ikke! Det hun sagde gav bare så meget mening og det får mig i den grad til at undres over hvorfor man skærer visse fødevarer ud af sin kost…hvis man altså ikke er allergisk. Vi SKAL have all makronæringsstoffer (fedt, kulhydrat og protein). Uanset hvad LCHF folk eller sense eller andre siger…så skal vi ‘bare’ spise det hele i de rigtige mængder. Jeg vil ikke sidde her og repetere alt hvad hun sagde, men det var rigtig klogt.

Min dag idag har været….intens, tænker jeg lidt. Først gruppe, hvor vi gennemgik noget med at være til stede, uanset hvad man laver, ikke at dømme og en masse andet, som fik mig til at ville løbe langt væk og aldrig komme tilbage. Det sætter simpelthen så mange ting igang og det skræmmer mig for sindssygt, hvad der mon vil dukke op og hvor svært det er at være i mine følelser. Jeg ved godt at de ikke er farlige….men hvis jeg ikke synes de var det, så ville jeg jo ikke prøve at spise dem væk. Så da jeg kom til individuel terapi, var jeg sprød og gråd labil. Jeg fik tårer i øjnene og jeg ved ikke engang hvorfor. Det var okay, som S sagde, men det er bare svært at være i. Jeg HADER at være sårbar. Det er en mega svaghed for mig, for derhjemme var det altid en dårlig ting. Min far sagde altid at hvis jeg skulle tude, så kunne jeg gå, for det gad han ikke se på. Så det er super forkert, i min verden og man skal være stærk, hele tiden. Og hvis man ikke kan det…så er vrede en meget mere legitim følelse. Den er rigtig. Men hvis jeg så blir vred, så hugger jeg som en slange, bider hovedet af folk, eksploderer eller hvad du vil kalde det og det er bare ikke særlig hensigtsmæssigt. Det kunne være fedt hvis jeg kunne kontrollere det lidt mere.

Jeg ved at jeg har mine venner og der er det okay at være sårbar, at tude uanset grund (og som sædvanlig når jeg skriver om dem, så blir jeg super påvirket og får tud i øjnene) og faktisk også blive vred (selvom lige den følelse…eller frustration, som jeg synes ligner lidt, så har smadret et potentielt venskab). Desværre har jeg ikke super meget overskud til dem lige nu, men det håber jeg ændrer sig på et tidspunkt.

Jeg overvejer at melde mig ud at fitnesscenteret igen, simpelthen for at undgå at det hænger over mig som en sort sky af dårlig samvittighed. Til gengæld vil jeg gerne gå nogle ture igen. Denne gang tænker jeg alene og uden musik…ihvertfald for det meste.

Nå, men nu er det en time siden jeg skulle spise aftensmad, så jeg må hellere komme igang. Mekanisk spisning er stadig svært.

Shit! Det er svært! Selvom jeg sagtens kan spise nærmest non-stop når jeg har fri, så er det jo sjældent rigtig mad jeg spiser. Når jeg er på arbejde, spiser jeg normalt kun min aftensmad, så det der med mellemmåltider er bare rigtig svært at få tid til.

Det snakkede jeg selvfølgelig med S om, i mandags. Også det faktum at når jeg er på arbejde er det svært at spise mellemmåltider som boller og ting, for jeg har sjældent tid til at tage blodsukker/insulin hver gang. Så snakkede vi om at jeg kunne bruge frugt og grøntsager, det meste af aftenen og, da mine overspisninger som regel ligger efter arbejde, skulle jeg prøve med en bolle (og blodsukkermåling/insulin) inden jeg kører hjem, sådan ved 22 tiden eller senere.

Det prøvede jeg i Onsdags. Da jeg kom hjem (og mens jeg kørte hjem), tænkte jeg at jeg ville spise en pose chips og glædede mig til den. Da jeg så satte mig i sofaen, tændte for Livsfarlig Fangst, så kiggede jeg bare på posen og mærkede at jeg slet ikke havde lyst til at åbne den! I stedet spiste jeg nogle salmiak bolcher, så fjernsyn lidt og gik så i seng. Uden at spise chips! Jeg kunne nærmest ikke få armene ned!

Igår var successen ikke lige så stor, men følelsen af ikke at have lyst var den samme…jeg valgte så bare at ‘overrule’ den følelse og spiste dem alligevel. Virkelig dumt. Det er selvfølgelig noget jeg skal tale med S om, på tirsdag, så det blir også spændende.

Med hensyn til mine fridage, er aftalen at jeg skal arbejde for at få tre hovedmåltider, i stedet for at de nærmest blir et langt Binge. Det er også rigtig svært, men det lykkedes mig både mandag og tirsdag, så det var dejligt.

Igår fik jeg fortalt min leder om hvad der foregår og hvad jeg er igang med. Hun virkede oprigtigt interesseret og positiv omkring det. Jeg sagde at jeg da ikke forventede at det kom til at påvirke mit arbejde, men hun smilede, trak på skuldrene og sagde at man jo aldrig ved hvordan sådan noget det påvirker. Jeg håber ikke at det blir nødvendigt, men jeg håber at hun er villig til at finde en løsning som ikke er en fyring, HVIS det skulle blive nødvendigt.

Idag var den første gang i gruppen. Vi fik denne bog og fik af vide at vi skal igennem den 2 gange (!)

Som i kan se er det en tyk satan, så det blir meget spændende at skulle begynde at arbejde i den.

Gruppen handler egentlig mest om undervisning, men det er også der vi får ‘lektier’ for og skal lave hjemmeøvelser fra bogen.

Jeg havde ikke rigtig nogle forventninger (som sædvanlig 😂), men havde hørt at det var hårdt og at man blev mega træt. Mens vi sad i det, tænkte jeg egentlig lidt at det var noget pis, det var jo bare lidt som at være på kursus. Efterhånden som timerne skred frem, kunne jeg godt mærke at jeg blev påvirket af nogle forskellige ting. Bl.a hedder det i DAT (Dialektisk AdfærdsTerapi) at man ikke kan fejle. Det ramte mig og fik mig til at blive gråd labil, sikkert fordi det nogle gange føles som om jeg altid har fejlet. Som om jeg altid har været forkert og gjort tingene forkert, if forhold til andre ‘normale’ mennesker.

Jeg har altid været ‘for meget’. Snakket for meget. For højt. Følt for meget. Haft for meget temperament. Fået besked på at holde op med at ‘skabe mig’….listen fortsætter nærmest i det uendelige. Så at læse, sort på hvidt at ‘du kan ikke fejle i DAT’….det gik lige ind.

Jeg kørte hjem, pakkede ikke engang mine pakker ud, men tog bare sodavand og en bolle med i stuen, spiste og lagde mig så ned……og to timer senere vågnede jeg og var helt groggy.

Imorgen starter jeg fem arbejdsdage op og jeg glæder mig faktisk. Jeg tror det blir vigtigt for mig at kunne arbejde i denne process for ellers er jeg bange for at jeg blir opslugt af…well, af mig selv, really.

I aften skal der laves aftensmad (mørbradgryde som er klar til mikro-makro-ovnen) og så tror jeg at jeg skal strikke en pind lilla og en pind grøn. Jeg strikker to pinde hver dag. Idag har været en blandet dag.

…i resten af mit liv. Den første individuelle session hos S var idag. Jeg havde egentlig ikke rigtig nogen forventninger. Jeg har været hos psykolog før og det er som om at det går lidt af sig selv.

Idag snakkede vi mest om mad. Mekanisk spisning er svært. Når jeg er på arbejde, er det svært at skulle spise mellemmåltider, fordi jeg ikke altid lige har tid til at tage blodsukker og insulin og måltidet skal være nemt. Aftalen for det blev at jeg holder det første mellemmåltid rimeligt simpelt og uden for mange kulhydrater, så jeg kan spise det uden at spekulere for meget på det og at jeg så spiser en bolle inden jeg har fri og, hvis jeg ikke har tid til det når jeg spiser den, checker blodsukker og evt. tager en korrektion inden jeg kører hjem.

De dage jeg har fri er ren kagemand. Næsten bogstaveligt. Jeg spiser morgenmad som det eneste hovedmåltid og resten af dagen er et virvar af slik og chips og andet junk. Aftalen for det blev at jeg ikke koncentrerer mig så meget om mellemmåltiderne, men bare prøver at få 3 hovedmåltider. Det er ligemeget hvad tid de falder, bare de er der. Så da jeg kom hjem fra Askovhus (ved 12.30 tiden) spiste jeg en grovbolle med smør (jo, jeg må gerne spise ensidigt, bare det er ting min krop kan bruge) og lavede så en ordentlig røvfuld mørbrad gryde.

Da klokken var 17, begyndte min mave at rumle!! Jeg blev helt glad! Det prøver jeg ellers kun hvis jeg ikke har spist andet end morgenmad og så er det nærmest først lige inden sengetid. Ja, folk med BED har også dage hvor vi nærmest ingenting indtager…for så at gå amok i et binge. Men jeg blev ihvertfald glad for at føle sult, da det er virkelig sjældent.

Vi snakkede også om mine (forholdsvis nye) venner. Jeg var sammen med ‘kernen’ (minus en. Ham vil jeg bare kalde A) til spisning som en slags fejring af min fødselsdag i Onsdags. Jeg bagte en fantastisk gulerodskage og den blev næsten spist helt op den aften, så det var dejligt at den faldt i god jord. Men ja, jeg fortalte om hvordan vi mødtes og blev venner og jeg kan mærke at bare en aften med dem, som i fredags, seriøst booster mig på nærmest alle måder. Her er der ingen der blir irriteret og brokker sig over at jeg snakker for meget eller for højt. Det kan allerhøjest blive til lidt godmodigt drilleri, men det blir altid gjort på en fed måde som gør at jeg ikke føler mig forkert og mærkelig. De ved at jeg er sådan en lidt underlig fisk (for det er de også på hver deres måder 😉), som ind imellem stadig har svært ved at fatte at de godt kan lide at være sammen med sådan en som mig. Og det kunne vi så begynde at analysere på….hvad er ‘sådan en som mig’, men det tror jeg faktisk bare jeg vil lade ligge for idag.

Imorgen skal jeg tidligt op og i gruppe’terapi’ klokken 9, så jeg tænker bare at jeg vil forberede mine mellemmåltider til imorgen, strikke en pind i lilla nuancer og så ellers se lidt Livsfarlig Fangst indtil jeg tvinger mig selv til at gå semi-tidligt i seng.

Husk at lytte til den podcast jeg har delt. Hvis ikke du har Spotify, så kan du gå ind på Morten Elsøe’s side (Google er din ven) og finde den til andre platforme. Den er helt sikkert det værd!

Godnat 🙃