🎶I'm dancing with my demons🎶

Igår var en vred dag. Jeg var totalt pissed off, indvendigt. Da jeg talte med S, mandag, var jeg forvejen små irriteret over de hjemmeøvelser vi skulle lave til igår (mestring og vær på forkant).

Vær på forkant gør jeg i forvejen ekstremt meget. Som i næsten for meget. Så jeg havde egentlig besluttet at den skulle jeg bare prøve at undgå at lave. Så havde jeg jo lavet begge, samtidigt, på en måde.

Eller…

Nå, men S udfordrede mig jo en del, hvilket også gjorde mig irriteret, men vi fandt alligevel en måde at få lavet vær-på-forkant øvelsen. Den skal så testes idag.

Men gruppe igår…ugh, det gad jeg bare ikke. Jeg hørte da efter, men enten sad jeg og tegnede på min blok eller også kiggede jeg på min telefon. Jeg gad det bare ikke. Jeg synes de andre var nogle klynkerøve, som iøvrigt bare snart skulle se at komme ind i kampen og jeg synes at E og S var åh så forstående og validerende og ugh!! Det var sgu lige før jeg kastede lidt op i min mund.

Det gjorde jo så at jeg også tænkte grimt om mig selv. For jeg har også et problem med autoriteter, jeg er alt for fordømmende, jeg har nok mere brug for hjælp end dem allesammen og iøvrigt kan det også være ligegyldigt for overspisning er det jeg kender og det har ‘fungeret’ i 44 år, så det kan jeg lige så godt blive ved med.

Jeg HAR et problem med ‘autoriteter’ forstået på den måde at jeg hader…HADER…når folk siger til mig ‘du SKAL..’. Jeg blir totalt Heidi 4 år og får lyst til at gøre det modsatte, stampe i gulvet og blive super hysterisk. Jeg hader det. Jeg SKAL ingenting. Jeg vælger at gøre nogle ting fordi det er mest hensigtsmæssigt for mit job, mine dyr, min lejlighed, mit liv. Men jeg SKAL ingenting. Og af en eller anden grund ville jeg bare ikke lave de to øvelser. Der var noget ved dem der provokerede mig helt sindssygt og jeg ville ønske jeg vidste hvad det var.

Til næste uge skal vi lave validering og selv validering og dem, kan jeg mærke, reagerer jeg slet ikke så voldsomt på.

Efter gruppe, gik jeg ud og fik startet på at give træværket træbeskyttelse og E og jeg fik målt op til indhegningen af haven, som skal laves den 13. og 14. Juni. Hun er super til sådan noget og hende og P vil også regne ud hvad det ca. kommer til at koste, så det er jo super dejligt.

P har også læst min blog og jeg fik rigtig meget ros. Dog ikke af hendes bogstav, da hun hader sit mellemnavn, så for eftertiden er hun D, i stedet for 😂😉 hvilket er passende, da der nu er en ny P 😂😂😂

Først….jeg er stadig en teenager. Jo. Jeg er en 44 årig teenager. Prøv at hør, jeg har stort set ikke haft venner siden jeg var teenager. Først fik jeg en kæreste (Lars) som ingen af mine venner kunne lide, så naturligvis droppede jeg dem og valgte ham (jeg var 14). 10 år senere kiggede jeg rundt og fandt ud af at der, sjovt nok, ikke var nogen tilbage (M er den eneste undtagelse og selvom vi på ingen måde er tætte, idag, så betragter jeg hende stadig som en ven. Vi har kendt hinanden siden vi var 12 år). Jeg havde kun min mor, far og Frank. Min far og jeg har altid haft et akavet forhold, så når jeg ikke var online og tilbragte min tid i chats rundt omkring, ja så arbejdede jeg eller var sammen med min mor og stedfar.

På et tidspunkt var jeg så dum at købe et hus sammen med dem og der gik så 11 år med det, hvor privatliv var ikke-eksisterende og jeg kun havde mine kolleger, udover…Yep, du gættede det, min mor og stedfar.

Så. Når jeg har en…ting, med en veninde, som jeg havde i sidste uge med V…så er mine tankespor stadig som en 15 årigs. Eneste forskel er at jeg også har en smule selv indsigt og ved når jeg har kvajet mig.

Tingen med V er løst og lagt bag os, men jeg fik alligevel en form for sen reaktion på det. Vi løste det torsdag…men fredag og lørdag fucker min spisning helt op. Fredag var én lang overspisning og det eneste rigtige mad jeg fik, var min morgenmad. Lørdag spiste jeg morgenmad og så fik jeg ikke noget før ved 19 tiden eller sådan noget. Jeg lavede et sæt vipper og gik så ind til E og P for at snakke indhegning. Lidt senere kom P og endnu senere også C. Det var skide hyggeligt og vi grinede en masse. P, C og jeg blev enige om at bestille pizza mad og jeg kommenterede at jeg ikke havde fået noget siden min morgenmad og at jeg var røvsulten. Både P og C spurgte om ikke det var meningen at jeg skulle spise flere måltider end det – ikke på en bebrejdende måde, men mere som en bekymring over mig og min spiseforstyrrelse fordi jeg jo er rigtig åben omkring det. Jeg kunne så informere om at det var klassisk BED at underspise…og inderst inde vidste jeg godt at det ville resultere i en overspisning når jeg kom hjem, hvilket det også gjorde.

Igår gik det rigtig fint og jeg fik faktisk 6 måltider. Det har jeg også fået idag, på trods af madlede da jeg skulle have mellemmåltid klokken lidt over 21. Det måltid har jeg lige fået ved 23 tiden. Men jeg fik det.

Men jo, det er rigtig svært for mig, det der med voksen venner. Da jeg var teenager, var vi meget dramatiske og kunne måske råbe af hinanden for så ikke at tale sammen i lang tid – nogle gange flere uger. Vi undgik hinanden i skolen og fortalte folk at vi var uvenner. Når man er voksen…så taler man sammen. Huh. Weird. Man tænker over tingene og de forskelligheder man har, hvilket man så prøver at forklare og så tilgiver man og går videre. Det er altså lidt underligt i min teenager-hjerne. Fedt. Men underligt. Det skal jeg lige vænne mig til. Godt jeg har fundet nogle venner som kan tackle mig og min teen-hjerne. V er jo også i pårørende forløb hos Askovhus, så hun lærer jo en masse om BED og nogle af de ting som den bringer med sig.

Huh. Jeg har idag lært at min spiseforstyrrelse nogle gange er rigtig sneaky og arbejder ‘under overfladen’ og i min under bevidsthed. Det er altså lidt uhyggeligt. Det kommer sig egentlig af at vi idag havde virtuel gruppe med vores diætist, Sine. Det var fandme rart! Jeg har længe været sur på mellemmåltider, fordi hvis jeg er optaget af noget – det kan være huslige ting, jeg er ude at handle, jeg er på arbejde, jeg laver vipper…alt muligt. Ja, så gider jeg tit ikke lige at tage en pause for at skulle spise et skide mellemmåltid. Men det kan faktisk være min spiseforstyrrelse som siger at jeg ikke har tid.

Så idag har jeg, når jeg har påbegyndt et måltid, sat min timer til 3 timer, så jeg kan huske at spise. Det er stadig svært, men det har alligevel hjulpet til at jeg har fået spist.

Efter gruppen havde jeg en samtale med S og jeg fortalte lidt om min fortid, hvor jeg er vokset op og med hvem, hvornår Frank kom ind i mit liv, mit forhold til ham og til min mor. Mine forældres forhold, som oplevet af mig og så videre og så videre. Det er først her til aften, gået op for mig at jeg slet ikke nævnte Lars. Det tænker jeg at jeg skal da han jo var en ret stor del af mit liv, i en periode. Nå, men det når jeg nok.

Alt i alt en ret god dag, hvor den mekaniske spisning er lykkedes.

Jeg oplever faktisk at jeg gør ret store fremskridt med alt det her. Jeg har ikke så mange overspisninger og dem jeg har, er forholdsvist kontrollerede, også selvom de kan vare en hel dag, som i fredags.

Idag så jeg også at K var på besøg hos P og C. Det gav et sug i maven, hvilket pissede mig af. Jeg ved ikke om jeg helt har givet slip på nytårsaften, men den fylder ikke så meget mere, ihvertfald. Men det gik jo op for mig at jeg faktisk synes han er en mærkelig fisk og lidt af et røvhul på nogle punkter. Hvorfor får jeg så et sug i maven, når jeg ser hans bil holde ved siden af min? Latterligt.

Ked, vred, alene, forkert, skyldig og vred igen.

Overspisning!

That’s all, folks!

Så blev det min tur til at blive testet for Corona. Jeg har en kollega som, i fredags, blev testet positiv uden symptomer. Så på arbejde med os alle, både lørdag og søndag. Jeg blev testet igår og kan nu vente i op til fem dage på svar. Jeg skal på arbejde idag og imorgen og det er altså bare lidt underligt. Hvad nu hvis jeg er positiv uden symptomer? Så kan jeg rende og smitte folk i masser af dage indtil der kommer svar. Det er fandme utilfredsstillende. Jeg ved godt, det er for dyrt i vikar penge at sende et helt hold aftenvagter hjem indtil de får svar, men derfor mener jeg stadig at det er det man burde gøre. Jo, jeg vil bruge mit nye visir og fortælle borgerne at det er nye retningslinjer og håbe på at jeg kan beskytte dem på den måde, men vi har jo stadig rendt rundt uden, i nogle dage.

Selvfølgelig håber jeg at jeg er negativ……og så er der alligevel den lille bitte dovne hund inden i mig som, på betingelse af at jeg ikke blir syg, håber på at jeg er positiv, så jeg kan blive hjemme fra arbejde. Men jeg har fem fridage når jeg går hjem imorgen, så mon ikke jeg bare får besked på at komme i næste uge og så er det til en side. Nej, jeg vil selvfølgelig helst være negativ, det er klart.

Min spisning svinger meget i disse dage. Jeg har tidspunkter hvor jeg er meget påvirket af alt det her og tidspunkter hvor det ikke er så slemt. Jeg synes ikke jeg overspiser, men jeg underspiser til gengæld, nogle dage. Udover det, så kan jeg også mærke at jeg blir meget påvirket, når folk snakker om Corona.

Jeg kan ganske enkelt ikke rumme det. Jeg er i risiko gruppen, men må alligevel passe mit arbejde i hjemmeplejen hver dag. Nej, jeg har endnu ikke været ude hos Corona ramte borgere, fordi der blir taget hensyn til at jeg er i risikogruppen. Men eftersom folk kan være raske smittebærer, føler jeg mig alligevel ikke sikker og jeg kæmper med virkelig grimme tanker om mulig død og ødelæggelse. Det gjorde desværre at jeg var temmelig hård ved V igår, da hun prøvede at snakke med P og jeg om alt det her. Hun delte en artikel, som jeg ikke læste, fordi jeg ikke kan rumme flere teorier om denne virus. Men i stedet for at fjerne mig selv fra samtalen og sige at jeg ikke kunne rumme det, så blev jeg….hvad skal jeg kalde det? Bitchy? Det er måske et meget godt ord. Jeg blev bare overvældet og kunne ikke rumme mere spekulation i denne fucking sygdom. Jeg havde været nede og blive testet, hvilket er super angst provokerende. Jeg er nødt til at være i det hver eneste dag, i mit arbejde og jeg prøver at være sådan forholdsvis cool omkring det (for ikke at gå fuldstændig i panik og flytte ud på en øde stillehavsø!), men faktum er at jeg er lige så skræmt af det her, som hun og alle mulige andre er! Jeg kan bare ikke isolere mig, for jeg er nødt til at skal på arbejde. Så jeg beklager, V, at jeg var en ko, men jeg kunne bare ikke rumme det. Undskyld.

Min BED råber og skriger som en åndssvag, i disse dage. Jeg kæmper mod den hver eneste dag og det meste af tiden har jeg bare lyst til at give op og køre to poser chips ned i svælget. Men hver eneste dag står jeg op og kæmper for at få nok måltider, fordi jeg kan se at det gør en forskel. Jeg kan mærke på min krop at det gør en forskel. Alting fungerer bare bedre, når jeg får den mad jeg skal have. Men det er sådan en enorm kamp hver dag. Det meste af tiden hader jeg synet af endnu et måltid og jeg har mest lyst til at springe det over fordi jeg synes det er SÅ belastende at skulle spise…IGEN! Jeg er dødtræt af at skulle stoppe det jeg er igang med…fordi jeg igen skal stoppe i kraniet. Det er non-stop og drænende. Jeg er træt konstant fordi jeg vågner for tidligt (og nej, det har ikke noget med hundeprutten at gøre, for ham hører jeg ikke i øjeblikket) og så skal kæmpe med det her…igen. Nogle gange tænker jeg at det, seriøst, var nemmere bare at lade spiseforstyrrelse være spiseforstyrrelse. Det fungerede jo meget godt i 43 år.

Eller….det gjorde det jo ikke, men det er bare så svært! Nogle gange har jeg bare lyst til at tude. Over at jeg har en spiseforstyrrelse, over at jeg prøver at komme ud af min spiseforstyrrelse, over at jeg skal være ude i fjæset på Corona…eller ihvertfald tæt på, at jeg er en ko overfor en tæt veninde fordi jeg blir overvældet og ikke kan finde ud af at sige det, over at jeg bare nogle gange har lyst til at stoppe det hele og gå tilbage til det jeg kender; en asocial eneboer, der bruger flere penge på junk end på rigtig mad og så ind imellem går amok i slankekure/træning og taber sig lidt, for så at starte forfra.

Shit, hvor lyder det trist og nej, selvfølgelig ville jeg ikke gå tilbage. Nogle gange er det bare det der ville være det nemmeste.

Fuck den fucking virus der fucker med vores hjerner! Og fuck min BED der gør mig endnu mere modtagelig for angst-lignende tilstande.

Jeg har det stadig godt. Jeg snakkede med S igår og det slog mig at jeg faktisk ikke kan huske hvornår jeg sidste har haft en tvangsoverspisning.

Jeg nægter ikke mig selv noget. Når min BED råber at jeg skal købe Kærgården let, så tager jeg bevidst den almindelige. Når den panikker og skriger at jeg ikke må spise chokolade smørepålæg eller drikke kakaomælk, så er det præcis det jeg gør.

Jeg har fundet ud af at jeg ikke er vild med smør i sindssygt store mængder. Jeg kan godt lide smør, men ikke i samme mængder som før. Jeg bagte en Mississippi mudpie den anden dag og tænkte at det skulle blive lækkert at smovse i den. Fik et stykke sammen med de venner jeg havde bagt den til og tog et stykke med hjem til senere. Det første stykke var virkelig vulgært lækkert og jeg nød hver en bid (af et forholdsvist lille stykke). Senere på aftenen skulle jeg spise det gemte stykke, sammen med noget creme fraiche. Jeg stoppede knapt halvvejs, da jeg følte det blev vammelt inde i min mund. Den følelse har jeg sjældent prøvet. Kan huske at min mor brugte det ord tit, men har altid tænkt at jeg ikke var i stand til at have det sådan med noget mad. Det kan jeg så konstatere at jeg godt kan. Tror bare at det handler om at jeg er blevet mere bevidst om hvad jeg egentlig kan lide og hvad jeg ikke kan.

Selvfølgelig har jeg haft overspisninger, men det føles ikke som om at jeg er ude af kontrol og ikke kan stoppe. Faktisk stopper jeg ofte, simpelthen bare fordi jeg ikke synes det smager mig, eller fordi jeg føler mig mæt.

‘Føler mig mæt’. Det er mærkeligt at skrive det, for det er ikke en følelse jeg nogensinde kan huske jeg har haft, med mindre jeg var på grænsen til at kaste op. Jeg har stadig svært ved at føle sult eller behov for mad/mellemmåltid og det kæmper jeg med, i øjeblikket. Nogle gange er jeg ved at brække mig ved tanken om mere mad. Så springer jeg over. Jeg holder mig til 3 hovedmåltider, men nogle gange (tit) er mellemmåltider en mega kamp. Jeg har købt en røvfuld risifrutti (for det må jeg også gerne spise og det er et fint måltid) og en røvfuld yoggi yoghurt med müsli-top, for det er nemme ting at tage med hvis jeg er på job eller andet.

Men mellemmåltider er svært. Nogle gange kan jeg nøjes med at spise to gange på en dag og jeg ved at det ikke er nok og at jeg ignorerer min krops signaler, på de dage. Det er det der fortæller mig at jeg stadig kun er i begyndelsen af min kamp, selvom jeg kan føle det anderledes når jeg stopper et potentielt binge.

Jeg har det godt idag. Sådan rigtig godt. Jeg har sovet næsten 8 timer uden at blive vækket af en lille skinger gøen og solen skinner.

Det der med solen gør rigtig meget for mig. Jeg blir simpelthen så glad når himlen er blå og jeg blir blændet af at gå udenfor. Også selvom det ikke er 20 grader eller mere.

Jeg købte mig en ny støvsuger igår og det betyder at jeg kan sætte den gamle til salg. Den er bare ikke god nok når man har to dyr der smider deres pels alle vegne. Næsten 1900 fucking kroner måtte jeg slippe, det er jo latterligt! Nå, men jeg manglede den og brugte nogle af mine til-indhegning-af-have penge til det. Jeg tænker stadig at hegne haven ind, men veksler stadig mellem at lave en løbegård som er overdækket eller lave hele haven så de kan være over det hele. Ugh, Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal. Nå, men det må jeg tænke mere over. Jeg har stadig ikke modtaget svar på min ansøgning, så jeg kan ikke gå igang, alligevel.

Jeg har købt en ny bog.

Jeg er vild med Katrine Gisiger (katrinegisiger.dk) og hendes måde at sige tingene på. Denne bog går meget godt i spænd med min behandling hos Askovhus. Den er ikke helt så detaljeret som vores DAT undervisning, men den kommer stadig ind over nogle af de samme ting (linjen med lyst og fornuft, blandt andet). Den fokuserer på overspisning, men måske ikke decideret TVANGSoverspisning. Tænker dog at det er et udmærket supplement for man kan vel aldrig få værktøjer nok, vel?

Nå, men idag står den bare på hygge, indkøb, støvsugning og hvad jeg nu ellers kan finde på. Og mellemmåltider. Det er så stor en udfordring, så det skal jeg også arbejde på.

Nå, men jeg kan så officielt erklære mig for hypokonder. Yep. Nu har jeg i jeg ved ikke hvor lang tid ‘haft det mærkeligt’. Mine ben har hævet og jeg er sat op i furix.

I sidste uge gik jeg så lidt i panik…eller var det i tirsdags. Det er svært at huske. Nå, men nevermind, Jeg skrev ihvertfald en lang besked til min læge om hvordan jeg havde det og mine bekymringer, egentlig mest med henblik på at blive lyttet på.

Han skriver så at han har henvist mig til en hjertelæge og der var jeg så nede i torsdags.

Han kunne konstatere at både mine lunger og mit hjerte var helt normalt og rask. Nu har jeg så fået en rytme måler på og gudskelov for at den måler mine hjerteslag og ikke hvor meget rytme jeg har når jeg danser. Nå, men jeg skal have denne lille Børge på til på tirsdag (hvis jeg altså ikke flår den af i frustration over hvor meget den klør, inden).

Nå, men indtil videre er jeg glad for at lunger og hjerte har det godt. Så skal jeg bare have styr på mit venstre håndled for det er begyndt at gøre ondt og hæve en lille smule. Men det er vel også bare indbildning, på trods af min årelange historie med seneskedehindebetændelse.

Så er der jo givet lov til at frisører osv må lukke op igen og det betyder at jeg skal til en times massage på mandag, laserterapi den 27/4 og at jeg åbner for min egen forretning den 27/4, også. Det blir dejligt. Frisøren kommer dog lige til at vente lidt endnu.

Jeg har været, og er stadig lidt, temmelig paranoid i disse dage. Til det punkt hvor jeg seriøst overvejer om jeg er syg i pæren.

Jeg har før haft forhøjet blodtryk og er i behandling for det med vanddrivende. Det er en lang historie, men faktum er at mine ben normalt hæver, når den er gal med blodtrykket. De sidste dage har mine ben være tykke(re) og jeg er begyndt at få en mærkelig, næsten ‘træt’ fornemmelse i dem.

Fra mit arbejde ved jeg godt at masser af mennesker lever deres liv med for tykke ben og med støttestrømper på. Sådan nogle har jeg købt og de hjælper faktisk, selvom de er røv grimme og super belastende at have på (hvor smart er det med under-knæet-bukser og knælange støttestrømper? Nej, vel?).

Idag besluttede jeg mig for så at tage mit hvile blodtryk og det lå på 123/76 og 119/71, så det er jo så fint som det kan være.

Derfor må jeg konstatere (bare rolig, har skrevet til lægen) at det er pga min overvægt og at jeg må leve med mine støttestrømper indtil videre.

Det trigger selvfølgelig min BED helt sindssygt og tanker om vægttab kører rundt i skallen non-stop. Jeg må ud at gå mine ture og så ellers holde mig til programmet, men det er godt nok svært.

Corona fucker lidt med min hjerne, tror jeg.

Jeg er super stresset i øjeblikket. Over at skulle gå på arbejde og samtidigt være i risikogruppen, med diabetes, overvægt, forhøjet blodtryk og kolesterol. Der er ikke megen forståelse at hente hos ledelsen og jeg blir bare mødt med ‘jamen, du overholder jo principperne, så der er ikke noget at være bekymret for’.

Øh jo, det er der! Der er det at være bekymret for at jeg kan være en af dem som ender i respirator eller måske endda dør, hvis jeg blir smittet! Det synes jeg måske er en rimelig grund til at være bekymret.

Jeg er, på ingen måde, interesseret i at være hjemme og ikke gå på arbejde. Jeg er også med på at det er påske og man ikke bare kan lave om på ting fra den ene dag til den anden. Men en smule forståelse og tanker og dialog om hvad vi måske kunne gøre anderledes ville da være dejligt. Men nej. Jeg er sådan en arbejdsmyre som kan skiftes ud, hvis jeg blir syg. Jeg skal bare køre ud til borgerne og risikere mit helbred hver dag og hvis jeg så alligevel skulle blive syg…ja, så er det nok fordi jeg har været dum og ikke overholdt principperne.

Derudover foreligger der en klar aftale om hvilke ruter jeg skal køre hvornår og selvom jeg er fleksibel og klar til at ændre på tingene, er det frustrerende når man bare blir flyttet uden nogen som helst forklaring. Som om vi ikke har nok at holde styr på, både i vores arbejde og i vores hjerner. Giv os dog så meget respekt at der er bare en lille smule stabilitet i vores hverdag.

Men nej. Det er arbejdsmyren igen.

Tror bare at jeg går en tur, i håb om at falde lidt ned, inden jeg igen kører ud og passer på vores svageste, men jeg kæmper med at holde mit stress niveau nede og tankerne positive.