🎶I'm dancing with my demons🎶

Wow. Der er godt nok sket en masse siden sidst.

Det vigtigste der er sket i mit liv….er Flemming. Min kæreste ❤️

Vi har været en del af den samme vennegruppe i nogle år, men han har ikke rigtig gjort væsen af sig og jeg tænkte ikke så meget over ham. Han var bare den stille gut, der blot sad og observerede.

Men stille og roligt begyndte jeg at tænke på ham. Det kunne jo være han var meget sød? Var det ikke ham jeg så på cykel i rundkørslen, den dag? Gad vide hvordan han egentlig er?

Så skulle et par af vores venner giftes. Der hører selvfølgelig en polterabend til og der kom jeg til at sidde overfor ham til middagen. Vi snakkede en lille smule hist og pist, men jeg er ikke god til at finde på ting at tale om, så det blev meget lidt. Oven i det, så begyndte en kammerat at drille med om ikke Flemming skulle med mig hjem. Jeg synes det var mega akavet og Flemming så så ukomfortabel ud at jeg synes det var synd for ham. Derudover ville jeg ikke have det skulle være på den måde, hvis det skulle være.

Han forlod faktisk ikke mine tanker siden den dag og til brylluppet sad jeg ved siden af ham, både i kirken og ved samme bord til middagen. Jeg endte med at blive ret fuld og vi sad og snakkede. Kan ikke huske om hvad, andet end musik. Jeg lænede mit hoved på hans skulder og han lænede sit hoved på mit. Det var egentlig det. Jeg skrev godnat til ham, inden jeg gik i seng og kunne ikke holde op med at smile, da jeg faktisk fik et svar!

Om mandagen skulle jeg køre en veninde på sygehuset og jeg var ikke stoppet med at tænke på Flemming siden om lørdagen til brylluppet. Denne morgen valgte jeg at sende en besked til ham om hvor meget jeg tænkte på ham og at jeg var bange for hans reaktion på min besked (havde haft en dårlig erfaring med en anden).

Omkring middagstid, mens jeg sad på en hospitalsgang og ventede på min veninde, svarede han at han også havde tænkt på mig, siden polterabend men ikke havde turdet sige noget.

Og så kørte det ellers slag i slag. Vi snakkede helt vildt, jeg ‘stalkede’ ham på hans arbejde for at kramme ham og 8 dage efter brylluppet blev vi officielt kærester.

Jeg er bare SÅ glad! Jeg har ikke været forelsket i mange år og jeg havde glemt hvordan det føles. Jeg er den mest needy kælling og når vi er sammen vil jeg gerne røre ved ham, holde i hånd eller ligge med mit hoved på hans skød. Sikkert super irriterende. Det føles bare rigtigt. Han bor nærmest hos mig og jeg elsker hvert eneste minut. Jeg elsker at vågne ved siden af ham hver morgen og jeg elsker at falde i søvn med ham hver aften. Jeg elsker at bruge tid med ham, som vores kærestetur i Zoo og på Fisketorvet for knap 14 dage siden og jeg elsker blot at være sammen med ham, selv når han spiller X-box i soveværelset og jeg ser fjernsyn i stuen.

Der er selvfølgelig kanter der skal slibes lidt af, men det gør vi også. Han giver mig ro og selvom jeg godt kan blive irriteret når han ikke rydder op efter sig eller glemmer at slukke lyset, så er det ikke noget jeg hidser mig op over. Enten gør jeg det selv eller også beder jeg ham bare om det.

Min angst får jeg jo medicin for og er også blevet sat lidt op. Lige nu ser det ud til at gå okay. Min hjerne har stadig 300 maneger, men det har den jo altid haft. Min psykiater overvejer at slippe mig, men har sagt at jeg skal overvejer om vi skal se på ADD’en igen. Det tænker jeg ikke umiddelbart at vi skal, men nu ser vi hvordan den næste måneds tid går.

Det vigtigste er dog at jeg er glad. Og det er jeg. Som i vanvittigt meget og jeg elsker hvert minut.

Dette er et ret langt skriv, men jeg håber du vil læse det færdigt og at du måske lærer noget nyt eller, hvis du også har angst, ikke føler dig så alene. Vi er mange.

Jeg tror egentlig altid at jeg har haft tendenser til katastrofetanker og overbekymring. Jeg fandt på et tidspunkt ud af at der findes et personlighedstræk der hedder ”Særligt sensitiv” og at det helt sikkert var et personlighedstræk, jeg besad.

Jeg HADER gyserfilm, jeg ser helst ikke nyheder og jeg spekulerer altid rigtigt meget over tingene. Jeg tager ligesom alting råt ind. Jeg har lidt brug for at leve i lykkelig uvidenhed om nogle ting og det er kun blevet værre med årene. Jeg bliver ret hurtigt overstimuleret og har brug for at trække mig og være mig selv. Det betyder ikke at jeg ikke elsker at være sammen med mine venner og deres venner, men det betyder bare at jeg bagefter kan have brug for at være alene og ”stirre ind i væggen”, som jeg kalder det.

Det er meget hårdt for mig at skulle forholde mig til folk, deres humor og måde at være på. Jeg elsker det, men nogle gange bliver det for meget og jeg trækker mig.

Det tænker jeg egentlig ikke der er noget mærkeligt i og jeg ved at masser af mennesker har det sådan, også uden at de sætter ord på.

Jeg er også ret sensitiv, sådan rent følelsesmæssigt og det kan være svært for folk at navigere i. En af mine bedste venner og ham som jeg faktisk snakker mest med omkring alt det her psykiske, kan nogle gange trigge mig på alle de negative følelser.

Jeg VED at han godt kan lide mig, at han er der for mig og selvom han ikke altid forstår det jeg beskriver, så er han ærlig, men altid villig til at lytte og det sætter jeg kæmpestor pris på.

Der er et ”men”, for han laver nogle gange fis, hvis jeg kommer derover, med ”Åh nej, er det nu dig igen”-agtige kommentarer og ageren. De fleste dage kan jeg godt tage det og kommer bare med en spydig kommentar eller noget andet fis. Men så er der de der dage. Hvor jeg bare har lyst til at græde. Eller helt droppe venskabet, for ”han kan jo alligevel ikke lide mig”. Jeg ved at han ikke ville gøre det, hvis han ikke kunne lide mig, men når sensitiviteten tager over, er det rigtig rigtig svært for mig at være i.

Jeg ved godt at jeg ikke kan bede folk om hele tiden at tage hensyn og jeg ville også blive bims, hvis jeg hele tiden skulle tage hensyn til alle folks følelser på en given dag.

Da jeg var barn og udtrykte bekymring om forskellige ting; det kunne være alt fra at jeg frygtede at jeg var gravid med min ekskæreste, eller nervøsitet over eksamen, blev det nærmest altid negligeret. Ikke taget alvorligt. Jeg fik tit af vide ”sikke noget pjat, selvfølgelig sker det ikke” eller lignende ytringer. Det gjorde egentlig bare at jeg begyndte at tænke at jeg nok bare var hysterisk og mærkelig.

Sidste år brugte jeg 40 uger på at arbejde mig ud af min spiseforstyrrelse Binge Eating Disorder eller Tvangsoverspisning. Der fandt jeg ud af at min mor var narcissistisk og at jeg faktisk var vokset op i fysisk og psykisk vold, som først stoppede da hun døde i 2017.

Jeg føler stadig at BED’en er en del af mig og det sker en sjældent gang imellem at jeg har en overspisning. For det meste er jeg ret bevidst om det, eller bliver bevidst om det ret hurtigt og så er jeg i stand til at stoppe det. Så i det store hele føler jeg at jeg har styr på den og da jeg stoppede hos Askovhus, kunne jeg ikke diagnosticeres med BED mere.

Fint. Been there, done that, got the t-shirt. Så er jeg vel repareret og healet, ikke?

Det troede jeg at jeg var.

Men jeg fik flere og flere mærkelige invaderende tanker om sygdom. Det har jeg haft siden min mor døde af lungecancer i 2017. Ikke noget særlig slemt, men der er dukket forskellige tanker op hist og pist. Jeg var, i lang tid, i stand til at feje dem væk med en overlegen tanke om at jeg da vist bare var lidt skør.

Men så fik jeg taget en masse blodprøver og fandt ud af at jeg manglede D-vitamin, B-vitaminer og jern. Faktisk så meget at min læge ikke forstod hvordan jeg havde holdt mig oprejst. Jeg var massivt træt og selvfølgelig bange for at der var noget farligt galt.

Jeg blev sat i behandling og kunne ret hurtigt mærke at jeg fik det bedre og bedre. Så skulle jeg have taget opfølgende prøver og da jeg ringede og snakkede med en ny lægekandidat gik det helt galt.

Hun bad mig komme ind til hende så vi kunne tale om resultaterne og så stak det helt af for mig. Det blev kun værre da jeg kom derind fordi hun, i min verden, insinuerede at jeg kunne fejle noget farligt fordi mit jern ikke var steget tilfredsstillende. Det lavede jeg et instagram opslag om, den 9. Juni.

(Grunden til at hun ville se mig, var hendes egen usikkerhed over at skulle kigge på prøverne og tage stilling til dem over telefonen. Det følte hun ikke at hun var i stand til og hun havde derfor behov for at konferere med en af de mere erfarne læger, for at føle at hun gav mig et ordentligt svar. Havde hun sagt det til mig, er jeg næsten sikker på at min reaktion havde været anderledes.)

Jeg fik det så forfærdeligt og jeg bare græd og græd over hvad jeg mon nu fejlede og hvad lægerne mon holdt skjult for mig. Det stak fuldstændig af og jeg kunne slet ikke være i det. Desværre havde jeg ikke noget valg og jeg fik heldigvis hjælp af en tidligere SSA kollega, som kender mig rigtig godt.

Men derfra gik det så bare ned af bakke for mine tanker. Der skulle ikke mere til end at lægen skrev at han havde ordineret blodprøver til sygehuset i stedet for deres eget laboratorium. Så flippede jeg ud over hvorfor jeg skulle på sygehuset og have taget blodprøver, på trods af at de gør præcis det samme, uanset hvor jeg kommer hen.

Det her var i løbet af min sommerferie og det er nok de længste 3 uger jeg har haft i meget lang tid. Jeg var meget alene og jeg græd rigtig meget og rigtig ofte. Nogle dage lavede jeg ikke andet end at sidde i min lænestol og græde, se fjernsyn og græde noget mere.

På et tidspunkt ringede jeg til lægen og bad sekretæren om en tid, når min egen læge kom tilbage fra sommerferie. Jeg fortalte at det drejede sig om at jeg led frygteligt meget af katastrofetanker og at jeg mente jeg skulle i en form for behandling. Hun var sød og selvom de normalt ikke giver tider på den måde, bookede hun et kvarter hos ham til mig.

Da jeg var færdig med at snakke med hende, brød jeg sammen i gråd on/off i et par timer. Jeg var slet ikke klar over hvor meget det krævede af mig, blot at lave en tid hos lægen.

Jeg var sindssygt bange for at han ikke ville tage mig alvorligt. Ikke fordi han har for vane at være sådan, men simpelthen fordi jeg et eller andet sted, stadig mente at jeg bare skulle tage mig sammen og holde op med mit hysteri.

Han var forsinket. Det er han tit fordi han er sød og tager den tid det tager. Men da jeg sad i venteværelset, var det rigtig svært at være i. Jeg ved nu at jeg havde et angstanfald (som ikke er det samme som et panikanfald) og at jeg faktisk har haft dem dagligt eller næsten dagligt, i forskellige sværhedsgrader, i mange måneder og sporadisk igennem det meste af mit liv.

Jeg sad der og min angst fortalte mig at han havde glemt mig, ville sige han ikke kunne nå at tale med mig fordi han havde fri nu, at han ville sige at jeg bare skulle tage mig sammen og holde op med at være hysterisk. Jeg svedte og var sindssygt grådlabil, mit ben hoppede op og ned og jeg kunne ikke tage øjenkontakt til nogen. Mit hjerte hamrede så hårdt at jeg troede de andre i venteværelset kunne høre det.

Da jeg endelig blev kaldt ind, måske 10-15 minutter forsinket, snakkede jeg med 400 km/t og væltede bare alting ud i hovedet på min stakkels læge. Jeg tror sgu at jeg skræmte ham lidt og han sagde faktisk at han mente at jeg var bipolar (maniodepressiv). Det var min bedstemor også og hun døde af selvmord, pga den sygdom, da jeg var 2-3 år gammel, så det gav egentlig meget god mening, selvom jeg ved nok om sygdommen til at vide at jeg aldrig har været klassisk manisk.

Nå, men han tog mig heldigvis meget alvorlig og henviste mig til en psykiater. Jeg ringede rundt, men de private psykiatere har helt op til 72 ugers ventetid. Selv 12 uger er rigtig lang tid, når man har det ad helvede til og nærmest ikke kan være i sig selv.

Jeg fandt en og fik en tid i december. Nogle dage efter ringede en anden tilbage og fortalte at han havde en tid i september, om jeg ville have den? Om jeg ville!

Uanset hvor meget det skræmte mig at skulle til en psykiater, så havde jeg bare behov for at blive udredt og finde ud af hvad fanden min hjerne havde gang i og hvordan jeg skulle fikse den. Jeg beholdt den anden tid i december fordi jeg tænkte at hvis nu ham den anden var et røvhul, så havde jeg en backup.

Midt i det hele, blev jeg ringet op af gynækologisk afdeling (jeg havde været til forundersøgelse i juli, da lægen mente at det var mine voldsomme menstruationer der var årsagen til min jernmangel) en fredag, om jeg kunne komme ind og få fjernet mit underliv på tirsdag.
Øh, fisk!

Jeg havde vildt dårlig samvittighed overfor min arbejdsgiver, selvom han godt vidste at jeg skulle ind på et tidspunkt. Jeg talte med en veninde, der også har fået det fjernet og vi blev nu enige om at det nok var smartest at slå til, da der ellers ville komme både polterabend og bryllup i vejen.

Jeg ringede tilbage og sagde ja og så ringede jeg til min chef og informerede ham. Han er heldigvis fantastisk og sagde til mig at jeg bare skulle tage mig god tid til at komme ovenpå og at han hellere ville have at jeg startede for blidt op, end at der gik noget galt. Det var fantastisk!

Jeg havde stort set ikke tid til at gå i panik, for weekenden blev brugt på rengøring og indkøb, så alt var klart. Mandag morgen var jeg til forundersøgelse og mandag aften blev jeg indlagt.

Operationen gik som den skulle og lægerne var imponeret over at jeg kun havde blødt 10 ml under operationen. Det er åbenbart godt. Fedt nok.

Jeg kom hjem om onsdagen og så skete der ting og sager i min hjerne. Jeg græd og var ked af det, bange for at være alene, bange for at gå i bad alene (det var kun den første gang), bange for at tømme kattebakker, hvilket min ven/nabo heldigvis tog sig af. Jeg var bange for alt. Jeg havde ikke haft nogle særlige issues, inden eller mens jeg var indlagt, men selvom jeg godt ved at man heler bedre i sine egne omgivelser, så ønskede jeg at jeg havde kunnet blive på sygehuset, resten af ugen.

Det er normalt at man bløder lidt fra skeden i ret lang tid efter sådan en operation. En operation som faktisk er ret stor, men som ikke virker sådan fordi den bliver lavet med kikkert og derfor har man kun 3-4 små sår i maven bagefter.

Jeg tog til min første konsultation hos psykiateren og han var i hvert fald sikker på at jeg ikke var klassisk bipolar. Der findes flere typer, så de er ikke alle udelukket, endnu.

Han konstaterede at jeg har en angstlidelse, som primært handler om sygdomsangst og han foreslog at jeg skulle have noget medicin. Sertralin. Jeg vred mig noget i stolen for jeg er ikke stolt af for meget medicin. Jeg synes jeg får rigeligt, allerede. Jeg gik med til det, hvis han lovede at jeg ikke ville få så meget at jeg ville blive helt ligeglad. Jeg får 25 mg, som er den laveste dosis man kan få. Da jeg havde været på dem i et par uger, kom jeg tilbage til ham og vi snakkede lidt. Han foreslog noget humørstabiliserende medicin og igen vred jeg mig. Vi snakkede lidt frem og tilbage og han fortalte at det på en måde var for at se om jeg måske havde en bipolar type 2, som han kaldte det. Det er en type hvor modpolerne ikke er helt så ekstreme som i den klassiske, men hvor man stadig bliver trist til mode og så ryger tilbage til at køre med 180km/t (hvor man måske kører med 180.000 km/t og får storhedsvanvid i den klassiske). Vi debatterede dosis lidt, for den han foreslog, syntes jeg lød af rigtig meget. Han gik med på at halvere den og se hvordan det ville gå.

Jeg prøvede at starte arbejde op i 4 timer, 14 dage efter operationen. Ja, temmelig ambitiøst, men jeg troede nok at jeg var superwoman og pissebange for at være derhjemme. Dagen efter, skulle vi til personalemøde og da jeg vågnede, havde jeg lidt blødning fra skeden.

Jeg blev pissebange og skrev til min leder (vi havde aftalt at vi skulle evaluere hver dag) at jeg var begyndt at bløde, så jeg nok måtte gå tilbage til sygemeldingen. Hun skrev at det var helt fint og helt ifølge vores aftale. Jeg tog til personalemødet og selvom jeg godt kunne mærke angsten, ignorerede jeg den og hyggede mig til mødet. Jeg havde kun et trusseindlæg på og da jeg skulle til at køre hjem, skulle jeg lige på wc og kunne se en del blod i trusseindlægget.

Jeg panikkede som en kælling, mand!

Jeg kørte direkte hjem og ringede til min læges akutnummer og blev faktisk pissesur da jeg først kunne få en tid, den næste morgen klokken 9.

Jeg lod som ingenting og accepterede det. Resten af dagen, gik jeg på wc mindst hver halve time for at tjekke blødningen. Det var blot lidt blodigt udflåd, men det gjorde mig stadig bange, for jeg havde ikke haft blødning andet end lige efter operationen. Jeg havde haft et par koagler (størknet blod), men ikke noget der havde gjort mig bange. Men det her gjorde mig sindssygt bange og angsten viste mig drabelige billeder i min hjerne (yep, jeg tænker primært i billeder) om hvordan mine tarme pludseligt ville vælte ud af min skede og jeg ville dø af det. Jeg havde haft et lignende billede da jeg skulle tage plastrene af, blot med tarmene ud af min navle, i stedet for.

Jeg tog ind til lægen næste morgen og havde et voldsomt angstanfald mens jeg sad i venteværelset. Da jeg kom ind til kandidatlægen (havde kun valgt hende fordi ham af lægerne der havde akutten, ville jeg slå i hovedet med en stol, hvis jeg kom ind til ham), snakkede vi frem og tilbage. Hun fortalte mig, da jeg sagde at jeg ikke havde haft nogen former for udflåd i over en time, at den lidt kraftigere blødning nok havde været en koagl der var bristet. Hun fortalte mig også hvad der blev betragtet som ’kraftig blødning’ og jeg kunne mærke at jeg faldt til ro.

Det fjernede ikke angsten, som kom op i mig hver gang jeg tørrede mig og papiret ikke var 100% hvidt, men det gjorde at min fornuft blev bedre til at banke angsten i hovedet og sige at det var helt normalt.

Mine tråde var et andet problem som angsten benyttede sig af. De fortalte mig på sygehuset at det var selvopløselige tråde og at jeg bare kunne nulre dem af, efter et par uger. Men 3 uger efter havde jeg kun formået at turde pille 2 af dem ud (jeg havde 8 i alt, 2 i hvert sår). Så jeg fik en tid hos sygeplejersken til at få dem pillet ud. Jeg var sindssygt bange for de to i min navle, både fordi jeg hader at blive rørt ved i navlen og fordi det gamle skræmmebillede var tilbage.

Jeg kom ind til hende og det viste sig at være den samme som jeg havde talt med efter personalemødet. Jeg fortalte hende om min angst og at jeg var sindssygt bange for at få trådene ud. Hun var noget af det sødeste og tog det hele stille og roligt. Hun gemte navlen til sidst, men fik fjernet alle trådene. Jeg var dybt taknemmelig. Så blev det tid til at overveje arbejdet igen.

Mit arbejde har været mit helle siden før min sommerferie. Jeg var tvunget til at agere normalt hos mine borgere og det hjalp mig til at holde angsten på afstand. Men nu var det begyndt at vende. Det var begyndt at blive angstprovokerende at tænke på at skulle tilbage på arbejdet, og så vidste jeg at nu skulle det være, for ellers ville det ende med at jeg ikke kunne.

Så jeg ringede til min leder og fortalte mine tanker. Start med 2 timer og så gå en time op hver dag, til jeg ender på 8 timer. Jeg forventede egentlig at hun ville sukke og fortælle mig at det ville være for svært, men til min store overraskelse, sagde hun at det lød som en god plan.

Jeg indrømmede både overfor hende og den øverste chef, at det handlede mere om det psykiske end det fysiske. Det accepterede de fuldt ud. Jeg følte mig simpelthen SÅ privilegeret og det gør jeg stadig.

Jeg er nået til 7 timer, i aften og i morgen ender jeg så på 8. Medicinen er begyndt at virke og jeg har meget mere ro i min hjerne og jeg elsker det. Jeg er begyndt at få selvtilliden tilbage omkring mit job og alting ser faktisk lysere ud end det har gjort længe.

Jeg er stadig af den overbevisning at jeg skal finde og arbejde med årsagen til min angst, men lige nu prøver jeg at tage den med ro og fokusere på at jeg har det bedre end jeg har haft længe.

Og selvfølgelig deler jeg det. På min Instagram (dancingwithmydemons19) og nu også her. Jeg har brug for at dele ting og jeg tror mine venner ville blive småbims, hvis de skulle lægge ører til det, hele tiden. Men jeg mener også at det er vigtigt at dele fordi der fortsat er så meget tabu omkring psykisk sygdom, som jeg gerne vil være med til at prøve at bryde.

Hvis du har læst helt til enden, takker jeg dig fra bunden af mit hjerte og håber at du kan bruge skrivet til noget, i dit eget liv.

Hvis du føler at ’noget er galt’, så gør noget! Snak med lægen, en veninde, din mor, far….bare kom ud med det, for jeg vil næsten garantere at der kan gøres noget. Det er ikke sikkert at medicin er løsningen, men det er værd at snakke højt om og få undersøgt for…hvorfor skal vi gå og have det dårligt, hvis der kan gøres noget som gør at vi får det bedre?

Og nej, medicin er ikke altid løsningen, men der er ikke noget galt i at vælge medicinen uanset om det er en midlertidig eller permanent løsning. Du skal vælge det som er rigtigt for dig og som giver mening inde i dig, men du må aldrig vælge medicinen fra, blot fordi du tror at du bør kunne klare dig uden. Den kan være nok til at give dig den ro der skal til, for at du kan arbejde med din sygdom.

Psykisk sygdom er ikke anderledes end fysisk, den er bare lidt sværere at se og det er vigtigt at vi nedbryder tabuerne omkring det.

Jeg har været på arbejde i to dage, efter min ferie og har også en kort vagt idag og imorgen.

Jeg føler mig semi-normal igen. Jeg er inde i en okay periode, selvom jeg godt kan mærke at jeg isolerer mig lidt.

Jeg var på glamping med en veninde i min sommerferie og selvom det var rigtig hyggeligt, var også nok. Forstået på den måde at vi havde haft nok i en enkelt overnatning. Men lad det nu ligge, for det var rigtig hyggeligt og det var dejligt bare at kunne være mig, med min overpakning, min bekymring om kattene (selvom min kammerat tog sig godt af dem og sendte mig snaps hver gang han var hos dem), det faktum at jeg åbenbart ikke kan slappe af. Jeg kunne sidde der ved bålet, jeg skulle ingenting og alligevel så drønede tankerne rundt i mit 200 ringes cirkustelt med 180 kilometer i timen om alt muligt pis som jeg burde lave derhjemme.

Det var faktisk lige før det var mere stressende end afslappende. Men jeg kæmpede for at slappe af og ind imellem lykkedes det i nogle minutter.

Men ja, min sommerferie føltes meget lang. Jeg havde tre uger, ligesom alle andre, men i slutningen af anden uge blev jeg i tvivl om hvor langt jeg var og begyndte næsten at græde over at jeg havde en hel uge mere.

Når det så er sagt, så var jeg hos lægen og fordi han var lidt forsinket, begyndte alle mine ting at køre. Svedeture, grådlabil, tanker om han havde glemt mig og så videre. Men jeg kom ind til ham og jeg frygtede virkelig at han ikke ville tage mig alvorligt. Men det gjorde han og han skrev straks en henvisning til en psykiater. Han ville gerne have sygemeldt mig, men det sagde jeg til ham jeg ikke ville. Er sgu bange for at jeg ville blive mere bims, hvis jeg bare skulle gå herhjemme og være sygemeldt.

Dagen efter ringede jeg rundt til forskellige psykiatere og først fik jeg en tid hos en i Stenløse. I december. De har alle mindst 12 ugers ventetid og det er simpelthen ikke iorden. At mennesker skal vente så længe på at få hjælp gør mig vred. Man kan kun komme til, akut, hvis man er så syg at man blir indlagt på psykiatrisk og det er fandme skræmmende. Nå, men jeg ringede til en anden også og pga et afbud, kunne han allerede tage mig midt i september. Så det er jeg meget spændt på.

Min læge sagde at han mente at jeg er bipolar (maniodepressiv), hvilket kunne give mening pga min bedstemor også var det og desværre døde af det. Jeg sagde det til psykiateren og han stillede en masse spørgsmål. Jeg sagde at jeg havde læst om bipolar, men ikke mener at jeg er, fordi jeg på ingen måde er klassisk manisk. Han forklarede at der findes flere slags, så nu prøver jeg egentlig bare at slå koldt vand i blodet og vente så han kan konkludere hvad der foregår.

Til gengæld føler jeg mig meget alene med det hele. Prøvede at fortælle en veninde om det og det føltes som om hun negligerede det totalt, hvorefter hun jokede om ikke at kunne være ven med sådan en.

Jeg VED godt at det var en joke, men jeg sagde alligevel, halvt i sjov, at hun ikke skulle spille ind i mine katastrofetanker. Det handler ikke om at jeg ikke forstår eller kan tage en joke, for jeg ved godt og regner med at det var en joke, men det forstår mine katastrofetanker bare ikke, når de overtager. Så blir det min nye virkelighed. Jeg kan mærke at jeg har trukket mig lidt, efterfølgende. Nok fordi at jeg faktisk blev såret over reaktionen.

Jeg har haft det så skidt, så længe og det tog monumental energi og overvindelse overhovedet at bestille den tid hos lægen og tage derind og snakke med ham. Jeg insisterer på at være åben omkring mig selv og mine issues, fordi jeg mener at det er den måde jeg bedst kommer videre på. Det kan da godt være at det er lidt belastende at høre på, først et år mens jeg kæmpede mig ud af min spiseforstyrrelse, og nu et eller andet som ikke er defineret. Men faktum er at det kræver rigtig meget af mig at dele de her ting og især med mennesker som er tæt på, for ligesom de fleste andre, vil jeg bare gerne være rask og helt normal og det er jeg jo også, selvom jeg kæmper med de her ting. Men hvis jeg ikke kan dele det med dem jeg er tættest på, så ved jeg sgu snart ikke.

Som jeg sidder her og skriver, tænker jeg faktisk at det er nemmere at dele mine ting her og på min Instagram. Jo, jeg ved da godt at nogle af mine venner følger med begge steder, men måske det så ville være nemmere for dem at læse, fremfor at jeg smider det lige i hovedet på dem? Jeg ved det ikke og jeg skal heller ikke sidde og overanslysere….mere end jeg allerede har gjort.

Faktum er at jeg skal til psykiater til september og selvom det skræmmer mig, så glæder jeg mig også til at blive klogere.

Alvin ligger og sover på mine ben, lige nu, og selvom jeg skal på toilettet, nænner jeg næsten ikke at flytte på ham. Han har næsten en magisk påvirkning på mig og jeg føler mig mere rolig, når han enten ligger på mig eller er tæt på mig. Jeg ved at han kan fornemme min sindstilstand og som regel ligger han mere på mig, når der foregår mange ting i det 200 ringes cirkustelt der er min hjerne.

Men det er dejligt at være tilbage på jobbet og det næste er at jeg går og venter på en indkaldelse til min hysterektomi og så er der nogle ugers sygemelding der, også, hvilket er næste udfordring.

Men det tager vi når det kommer. Et skridt ad gangen.

Jeg er på min sidste dag af fem fridage. Der er syv arbejdsdage til sommerferie. To uger. Det er både super fedt og pissesvært at overskue.

Jeg har endelig bestilt en tid hos lægen. Tiden er i min sommerferie og jeg er sgu en smule bange. Vi skal snakke om de katastrofetanker jeg har og den angst som de medfører. Jeg har ingen idé om hvad der kommer til at ske eller hvad det betyder. Jeg ved bare at jeg ikke kan leve sådan her, ret meget længere. Det kræver alt for meget energi.

Jeg ELSKER når der, en sjældent gang imellem, er ro. Som i ‘I take it as it comes’ ro. Når jeg ved at jeg ikke kan kontrollere alting, hele tiden og bare slapper af. Sådan en dag havde jeg igår…efter at jeg havde været i panik over min sorte afføring og at jeg nok skulle dø i næste uge og alt det bullshit. Da det gik op for mig at jeg havde drukket en meget mørkeblå smoothie dagen før (og igen idag så nu er jeg forhåbentlig forberedt til imorgen) og at jeg jo stadig er i jern behandling og jeg ikke havde smerter eller andre symptomer, gik der nogle timer, men så var der faktisk så meget ro på at jeg kunne sætte mig med en malebog, mens jeg lyttede til Katrine Gisigers podcast.

Så det eneste ‘fornuftige’ jeg lavede igår (yep, min mor er stadig i mit hoved og vil have at jeg laver fornuftige ting, hele tiden.), var at vaske tøj, hænge op og pille ned. Men det er nu heller ikke skide vigtigt, for det vigtigste var at jeg havde en god dag.

Idag har jeg læst en bog. Yep, en hel bog.

Det er den her, som hedder AnorekSigne og jeg elsker den. Selvom det ikke er en bog på 500 sider, så er det mange år siden at jeg har ‘sat mig med en bog’. Jeg har simpelthen ikke ro i hovedet til det. Og det havde jeg heller ikke idag, men jeg kæmpede hele vejen igennem. Der kommer IKKE nogen og kræver at jeg gør dit eller dat eller kan du hjælpe eller kan vi køre ud at handle eller noget helt femte.

Jeg kan ikke sige nok positive ting om den bog. Den inspirerer mig og så fortæller den om at alle traumer er forskellige, men kan fucke folk lige meget op. Signes opvækst var, ligesom min, forholdsvis normal. Vi var ikke ude for seksuelle overgreb eller andre ting som man tænker på som ‘rigtige’ traumer. (måske er det bare mig der tænker sådan, men jeg tvivler). Men vores opvækst var alligevel præget af traumer. For mit vedkommende fysisk og psykisk vold med en narcissistisk mor, som dog ikke var et psykopatisk monster. For Signes, ud fra bogen, også en slags psykisk vold i form af at være ‘det glemte barn’, i et misforstået forsøg på at skåne hende.

Det er selvfølgelig meget forenklet og begge vores opvækster var meget mere kompliceret end som så. Men det bekræfter mig i at traumer er forskellige og har forskellige indvirkning på forskellige mennesker. Jeg har nok altid haft (og har nok stadig en del af det tilbage) en idé om at min opvækst jo var fine and dandy, netop fordi jeg ikke var udsat for seksuelle overgreb som, for mig, altid har stået som det værste og mest ultimative traume. Jo jo, jeg havde da en semi-kontrollerende mor, som altid skulle være venner med mine venner og mine lærer osv, men mange andre havde det værre. Jeg havde en navnesøster, som havde forældre med alkohol- og medicinmisbrug og hun havde det da meget værre for de glemte at give hende mad, tæskede hende eller andre, for mig, vanvittig grufulde ting. Jeg fik jo bare en flad eller en røvfuld og voldsomt skældud.

Det kan stadig forbavse mig at folk ser forfærdede ud, når jeg fortæller om dengang min mor flåede mig bagover i min fletning, så jeg nær var faldet. Eller når jeg fortæller hvordan jeg konstant ‘vejrede stemningen’, faktisk helt op til min mors død, for at finde ud af hvordan hendes humør var, så jeg ikke gjorde noget forkert, selvom det tit fejlede fordi jeg ikke kunne nå at opfange alle de skift der konstant var. Det var jo min normal og jeg troede at alle i min generation voksede op på den måde.

Nå, men det har været dejligt at bare fordybe mig i en bog. Det er ikke utænkeligt at det skal ske snart igen.

Jeg har masser af ting i hovedet og ville rigtig gerne skrive om det hele, men mine tanker er et stort rod og det er svært at finde hoved og hale i det hele.

Måske en punktopstilling kan hjælpe?

* jeg vil rigtig gerne skrive hele min historie frem til nu, men ved ikke hvordan jeg griber det an.

* jeg tvivler på om nogen ville gide at læse den

* jeg trænger voldsomt til at få en masse ting ‘ind på de rigtige hylder’, men ved ikke hvordan jeg starter. Tænker dog at tiden hos lægen er en god begyndelse.

* jeg er bange for om lægen vil sygemelde mig, for mit arbejde er nærmest det som holder mig semi-normal

* jeg glæder mig til, men frygter også, min sommerferie. Er bange for at tankerne går helt amok.

* jeg frygter at skulle leve hele mit liv alene. kan det virkelig passe at der ikke er en derude som kan lide mig? Og ja, jeg ved godt jeg sikkert ikke er i stand til at have et forhold, lige nu, men hold nu kæft hvor jeg savner en, i disse dage. Så meget at jeg drømmer om det om natten. Yep, med specifikke personer. Personer som jeg dårligt nok kender, men lad nu det ligge 😂🙈

* jeg føler mig ensom. jeg har venner, men det føles som om de ikke gider mig. der er vigtigere ting og når de ting involverer børn, så er jeg automatisk ekskluderet, føles det som. det gør ondt. “jamen kan du ikke bare spørge om de gider dit eller dat?” Jo, det kunne jeg måske, men se det er så der hvor jeg ‘forstærker’ mig selv. eftersom jeg tænker at de ikke gider mig og slet ikke med deres børn, så har jeg bare ikke selvtilliden til at foreslå noget fordi…de gider mig jo nok ikke alligevel. Ja, frustrerende og irriterende og ikke nemt at være ven med sådan en.

* jeg er inde i en periode hvor jeg synes det der med at være menneske er rigtig svært. Det er rigtig svært at have venner for det går begge veje og de kan ikke læse mine tanker. Det er også rigtig svært at være alene, for nu har jeg ‘smagt’ at have venner og bryder næsten sammen ved tanken om ikke at have nogle, mere, men samtidig formår jeg ikke at række hånden ud og hvis jeg gør, føler jeg at jeg er til besvær og irriterende og de er da ligeglade med at jeg har vundet et forløb hos en coach og bla bla bla. Jeg har en periode hvor jeg tænker….jeg er helt hjernblæst fucked up, er der en voksen til stede? Eller endnu bedre, en læge som kan lægge mig i koma og først vække mig, når jeg har det godt igen?

* jeg er ikke og har aldrig været selvmordstruet. Kunne aldrig drømme om at gøre noget ved mig selv (andet end min spiseforstyrrelse, of course 😉😂). Men samtidig kan jeg sagtens tænke ‘blah, det her er sgu for besværligt, det ville være nemmere hvis jeg bare holdt op med det hele’. Det hænger sammen med at det er svært at være menneske. De eneste ord der beskriver det er Robbie Williams’ “I don’t wanna die. But I ain’t keen on living, either.” Jeg tænker bare på om jeg nogensinde rigtigt lærer det. Og om andre nogensinde tænker noget lignende?

* jeg er nervøs for om jeg måske, igen, er på vej ud i en depression og om jeg kan få det taget i opløbet.

* jeg er vred over at jeg stadig ikke er ‘fixet’! Jeg har brugt et fucking år på navlepilleri og kamp ud af min spiseforstyrrelse og nu alt det her?! Stopper det fucking aldrig?!

Jeg ved ikke hvad jeg skal sige efter alt det. Jeg har det bare svært, i øjeblikket.

Everything can and will change.

Men det kunne bare være rart hvis det var i sidste uge, eller såmænd i næste uge. I’m not picky 😉

Zumba senere i 4000 grader varmt vejr. Oh yes.

Så. Der er sket forskelligt. Især med min mentale tilstand.

Nå, men først en update på blodprøverne. Jeg blev sat på en meget høj dosis jern og fik så taget blodprøver igen i tirsdags. Meningen var så at jeg skulle ind og snakke med lægen (hun er kandidat eller hvad det hedder og skulle iøvrigt snart stoppe) på tirsdag. Problemet for mig er at jeg får svarene i Min Sundhedsplatform og så går jeg ind og kigger, fatter hat og går så i panik når nogle af dem ligger skævt. Nå, men jern tallet havde slet ikke flyttet sig. Så var der nogle flere som lå skævt men som jeg ikke vidste hvad var. Der var en der lå på 500etellerandet og dermed var meget forhøjet.

Cue katastrofetanker, dødsangst og alt muligt andet. Jeg prøvede at slå koldt vand i blodet, skrev til lægen om hun ville kigge på blodprøverne så jeg kunne ringe til hende torsdag og vi kunne lave en plan. Jeg lavede et opslag på Instagram, alt imens jeg vrælede over at jeg jo nok skulle dø i næste uge pga de der blodprøver. Opslaget kom jeg, ved en fejl, til også at dele på Facebook (jeg har mennesker på Facebook som jeg ikke nødvendigvis vil delagtiggøre i alting om mit liv) og blev først opmærksom på det da en tidligere kollega kommenterede på det. Hun har vel fejlet alt under solen, inklusive cancer, og er en som jeg virkelig stoler på mht sundhedsmæssige/sygdomsrelaterede ting. Jeg skyndte mig at slette opslaget på Facebook og skrev så til hende. Hun ringede mig op og vi snakkede, mens jeg vrælede, og fik mig til at indse at den kvindelige læge virkelig havde fucket med mine issues med nogle af de ting hun havde gjort og sagt.

Da vi havde snakket færdig var jeg lidt mere rolig og skrev til lægen at jeg ville have at hun briefede en anden læge, som jeg så ville snakke med torsdag og at jeg virkelig ikke syntes hun havde været særlig dygtig i sin (manglende) håndtering af mig. Hun skrev at hun beklagede. Ja ja, bla bla. Whatever.

Nå, men jeg snakkede så med den anden læge igår og han forsikrede mig for at der INTET alarmerende var ved mine blodprøver. Den 500etellerandet var en der reagerede på alt mellem himmel og jord så det skulle jeg tage roligt. Han fortalte at jo, jeg har lidt jern- og blodmangel, men igen er det ikke super alarmerende (i min hjerne havde jeg allerede været inde og få blodtransfusioner og ting), men selvfølgelig noget som vi skal behandle og se om vi kan finde årsagen til. Vi snakkede om min menstruation i årenes løb, den udskrabning jeg fik i 2019 og at det snart er det samme igen, som inden udskrabningen. Lægen blev enig med mig og sig selv om at vi skal have min livmoder ud (som jeg har bedt om siden jeg var i 20’erne), pga voldsomme blødninger, koagler (Google er din ven) osv. Så nu venter jeg på en indkaldelse til det og så håber vi at det er nok til at få mine tal til at blive normale igen. Jeg har ingen symptomer på jern-/blodmangel og håbet er at de nye piller kan få det bare lidt op. Jeg får nogle depottabletter og så får jeg 1000mg C vitamin oveni. C vitamin hjælper med optagelsen af jernet og fordelen er at du kan ikke tage for meget, da C vitamin er vandopløseligt og du bare tisser det ud, du ikke bruger.

Nå men, når alt det så er sagt, så blev jeg rigtig bange over hvor bange jeg blev….gir det mening? Det var nærmest en lammende dødsangst og det kan ikke være normalt. Jeg sagde til lægen at jeg tænker at det er noget vi skal have styr på og det var han enig i. Jeg ved ikke om det er en begyndende depression, begyndende angst, PTSD eller noget helt fjerde eller femte. Men noget foregår der, det er helt sikkert. Og nu hvor jeg er bevidst om hvor voldsomt det er, så er det noget der skal adresseres. Jeg ved ikke om det er pga whatever der foregår men jeg synes også at jeg tuder mere. For alt muligt. Et dyr i ‘Crikey! It’s the Irwin’s” der blir aflivet, eller jeg tænker på noget trist, snakker med min kollega hvis mand er syg… det er nærmest alting der kan få mig til at tude og selvom jeg har kæmpet for at lære mine følelser at kende og tillade mig selv at mærke dem, så synes jeg måske det er lidt i overkanten, lige nu. Men det kan også bare være fordi jeg har brugt så meget mental energi på at være bange og spekulere at jeg er lidt mere ‘sprød’ end jeg plejer.

Jeg glæder mig for sindssygt til sommerferie og kan næsten ikke overskue at der er over tre uger til. Til gengæld kan jeg godt rumme at jeg har fri i to lange uger og en kort og dermed starter og slutter min ferie med en kort uge. Det er sgu smart 🤓

Jeg har været til Zumba en enkelt gang og meldt mig ind i fitnesscenteret. Det handler kun om Zumba en gang om ugen, indtil min BED er holdt op med at råbe op om 5-6 gange om ugen, flere hold og styrketræning. Jeg prøver også at implementere flere grøntsager i min kost, i form af smoothies. Jeg er ikke kæmpe fan, men det er bedre end at skulle tygge mig igennem dem allesammen i rå tilstand.

Jeg har sikkert glemt et eller andet, men det var lidt update fra mig.

Tak for dig, hvis du stadig følger med 😊

Jeg er ikke særlig aktiv herinde mere. Det betyder dog ikke at jeg ikke deler ting omkring min recovery og mentale ting og sådan.

Jeg bruger bare mere Instagram (@dancingwithmydemons19) og Facebook (Heidi Michala Strøm Mortensen), så hvis du vil kan du følge mig der. Du er også velkommen til at sende mig en venneanmodning på Facebook, bare skriv en besked om at du har fulgt min blog, så skal jeg gerne godkende dig.

Jeg tror ikke jeg lukker den her blog ned, for det er ikke utænkeligt at jeg vil bruge den ind imellem, men nu har du ihvertfald mulighed for at følge med under alle omstændigheder.

Det føles som om det er meget længe siden sidst.

Hvad er der sket? Jeg var med D inde og hente kjolen, så det var super hurtigt expidit. Nu skal den så bare fittes så den sidder helt perfekt.

Jeg er, så småt, ved at få styr på at lave hendes negle og får produkter hjem i denne uge, forventer jeg, så jeg rigtigt kan øve.

Jeg har sørget for at få fri hele den weekend som brylluppet skal foregå, så det er også rart.

Så er jeg vaccineret for sidste gang, mod Covid-19. Første gang var Astrazeneca og anden gang var Phizer. Jeg var mest syg efter Astrazeneca, men havde også to dage med feber efter Phizer. Whatever. Nu er jeg vaccineret og det er sgu rart at kunne sige.

Jeg er også ved at finde ud af om jeg har cøliaki (gluten intolerance) og muligvis laktose intolerance, også. Jeg skal have taget blodprøver imorgen og derefter skal der bestilles en tid til biopsi af min tarm. Det sidste er jeg ikke specielt stolt af, men det er nødvendigt for at få stillet den rigtige diagnose. Det er kendt at type 1 diabetikere kan udvikle disse to intolerancer, da det jo også er autoimmune sygdomme, ligesom diabetes. Men nu får vi se. Uanset hvad, så har jeg det bedre uden både gluten og laktose.

Jeg skal også op og have røntgenfotograferet min venstre ankel. Jeg vrikkede om på den, engang i december, var hos lægen og vi var begge enige om at det nok bare var slaget eller en forstuvning. Den var ikke sort og kun let hævet. Men den bliver ved med at gøre ondt og nu er det også foden der gør ondt. Så en lørdag lidt senere i juni, skal jeg op og have taget nogle billeder.

Jeg hader at gå til lægen. Efter min mor døde har jeg fået en form for frygt for at få af vide at jeg fejler noget farligt eller livstruende. Nogle gange fylder det rigtig meget og det grænser nærmest til angst. Men nu har jeg taget mig sammen og får undersøgt disse forskellige ting. Det kom sig egentlig af at jeg (skrev jeg ikke om det i et tidligere indlæg?) gik og var dødtræt. Så træt at jeg var bange for at falde i søvn bag rettet når jeg var på arbejde.

Jeg fik taget mig sammen og fik taget en røvfuld blodprøver. Det viste sig at jeg var i voldsomt underskud af D vitamin, B vitamin og jern. Min læge forstod faktisk ikke hvordan jeg havde holdt mig oprejst, med de tal. Så jeg er på høje doser af alle tre og har det bedre. Det er det jeg skal have taget opfølgende prøver for, imorgen. Cøliaki og laktose kom med på et afbud fordi min læge og jeg snakkede om hvorfor jeg mon ikke optog disse ting.

Jeg er stadig sindssygt bange for at der skal findes et eller andet farligt, i alle disse prøver og undersøgelser og ting. Men samtidig kan jeg ikke holde ud at leve med de smerter, den diarré eller den træthed.

Det meste af tiden skubber jeg katastrofetankerne væk, fordi de gør ikke noget godt for mig. Jeg er i forvejen virkelig dygtig til at stresse, ligge søvnløs og få tankemylder over de mindste ting og derfor er jeg nogle gange nødt til at bevidst trykke på ‘denial’ knappen.

De fleste dage, går det dog godt og jeg prøver at nyde de dage, hvor jeg ikke er ved at drive mig selv til vanvid over frygt for alt muligt og ingenting.

Jeg har endelig fået sat min pavillon op i hjørnet af haven, fået den bundet godt fast til hegnet og fået købt nogle fede havemøbler. Så ‘loungen’ er godt på vej til at blive en dejlig lille oase. Jeg er ved at få købt lidt blomster og jeg ønsker mig også nogle solcelle lyskæder, så man også kan være der om aftenen. Jeg overvejer også at købe nogle ‘tæpper’ til græsset derude. Egentlig burde jeg lave en flise terrasse, men der skal nogle flere penge til og der skal søges om tilladelse og jeg ved ikke hvad. Så sådan nogle tæppeting man også bruger i camping regi, tænker jeg kunne være en god, midlertidig løsning. Jeg tror det blir rigtig godt og det indbyder ihvertfald til at jeg kan bruge min have noget mere.

Sommeren er endelig over os og faktum er bare at solen bringer som regel mit gode humør med sig. Jeg kan blive helt høj, når solen skinner fra en skyfri himmel….også selvom det er 62525 grader 😂😂

Håber I alle får en fantastisk sommer ❤️❤️

Nej, bare rolig, det er ikke mig der skal giftes. Så havde i nok hørt lidt mere om en kæreste og sådan.

Næh, men D og C skal giftes til november. Han friede officielt, juleaften.

Igår var V, D og jeg så inde og kigge på brudekjoler. Det har jeg sgu aldrig prøvet før.

Nej, det var ikke som i ‘Say yes to the dress’. V og jeg sad godt nok i et par stole, så vi kunne se og vurdere D i hver kjole, men der var ingen servering eller noget. Det var lidt ringe service (det er bare en joke).

Nå, men D har jo selvfølgelig et budget, så damen i butikken gik jo efter kjoler der passede det og så at de helst skulle have en vis udskæring og ting.

Det var altså ikke særlig smukt. Kjolerne var fine, D er fin, men det passede bare ikke sammen.

Jeg prøvede så at foreslå det man kalder et empire snit, kun fordi jeg havde prøvet en kjole med det snit, da min mor skulle giftes og det passede rigtig godt og jeg mistænkte at det kunne være godt til D, også.

Og det var det. Priserne på de kjoler var lidt højere end budgettet, men som jeg sagde at det kunne vi altid finde ud af hvis snittet var godt. Jeg havde tjekket og i mit stille sind besluttet at hvis hun faldt for en kjole som var dyrere (op til 2.000), så ville jeg spæde noget til og lade det være deres gave. Jeg tror hun prøvede tre kjoler og fandt så sin kjole. Den var dyrere end budgettet, men hun valgte alligevel at købe den og den er bare så smuk.

Jeg er ikke i tvivl om at C smelter når han ser hende i den til november.

Jeg har aldrig været med til sådan noget før. Jeg var med da min mor skulle købe sin, men det var bare ikke på samme måde.

Jeg havde en dejlig dag sammen med et par tøser og den ene kom hjem med en smuk kjole og det gjorde mig glad.

Jeg glæder mig også til at finde tøj til brylluppet og det blir noget som passer til mig og som jeg føler mig tilpas i. Hvem ved, måske jeg køber en slags jakkesæt eller noget. Nej, jeg ved det ikke, men jeg ved at jeg højest sandsynligt ikke skal have kjole på. Jeg er ikke en kjole-person og jeg gider ikke rende rundt og fryse i en kjole i november. Sådan er jeg en mærkelig gammeldags type. Mit hår ved jeg stadig ikke hvad jeg skal gøre ved, men jeg ved at trangen til at få det klippet af, blir større og større. Måske jeg kører til min frisør og får hende til at lave en pæn, kortere frisure. Jeg ved det ikke, men jeg ved at jeg glæder mig til at være korthåret igen, også selvom det nok ikke skal være helt karse kort igen.

Nå, men det var en masse ævl og kævl om en begivenhed som finder sted om et halvt års tid.

Nu må jeg bruge min lørdag på at køre ud at handle og må jeg se om ikke vejret bliver til at slå græsset senere.

Idag har været en lidt sjov/mærkelig dag, hvor jeg har fået brugt mine talegaver og en pæn sjat penge.

Jeg blev, for noget siden, kontaktet via Instagram (@dancingwithmydemons19) af en journalist studerende, fra Midtjylland, som lige straks er færdig. Hendes bachelor opgave går åbenbart op i BED og ting og sager omkring det. Vi startede med at snakke om min historie og sådan en masse generelle ting. Hun spurgte om jeg ville være med i et decideret interview og jeg sagde selvfølgelig straks ja.

Idag var de så to mand (eller en mand og en kvinde ihvertfald) på besøg hos mig. Jeg kan ikke mindes at jeg nogensinde har snakket, nærmest non-stop, om mig selv, mit liv, min sygdom og min recovery (hvad hedder det på dansk? Helbredelse lyder så frelst.) i tre stive timer. På den ene side var det virkelig fedt bare at få lov at fortælle (selvfølgelig med spørgsmålene som guide) og fortælle, uden at skulle tænke på at den anden også skal have lov at sige noget om sig selv, for det handlede faktisk udelukkende om mig i de godt tre timer de var her. På den anden side var det også trættende og jeg tænker og håber at jeg sover godt i nat.

Nå, men planen med interviewet er selvfølgelig at det skal være en del af deres bachelor opgave. Men også at det måske blir solgt til en større avis. Det er ikke sikkert at min historie er den mest interessante, så det er ikke sikkert at lige præcis min historie blir en der blir solgt. Men det er en mulighed.

Jeg vil jo rigtig gerne have min historie ud, så andre i samme situation eller noget der ligner, kan se at man ikke behøver at skamme sig eller gemme sig, blot fordi man har visse issues af forskellig art.

Nå, men inden jeg skulle have besøg fra Jylland, skulle jeg, som sædvanligt ned og testes. Jeg har da aldrig oplevet et sløvere team. Fire mand. En til at skanne og give de tre resterende remedier i form af vatpinde og de små glas der. Det er jo virkeligt urimeligt, især når de kun har to test ‘prikker’ på gulvet. Og ikke nok med det, men så småskændtes de også lidt hist og pist og havde ikke styr på hvem der styrede døren hvor folk kom ind. Ren kagemand.

Nå, men jeg blev testet og kørte så i Jysk.

Jeg har brugt en del penge her på det sidste. Jeg har købt en ny sofa, som kom igår, to nye kommoder som jeg samlede sidst jeg havde weekend vagt og igår en massage stol, fordi den bare var vildt meget på tilbud. Nå, men idag sad jeg så og kiggede reklamer og falder så over et lounge sæt til haven (jeg har tænkt på at skulle have noget andet end kun mit have spisebord og fire stole, fordi mig og venneflokken så ikke kan være hos mig, fordi jeg ikke har plads nok.) til en virkelig billig pris. 3 personers sofa, 2 stole og et bord til 1.850 penge. Jeg snakkede med V om det og da jeg havde tid efter testen, kørte jeg op for at sidde i det, for at være sikker på at det var højt nok i ryggen. Det var det og så gik jeg sgu ind i jysk og brugte endnu en røvfuld penge 😂😂🙈🙈

Ovenikøbet så fik jeg det leveret her i eftermiddags og begge journalist studerende hjalp mig med at bære det ind. Det var sgu ret blæret at de også lige hjalp med det. Så nu mangler jeg bare min stol i næste uge, så er der ved at være styr på stuen. Selvom jeg overvejer de der akustik plader eller hvad de hedder for der runger for vildt i min stue.

Lige nu sidder jeg og kæmper med at holde øjnene åbne, men jeg ved at hvis jeg går i seng nu, så vågner jeg midt på natten og er færdig med at sove. Så kampen fortsætter.

Okay, måske ikke fysisk overskud, men så mentalt og det kan man komme langt med.

Nå, men for at starte med det fysiske så fik jeg idag svar på mine blodprøver og hold da magle, jeg er mere skæv end hvis jeg røget 15 joints på en gang.

Jeg er i voldsom mangel af D vitamin, B vitamin og jern. Så afsted på apoteket med mig og købe vildt ind. Min læge fattede slet ikke hvordan jeg har kunnet fungere med de tal.

Men det næste var så…hvorfor optager jeg så ikke disse ting ordentligt? Jeg spurgte om jeg kunne have noget irriteret tyktarm eller noget, for jeg har jo tit diarré (ja, sorry at jeg kommer derned). Han besluttede sig så for at når jeg skal have taget opfølgende prøver, så skal vi lige have checket om jeg har cøliaki (gluten intolerance), for det kunne godt være en årsag.

Men altså ingen gigt, en lille smule forhøjet infektionstal (har lidt sår hist og pist som kan være årsag til det) men en del vitamin-/mineral mangel, som heldigvis er til at rette på.

Jeg har besluttet at spise en banan og en citrusfrugt hver dag, for at få lidt gode ting ad naturlig vej, også.

Og så skal jeg til at eksperimentere med glutenfri produkter. Bare fordi.

Den mentale del handler egentlig bare om noget så latterligt som Facebook. Min veninde er sådan en der nærmest aldrig er på Facebook og det gør hende rigtig godt. Sådan er jeg, desværre, ikke. Jeg æææææælsker Facebook og det er også fint, men jeg øver mig i, ikke at få forhøjet blodtryk (so to speak, mit blodtryk er fint) af diverse negative mennesker på det medie. Senest har jeg ytret min mening om et meme hvor der står noget i stil med at tabet af en mor/far altid er ødelæggende, at man aldrig kommer over det, men blot lærer at leve med tabet.

Med min egen historie, så provokerer sådanne opslag mig, nogle gange. Og ja, jeg arbejder på slet ikke at lade mig påvirke af dem, men det lykkedes så ikke idag. Men da jeg havde skrevet min holdning til det, var der en gut der skrev at jeg skulle hoppe videre (hvilket han jo ikke har uret i) og at han var helt ligeglad med min mening. Han lader sig så lige så meget provokere af min kommentar, som jeg gør af selve opslaget. Nå, men her kommer så det jeg er lidt stolt af….jeg vælger at skrive en kommentar der siger ‘lige over, Negative Nancy ;-)’. Gutten kender mig selvfølgelig ikke, så han opfatter jo også den kommentar negativt (selvom det var ment som en joke) og skriver en længere smøre, hvor han slutter med ‘syge kælling eller fede magda, nu når vi skal kalde hinanden navne.’

Jeg er nu nået dertil hvor jeg ikke engang gider prøve at retfærdiggøre at min kommentar og Negative Nancy var ment som en joke og at vi begge har lov til at ytre vores meninger om opslaget uden at vi behøver blive uvenner over at være uenige. Jeg tænker bare ikke at jeg kommer nogen vegne med det, så mit lettere arrogante svar til hans sidste kommentar var ‘Wow. Hele to navne. Kreativt. ;-)’. Provokerende, I know. Nogle gange er det bare en federe fornemmelse at køre den let arrogante stil, end det er at gå amok med andre og langt mere kreative navne. Ja, jeg skal lære slet ikke at kommentere og jeg blir også bedre, men jeg er perfekt uperfekt, så det er a work in progress.

Nå, men Store Bededag er imorgen og jeg har fem fridage. De skal bruges med en veninde, på rengøring, tøjvask og andre kedelige ting og så skal jeg slappe af. Jeg ved at der går noget tid før end mine tal kommer op på plads, så jeg skal være god ved mig selv. På mandag kommer min nye sofa og selvom jeg ikke ved hvor jeg skal gøre af de andre to, så tager jeg det rimelig køligt. Der kommer nok en løsning, når tiden er til det.

Glædelig Store Bededagsferie til jer ❤️❤️