Diætist og gruppe ting

Wow, det har været et par vilde dage… og resten af ugen lader mig ikke rigtig slappe af.

Jeg tror lidt jeg har overbooket mig selv i denne uge, men det skal nu nok gå. Igår var jeg til laserterapi og til diætist oplæg (mere om det senere), idag har jeg været til gruppe og i individuel terapi (det sparkede min røv), imorgen skal jeg med V til noget information om fibromyalgi på smerteklinikker, hvorefter jeg skal være på arbejde til klokken 23.30. Torsdag skal jeg lave vipper på en kunde som lige har mistet sin mand (kun derfor jeg vælger at gå imod mine principper om ikke at lave vipper på arbejdsdage), hvorefter jeg skal på arbejde. Fredag skal jeg lave en vippe opfyldning og et nyt sæt, lørdag skal jeg med C ud at købe en tørretumbler, hvorefter jeg skal lave en opfyldning og søndag skal jeg lave et nyt sæt vipper. Og det var så den uge. Det kommer aldrig mere til at se sådan ud, for kan godt mærke at det bare er alt alt for meget for mig og min hjerne.

Nå, men igår var jeg til et oplæg fra en diætist og jeg skal gerne indrømme at jeg tænkte sådan lidt: suk. Dem har jeg været til et hav af gange. Jeg gider ikke høre mere om alt det jeg ikke må og hvor skidt ting og sager er for mig. Alt det veeeeeeed jeg godt! Gaaab!

Ja…og sådan var det slet ikke! Det hun sagde gav bare så meget mening og det får mig i den grad til at undres over hvorfor man skærer visse fødevarer ud af sin kost…hvis man altså ikke er allergisk. Vi SKAL have all makronæringsstoffer (fedt, kulhydrat og protein). Uanset hvad LCHF folk eller sense eller andre siger…så skal vi ‘bare’ spise det hele i de rigtige mængder. Jeg vil ikke sidde her og repetere alt hvad hun sagde, men det var rigtig klogt.

Min dag idag har været….intens, tænker jeg lidt. Først gruppe, hvor vi gennemgik noget med at være til stede, uanset hvad man laver, ikke at dømme og en masse andet, som fik mig til at ville løbe langt væk og aldrig komme tilbage. Det sætter simpelthen så mange ting igang og det skræmmer mig for sindssygt, hvad der mon vil dukke op og hvor svært det er at være i mine følelser. Jeg ved godt at de ikke er farlige….men hvis jeg ikke synes de var det, så ville jeg jo ikke prøve at spise dem væk. Så da jeg kom til individuel terapi, var jeg sprød og gråd labil. Jeg fik tårer i øjnene og jeg ved ikke engang hvorfor. Det var okay, som S sagde, men det er bare svært at være i. Jeg HADER at være sårbar. Det er en mega svaghed for mig, for derhjemme var det altid en dårlig ting. Min far sagde altid at hvis jeg skulle tude, så kunne jeg gå, for det gad han ikke se på. Så det er super forkert, i min verden og man skal være stærk, hele tiden. Og hvis man ikke kan det…så er vrede en meget mere legitim følelse. Den er rigtig. Men hvis jeg så blir vred, så hugger jeg som en slange, bider hovedet af folk, eksploderer eller hvad du vil kalde det og det er bare ikke særlig hensigtsmæssigt. Det kunne være fedt hvis jeg kunne kontrollere det lidt mere.

Jeg ved at jeg har mine venner og der er det okay at være sårbar, at tude uanset grund (og som sædvanlig når jeg skriver om dem, så blir jeg super påvirket og får tud i øjnene) og faktisk også blive vred (selvom lige den følelse…eller frustration, som jeg synes ligner lidt, så har smadret et potentielt venskab). Desværre har jeg ikke super meget overskud til dem lige nu, men det håber jeg ændrer sig på et tidspunkt.

Jeg overvejer at melde mig ud at fitnesscenteret igen, simpelthen for at undgå at det hænger over mig som en sort sky af dårlig samvittighed. Til gengæld vil jeg gerne gå nogle ture igen. Denne gang tænker jeg alene og uden musik…ihvertfald for det meste.

Nå, men nu er det en time siden jeg skulle spise aftensmad, så jeg må hellere komme igang. Mekanisk spisning er stadig svært.