Jeg må erkende at jeg har været maks udfordret her på det sidste. Som alt muligt andet, er vores behandling for BED suspenderet, indtil videre. Det stresser mig vanvittigt. Især fordi der indtil igår ikke hverken var udsigt til at forløbet blir forlænget eller at der var fundet en mulighed for os at blive undervist mens det her står på. Det er gået ud over min mekaniske spisning og har givet mig decideret madlede. Som i at jeg ikke engang havde lyst til min aftensmad på arbejdet, selvom jeg vidste at jeg ikke havde fået noget (ikke engang slik) siden morgenmaden. Jeg overhørte simpelthen min krops signaler fordi jeg bare ikke havde lyst til mad. Jeg var lidt i sådan en så-kan-det-også-bare-være-ligemeget tilstand.
Jeg har ikke følt at jeg har haft overspisninger som i at jeg mistede kontrollen. Selvfølgelig har jeg haft overspisninger. Men de har været under kontrol og jeg har, på intet tidspunkt, følt mig klamt overmæt efterfølgende. Jeg tænker at det, trods alt, er en god ting.
Mit blodtryk begyndte at stige igen. Ikke sindssygt, men nok til at mine fødder hævede lidt og jeg kunne mærke det på min vejrtrækning. Jeg blev sat op i vanddrivende og tog 3 dages tryk, morgen og aften. Jeg synes godt det kunne være lavere, men ved også at de lå under grænsen for hvad de skal ligge på. Efterfølgende tror jeg at jeg er blevet lidt besat/hypokonder. Jeg synes konstant at jeg har en fornemmelse af at mine ben er hævede og spiseforstyrrelsen SKRIGER at jeg skal tabe mig NU! ….selvfølgelig på grund af mit helbred mit helbred, men stadig. Jeg går lidt ture og de hjælper på fornemmelsen af dårligdom. Min vejrtrækning blir bedre og benene føles ikke helt så hævet. De er ikke så hævet som de føles, men det beviser bare at der sker ting og sager. Om det er stressen over Corona (jeg går jo på arbejde i alt det her), over ikke at få hjælpen til min spiseforstyrrelse eller om jeg reelt er blevet så tyk at det begynder at gå ud over min fysik, det ved jeg ikke, men jeg ved at det er svært at holde spiseforstyrrelse i skak i disse dage.
Igår var jeg grådlabil og eftersom jeg ser Pitbulls and Parolees, så er det garanteret at jeg nærmest tuder i hvert afsnit, enten af glæde over en hund der får et nyt hjem, eller nogen der blir reddet fra skrækkeligheder…eller begge dele. Men ja, kan godt mærke at jeg er super påvirket. Jeg både glæder mig til og frygter mine fem fridag.
Jeg savner mine venner. P, V, C og A. Jeg savner at kramme dem når vi ses (jeg ser både P og C eftersom de bor lige ved siden af), jeg savner at hygge med middag og/eller kortspil eller film eller noget helt tredje. Måske P og V og jeg kunne gå en lille tur en af mine fridage…med afstand selvfølgelig. Jeg savner bare at pladre og grine sammen med dem.
Igår fik vi så en mail fra Askovhus om det næste afsnit i vores DAT læring. Det fik mig til at smile. Selvfølgelig er det ikke det samme som at sidde i gruppen, men det er rart at der nu er fundet en måde så vi kan prøve at komme videre og ikke bare være overladt til os selv, med alt hvad det indebærer. Jeg har læst materialet igennem og skal nu lave hjemmeøvelse omkring følelsesregulering. Tror ikke det blir nemt, men i første omgang laver jeg det ‘med tilbagevirkende kraft’, så jeg kan blive klogere på hvad jeg gør når visse følelser dukker op. Spændende.
Så har jeg fået ny telefon. Ah! Jeg er en lille smule forelsket i den. Det er en Huawei (det lyder altså som en talefejl) P30 pro og den er dejlig stor, tager latterligt gode billeder og så kan man få et cover med batteri til den, så jeg ikke behøver lade den flere gange om dagen, som jeg gjorde med den anden. Coveret er selvfølgelig ikke på lager, lige nu, men så snart den kommer, så blir den bestilt. Indtil da må jeg nøjes med en popsocket, for den er så glat at jeg taber den, hvis jeg ikke har noget at holde den i.
Nå, men det var en lille update fra mit lille univers her midt i Corona. Husk nu at blive hjemme så meget som overhovedet muligt, hold afstand når du går ud og sprit og vask dine hænder så ofte som muligt. Vi ses på den anden side.
