Stress

Jeg er super stresset i øjeblikket. Over at skulle gå på arbejde og samtidigt være i risikogruppen, med diabetes, overvægt, forhøjet blodtryk og kolesterol. Der er ikke megen forståelse at hente hos ledelsen og jeg blir bare mødt med ‘jamen, du overholder jo principperne, så der er ikke noget at være bekymret for’.

Øh jo, det er der! Der er det at være bekymret for at jeg kan være en af dem som ender i respirator eller måske endda dør, hvis jeg blir smittet! Det synes jeg måske er en rimelig grund til at være bekymret.

Jeg er, på ingen måde, interesseret i at være hjemme og ikke gå på arbejde. Jeg er også med på at det er påske og man ikke bare kan lave om på ting fra den ene dag til den anden. Men en smule forståelse og tanker og dialog om hvad vi måske kunne gøre anderledes ville da være dejligt. Men nej. Jeg er sådan en arbejdsmyre som kan skiftes ud, hvis jeg blir syg. Jeg skal bare køre ud til borgerne og risikere mit helbred hver dag og hvis jeg så alligevel skulle blive syg…ja, så er det nok fordi jeg har været dum og ikke overholdt principperne.

Derudover foreligger der en klar aftale om hvilke ruter jeg skal køre hvornår og selvom jeg er fleksibel og klar til at ændre på tingene, er det frustrerende når man bare blir flyttet uden nogen som helst forklaring. Som om vi ikke har nok at holde styr på, både i vores arbejde og i vores hjerner. Giv os dog så meget respekt at der er bare en lille smule stabilitet i vores hverdag.

Men nej. Det er arbejdsmyren igen.

Tror bare at jeg går en tur, i håb om at falde lidt ned, inden jeg igen kører ud og passer på vores svageste, men jeg kæmper med at holde mit stress niveau nede og tankerne positive.