🎶I'm dancing with my demons🎶

Jeg skal noget andet. Så meget ved jeg. Ikke lige nu, for jeg skal være færdig med min behandling, før jeg starter noget nyt op.

Men.

Jeg vil være coach.

Jeg ved ikke om jeg skal arbejde med at coache andre, endnu eller om det blot er for min egen skyld. Men uanset hvad, så er det noget jeg vil. Allerhelst vil jeg begynde med at læse noget psykologi, for at have noget basisviden, så det er jeg også begyndt at forske lidt i.

Som altid, er jeg utålmodig og ville helst starte igår, men jeg tvinger mig selv til at tage den med ro og en dag ad gangen. Plus at der skal spares ret mange penge op, så det er også en ting 😉

Derudover skal jeg have fundet ud af noget med en form for efterbehandling, når jeg er færdig hos Askovhus til november. Det blir højst sandsynligt hos min kusine, men der er ikke noget der er hugget i sten.

Jeg kan mærke at der sker en masse inden i mig og jeg har blod på tanden overfor alt det her nye og det er virkelig svært at slå bremsen i. Det er jeg selvfølgelig nødt til, for jeg er (desværre) ikke lavet af penge og det er svært at begynde på noget, uden kroner på lommen. Så det første blir nok psykologien og så sparen op. Forhåbentlig kan jeg starte op til næste år. Uha, det blir spændende!

Jeg er begyndt at skrive min historie ned. Det er et af mine mål med min behandling at ‘få styr på min historie’, så det prøver jeg nu.

Hold nu kæft hvor er det fucked up, mand. Ikke kun min, men også min mors og min fars.

Lige nu er det egentlig kun for mig selv, jeg skriver, men det er da ikke utænkeligt at jeg vil forske i at udgive den, på et eller andet plan, på et eller andet tidspunkt. Tænk nu, hvis der faktisk var nogen der kunne have glæde af at læse den? Det er jo ikke utænkeligt at jeg ikke er den eneste derude med en historie, som ikke umiddelbart virker særlig mærkelig eller ‘traumatisk’, men som rent faktisk er det alligevel.

Og hvis ingen vil udgive den, ja, så kan jeg jo altid bare lægge den herop 😉😜

Lige nu er det en stor rodebunke af minder og historier jeg har fået fortalt og ‘minder’/historier om billeder fra min opvækst og sådan skal det også være. Tingene skal bare have lov til at komme ud, sådan som de dukker op i min hjerne. Skal der ske mere med det, på et tidspunkt, ja, så kan jeg begynde at forske i den semi-kronologiske rækkefølge og få mere styr på hvad der overhovedet skal med og hvad der ikke skal.

Det føles rigtig rart at skrive det ned og når jeg læser det igennem, tænker jeg bare ‘wow!’ og undrer mig over at det, trods alt, ‘kun’ har udmøntet sig i en spiseforstyrrelse.

Jeg starter arbejde på onsdag. Det har jeg det, som altid, ret blandet med. Nu har jeg endelig ligesom fundet ro i at have fri…det tog også kun 14 dage….og samtidigt så ved jeg også at jeg har brug for at arbejde for ikke at blive (mere) skør.

Jeg håber altså bare at temperaturen falder med ti grader. Mindst.

Nå, men det går stadig godt. Jeg har det godt og jeg er virkelig nysgerrig på min fortid, min mor og far og hele min opvækst.

Jeg har jo sagt at min mor havde narcissistiske/psykopatiske træk, før og nu er jeg bare helt sikker.

Nej, hun var ikke a la Ted Bundy eller Manson eller nogle af de andre ekstreme psykopater/seriemordere. Hun havde narcissistiske/psykopatiske træk og adfærd. Der er kæmpe stor forskel.

Jeg har virkelig læst meget om det og hørt podcasts (www.katrinegisiger.dk alle dem der hedder noget med narcissisme eller psykopat) og opdaget Alexa Peary og til sidst tog jeg simpelthen psykopat testen med hende i tankerne. Normale mennesker scorer i omegnen af 6. Min mor scorede 19 (Bundy og dem er over 30). Så der er ingen tvivl om at der foregik ting. Jeg tror egentlig at det kommer fra hendes opvækst og noget usikkerhed derfra. Hendes bror blev jo nærmest forgudet af min mormor og jeg tænker at han ville score endnu højere, for han er da stjerne narcissistist. Så jeg tror mere det har handlet om at hun måske ikke har slået til, hun har haft forskellige spiseforstyrrelser og alt muligt andet.

Det er ikke en diagnose, men blot en indikation om at der VAR noget galt med hende.

Men det har virkeligt været super interessant at dykke ned i og det giver mig jo blot en forklaring på hendes opførsel og behandling af mig, gennem min opvækst. Der er fortsat en masse ting som jeg ikke har svar på. Nogle kan jeg muligvis søge svar på, mens andre vil for altid stå hen i det uvisse. Det er okay. Jeg behøver ikke få svar på det hele, men det er fedt at være nysgerrig på det, uden at være bange for det.

Jeg er ikke bange for det og det er ikke noget der skaber vrede i mig. Det er hvad det er og jeg er bare nysgerrig på hvad for nogle mennesker mine forældre var. Ikke fordi jeg tror at jeg blir narcissist, psykopat, semi-pædofil eller noget helt fjerde, bare fordi de måske var det. Jeg er mig og selvom jeg selvfølgelig er en del af dem, bestemmer jeg selv, på langt de fleste punkter, hvem jeg vil være.

Jeg er over halvvejs i min BED behandling og jeg kan virkelig mærke at der sker noget. Idag snakkede S og jeg om at den mekaniske spisning jo ikke skal fortsætte i evig tid og gudskelov for det. Jeg er der ikke endnu, men på sigt skal vi forske i hvad der fungerer for mig, for mad hver 3. time fungerer ihvertfald ikke. Jeg er ved at kaste op! Og i denne hede er det næsten helt umuligt. Jeg har ikke overspisninger, så det er jo fantastisk.

Jeg bilder mig ikke ind at når jeg er færdig med min behandling, så er jeg healet og fixet, for sådan tror jeg ikke det hænger sammen. Jeg vil altid være spiseforstyrret. Altid. Til evig tid. Men jeg kan få kontrol over det og lære at spise normalt og lytte til min krop, når den beder mig om noget. Og jeg skal blive ved med at lytte og kunne konstatere når det er BED’en der råber. Jeg er begyndt at opdage at der faktisk er nogle madvarer, som jeg ikke er særlig vild med. Jeg er begyndt at lave en liste. Derudover så er det også gået op for mig at når jeg ved at jeg må spise præcis hvad jeg har lyst, når jeg har lyst…så er der visse ting, som jeg mister interessen for.

Senest ‘nutella’ og pålægschokolade. Jeg har opdaget at jeg ikke kan lide almindeligt nøddesmørepålæg (jeg har ikke købt rigtig Nutella fordi jeg er nærig), så jeg køber den to-farvede fra Lidl og den er bare lækker. I en periode spiste jeg den hver dag og nogle gange flere gange om dagen. Det samme med pålægschokolade. Men i øjeblikket siger det mig ikke noget. Jeg har bare ikke lyst til det. Jeg har nutellaen i skabet og pålægschokoladen i køleskabet og det siger mig bare ingenting, så nutella har jeg ikke spist i ca 14 dage og pålægschokolade i ca en uge. Til gengæld elsker jeg brie ost, i øjeblikket. Det er også en ting som jeg ikke har spist ret meget af for det feder jo også. Ja, og så vil jeg pointere at jeg har været vægt stabil siden februar og stadig er det. Svinger ca 2 kilo, ind imellem, men det er alt og det er på trods af at jeg spiser LIGE HVAD JEG HAR LYST TIL!!

Det er ren magi, mand. Og det er så vildt at finde ud af at den der pizza som jeg og min mor altid delte og som vi har spist i årevis…..ja, den finder jeg faktisk en lille smule ulækker. Den smager ikke dejligt. Og sådan har jeg det med pizza, pizza sandwich og pitabrød generelt. Det er meget mærkeligt. Jeg vil hellere have pommes frites, faktisk. Eller en rugbrødsmad. Det er nok det mest sindssyge! Mig som altid har hadet rugbrød, med mindre det var i øllebrødsform. Jeg har faktisk ikke noget imod rugbrød. Og jeg er også ved at lære hvilket noget pålæg jeg kan lide. I øjeblikket er det roastbeef med peberrod salat og ristede løg. Mums.

Der skal selvfølgelig planlægges lidt mere, nu hvor jeg starter arbejde, men jeg er positiv, har min ja-hat på og tænker at det skal jeg nok klare. Jeg har jo lært at hvis jeg bare smører en bolle til mellemmåltid, mens jeg alligevel smører min morgenmad, så er det jo klaret. Og rugbrødsmadder/pålæg er jo også nemt for jeg kan købe ind til en hel weekend, på forhånd. Jeg er positiv og glæder mig faktisk. En lille hemmelighed er også….mit fordøjelsessystem fungerer upåklageligt efter jeg er begyndt at forske i rugbrødet. Heh. It’s a win-win situation.

Imorgen skal jeg i gruppe og jeg glæder mig faktisk rigtig meget. Bagefter skal jeg spise frokost og snakke med min dejlige kusine og det glæder jeg mig helt vildt meget til.

Nå ja, og så havde jeg min kjole på ind til S idag. Det var fandme vildt! I sidste uge råbte mine usikkerheder eller min BED eller nogen om at det kunne jeg ikke tage på for jeg havde ikke barberet ben (latterligt, ikke? Det blir også et eksperiment en dag). Igår besluttede jeg så at barbere ben, for så var det argument jo væk. Og jep, jeg tog min kjole på. Havde mine korte bambus shorts inde under, så lårene ikke blir gnubbet i stykker. Der var masser af tanker om at folk måske godt kunne kigge på mig og tænke noget grimt, men jeg besluttede mig for at måtte de da gerne. Det er der jo ikke noget farligt i. De må tænke præcis hvad de har lyst til, for det kommer ikke mig ved.

Det gjorde mig glad. Men da jeg kom hjem smed jeg kjolen og jeg har fræset rundt i BH, bambus shorts og støttestrømper lige siden. Charmerende, ikke? Ja, men det er 1500 grader varmt og jeg er ligeglad! Nu står den på et koldt bad og måske lidt let aftensmad og så fjernsyn.

https://katrinegisiger.dk/blogs/podcast/108-kylling-og-broccoli-med-asger-brodtkorb

Der findes forskellige former for spiseforstyrrelser. Ortoreksi er også en. Lyt til Katrines podcast og bliv klogere.

Jeg har det rigtig godt i disse dage. Som i; der er styr på spiseforstyrrelsen (også selvom den larmer lidt ind imellem), der er styr på den mekaniske spisning (for det meste) og jeg føler mig virkelig forhåbningsfuld i forhold til fremtiden.

Jeg har været vægt stabil siden februar. Jeg må svinge 7 kg til hver side, men jeg tror det vildeste udsving har været måske 2 kg, men for det meste har jeg ligget stabilt på 125 kg. Det synes jeg er mega sejt og pisse hamrende fedt, når man tænker på at jeg spiser præcis hvad jeg har lyst til, når jeg har lyst til det.

For at nævne nogle eksempler så spiser jeg; brie ost, Nutella (den 2-farvede fra Lidl for jeg kan faktisk ikke lide den almindelige chokolade ting), chips, kage, hvidløgsbrød, pommes frites, smør (ikke den lette), pistacie nødder, makrel salat (og andre købe-salater), slik, burger (der er kun en jeg stadig kan lide) og is. Jeg nyder hver eneste bid og har fundet ud af at jeg ikke tager på selvom jeg spiser det.

Så er der masser af spiseforstyrrelser rundt omkring som vil råbe op om at jeg vejer 125 kilo og jeg jo ikke taber mig af at spise disse ting. Til dem vil jeg bare sige; LUK RØVEN! JEG SKAL IKKE TABE MIG!!

Jeg er midtvejs i mit forløb og er begyndt at lære at spise mere korrekt og efter hvad jeg har lyst til.

Nåh ja…jeg spiser heller ikke grøntsager. Gisp! Ja, det sagde jeg. Hvis jeg får en grøntsag, så er det salat på en burger eller lignende.

Nå, men jeg går og roder med nogle tanker om min fremtid og så længe det ikke er mere end tanker, vil jeg ikke så gerne fortælle for meget. Jeg vil dog sige så meget som at jeg rigtig gerne vil hjælpe andre mennesker som fejler det samme som mig og jeg vil rigtig gerne hjælpe til i kampen mod ting som “luk munden, let røven”, slankekursmentalitet, overtræning samt alle de tabu der er omkring det at være tyk. At det faktisk er muligt at leve et liv hvor du ikke behøver at være på slankekur eller overhovedet at tabe dig, men at acceptere og elske dig selv præcis som du er.

Jeg elsker (og hader det også, nogle gange, let’s be honest) at arbejde med mig selv. At være nysgerrig på hvordan jeg mon kan ændre min måde at tale til mig selv, vise omsorg overfor mig selv og hvordan jeg kan forbedre mine relationer, både til mig selv, men sandelig også til andre. Jeg er super inspireret af min kusine og hele coaching verdenen og helt sikkert også DAT, som vi arbejder med i behandlingen. Det håber jeg at kunne få lov at arbejde mere med i fremtiden.

Nå, men ihvertfald har jeg det bare super godt i disse dage og det var vel egentlig bare det jeg ville dele. Jeg har rykket mig enormt meget siden februar og jeg håber virkelig at det fortsætter.

Så fik jeg mail fra Landsforeningen Mod spiseforstyrrelse og Selvskade og de vil rigtig gerne have mig til at skrive om min BED. Det er mega spændende om de kan bruge min historie til noget. Jeg vil jo så gerne at folk kan nikke genkendende til dele af min historie og vide at man behøver ikke at have været udsat for fysiske tæsk eller seksuelt misbrug for at udvikle en spiseforstyrrelse. Der er mange grader af misbrug og dysfunktionalitet og den ene er ikke bedre eller værre end den anden. Det kommer helt an på hvad det har gjort ved DIG!

Eller….det ligner nærmere efterårsferie, lige nu.

Nå, men jeg er i slutningen af min anden uges sommerferie. Anden uge ud af tre. Jeg er ved at være der hvor jeg trænger til at komme tilbage på arbejdet.

Nej, jeg er ikke blevet skør. Ihvertfald ikke mere end jeg hele tiden har været 😉

Jeg har ingen planer haft med min ferie, hvilket jo burde være en god ting. Afslapning og alt det.

Ja, det er jeg så ikke særlig god til. Eller også er jeg for god til det. Det er ligesom de to yderpoler jeg har. Enten kan jeg slet ikke finde ud af det, eller også blir jeg så god til det at jeg slet ikke kan komme i gear igen.

I lørdags holdt jeg fest. Det er første gang i mit voksne liv at jeg har holdt en fest. Og det var skide sjovt!

Nu kommer der så det, som ihvertfald en af mine læsere ikke er vild med….bogstaverne!

Jeg havde inviteret alle dem som havde hjulpet mig med hegnet, til middag og festivitas. E, P, D,C og V.

Jeg planlagde så godt jeg kunne, uden at være for meget på forkant. Det kunne jo ikke nytte noget at jeg købte og skar iceberg om mandagen, for så ville det blive klamt inden lørdag. Jeg formåede at få det planlagt på nogenlunde god tid og jeg følte mig ikke stresset op til.

E har, ligesom mig, brug for en tid hun skal møde op på, så jeg havde sagt klokken 18, men at man gerne måtte komme før. E og P kom senere end det, men min indre perfektionist var faktisk ikke generet af det, hvilket jeg var behageligt overrasket over, for det ville ellers være noget som provokerede mig voldsomt.

Nå, men det gik faktisk godt. Jeg havde lavet alt for meget mad, men hellere det end at vi skulle have fat i en pizza for at blive mætte. D havde forudset det og rådet mig til at lave mindre, men jeg var sindssygt bange for at der ikke ville være nok, så jeg ignorerede hende. Det gør jeg ikke igen 😉

Folk skulle selv have drikkevarer med og det endte faktisk med at alle drak lidt af alt. Jeg smagte Mojito for første…og allersidste gang. Føj for pokker. Jeg smagte også noget gin/mango-et-eller-andet og igen…adr. Sorry, men jeg kan bare ikke lide gin – det smager af juletræ og jeg kan bestemt heller ikke lide Mojito…det smagte bare af lime med danskvand. Så jeg kan konstatere at syrlige ting…det er bare ikke mig, uanset om vi snakker citronfromage eller Mojito.

Til gengæld lavede D nogle dejlige Piña Colada. Ananas juice, kokosmælk, Malibu rom og flødeskum…yes, ma’am, det er right up my alley. Sødt og lækkert.

Vi blev vist rimeligt stive allesammen. Eller det gjorde P, C og jeg. C mere end han plejer og det fik jeg det faktisk ret godt af. Ikke på en skadefro måde, men bare en dejlig måde.

For en gang skyld var jeg stiv på den fede måde. Jeg blev ikke ubehagelig, som på J dag og jeg blev heller ikke ynkelig, som i mine teenage år. Det var fedt.

Det var ikke så fedt at have tømmermænd, men det er en anden snak 😂😉

Alt i alt en hyggelig aften og nat, som først sluttede omkring klokken 04, søndag morgen.

Søndag og mandag havde jeg så lidt nogle nede dage. Jeg følte mig alene, men foretrak det også sådan og sumpede vist mest på sofaen.

DAT har ikke været vanvittigt meget på banen, bortset fra at jeg hele tiden prøver at lade være med at komme med undskyldninger for mine meninger og behov. Det er svært, når man altid har retfærdiggjort sine meninger med ting som ‘det er nok fordi jeg er mærkelig..’ eller ‘ej, men jeg er også bare en hystade, men..’.

Men faktum er at det er ikke nødvendigt. Jeg må gerne mene det jeg mener om alting, uden at skulle nedgøre mig selv i processen. E er faktisk rigtig god til det. Hun siger det modsatte, hvis jeg gør det. Det er super fedt, for det gør mig opmærksom på at…nåh ja, nu gør jeg det igen.

Noget helt andet….jeg leger med tanken om at blive coach. Endnu er det kun en teori og ikke en plan. Jeg ved jo godt at jeg ikke kan blive ved med at arbejde som SSH. Min krop er allerede begyndt at protestere over nogle ting og derfor er jeg hele tiden på udkig efter nye ting jeg kan lave. Da jeg jo har været i et coaching forløb hos min kusine og lige nu arbejder med DAT…og jeg synes det hele er fedt og jeg elsker at arbejde med mennesker…tænkte jeg at det da er værd at udforske lidt. Så jeg starter med en intro aften om det.

HVIS det er noget jeg vil gå efter, så er det ikke noget der skal starte før til næste år. Jeg skal være færdig med min BED behandling og føle at jeg har rimeligt styr på det.

Men lad os nu se hvad der sker. Det kan være at jeg løber skrigende bort, efter intro aftenen. Det kan også være at jeg slet ikke egner mig til at arbejde med sådan noget. Who knows?

Så har jeg lige skrevet en mail til Landsforeningen for spiseforstyrrelser og selvskade, om min BED. De søgte nogle som ville være villige til at fortælle deres historie og det vil jeg jo gerne. Jeg ved ikke om min historie ‘passer ind’, for jeg har jo hverken været udsat for seksuelle overgreb eller andre super voldsomme ting. Ikke som jeg ser det. Jeg ved godt at andre måber, når jeg fortæller om min barndom med lussinger, røvfulde og generelt bare ikke at vide hvordan humøret hos min mor nu var – den uvidenhed og massive usikkerhed som det jo var at vokse op i. At have en narcissistisk forælder. Men det var jo min normal. Jeg kan godt se at det var voldsomt, nu. Men jeg tænker stadig at det jo ikke var ‘lige så slemt’ som f.eks seksuelle overgreb eller lignende. Nå, men jeg må jo vente og se om de vender tilbage.

Jeg er jo meget interesseret i at være med i kampen mod fedme fordomme, slankekursmentalitet og tabuer omkring både disse ting og spiseforstyrrelser. Vi må og skal have ændret folks syn på disse ting!

I næste uge…som er den sidste uges sommerferie, har jeg masser af planer. Diætist oplæg, gruppe, diabetes kontrol og psykolog. Ikke det mest spændende, men det gør dog at jeg ikke står op til ‘ingenting’.

Ville være super fedt hvis vejret gad blive en smule bedre. Jeg fryser!

Imorgen er det 3 år siden, Chester Bennington døde af selvmord. Jeg vender tilbage til hvorfor jeg siger sådan.

Chester tog et valg om at hænge sig selv. Det var ikke hans første selvmordsforsøg. Han led af klinisk depression, i årevis, efter massiv mobning som barn og seksuelt misbrug fra han var cirka 8-13 år. Han var alkoholiker (nogle gange var han clean, andre gange ikke.) og havde også tidligere været stofmisbruger af, så vidt jeg er orienteret, hash, LSD, methamfetamin og sikkert masser af andre ting som jeg ikke kender til.

Han kæmpede i årevis imod hans indre dæmoner. Masser af gange vandt han slaget, men desværre tabte han krigen til sidst.

Da Chester døde, var det som at blive sparket i solar plexus. Det har jeg skrevet om før.

Jeg blev vred på ham. Jeg var netop ved at finde tilbage til Linkin Park, efter de havde udgivet hvad der ville blive deres sidste album, One More Light og jeg var begyndt at være en del af deres community igen og huske hvorfor jeg havde elsket at være en del af det i så mange år. Og så vælger han at tage dit eget liv. Sådan et fucking røvhul!

Min veninde, Kate fra Australien, var hende der først gjorde mig opmærksom på at der var sket noget. Hun skrev en messenger besked der lød noget i stil med “Oh, I’m so sorry to hear about Chester. Are you okay?”

Jeg fattede ikke en skid. Hvad var der sket med Chester. Jeg begyndte straks at Google og fandt masser af ting om at han var død, men der var intet fra nogen officielle kanaler. Intet fra fanklubben, Warner Brothers eller nogle af medlemmerne fra Linkin Park.

Jeg troede det var en joke. En virkelig dårlig joke.

Indtil denne tweet fra Mike Shinoda;

Jeg mistede vejret. Selv nu hvor jeg læser den igen, får den mit hjerte til at hoppe en gang og min hals til at snøre sig sammen.

Der gik lang tid med alle mulige former for tributes, både privat og sammen med andre fans, i virkeligheden og på sociale medier.

Jeg vekslede meget mellem at være ked af det og stjerne rasende på ham. Jeg var ikke overrasket over hans selvmord, men jeg havde ikke troet at det kom på det tidspunkt. Ikke at jeg ved hvornår det ellers skulle have været sket. Med Chester’s fortid og historie, tror jeg aldrig jeg havde forventet at han ville blive en 70 årig sanger der stod på en scene og man ville tænke ‘ej, gå nu på pension for din stemme duer ikke til det der mere’. Jeg tror altid jeg har, ubevidst, tænkt at han ikke ville blive gammel. Men jeg troede altid at han ville dø af en overdosis, ikke af selvmord.

Jeg har aldrig tænkt på hans selvmord som egoistisk. Chester var ikke egoistisk. Det var ikke hans natur og han var ikke en person der var interesseret i at såre andre mennesker. Han kom selvfølgelig til det, med hans alkoholisme, men det var aldrig hans intention.

Det er vigtigt for mig at sige at mennesker der dør af selvmord ALDRIG er egoistiske. Det handler om sygdom, ikke egoisme. Min bedstemor døde også af selvmord. Hun var også psykisk syg. Maniodepressiv. Chester var depressiv.

Der er ingen mennesker der, ved sine fulde fem, en dag vågner og tænker ‘hmm, mit liv er sgu lidt kaotisk, min bil er brændt sammen og jeg er blevet fyret. Iøvrigt synes jeg også at min lejlighed er for lille. Jeg tror sgu jeg begår selvmord.’

Disse ting kan sagtens være dråben der får bæret til at flyde over, men de er ikke den eneste årsag til at folk vælger livet fra. Der er altid en eller anden form for sygdom involveret. Og det er aldrig egoisme. Når et menneske når så langt ud, at de tænker på eller prøver at tage deres eget liv, så er de ikke et sted hvor de kan tænke rationelt over hvordan deres venner og familie vil reagere og at de ikke vil have det bedre, hvis denne person ikke er i verden mere. Det er de ganske enkelt ikke i stand til. På det tidspunkt er der kun smerte/skam/skyldfølelse der overskygger alt.

Da Chester’s husholderske finder ham er der, så vidt vi er orienteret, en halvtom ølflaske i rummet. Hans enke, Talinda, oplyste om at den skam Chester følte når han faldt tilbage til alkoholen var altoverskyggende og noget som han kun lige var begyndt at dele en lille smule med hende, inden sin død. De var gift i over 10 år. Det viser lidt om hvor dyb den skam var.

Så selvom det er lettere sagt end gjort, når man står midt i det, så prøv at huske at dem der dør af selvmord ikke er egoistiske, men meget meget syge mennesker, der kun leder efter en smule fred i deres sind. At de vælger den ultimative og evige fred, er ikke deres skyld.

Chester, is there sunshine where you are? The way there was when you were here. I hope so and I hope you are finally at peace. Rest well, beloved asshole ❤

Til sidst, bandets brev til Chester.

Så fik jeg tømt lejligheden for tæppe. Ja, du synes måske det er lidt drastisk at tømme stue og gang (de eneste steder jeg havde tæppe) for tæppe, ‘bare’ fordi en kat har tisset i et hjørne. Faktum er bare at kattepis stinker af salmiakspiritus, det trænger ned i trægulvet og er nærmest umulig at få fjernet. Så derfor den drastiske handling.

Jeg er helt smadret idag. Jeg sov små 5 timer, natten til igår og så knoklede jeg ellers med tæppe i 8,5 time. Men gulvet ser fint ud og tæppet er kørt på genbrugen.

Jeg havde også en blæser til at køre i flere timer, der hvor katten havde tisset og det ser ud til at det har virket, jeg kan ihvertfald ikke lugte noget idag.

Lidt imponeret over mig selv. Fredag aften, sad jeg bare i hjørnet og vrælede helt ukontrolleret i frustration over mine katte, over at ingen ‘kom og reddede mig’ og alle mulige andre ting. Det hele ramlede bare omkring mig. Da jeg så stod op igår, så var det bare ‘på med vanten’ og igang. For nej, det kom ingen og reddede mig eller hjalp mig. Jeg stod alene med det og der var kun en ting og det var at starte fra en ende af. Og det gjorde jeg.

Selvfølgelig skal kattene til dyrlæge imorgen, så vidt muligt (mistænker at det er Alvin den er gal med) og det afføder selvfølgelig en masse tanker om hvad det mon koster og har jeg råd og hvad nu hvis og bla bla bla. Det må jeg abstrahere fra, indtil jeg har talt med dyrlægen imorgen tidlig.

Sådan ser jeg ud, når katten har pisset i et hjørne af stuen og jeg er nødt til at pille al tæppet af, kæmpe for at få det tørt og lugtfrit, samt kæmpe med tæppe tape og jeg bare føler mig 100% alene i verden.

Jeg har kun pillet et hjørne af tæppet, resten må jeg gøre imorgen, men jeg blir stadig nødt til at tørre gulvet, sprøjte med rodalon og tørre igen.

Jeg havde bestilt hvidløgsbrød og pommes frites, men fik kun et par enkelte stykker hvidløgsbrød før jeg måtte gå igang med det her pis. Kattene skal til dyrlæge på mandag, for jeg ved ikke hvem af dem det er og de skal tjekkes for blærebetændelse begge to.

Selvfølgelig går min hjerne på overarbejde og når til yderste konsekvens af dette rod, som kan være at jeg skal af med en (eller, gud forbyde det, begge) kat(te). Det ved jeg ingenting om endnu, men lige nu kan jeg bare sidde midt i min stue og tude i frustration.

Men hey, i det mindste er jeg rent faktisk i stand til bare at give los og vræle. Go mig? Whatever.