Sådan sagde min mor rigtig mange gange til mig, i løbet af mit liv.
Da jeg blev ældre, sagde jeg højt at jeg ikke vidste hvordan man opførte sig, nÃ¥r man havde en vis alder….om det stod beskrevet nogen steder for sÃ¥ ville jeg gerne se det, sÃ¥ jeg kunne opføre mig korrekt. Samtidigt tændte det ogsÃ¥ trodsen indeni mig pÃ¥ fuld æde.
Hun skulle kraftedeme ikke bestemme hvordan fanden jeg opførte mig!! Jeg vil sgu have lov at være fjollet, hvis jeg ville! Også selvom jeg var 30!!
Det pudsige er jo….at jeg, et eller andet sted, prøvede at opføre mig præcis som hun gerne ville have mig til, pÃ¥ alle tider, helt frem til hendes dødsdag.
Samtidigt vidste jeg jo, instinktivt, at der var noget helt fucked og derfor rÃ¥bte jeg op og skreg af hende og var helt ‘tosset’, til tider…mit temperament og raseri fik lov til at gÃ¥ helt amok….for sÃ¥, nÃ¥r jeg var faldet ned igen, at gøre som hun gerne ville have mig til.
Hun tillod mine udbrud af vrede og tårer og hysteri, for hun vidste at jeg bagefter ville rette ind. Jeg havde bare brug for at lukke damp ud.
Hun har sagt sÃ¥dan til mig, flere gange end jeg kan huske, især hvis jeg opførte mig fjollet og ‘barnligt’ og drillende.
Men hvordan opfører en 8 årig sig? Eller en 15 årig? Eller en 20, 30 eller 40 årig?
JEG ANER DET IKKE!
Og det skal jeg heller ikke. Det var alt sammen med til at sørge for at jeg hele tiden følte mig forkert og hele tiden kiggede mod hende for at fÃ¥ anerkendelse for det jeg gjorde. Det fik jeg nu ikke sÃ¥ meget af, men intet nyt er jo, som bekendt, godt nyt, sÃ¥ hvis jeg ikke fik skæld ud eller blev nedgjort…ja, sÃ¥ var det nok ikke helt forkert, ihvertfald.
Men jeg har jo så fundet ud af at det alligevel har sat sine spor. Faktisk også meget mere end jeg var klar over. Faktisk så meget at jeg er bange for at det kan have ødelagt noget af et venskab. Eller jeg har ødelagt det? Det er de typiske tanker; jeg er forkert, jeg bør lave mig selv om så alle kan lide mig og rumme mig og det er også bare fordi jeg er en spade til det med relationer/venner. Det kan jeg alligevel ikke finde ud af, så det må være bedst at være alene.
….og bla bla bla, sÃ¥ kører møllen med katastrofetanker og offerrolle og jeg skal komme efter dig, mand. Det er latterligt.
NÃ¥, men en lang historie kort, sÃ¥ sker der det at under en samtale med V omkring hele det her forløb hos Askovhus og alt det med mad og ting, fÃ¥r hun ytret noget i stil med “du opførte sig som et 4 Ã¥rigt barn”. Ved ikke om sætningen var præcis sÃ¥dan, men de vigtige ord var ‘4 Ã¥rigt barn’. I momentet kan jeg godt mærke at det gibber i mig, men jeg er ikke sikker pÃ¥ at det kan ses.
Med min fornuft ved jeg udmærket godt at V ikke ser mig som et 4 årigt barn og at det bare er en talemåde, men der sker alligevel noget indeni mig og for at hælde lidt mere benzin på, så får hun også sagt noget med at jeg er en teenager. Igen kan jeg ikke huske den præcise sætning, men blot at jeg føler mig fuldstændig forkert, latterlig, barnlig og ikke god nok.
Jeg kan selvfølgelig godt mærke at det gør noget ved mig, i momentet, men jeg vælger min gamle vane med at ignorere det og, når det dukker op og generer mig igen, sige til mig selv at jeg også bare er nærtagende og over sensitiv og at jeg bare skal glemme det (også fordi jeg faktisk godt ved at det bare er udtryk og ikke hendes mening om mig). Samtidigt kan jeg mærke temperamentet boble, men presser det ned fordi det skræmmer mig og jeg ikke ved hvordan jeg skal være i det.
V tager sÃ¥, i mandags, med ind til S og sÃ¥ ved jeg ærlig talt ikke rigtigt hvad der sker, men jeg ender ihvertfald med at græde og faktisk ogsÃ¥ komme med et af mine ‘trold op af en æske’ udbrud og jeg føler faktisk at jeg bryder helt sammen.
S er rigtig god til at stille mig de rigtige spørgsmÃ¥l og jeg finder ud af at de to ting som V har sagt faktisk har trigget en masse vrede, som jo som regel gemmer pÃ¥ en masse ked af det hed og med S’s hjælp synes jeg faktisk at jeg fÃ¥r det ud pÃ¥ en rimelig konstruktiv mÃ¥de.
Men samtidig sÃ¥ føler jeg mig stadig forkert og underlig, for V fortæller sÃ¥ at hun, pga hendes baggrund som jeg ikke kender sÃ¥ meget til, har det svært med vredesudbrud og sÃ¥ sidder jeg der og tænker ‘fuck! SÃ¥ mÃ¥ jeg holde op med det!’ og sÃ¥ er jeg tilbage i hele det pis med at please og gøre det som andre (mÃ¥ske) forventer eller jeg tror de forventer. Samtidigt sÃ¥ kan jeg ogsÃ¥ mærke at det vil jeg ikke. Jeg vil ikke lave om pÃ¥ den person jeg er, pÃ¥ godt og ondt. Selvfølgelig er jeg jo ikke hugget i sten, men det er andre heller ikke og det handler jo om at vi begge skal arbejde med de her ting, hver for sig, men det kunne ogsÃ¥ være fedt hvis vi kunne arbejde med dem sammen.
Jeg ved sÃ¥ ikke hvad vi gør herfra. Jeg ville gerne at V skulle vide mere om hvordan det er at være mig, men jeg havde ikke regnet med det her. Jeg føler mig mega underlig og igen er der den der følelse af at ‘jeg ved sgu ikke om jeg kan finde ud af det her med at være et normalt menneske’. Men hvad er normalt? Og hvorfor stræber vi sÃ¥ meget efter at være det? Min baggrund skal ikke være en undskyldning for den mÃ¥de jeg er pÃ¥ og den skal ikke være sÃ¥dan en ‘take it or leave it’ ting, for selvfølgelig skal jeg arbejde pÃ¥ at være mindre vred (det er faktisk ret trættende at være sÃ¥ vred hele tiden) og blive bedre til at gÃ¥ pÃ¥ kompromis uden at være en pleaser og ‘bo i andre’ hele tiden. Men jeg har ‘boet’ i min mor hele mit liv. I 41 Ã¥r. Det tager længere end tre Ã¥r at rette op pÃ¥ det, men jeg arbejder pÃ¥ det hver eneste dag.
Min baggrund er en forklaring pÃ¥ hvorfor jeg har svært ved at have ‘normale’ relationer og hvorfor jeg har uhensigtsmæssige reaktionsmønstre. Det skal ikke være en grund til at folk bare lader mig opføre mig præcis som jeg vil, men det kan mÃ¥ske være en hjælp til at bÃ¥de de og jeg bedre kan navigere i det og sige ‘hey, det reagerede du ret voldsomt pÃ¥, ved du hvorfor?’ eller jeg kan tænke ‘whoa, hvorfor føler du vrede over det, nÃ¥r du godt ved at hun ikke mener det sÃ¥dan?’ og sÃ¥ gÃ¥ pÃ¥ opdagelse i at hey, jeg er faktisk ikke vred over det, men jeg blir rigtig ked af det fordi det fÃ¥r mig til at føle mig som en forkert idiot og som om jeg alligevel ikke kan finde ud af eller fortjener at have venner. Og det skal jo ikke være en bebrejdelse eller en mÃ¥de at sige ‘hey, det mÃ¥ du heller ikke sige, for sÃ¥ fÃ¥r jeg det sÃ¥dan her’, for sÃ¥ blir der for mange spilleregler og sÃ¥ blir det slet ikke til at være i. Det skal egentlig bare være en hjælp til mig, til at slippe alt det bullshit som min mor har puttet ind i min hjerne og lære hvordan man sÃ¥ gør det pÃ¥ en sund mÃ¥de…det der med at være i relationer og have venner.
Jeg blir rigtig ked af det, nÃ¥r jeg læser dette indlæg igennem og det fÃ¥r mig til at græde, for jeg undrer mig over hvorfor min mor gjorde som hun gjorde. Hvad havde jeg gjort, siden jeg fortjente at blive behandlet pÃ¥ den mÃ¥de? Hun fortalte mig jo at hun havde svært ved at blive gravid og ‘stod pÃ¥ hovedet’ for at blive gravid med mig, at hun tabte et barn før mig og et eller to efter mig, sÃ¥ jeg fik tidligt ideen om at jeg var et rigtigt ønskebarn, ind i hovedet, men i bakspejlet føles det bare ikke sÃ¥dan. Hun ønskede sig ikke et barn. Hun ønskede sig en dukke, som hun kunne pÃ¥virke og fÃ¥ til at gøre som hun gerne ville. Det er ikke fair. Det er sgu ikke fair at jeg, som 44 Ã¥rig, skal kæmpe sÃ¥ voldsomt for at lære hvordan man har sunde og normale relationer.
Og ja, det er så offerrollen der får fuld skrue der. Jeg ved godt at det er hvad det er og jeg ikke har andet valg end at tage kampen op mod min fortid og det gør jeg også, hver eneste dag. Men det gør det stadig ikke fair.
Hun skal ikke have lov til at ødelægge mig mere end hun allerede har gjort og hun skal ikke have lov til at være med til at ødelægge et venskab, som jeg tror kan blive hamrende stærkt, hvis ellers vi ikke gir op og hvis vi er i stand til at hjælpe hinanden med vores ting.
Det håber jeg inderligt at vi er i stand til.