Slut, print, finale.

Så er det slut. Jeg er officielt færdig med min behandling for min spiseforstyrrelse. Jeg kan ikke længere diagnosticeres med BED, ifølge alle spørgeskemaerne.

Men som jeg har sagt før, sÃ¥ er det lidt mere kompliceret end som sÃ¥. Min veninde D beskriver det meget godt. “Det er vel som en tørlagt alkoholiker” og det er jeg faktisk enig i. Jeg hÃ¥ber selvfølgelig at spiseforstyrrelsen kommer længere og længere væk, som tiden gÃ¥r, men ja, her i starten er det ihvertfald en kamp næsten hver dag.

Vi fik et meget fint kursusbevis og en quick guide til DAT.

Så nu skal jeg ud at stå på egne ben, så at sige. Det er fandme skræmmende. Og fedt. Og mega skræmmende. Men også fedt. 😂😂 Kan man snakke om blandede følelser? Det tror jeg nok.

Bevægelse

Har lige været ude at gå en tur i blæsevejret. Solen skinner og det er faktisk rigtig lækkert udenfor, på trods af blæsten.

Den tur jeg har gÃ¥et er en af de kortere ture jeg har ‘pÃ¥ min liste’. Det er bevidst at jeg vælger den, bÃ¥de pga mine vanddrivende piller som gør at jeg ikke kan gÃ¥ i flere timer, men ogsÃ¥ pga BED’en, som skriger i mit hoved, nÃ¥r jeg gÃ¥r.

Det er svært at gå. Mine muskler, rundt omkring, brokker sig gevaldigt; mine hofter, mine lægge, min lænd og mine baller. På et tidspunkt begynder min venstre fod også at sove lidt, men det er pga min nedsunken forfod, siger fodterapeuten.

Først brokker det hele sig over at det overhovedet skal bevæge sig og senere syrer musklerne til, simpelthen fordi de ikke er vant til at blive brugt.

Alle ting er tydelige tegn pÃ¥ at jeg skal bruge min krop noget mere og det prøver jeg ogsÃ¥ pÃ¥, men jeg skal ogsÃ¥ hele tiden være opmærksom pÃ¥ om BED’en ogsÃ¥ har investeret i det.

Under gåturen.
Efter gåturen

Jeg har tænkt en del på min mor idag og min far og stedfar. Det kom sig egentlig af dette billede, som Alexa Peary havde delt.

Umiddelbart, som jeg også skrev til dette billede, føler jeg ikke vrede overfor hverken min far eller stedfar. Min far flyttede sammen med en 14 årig (det kan man så mene om hvad man vil og det gør jeg også), sikkert i den tro at det ville være ham der ville komme til at styre det show. Da så min mor blev voksen, ja, så skete der noget. Eller måske kunne hun det endda allerede som 14 årig. Ihvertfald vidste eller lærte hun hvordan man manipulerer og kontrollerer folk enten vha temperament eller ved at spille offer. Min far havde sine egne issues, med sin mors selvmord og muligvis andre ting, som jeg ikke ved med sikkerhed og sikkert aldrig finder ud af. Men jeg tror bare ikke at han var i stand til at håndtere hende.

Min stedfars historie med min mor er næsten værre. Hun ‘overtog’ ham, fra hans mor, da han var 35. Det var ham der ‘jagtede’ hende og hun nød det – det var helt tydeligt. Hun nød, nÃ¥r han lagde beskeder pÃ¥ hendes telefonsvarer om hvor meget han elskede hende (det var altsÃ¥ et stykke tid før de overhovedet blev kærester) og nÃ¥r han fulgte hende hjem. Alt dette ‘courtship’ nød hun til fulde, hun malkede det for alt og senere blev det noget hun næsten mobbede ham med, nÃ¥r de snakkede om det. Den dag idag…3,5 Ã¥r efter hun er død, har jeg ikke indtrykket af at han har flyttet sig noget videre. Jeg tror stadig han er fuldstændig forgabt i hende og ikke kan se at der var noget galt. De fÃ¥ gange hvor jeg har prøvet at pointere at hun jo var super kontrollerede og hele tiden krævede ting af ham, ting han skulle bygge, ting han ikke mÃ¥tte købe (mens hun købte højhælede støvler som hun aldrig fik pÃ¥, bare som eksempel) og masser af andet, har han trukket pÃ¥ skuldrene og sagt noget i stil med ‘jo, det var hun da….men hun var ogsÃ¥ rigtig sød og dejlig og jeg elskede nÃ¥r jeg kunne fÃ¥ hende til at smile og grine.’

Hele hans verden drejede rundt om hende og faktisk har jeg en fornemmelse af at hvis ikke hun var blevet syg og var død….sÃ¥ ville de være skilt idag. Efter han blev syg med en diskusprolaps og han blev opereret og mistede sit job for at blive fleksjobber, sÃ¥ var det som om hun blev mere og mere utilfreds med ham. Han kunne jo ikke klare det samme som før. Han var ikke den store, stærke skovarbejder mere, der kunne gÃ¥ i skoven med en motorsav i 10 timer for sÃ¥ bagefter at gÃ¥ hjem og bygge ting og sager eller grave haven. Hun havde brug for en ‘rigtig machomand’ som hun kunne kontrollere og manipulere som det passede hende. Og nu var han blot en almindelig, lidt skrøbelig mand og det tiltalte hende mindre og mindre.

Jeg forstÃ¥r godt at mennesker som ikke boede i samme hus som hende, ikke kan se hvor styg hun var. Min resterende familie ser hende fortsat som et stakkels offer (mens hun var sammen med min far), som endelig fandt lykken med min stedfar fordi han gjorde præcis som hun ville (selvom de ogsÃ¥ stadig synes at hun mÃ¥ske var en lille smule streng, engang imellem). Vores tandlæge ser hende kun som et fantastisk humørfyldt mennesker, der tit havde en kage eller lignende med, nÃ¥r hun kom forbi. Alt det forstÃ¥r jeg sagtens, for de sÃ¥ præcis hvad hun tillod dem at se og hverken mere eller mindre. Men sÃ¥dan en som min stedfar…ja, jeg forstÃ¥r det ikke. MÃ¥ske er det fordi han er sÃ¥ uselvstændig at han simpelthen mangler hende til at fortælle ham hvad han skal hvornÃ¥r og hvorfor og hvordan han ellers skal have det og opføre sig. Jeg er ked af at sige det, men det virker som den eneste logiske forklaring. Det er skræmmende. Virkeligt skræmmende.

NÃ¥, men min sidste psykolog tid er imorgen og sidste gang i gruppen er pÃ¥ tirsdag. Det er meget mærkeligt og ogsÃ¥ lidt skræmmende. Der dukker masser af spørgsmÃ¥l op, om jeg nu kan det her alene og hvad nu hvis….og sÃ¥ en lang liste med ting der kan gÃ¥ galt. Det presser mig lidt, samtidig med at jeg glæder mig. Meget mærkeligt.

Jeg har ikke tænkt mig at stoppe med at skrive i denne blog eller på Instagram, bare fordi jeg stopper behandlingen. Der er stadig masser af ting at skrive om, ind imellem og jeg håber i vil fortsætte med at følge med.

Instagram!

Jeg har besluttet at bruge min Instagram til billeder og små-indlæg, simpelthen fordi jeg ikke bruger den ret meget og på denne måde kan det være jeg får den brugt lidt mere og måske kommer jeg også til at lave små videoer.

Følg med på dancingwithmydemons19

“Opfør dig dog som en (indsæt alder) Ã¥rig!”

Sådan sagde min mor rigtig mange gange til mig, i løbet af mit liv.

Da jeg blev ældre, sagde jeg højt at jeg ikke vidste hvordan man opførte sig, nÃ¥r man havde en vis alder….om det stod beskrevet nogen steder for sÃ¥ ville jeg gerne se det, sÃ¥ jeg kunne opføre mig korrekt. Samtidigt tændte det ogsÃ¥ trodsen indeni mig pÃ¥ fuld æde.

Hun skulle kraftedeme ikke bestemme hvordan fanden jeg opførte mig!! Jeg vil sgu have lov at være fjollet, hvis jeg ville! Også selvom jeg var 30!!

Det pudsige er jo….at jeg, et eller andet sted, prøvede at opføre mig præcis som hun gerne ville have mig til, pÃ¥ alle tider, helt frem til hendes dødsdag.

Samtidigt vidste jeg jo, instinktivt, at der var noget helt fucked og derfor rÃ¥bte jeg op og skreg af hende og var helt ‘tosset’, til tider…mit temperament og raseri fik lov til at gÃ¥ helt amok….for sÃ¥, nÃ¥r jeg var faldet ned igen, at gøre som hun gerne ville have mig til.

Hun tillod mine udbrud af vrede og tårer og hysteri, for hun vidste at jeg bagefter ville rette ind. Jeg havde bare brug for at lukke damp ud.

Hun har sagt sÃ¥dan til mig, flere gange end jeg kan huske, især hvis jeg opførte mig fjollet og ‘barnligt’ og drillende.

Men hvordan opfører en 8 årig sig? Eller en 15 årig? Eller en 20, 30 eller 40 årig?

JEG ANER DET IKKE!

Og det skal jeg heller ikke. Det var alt sammen med til at sørge for at jeg hele tiden følte mig forkert og hele tiden kiggede mod hende for at fÃ¥ anerkendelse for det jeg gjorde. Det fik jeg nu ikke sÃ¥ meget af, men intet nyt er jo, som bekendt, godt nyt, sÃ¥ hvis jeg ikke fik skæld ud eller blev nedgjort…ja, sÃ¥ var det nok ikke helt forkert, ihvertfald.

Men jeg har jo så fundet ud af at det alligevel har sat sine spor. Faktisk også meget mere end jeg var klar over. Faktisk så meget at jeg er bange for at det kan have ødelagt noget af et venskab. Eller jeg har ødelagt det? Det er de typiske tanker; jeg er forkert, jeg bør lave mig selv om så alle kan lide mig og rumme mig og det er også bare fordi jeg er en spade til det med relationer/venner. Det kan jeg alligevel ikke finde ud af, så det må være bedst at være alene.

….og bla bla bla, sÃ¥ kører møllen med katastrofetanker og offerrolle og jeg skal komme efter dig, mand. Det er latterligt.

NÃ¥, men en lang historie kort, sÃ¥ sker der det at under en samtale med V omkring hele det her forløb hos Askovhus og alt det med mad og ting, fÃ¥r hun ytret noget i stil med “du opførte sig som et 4 Ã¥rigt barn”. Ved ikke om sætningen var præcis sÃ¥dan, men de vigtige ord var ‘4 Ã¥rigt barn’. I momentet kan jeg godt mærke at det gibber i mig, men jeg er ikke sikker pÃ¥ at det kan ses.

Med min fornuft ved jeg udmærket godt at V ikke ser mig som et 4 årigt barn og at det bare er en talemåde, men der sker alligevel noget indeni mig og for at hælde lidt mere benzin på, så får hun også sagt noget med at jeg er en teenager. Igen kan jeg ikke huske den præcise sætning, men blot at jeg føler mig fuldstændig forkert, latterlig, barnlig og ikke god nok.

Jeg kan selvfølgelig godt mærke at det gør noget ved mig, i momentet, men jeg vælger min gamle vane med at ignorere det og, når det dukker op og generer mig igen, sige til mig selv at jeg også bare er nærtagende og over sensitiv og at jeg bare skal glemme det (også fordi jeg faktisk godt ved at det bare er udtryk og ikke hendes mening om mig). Samtidigt kan jeg mærke temperamentet boble, men presser det ned fordi det skræmmer mig og jeg ikke ved hvordan jeg skal være i det.

V tager sÃ¥, i mandags, med ind til S og sÃ¥ ved jeg ærlig talt ikke rigtigt hvad der sker, men jeg ender ihvertfald med at græde og faktisk ogsÃ¥ komme med et af mine ‘trold op af en æske’ udbrud og jeg føler faktisk at jeg bryder helt sammen.

S er rigtig god til at stille mig de rigtige spørgsmÃ¥l og jeg finder ud af at de to ting som V har sagt faktisk har trigget en masse vrede, som jo som regel gemmer pÃ¥ en masse ked af det hed og med S’s hjælp synes jeg faktisk at jeg fÃ¥r det ud pÃ¥ en rimelig konstruktiv mÃ¥de.

Men samtidig sÃ¥ føler jeg mig stadig forkert og underlig, for V fortæller sÃ¥ at hun, pga hendes baggrund som jeg ikke kender sÃ¥ meget til, har det svært med vredesudbrud og sÃ¥ sidder jeg der og tænker ‘fuck! SÃ¥ mÃ¥ jeg holde op med det!’ og sÃ¥ er jeg tilbage i hele det pis med at please og gøre det som andre (mÃ¥ske) forventer eller jeg tror de forventer. Samtidigt sÃ¥ kan jeg ogsÃ¥ mærke at det vil jeg ikke. Jeg vil ikke lave om pÃ¥ den person jeg er, pÃ¥ godt og ondt. Selvfølgelig er jeg jo ikke hugget i sten, men det er andre heller ikke og det handler jo om at vi begge skal arbejde med de her ting, hver for sig, men det kunne ogsÃ¥ være fedt hvis vi kunne arbejde med dem sammen.

Jeg ved sÃ¥ ikke hvad vi gør herfra. Jeg ville gerne at V skulle vide mere om hvordan det er at være mig, men jeg havde ikke regnet med det her. Jeg føler mig mega underlig og igen er der den der følelse af at ‘jeg ved sgu ikke om jeg kan finde ud af det her med at være et normalt menneske’. Men hvad er normalt? Og hvorfor stræber vi sÃ¥ meget efter at være det? Min baggrund skal ikke være en undskyldning for den mÃ¥de jeg er pÃ¥ og den skal ikke være sÃ¥dan en ‘take it or leave it’ ting, for selvfølgelig skal jeg arbejde pÃ¥ at være mindre vred (det er faktisk ret trættende at være sÃ¥ vred hele tiden) og blive bedre til at gÃ¥ pÃ¥ kompromis uden at være en pleaser og ‘bo i andre’ hele tiden. Men jeg har ‘boet’ i min mor hele mit liv. I 41 Ã¥r. Det tager længere end tre Ã¥r at rette op pÃ¥ det, men jeg arbejder pÃ¥ det hver eneste dag.

Min baggrund er en forklaring pÃ¥ hvorfor jeg har svært ved at have ‘normale’ relationer og hvorfor jeg har uhensigtsmæssige reaktionsmønstre. Det skal ikke være en grund til at folk bare lader mig opføre mig præcis som jeg vil, men det kan mÃ¥ske være en hjælp til at bÃ¥de de og jeg bedre kan navigere i det og sige ‘hey, det reagerede du ret voldsomt pÃ¥, ved du hvorfor?’ eller jeg kan tænke ‘whoa, hvorfor føler du vrede over det, nÃ¥r du godt ved at hun ikke mener det sÃ¥dan?’ og sÃ¥ gÃ¥ pÃ¥ opdagelse i at hey, jeg er faktisk ikke vred over det, men jeg blir rigtig ked af det fordi det fÃ¥r mig til at føle mig som en forkert idiot og som om jeg alligevel ikke kan finde ud af eller fortjener at have venner. Og det skal jo ikke være en bebrejdelse eller en mÃ¥de at sige ‘hey, det mÃ¥ du heller ikke sige, for sÃ¥ fÃ¥r jeg det sÃ¥dan her’, for sÃ¥ blir der for mange spilleregler og sÃ¥ blir det slet ikke til at være i. Det skal egentlig bare være en hjælp til mig, til at slippe alt det bullshit som min mor har puttet ind i min hjerne og lære hvordan man sÃ¥ gør det pÃ¥ en sund mÃ¥de…det der med at være i relationer og have venner.

Jeg blir rigtig ked af det, nÃ¥r jeg læser dette indlæg igennem og det fÃ¥r mig til at græde, for jeg undrer mig over hvorfor min mor gjorde som hun gjorde. Hvad havde jeg gjort, siden jeg fortjente at blive behandlet pÃ¥ den mÃ¥de? Hun fortalte mig jo at hun havde svært ved at blive gravid og ‘stod pÃ¥ hovedet’ for at blive gravid med mig, at hun tabte et barn før mig og et eller to efter mig, sÃ¥ jeg fik tidligt ideen om at jeg var et rigtigt ønskebarn, ind i hovedet, men i bakspejlet føles det bare ikke sÃ¥dan. Hun ønskede sig ikke et barn. Hun ønskede sig en dukke, som hun kunne pÃ¥virke og fÃ¥ til at gøre som hun gerne ville. Det er ikke fair. Det er sgu ikke fair at jeg, som 44 Ã¥rig, skal kæmpe sÃ¥ voldsomt for at lære hvordan man har sunde og normale relationer.

Og ja, det er så offerrollen der får fuld skrue der. Jeg ved godt at det er hvad det er og jeg ikke har andet valg end at tage kampen op mod min fortid og det gør jeg også, hver eneste dag. Men det gør det stadig ikke fair.

Hun skal ikke have lov til at ødelægge mig mere end hun allerede har gjort og hun skal ikke have lov til at være med til at ødelægge et venskab, som jeg tror kan blive hamrende stærkt, hvis ellers vi ikke gir op og hvis vi er i stand til at hjælpe hinanden med vores ting.

Det håber jeg inderligt at vi er i stand til.

Anden dag i Hillerød gik lettere. Jeg havde stort set den samme rute som om mandagen, så det var rigtig dejligt. Imorgen skal jeg på Bauneparken og søndag skal jeg køre i By (ligesom mandag og tirsdag), men møde anderledes, så det blir også udfordrende.

Nå, men jeg overvejer at dele min maddagbog her. Ikke fordi det skal være en måde for jer at spise på, for jeg spiser rigtig ensformigt, men blot for at vise hvordan min kost er. Måske jeg skulle dele nogle fra da jeg startede min behandling, nogle af de gode mekanisk-spisningsdage og så hvordan det ser ud nu. Det vigtigste for mig er at jeg ikke panikker og smider det hele overbord når jeg har en overspisning. Jo, dem har jeg stadig. Det har mennesker uden spiseforstyrrelser også.

Der er forskel på overspisning og tvangsoverspisning.

En overspisning er bare det…en overspisning. Det kan være i forbindelse med juleaften, hvor man overspiser i den lækre mad og risalamande, fordi man vil finde mandlen. Det kan ogsÃ¥ være en aften, som jeg havde igÃ¥r; jeg gad ikke lave aftensmad, sÃ¥ i stedet spiste jeg rugbrødschips/-knækbrødsbidder, æbleskiver og chokolade. Det var egentlig ikke en overspisning, for jeg blev ikke overmæt, men det var egentlig blot en ‘snacking’. Jeg var jo sulten, men i stedet for at spise en bolle eller en skive rugbrød, ja sÃ¥ valgte jeg altsÃ¥ snacks og æbleskiver i stedet for.

Jeg skal også have søgt flere jobs. Jeg gider ikke arbejde om dagen, i sundhedsvæsenet, fordi jeg ikke gider gøre rent eller vaske tøj og alt det pis, som jeg har svært ved at tage mig sammen til herhjemme. Men jeg vil faktisk gerne arbejde lidt mere normale tider. Jeg ved ikke. Vi må se hvad der sker.

I næste uge skal jeg igen i gruppe og jeg kan næsten ikke overskue det. Jeg er så hamrende træt af at blive analyseret i hoved og røv, at jeg har mest lyst til at blive væk. Men jeg føler også at jeg har brug for at få forklaret de resterende øvelser i DAT. Argh! Jeg glæder mig bare til den 24/11, hvor det er sidste dag.

SÃ¥ har jeg sgu fÃ¥et mig en konto i det nye Lunar bank. Det er nyt og forvirrende, men jeg har bare brug for et sted hvor jeg kan spare penge op og nemt se hvor mange jeg har sparet op. Det er sÃ¥ dejligt og nej, jeg skal ikke have et kort til den konto for det skal bare være en ‘opbevaringskonto’.

Nå, men den står på arbejde i weekenden, selvom jeg ikke gider, og måske også lidt jobsøgning. Vi får se.

Første dag

Første dag i Hillerød…..fuck, det var hÃ¥rdt!!

Jeg troede jeg kendte Hillerød, fordi jeg har gået i skole der og kommet der mens jeg boede i både Meløsenog Skævinge.

Jeg tog fejl.

På turen før pausen, spænede jeg rundt som en høne uden hoved. Hvor kan man parkere?! Hvor ligger den vej?! Hvorfor er der 72525384946252 biler på vejen som forsinker mig yderligere?! Jeg måtte have hjælp til en borger for at nå det og så kneb det alligevel.

Efter pausen var det dog en helt anden historie. Jeg havde endda en aflysning og gik også forgæves hos en som ikke ville have hjælp, så jeg tog en borger for en anden. Det var okay.

Jeg hader at være ny og føle mig som den største idiot pÃ¥ denne jord. Mit fag kan jeg selvfølgelig, men en ny kommune jeg ikke kender sÃ¥ godt som jeg troede, nye kolleger, nye borgere og et nyt dokumentationssystem og en telefon som ikke virkede super optimalt…ja, det hele gjorde det bare rigtig svært.

Men jeg kom igennem det og idag er der, trods alt, nogle ting som er nemmere. Jeg ved hvordan jeg laver en kode, hvor telefonen står, hvordan jeg logger på systemet, hvordan jeg styrer nøglesystemet, hvordan jeg tager bilen til og fra ladning, hvor jeg skal finde værnemidler og at det kan være svært at komme ud så det er en god ide at køre i god tid.

Jeg håber, men forventer ikke,at jeg skal have samme rute idag, som igår. Det ville gøre det noget nemmere. Men nej, forventer det bestemt ikke. Jeg er jo vikar og vi blir brugt der hvor det er nødvendigt.

Jeg glæder mig til at blive lidt mere rutineret i denne kommune.

Fuck it all!

Arh, det er ikke helt så negativt som det lyder.

Jeg skal starte på mit nye job som vikar idag. Jeg er lidt nervøs, men det er vist meget normalt. Jeg starter med en let uge; idag og imorgen og så to korte vagter, lørdag og søndag.

Min sidste dag i Stenløse var i Onsdags. Hvor jeg sÃ¥ vrikker om og forstrækker en sene i min højre fod. Virkelig flot. Jeg havde sindssygt mange smerter, onsdag aften og kunne næsten ikke gÃ¥. Jeg synes egentlig at jeg har en rimelig høj smertetærskel og jeg har smerter af forskellig grad, hver eneste dag…men jeg troede seriøst min fod var brækket. SÃ¥ jeg var sygemeldt pÃ¥ min sidste dag i torsdags. Det var ikke lige med i planen. Jeg havde borgere jeg skulle sige farvel til og ting. Det blev sÃ¥ ikke. Pis ogsÃ¥!

Nå, men jeg må jo desværre bare videre og lade det være.

Jeg kan mærke at jeg, lige nu, ikke er vanvittig interesseret i vagter i Egedal. Det kan være det kommer, men nu ser vi. Jeg skal ihvertfald ikke have smækket med nogle døre (mere end jeg har gjort med de begrundelser for min opsigelse, som jeg har sendt), for jeg vil stadig gerne have muligheden for at tage en vagt hist og pist, hvis det skulle være. Så jeg tager den bare med ro og koncentrerer mig om at lære det nye at kende.

Jeg har rimelig godt styr på min spisning i disse dage. Jeg spiser når jeg er sulten og stopper når jeg er mæt. Det lyder simpelt, men for mig er det stadig noget jeg skal være bevidst om, hele tiden. Det er også en bevidst beslutning ikke at slå mig selv oven i hovedet, når jeg vælger at spise chips og dip, en lørdag aften. For jeg må gerne.

Jeg har givet op på psykologien. Eller ihvertfald til at aflevere noget som helst til tiden. Jeg ved ikke om jeg pludseligt ikke har adgang til ting mere, men det må jeg så tage som det kommer. Jeg gider ikke bekymre mig om det. Lige nu gør jeg de ting jeg har lyst og overskud til og, ærligt, så er psykologi bare ikke en af de ting.Mit photoshoot omkring BED/psykiske lidelser er udskudt på grund af Covid-19 og de seneste retningslinjer. Tænker ikke det er smart at invitere et nyt menneske ind i mit hjem. Jeg har også lukket mit firma og tager, derfor, ikke kunder ind mere.

Nå, men nu er det tid til frokost, inden job. Jeg skal vænne mig til at møde klokken 15, for det meste, og det er lidt af en udfordring. Tænk hvad en halv time gør, rent psykologisk. Vildt.

Lidt fyldt op

Jeg har været i behandling siden uge 8. Jeg er færdig den 24/11. Og jeg mÃ¥ erkende at jeg er lidt fyldt op. Lidt træt af selvudvikling, lige nu. Lidt træt af at blive ‘analyseret’ hele tiden.

Jeg kan ikke engang tage mig sammen og læse på udviklingspsykologi. Jeg er ved at kaste op.

Jeg har ikke ændret mening. Jeg vil stadig være coach. Men jeg har brug for en pause til bare at være mig, til at holde fokus på min spisning, til at lære mere om at spise intuitivt og til bare at være i mit nye liv som vikar og spare penge op.

Jeg har sidste dag pÃ¥ jobbet imorgen og der er mange følelser inde over. Jeg glæder mig for vanvittigt til ikke at skulle forholde mig til en leder der bare….ikke er god, lad mig være diplomatisk og sige det sÃ¥dan. Jeg glæder mig til at have frihed til at vælge hvornÃ¥r jeg vil arbejde, men det er ogsÃ¥ skræmmende at skulle starte i en hel ny kommune, med mennesker jeg slet ikke kender.

I søndags havde jeg sidste dag med en af mine yndlings kolleger og derfor valgte de at give mig en gave. Et gavekort på 400,- (jeg sagde til dem at de var bindegale, men jeg blev rigtig glad) og en orkide, som er min yndlings blomst. Så jeg håber jeg kan få mig et par bukser for gavekortet, for jeg mangler virkelig et par jeans eller lignende.

Jeg skal stadig spare op til coaching uddannelsen og det skal også gå stille og roligt. Jeg skal også spare op til nogle nye sko og nogle indlæg, som jeg skal have til januar.

Jeg har tabt mig en lille smule og både jeg og min BED er en lille smule begejstret. Det handler ikke om tallet på vægten, men om at det er meget besværligt at være så stor som jeg er. Jeg er ikke og skal ikke på slankekur, på nogen måde, så det er egentlig bare dejligt at det sker stille og roligt af sig selv. Det er heller ikke den helt vilde mængde, men det er heller ikke vigtigt. Det skal gå langsomt og gerne noget langsommere end min spiseforstyrrelse vil have. Jeg tror bare det handler om mine mængder. Jeg kan ikke spise så meget som jeg gjorde før. Knap en halv pizza sandwich, frem for en hel plus hvidløgsbrød. Det er alligevel noget.

Nå, men nu gik det alligevel lidt op i vægttabssnak og det var ikke meningen.

Jeg skal aflevere modul 2 i min psykologi ‘klasse’ pÃ¥ onsdag og for at være helt ærlig….sÃ¥ kan jeg slet ikke overskue det. Men jeg har endnu ikke taget beslutning om hvad jeg gør. Hvem ved? Det kan være at jeg blir super motiveret pÃ¥ fredag og laver hele lortet. Jeg tvivler, men man ved aldrig. Tror jeg har lært at det der med online ‘undervisning’ er nok ikke lige mig. Det har jeg sgu nok ikke disciplin til. Men i disse tider er det jo det der er det nemmeste. Nu mÃ¥ vi se.

De ting vi ikke siger

Der er ting man ikke siger, som man bør sige. Der er ting man siger, som man ikke burde sige.

Uanset hvor gode venner man mener man er, er der altid ting vi ikke siger.

“Ã…h, men vi kan snakke om alt!” Praler vi nogle gange med. Og ja, det kan vi mÃ¥ske ogsÃ¥.

Undtagen de ting som vi kan sÃ¥re folk med. Om en lugter af sved, om en har en lettere besættelse med noget som vi ikke mener er sÃ¥dan helt ‘normalt’, om en er overbeskyttende, om en er omklamrende, om en mangler indhold, om en fÃ¥r for lidt sex, om en fÃ¥r for meget sex, om en sætter sit hÃ¥r pÃ¥ en mÃ¥de vi ikke synes er pænt. Listen fortsætter i det uendelige.

Og nogle ting sker der ikke noget ved at snakke om, så længe man får det gjort på en respektfuld måde. Men der er masser af ting vi ikke siger.

Vores bedste ven eller veninde har, højst sandsynligt, masser af ting ved hans/hendes personlighed som man mÃ¥ske godt kan irriteres over eller synes burde ændres. Det er helt normalt og helt iorden. Det der kan være et minefelt er…hvornÃ¥r pÃ¥taler vi det overfor den person og, ikke mindst, hvordan?

Jeg skal ikke gøre mig klog på hvad man påtaler, hvornår eller hvordan, for det kommer helt an på relationen og hvilken jargon man har indbyrdes, hvor tæt man er og en masse andre ting.

Vi skal ikke lave om pÃ¥ vores venner, som hovedregel. De er dem de er, med de issues og træk som de nu engang har og det samme gælder den anden vej. Vi er allesammen ligemeget værd og vi har allesammen ret til at være her, uanset hvad. SÃ¥ vi skal vælge vores ‘kampe’.

Hvis vi er der hvor et eller andet gør at vi har svært ved at være i relationen pga et eller andet…ja, sÃ¥ tænker jeg at det er værd at tage en snak om, men pÃ¥ en ordentlig og respektfuld mÃ¥de.

Men hvis det bare er sÃ¥dan noget ‘hold da magle hvor er det irriterende nÃ¥r han gør det og det….men sÃ¥ tit er det jo heller ikke’….ja, sÃ¥ tænker jeg egentlig bare at vi skal trække vejret og lade det fare.

Mine venner har da også ting som jeg irriteres over og vice versa. Og nogle gange blir jeg rigtig irriteret og siger det. Andre gange blir jeg rigtig irriteret og ignorerer det. Og jeg er sikker på de gør det samme den anden vej. Vi er ikke perfekte og det skal vi heller ikke være.

Jeg er en af de mennesker, som du ved hvis du har fulgt med her, som ikke kan finde ud af at ringe eller skrive til en veninde ‘det er en lorte dag idag, jeg har brug for et kram’, eller noget i den dur. Jeg tror simpelthen ikke at folk finder mig sÃ¥ interessant, at de gider høre om det. Om det bare er et personlighedstræk eller om det er noget jeg er blevet som konsekvens af min opvækst aner jeg ikke noget om, og det er egentlig heller ikke specielt vigtigt. Jeg kan ikke huske at jeg nogensinde har været anderledes og jeg tænker sgu heller ikke det kommer til at ændre sig, foreløbigt. Det er ogsÃ¥ en af Ã¥rsagerne til at jeg er røvdÃ¥rlig til selfies, Snapchat og sikkert ogsÃ¥ andre ting i samme boldgade. Jeg tænker simpelthen ikke at folk finder det interessant. Jo, hvis jeg, som igÃ¥r, taber min bøtte med kaffe og der er kaffe over hele køkkenet. SÃ¥ tænker jeg da at folk kan fÃ¥ sig et grin og det deler jeg gerne.

Jo, jeg skriver også alt muligt her, men jeg tænker faktisk ikke så meget over hvem der læser det, når jeg skriver. Så har jeg noget på hjerte og har brug for at få det ud og så er det det jeg gør.

Men nÃ¥r jeg tuder til en speciel sang pÃ¥ vej pÃ¥ arbejde og at den sang trigger nogle specifikke tanker om specifikke ting, sÃ¥ deler jeg det ikke i momentet. Jeg kan sagtens dele det dagen efter og fortælle om det, men jeg tror aldrig jeg blir typen som fortæller nÃ¥r jeg har det skidt og mÃ¥ske beder om trøst eller noget. Jeg øver mig i at føle de ting jeg gør og være i det, for det er stadig svært. SÃ¥ hvis jeg tuder nÃ¥r jeg hører en sang eller hvis jeg blir frustreret…sÃ¥ gør jeg det alene.

I øjeblikket kæmper jeg også lidt med min ene kat, Alvin. Han har fået som vane at tisse på kanten af, udenfor og lige indenfor sin bakke.

Jeg ved godt at hundemennesker synes jeg er bindegal og det mÃ¥ de ogsÃ¥ gerne. Katte er en lille smule mere kompliceret end hunde, som i det store hele bare er glade hvis de blir luftet, fÃ¥r kæl og klap og fÃ¥r mad. Katte er en lille smule mere…..ja, kompliceret og sofistikeret. Der er en Ã¥rsag til ordsproget ‘hunde har ejere, katte har personale’.

De fleste af mine venner og bekendte er hundemennesker og de synes virkelig at det er mærkeligt at hele mit hjem bærer præg af at jeg har katte. Som om at det er deres hjem og jeg har fået lov at være her. Nej, sådan er det ikke, men katte har bare nogle meget anderledes behov end hunde.

Katte har behov for toiletter, de har behov for ting de kan kradse i som ikke er møblerne, de har brug for huler og senge de kan sætte deres duft på og de har måske endda brug for steder hvor de kan kravle op og være i fred og de har brug for at bruge deres jagtinstinkt til at gå på opdagelse og til at fange ting. Tænk på tigeren, løven, lossen, pumaen og alle de andre kattedyr som findes i vores verden. De får dækket alle deres behov i naturen. Det gør vores stue tigere ikke. Det er vi nødt til at sørge for, for dem. Så ja, lige nu er jeg ved at eksperimentere med hvordan jeg gør det bedst. Alvin markerer på den måde pga usikkerhed og kedsomhed og jeg er ved at finde en måde at løse det på. Det er mega stressende for jeg blir en smule paranoid og kan lugte kattepis selv når der faktisk ikke lugter af kattepis. Men jeg er ikke færdig med at eksperimentere endnu. Jeg håber at det lykkes til sidst og helst uden at jeg skal af med Charlie.

Nå men det var så en masse ord om mange forskellige ting og for en gang skyld, var det ikke meningen at der skulle komme en konklusion. Jeg er en lille smule træt af at blive analyseret og glæder mig faktisk til at min BED behandling er slut, så jeg lidt kan få lov til at finde min rytme igen og bare være en lille smule fucked up, uden at nogen skal analysere mig og fortælle mig at jeg skal ændre på det og hvordan.

Fortid, nutid og datid

Der er ikke længe til at mit forløb hos Askovhus er slut. Den 24. November er sidste gang i gruppen.

Det har jeg det blandet med. Det meste af tiden har jeg det godt med det og synes det er ‘pÃ¥ tide’. Ihvertfald med gruppen. Jeg elsker at komme hos S, men tænker heller ikke at det jo skal blive ved.

Nogle tidspunkter er jeg nærmest bange for om jeg den 25. November, blir slynget tilbage til start. Rationelt ved jeg godt at det er latterligt at tænke sådan, men følelsen er der alligevel. Hvad nu hvis jeg ikke kan finde ud af det, alene?

Og jeg har lige stÃ¥et og snakket med D om det og sÃ¥ synger kvinden sgu ‘all by myself’ og nu er det sÃ¥ den sang jeg fÃ¥r i hovedet nÃ¥r jeg tænker pÃ¥ alt det her. Tak for lort, D 😂😂😂

NÃ¥, men det med gruppen… Jeg er en lille smule ovre det med gruppen, hvis jeg skal være helt ærligt. Der er nogle færdigheder som jeg ikke husker at jeg har fÃ¥et gennemgÃ¥et og dem skal jeg selvfølgelig deltage i og det er de tre gange i november. Men har meldt fra de næste to gange i oktober, simpelthen fordi jeg HAR styr pÃ¥ validering og selvvalidering og hvis jeg skal have det gennemgÃ¥et igen, sÃ¥ frygter jeg at kaste en lille smule op, for at være ærlig. Ikke fordi der er noget galt med validering eller selvvalidering, for det er nogle virkeligt stærke redskaber som seriøst kan flytte bjerge. Men jeg er bare træt af at tale om dem.

Idag omtalte S mig som ‘en der har haft en spiseforstyrrelse’. Det var ret vildt. Nu er jeg sÃ¥dan en der har haft en spiseforstyrrelse. Den vil altid være en del af mig, lidt som en alkoholiker altid vil være alkoholiker men kan være tørlagt og ligesom en narkoman altid vil være narkoman, men kan være clean. Spiseforstyrrelsen vil altid være en del af mig og jeg forventer at skulle bekæmpe den…om ikke for evigt, sÃ¥ ihvertfald et langt stykke hen ad vejen. Jeg hÃ¥ber at jeg nÃ¥r til et sted hvor jeg mÃ¥ske næsten kan glemme at den er der, men jeg skal ihvertfald altid tage mig i agt for den.

V skal med mig til S i uge 43 og det er jeg ret spændt pÃ¥. Jeg fÃ¥r, pÃ¥ et tidspunkt, en mail fra S, som V og jeg skal snakke om og sende retur, inden. V har jo gÃ¥et i pÃ¥rørende forløb og vi har faktisk ikke været særligt gode til at tale om alt det. Overhovedet. Jo, jeg har været god…ogsÃ¥ for god, mÃ¥ske…til at tale om BED, men der har ikke været sÃ¥ meget plads til andet eller andre. Det er okay, for det har nok været det jeg har haft behov for, men nu er det pÃ¥ tide at komme ud af BED boblen og ‘join the living’.

Idag er jeg blevet interviewet af tre ergoterapeuter til en opgave og det var faktisk rigtig interessant. Jeg er jo, som alle ved, altid villig til at tale om BED og min egen erfaring og min rejse igennem den og ud på den anden side. Så det var super interessant at høre og svare på deres spørgsmål.

Design a site like this with WordPress.com
Kom igang