🎶I'm dancing with my demons🎶

Jeg skal ringe til doktoren på mandag.

Jeg er begyndt (over længere tid og tiltagende) at have en del smerter og, nogle dage, ekstrem træthed. Som i jeg er lige stået op efter 7 timers søvn, men kunne nok godt klare et par timer mere, efter jeg lige har været på det lille hus.

Jeg har hamrende ondt i store dele af venstre side. Ankel (kan være skaden fra faldet i december der stadig bitcher), ude ved lilletåen, et par gange i det inderste storetåled, mit håndled, ind imellem min hofte, mellem min lillefinger og ringefinger og min skulder.

Jeg var inde hos en anden læge end jeg plejer og han trykkede lidt hist og pist og konstaterede at jeg nok bare var ved at blive gammel.

Det skrev jeg om i et tidligere oplæg og det kan der være noget om, men jeg er selvfølgelig, med min hjerne og de katastrofetanker den nogle gange kan digte, bange for at det kan være noget mere alvorligt. Cancer står selvfølgelig højest på listen, selvom jeg, med min fornuft, ikke tror det. Men gigt er der også. Både leddegigt og urinsyregigt. Min mor havde begge dele.

Så nu vil jeg undersøges ordentligt. Jeg er ligeglad med om han skal tage blodprøver, tage sit røntgensyn på, sende mig til skanninger eller hvad. Nu vil jeg finde ud af hvad det er der foregår. Og ja, min vægt har selvfølgelig noget at sige (jeg er, trods alt, ikke idiot), men den er faktisk gået ned de sidste dage (hvilket også kan være et tegn på leddegigt) og uanset hvad, så kan den ikke få hele skylden.

Jeg er meget nervøs for hvad jeg finder ud af, men faktum er at det her er uudholdeligt. Jeg fungerer bedst på Panodil x4, selvom det kun tager toppen og jeg er en krig om alting. Det har taget mig fire dage at samle to kommoder fra IKEA (og jeg mangler stadig skufferne til den ene) og selvom jeg kun bruger et par timer inden arbejde, så plejer jeg at kunne knokle på og få det gjort hurtigere end det. Men jeg har brug for at slappe af (igår sov jeg endda en halv time) inden arbejde.

Jeg kan endda have svært ved at holde mig vågen på arbejdet. Nej, jeg falder ikke i søvn når jeg kører eller noget, men hvis jeg lige har lidt tid mellem to borgere og f.eks sætter et afsnit af en serie på, så kan jeg mærke at min krop nærmest går i dvale og bare gerne lige ville sove en halv time. Det gør jeg selvfølgelig ikke, for jeg passer mit job, men det bekymrer mig at jeg er så træt, hele tiden.

Jeg kan ikke gøre så meget andet end at ringe til ham på mandag og krydse fingre for at det ‘bare’ er noget som en form for gigt.

Kryds fingre for mig.

Jeg ved ikke om jeg nogensinde har fortalt at jeg har type 1 diabetes?

Det har jeg sikkert, jeg har nok bare glemt det.

Nå, men det har jeg. Jeg blev indlagt den 5. September 2001 (min stedfars fødselsdag), med et blodsukker på 17. Jeg tilbragte en uge på Hillerød Sygehus og blev udskrevet den 11. September 2001. Ja, det var DEN dag. Tro mig når jeg siger at jeg aldrig glemmer hvor år jeg debuterede med diabetes.

Nå, men min far havde det også (og min stedfar, såmænd), så jeg er vokset op med at spise og drikke light produkter (og nej, det var ikke kun fordi jeg ‘blev tyk’ af det andet).

Lang historie kort, så fik jeg pumpe i 2016, fordi jeg ikke var særlig velreguleret. Shit, en forandring, mand!

Jeg fik en ny pumpe i 2018. En uden slange og som jeg kunne have på i bad og svømmehal og ting. Pissesmart. Og det var den! Det fungerede upåklageligt frem til omkring sidste sommer, hvor jeg så småt begyndte at reagere på plastret. Til at starte med, var jeg nok lidt i benægtelse. Skiftede pumpen, når det kløede for meget. Nogle gange var det efter to dage (den er programmeret til at skulle skiftes efter tre, såfremt den ikke løber tør for insulin), andre gange efter en time. Og det kløede fuldstændig hjernedødt. Som i det-er-lige-før-det-er-orgasmisk-når-man-klør-sig. Jeg har sjældent oplevet noget lignende.

Sidste år i oktober var det slemt nok til at jeg nævnte det på Steno. Jeg fik udleveret noget barriere spray og fik af vide at jeg bare kunne hente. Ja, det kommer så ikke til at ske, når jeg skal køre en time hver vej, så jeg bestilte det hjem og betalte 200 kroner pr. flaske.

Det virkede. Sådan da. Det var stadig super ustabilt. Både om det begyndte at klø og om nu pumpen ville virke hele tiden. For det begyndte også at blive en udfordring. Der var til sidst rigtig mange ustabile ting og jeg blev mere og mere frustreret.

Så mandag slog jeg op med min Omnipod pumpe og gik tilbage på pen.

Det er super fedt ikke at have noget klistret fast på min krop. At jeg ikke skal passe på når jeg tager BH eller t-shirt på.

Men jeg savner min forhøjede basal. At jeg bare lige skruede lidt op for pumpen, hvis mit blodsukker lå for højt. Nu får jeg langtidsvirkende insulin morgen og aften og så ellers hurtigvirkende og det er som om det tager lidt længere tid, før det virker.

Men det er kun indtil sommer. Den 1/6 skal jeg på Steno igen og have sat tre forskellige plastre på, fra tre forskellige pumper for at se om jeg reagerer på nogle af dem. Jeg tror min hud har meget godt af at få en pause.

Nu gælder det om at få det her pen halløj til at virke indtil da.

Der har været stille herinde i noget tid, så hvis du stadig er med og ikke har opgivet mig helt, så takker jeg dybt.

Jeg har været stille fordi jeg har været meget i mit hoved. Jeg tænker lidt for meget og det fører nogle gange nogle ret voldsomme katastrofe- og dødstanker med sig. Nej, ikke selvmord, bare rolig. Men mere frygten for at dø af f.eks cancer, ligesom min mor. Sådan nogle tanker har virkelig fyldt rigtig meget, i den sidste tid. Det får mig også til at tænke over….hvad nu hvis? Hvad nu hvis jeg blev alvorligt syg? Hvem ville bekymre sig for mig? Hvem ville være der sammen med mig på sygehuset? Hvem ville blive ked af det hvis jeg fik en terminal erklæring? Det er forfærdeligt at tænke sådan, for så får jeg også bildt mig selv ind at jeg er mere alene end jeg i virkeligheden er. At manglen på en kæreste, en mand som synes jeg er fantastisk og det ville knuse ham at miste mig, bliver altoverskyggende. Jeg er meget bevidst om de her tanker, heldigvis. Og jeg banker dem også ned, for jeg ved godt de ikke har hold i virkeligheden. At det er en eller anden form for…paranoia? Angst? Jeg ved ikke hvad jeg skal kalde det.

Idag var jeg så til lægen, fordi jeg har nogle forskellige smerter i min ene hånd, min ene fod og min ene skulder. Vi snakker lidt, han trykker og mærker lidt og det ender faktisk med at jeg får af vide at jeg ‘jo har en vis alder’ (jeg er 45), at jeg ‘burde styrketræne eller svømme, så snart man må det igen’, at ‘det jo ikke gavner at være overvægtig og derfor bør du tabe dig’.

Suk. Jeg blir så træt.

Ja, jeg ved sgu da godt at min krop er belastet af 120 kilo! Ja, der er ikke noget jeg heller vil end at tabe 40 fucking kilo! Nej, jeg gider ikke styrketræning for jeg dør af kedsomhed!! Ja, jeg gider godt svømme, men jeg vil gerne have nogen med og jeg har ikke spurgt nogen fordi man ikke må!

Men kunne det måske være at man kunne undersøge om der var sket noget inde i min hånd, da jeg hamrede den ind i væggen, i sommers, i stedet for bare at grine og sige ‘det var godt du ikke var en mand for mænd slår jo meget hårdere end kvinder og så var den nok brækket’. Hvad fanden har det med fodbold at gøre?!

Kunne man undersøge om der er noget galt i min fod, siden den har gjort ondt i et år eller mere, i stedet for bare at bebrejde min nedsunkne forfod, som iøvrigt har fået et indlæg som afhjælper den?!

Men jeg sad bare og lavede fis, som en anden autoritetstro idiot og fik ikke sagt en skid af ovenstående.

Hvorfor er det at man nærmest selv skal enten stille diagnosen eller ihvertfald selv udstikke en plan for hvordan det skal undersøges? Hvorfor er det ikke at en praktiserende læge siger ‘jeg kan ikke mærke noget i din hånd/fod, men skal vi ikke starte med at få taget et røntgenbillede, for at udelukke at der er noget galt med knoglerne?’.

Jeg ved nærmest ikke hvad jeg skal sige om alt det ovenstående, for jeg får bare lyst til at opgive det hele.

I øjeblikket er lyspunkterne; min veninde-nabo som jeg bruger en del tid sammen med, mit arbejde og mine katte. Ja, jeg lyder som en crazy cat lady og sådan føler jeg mig også, meget af tiden. Om det er Corona ensomhed jeg er ramt af eller hvad, aner jeg ikke.

Jeg skal på Steno på mandag og har tænkt mig at smide min pumpe i hovedet på dem. Selvfølgelig ikke bogstaveligt talt, men jeg er pisse hamrende træt af at skifte pumpe hver, hver anden dag og nogle gange flere gange på en dag, enten fordi jeg begynder at klø for sindssygt fordi jeg reagerer på limen, eller fordi den holder op med at virke og ikke giver mig insulin. Det er fucking belastende, når det er noget jeg er så afhængig af. Det er usikkerhed på usikkerhed og det kan jeg ikke leve med. Jeg ved godt at jeg ikke får en ny pumpe fra den ene dag til den anden, men så må jeg tilbage på pen, for jeg magter ikke det her. Meningen med en pumpe er netop at min sukkersyge skal fylde mindre i hverdagen og alligevel fylder den mere end den nogensinde har gjort.

Jeg er spændt på at se hvad de siger.

Udover det, så fik jeg mit første stik med AstraZeneca vaccinen for noget siden og det var jeg godt nok syg af. 2 dage med feber og ting. Og nej, jeg skal ikke have stik to, heller ikke selvom de skulle finde ud af at den er sikker nok. Jeg venter hellere til næste år, med at blive vaccineret.

Nå, men det var ikke verdens mest positive indlæg, men det var hvad der lige var i mit hoved.

Dejlig dag til jer ❤️

Jeg har brugt så lang tid på at lære at acceptere mig selv. At forstå at jeg er god nok, præcis som jeg er, warts and all. At min krop er god nok, også selvom jeg ikke er helt tilfreds med den måde den ser ud på. At, på trods af det førnævnte, så må jeg gerne være her og det er bare en krop.

Indtil en mand i Netto taler få ord til mig og smadrer det og sætter gang i alle de grimme tanker igen.

Det foregik sådan her:

Mig: *står og kigger efter noget chokolade jeg kan bruge til de cookies jeg vil prøve at bage. En mand (ret høj og, som mig, temmelig godt i stand) prøver at gå forbi mig for at komme i køen som han tror jeg står i* Stil dig bare foran mig, jeg står alligevel lige og kigger på chokolade.

Mand (på ca 65-70 år og usoigneret): *Giver mig elevator blikket og løfter sine øjenbryn* Ja, jeg skal nok lade være at sige noget.

Mig: *løfter mine øjenbryn i overraskelse og finder min spydige tone frem* Ja, det ville nok være klogt, eftersom du ikke ved en skid!

Mand: Ja, hvis man får sagt noget forkert kan man jo godt risikere en flad.

Mig: Det er, på ingen måde, utænkeligt.

Jeg undrer mig seriøst over at han ikke forstår at blot ved at give mig elevator blikket, har han allerede sagt alt. Det havde nok givet mere, hvis jeg sagt at han da vist ikke skulle råbe for højt, men sådan er det altid i bagklogskabens klare lys.

Han fortsatte faktisk med at snik-snakke om hans diabetes og bla bla, helt uden fornemmelse for at jeg overhovedet ikke var interesseret i at tale med ham. Gudskelov blev der åbnet en kasse mere og jeg drønede derhen for at slippe for ham.

Jeg kunne godt mærke de grimme tanker om hvor fed, ulækker og klam jeg var, på vej hjem. Nå ja, og alle dem omkring at jeg jo heller ikke har været i bad endnu, så jeg lugter nok også lidt af gnu og mit hår er vist lidt fedtet og så kørte det ellers bare derudaf.

Tænk at sådan en mandsperson kan sætte alt det igang, med så få ord. Jeg troede ærlig talt at jeg var bedre end det, men det er jeg åbenbart ikke.

Heldigvis er jeg bevidst om alle de grimme tanker og kan bruge mine DAT færdigheder til at berolige mig selv og komme tilbage til at selvfølgelig er jeg god nok og okay, selvom jeg er tyk, har fedtet hår og måske lugter lidt af gnu. Sådan er det med alle mennesker, der er ikke noget mærkeligt eller noget ved det.

Men det slog mig sgu alligevel ud, et øjeblik. Wow.

Og lad mig så bare lige tilføje at uanset om det så havde været Vin Diesel der, på magisk vis, havde lært at tale perfekt dansk, så havde han fået samme reaktion. Hvorfor overhovedet have behov for at kommentere, godt eller skidt, på at en person kigger på hvilken chokolade personen vil købe? Det har ikke nødvendigvis noget med mine issues eller min størrelse eller noget at gøre. Jeg forstår bare ikke hvorfor man, umotiveret, tænker at det er iorden? Det var noget andet hvis jeg havde spurgt omkring noget med chokolade. Så var der en samtale igang. Men umotiveret og helt uden invitation til andet end at stille sig i kø foran mig? Jeg render sgu da heller ikke rundt og kommenterer umotiveret, eller med en kort kommentar om noget, på om folk køber chips, øl, æbler, brød eller kun vand. Det rager ikke mig og med mindre nogen direkte inviterer til det, så kunne jeg aldrig finde på det.

Og generelt opfatter jeg så bare ikke elevator blikket og løftede øjenbryn og en kommentar som den, som noget positivt og det er meget svært for mig at forstå hvordan nogen kunne tolke det positivt, uanset hvem der gør det.

Nogle gange tænker jeg at jeg skal skrive et blog indlæg og at jeg da har masser at sige. Når jeg så sætter mig ned med min telefon, kan jeg ikke huske et kuk af hvad jeg havde tænkt på at skrive.

Så nu skriver jeg bare for jeg har erfaring med at det nogle gange hjælper at slå hjernen lidt fra og bare skrive.

Jeg er inde i en periode hvor jeg kun sover 6 timer eller mindre om natten. Det er skide irriterende, når det er de tider. Jeg er konstant….ikke rigtig træt, men alligevel heller ikke rigtig frisk. Men jeg ved også at det, som regel, har en årsag, som jeg ikke altid er bevidst om.

Der foregår forskelligt. Jeg har fået første del af min Covid-19 vaccine, i tirsdags. Jeg fik den fra Astrazeneca og resten af tirsdagen havde jeg ingen symptomer. Onsdag morgen og formiddag var jeg frisk. Havde ondt i armen, var super træt og kunne godt mærke at jeg var sådan lidt….hvad man på engelsk kalder ‘under the weather’, men ikke noget jeg tænkte et par Panodiler ikke kunne klare. Så jeg skrev til min chef at jeg var klar til vagt og intro for en ny medarbejder.

Da klokken blev omkring 18.30 begyndte jeg at blive skidt. Rigtig skidt. Kulderystelser, på trods af Panodil, mega kvalme, hovedpine og bare sådan rigtig influenza-agtig. Jeg holdt ud til fyraften og da jeg kom hjem havde jeg 38,7 på Panodil, gik i seng før midnat og sov i cirka 10 timer. Dagen efter vågnede jeg med nogenlunde samme temperatur og valgte derfor at melde mig syg. Hele dagen tilbragte jeg på sofaen og lå stabilt på 38, men havde det dog ikke helt så dårligt som om onsdagen. Ved sengetid, torsdag nat, var min temperatur på 37,8 og fredag morgen lå den igen på 36,5. Så ja, for første gang i mit liv, fik jeg symptomer efter en vaccine. Nummer to venter den 6. April og jeg håber ikke jeg får symptomer af den. Men jeg har lært min lektie og vil vente lidt længere, dagen efter, før jeg beslutter om jeg skal på arbejde eller ej.

Min veninde har været nødt til at aflive sin hvide schæferhund. Han var 10 år og hans bagben havde været dårlige i ret lang tid, men derfor er det altid svært. Atlas. Han var en skøn hund. Stor og ‘klodset’, men begejstret og savlende og med en fantastisk personlighed. Han var bange for fyrværkeri og lignende, som i rystende bange, og det gjorde at vi altid (siger jeg som om jeg har kendt dem i 10 år, når det vel nærmere er 3 😂) var hos dem nytårsaften, så Atlas ikke skulle være alene. Jeg ved ikke hvad der sker med nytårsaften nu (hvis ikke jeg kan bytte mig frem, skal jeg arbejde i år), men det må tiden jo vise. Måske vi skal skiftes til at lægge hus til? Jeg aner det ikke og det er ikke noget vi har snakket om endnu. Men selvom han ikke var min hund, så var han altid glad for at se mig (og alle andre, nærmest) og jeg skulle altid lige hilse på ham når han var ude. Jeg kigger stadig over til dem og ser efter hans hvide poter, under hegnet. De er der ikke og min veninde og jeg snakkede lidt om ham idag, så det var faktisk lidt rart.

Jeg er stadig ved at sætte folie på nogle af mine møbler. Det er, som min mor altid sagde, noget der griber om sig. Det er blevet et lidt større projekt end først antaget. Jeg håber jeg kan gøre det i stuen færdigt imorgen.

Jeg er begyndt at lægge mærke til at jeg snakker anderledes om min mor, nu. Ikke fordi jeg har ‘glemt’ hvor styg hun var, men fordi hun også var mange andre ting og det virker til at de bedre minder, så småt er begyndt at dukke op. Det er faktisk rart at der er mindre ‘hun var narcissist’ og mere ‘min mor sagde/gjorde altid’ på godt og ondt.

Jeg burde også gøre rent. Som i, jeg støvsuger flere gange om ugen, men der trænger bare til sådan en ordentlig omgang. Jeg havde tænkt at jeg kunne bruge idag på at gøre folie projektet i stuen færdigt og så kunne jeg gøre rent imorgen, men sådan blir det så ikke. Imorgen skal jeg have gjort folie tingen færdig og så skal jeg have forberedt mad til mine fem arbejdsdage. Hvad jeg, derudover, får tid til, ved jeg ikke. Men så længe jeg får ryddet det værste kattegrus af vejen, så er det okay. Jeg prøver ikke at banke mig selv i hovedet over det, for jeg ved jo godt at ingen dømmer mig for det og at jeg får det gjort når jeg kan overskue det og det blir for meget for mig at se på.

Nå, men det virker til at være en evighed siden at jeg har skrevet noget her.

Gad vide om der stadig er nogen som læser med? Hvis du gør, så tusinde tak for det ❤️

Idag er officielt den første forårsdag og det gør mig altid glad. Jeg elsker vinteren, når det er koldt og der er sne. Men jeg elsker også foråret for så blir det lysere og varmere og det kan jeg også godt lide.

Det er ikke så længe siden at jeg havde fødselsdag. Modsat mange andre år, så valgte jeg at invitere et par venner til boller og lagkage. Min anden veninde havde vinterferie sammen med sine unger og var på Langeland, så hun kunne ikke komme. Sådan kan det gå. Jeg havde også inviteret en anden kammerat. Jeg holder meget af ham, men han fortjener, helt ærligt, et gok i nødden. Han sagde, da jeg skrev, at han ikke vidste om han kunne komme. Og det var det. Jeg hørte ikke mere. Han kom selvfølgelig ikke og det var ikke fordi det var en super vigtig begivenhed eller noget, men det mindste man kan, det er sgu da at skrive at man ikke kommer. Jeg blir simpelthen så irriteret over den slags respektløshed.

“Jamen, sådan er han bare.” Er der så nogen der siger. Nej, prøv at hør! Når man får en invitation. Uanset om det er til ‘kommer du forbi i løbet af eftermiddagen?’ eller om det er til ‘jeg skal giftes klokken 12 og vil rigtig gerne se dig som gæst’, så bør man have så meget respekt for andre mennesker, at man giver klar besked om, om man gider lette røven og komme eller om man har noget man synes er sjovere. Det er ikke særlig svært!

Jeg vidste godt, på hans første svar, at han ikke ville komme, så på den måde var det ikke den vilde skuffelse og min dag blev ikke dårligere af det. Men det irriterer mig at man er så pisse ligeglad at man ikke engang gider skrive ‘hey, jeg når det sgu ikke’ eller noget. Det er topmålet af respektløshed, for mig og betyder bare at den person så ikke blir inviteret til noget, en anden gang. Det handler ikke om at straffe personen eller noget, men blot en erkendelse af at okay, han gider mig ikke. Fair nok. Så skal jeg ikke genere med en invitation, en anden gang. Slut. Prut.

Nå, men de to venner som kom…det var bare meningen at vi lige skulle hygge et par timer og så var det ligesom det.

Jo, jo. Det endte med at vi sad og snakkede til omkring klokken 21, hvorefter vi så fes over til dem, spiste lidt hygge mad og fortsatte snakken til næsten midnat, hvor jeg så gik hjem igen. Heldigt at de bor lige ved siden af og det tager 30 sekunder at gå hjem 😂😂

Men den ene dag skulle jeg på besøg hos min anden veninde og havde egentlig planlagt at det også bare lige skulle være en time eller to, da vi skulle ud at gå. Yep og i omegnen af 4-5 timer senere, kørte jeg så hjem 😂😂

Men det er tit de stunder der er de hyggeligste og jeg nyder hvert minut.

Jeg er stadig glad for mit job og jeg har endelig fået min rigtige firmabil med reklamer og det hele på og idag skal jeg op og bestille arbejdstøj.

Jeg føler at jeg har det rigtig godt med mine chefer og når min nærmeste leder ringer, kan det godt tage rigtig lang tid, fordi vi kommer til at snakke om alt muligt mellem himmel og jord. Det er fantastisk.

Imorgen skal jeg op og vaccineres mod Covid-19. Vaccinen er den fra Astrazeneca og det bekymrer mig lidt at mange har været rigtig skidt, af den. Det var årsagen til at jeg, i første omgang, ikke ville have den. Jeg mener, jeg har ikke engang været forkølet, siden Covid-19 kom til landet, og så skal jeg risikere at blive syg pga en vaccine?

Men jeg er også nået frem til den konklusion at jeg gerne vil hjælpe til at vi kan komme tilbage til en mere normal hverdag, og risikoen for at blive syg af en vaccine altid er der, uanset hvad.

Så nu er det imorgen. Og hvem ved. Man kan jo håbe at når jeg aldrig har været syg af influenza vaccinen (rødme, hævelse og kløe på stik stedet, men ellers ingenting) og slet ikke opdagede, i form af bivirkninger, at jeg fik lungebetændelse vaccinen, så blir jeg sgu heller ikke syg af den her.

Nå, men der er jo ikke nogen der handler for mig og der er heller ikke nogen der får bestilt det arbejdstøj for mig, så jeg må nok hellere accelerere.

Jeg har, for nylig, været ‘prøvekanin’ for en coach under uddannelse.

Det var sgu ikke helt fair overfor hende. Vi havde to samtaler og hun gjorde det rigtig godt, men jeg var bare ikke motiveret. Jeg gad ikke gå i dybden med emnerne for ‘hvorfor når vi kun har 2-3 samtaler?’ og jeg forberedte mig ikke godt nok.

Det var ikke iorden og efter vores anden samtale, hvor jeg snakkede meget flyvsk og udefinerbart, vidste vi begge godt at det ikke skulle fortsætte. Jeg lavede min evaluering og skrev så at jeg ikke var interesseret i at fortsætte.

Jeg brugte det meste af 2020 på at få behandling for min BED. Jeg har været i et coaching forløb med min fantastiske kusine, Winnie og jeg synes at coaching/DAT er fantastiske redskaber til selvudvikling.

Min plan var at spare op i år og forhåbentligt starte hos Sofia Manning enten ultimo 2021 eller primo 2022. Men lige nu er det altså sat på pause.

Jeg er træt af selvudvikling. Så træt. Det giver mig, lige nu, en følelse af at jeg ikke er god nok, at jeg burde gøre noget andet, være noget andet, lade være med at være mig. Og det er, på ingen måde, tilfældet.

Jeg har brug for tid til at ‘lande’ efter min behandling, for det har jeg ikke rigtigt givet mig selv lov til. Jeg skulle bare hurtigt videre til noget andet, et forløb hos Alexa Peary, et forløb hos Katrine Gisiger, et forløb hos Winnie, et eller andet. Nej. Jeg skal ikke en skid. Jeg skal være mig, på godt og ondt og bruge de redskaber jeg har fået igennem DAT. Jeg skal lære at jeg er præcis som jeg skal være, lige nu og at jeg ikke behøver forandre noget som helst. Jeg har fantastiske venner som kan lide mig, warts and all og som jeg holder rigtig meget af, med deres warts and all. Jeg er ikke perfekt. Nogle gange siger jeg noget forfærdeligt lort som jeg skulle have holdt for mig selv. Nogle gange laver jeg, ubevidst, ansigtsudtryk som fortæller mere om mine følelser end mine ord gør. Sådan er det i alt sin perfekte uperfekthed, og det vil jeg bruge noget tid på at lære at være i.

I stedet vil jeg faktisk bruge nogle af de penge jeg har sparet op til nogle af de ting, som jeg synes jeg mangler, uanset om det er en ny grydeske, en ny bærbar eller spisestue stole. Og så vil jeg finde mig endnu mere til rette i min, stadigt nye, job. For jeg tror faktisk at det er ret godt.

Det har faktisk taget en del af mine skuldre at jeg ikke skal noget som helst andet end det jeg gør nu. Tænker at det giver noget ro.

Før, under og efter min korte gåtur. Den tager, i ‘slasketempo’, cirka en halv times tid. Nej, jeg når aldrig ‘tiden’ for hvor hurtigt man skal gå (eller endnu værre; løbe!! 😱) en kilometer og jeg er også temmelig kold i røven overfor det. Jeg skal ikke nå noget. Mit nytårsforsæt, selvom jeg ikke er stor fan af dem, var at få mere bevægelse ind i min hverdag og det holder jeg.
Jeg har ingen regler for hvor tit jeg skal gå, hvor langt jeg skal gå eller noget andet. Jeg går når jeg har tid, lyst og lejlighed. Jeg har ingen dårlig samvittighed hvis jeg har andre jeg ting jeg prioriterer højere. Nogle gange går jeg denne rute (idag fordi det var PISSEKOLDT!) og andre gange en af de andre og længere jeg har. Det kommer an på vejr, vind, humør og tid.
Jeg har også slået lidt på min anger management sæk idag og hold nu kæft, det er hårdt! Fedt, men hårdt. Tror kun jeg gjorde det et minut eller tre og jeg havde bare lamme arme, bagefter. Men jeg synes det er mega fedt, alligevel. Og igen, skal jeg ikke vinde konkurrencer eller bokse mod nogen. Jeg skal bare tæske den sæk, når jeg synes jeg har brug for det.

Jeg har altså ikke altid en super intelligent eller humoristisk overskrift.

Jeg synes det der pandemi og restriktioner er ved at være lidt i overkanten. Det eneste jeg laver er at gå på arbejde (som jeg stadig er glad for) og være derhjemme.

Jo jo, jeg får da lavet lidt derhjemme, hist og pist, men det er bare ved at være en lille smule trivielt. Jeg får nærmest alle mulige symptomer, bare jeg skal ud og handle….hvilket jeg også kun gør, når det er meget nødvendigt.

Jeg er testet negativ 13 gange og blir testet en gang om ugen…hvilket også er pisseirriterende at bruge tid på.

Tag ikke fejl. Jeg ved godt det her er nødvendigt og jeg følger alle restriktioner. Men jeg er bare ved at være frustreret og lidt mere sindssyg end jeg plejer. Ja ja, ligesom resten af Danmarks befolkning.

Jeg går nogle ture og får lavet lidt rygøvelser. Nogle gange, som idag mens jeg skriver noget af dette indlæg, en lidt længere tur og andre gange bare en kort. Det er ikke vigtigt, men det er dejligt at bevæge sig. Jeg har idag gået og lagt mærke til hvor meget BED’en råber når jeg går og jeg vil sige at det er gået op for mig at den råber ikke…den hvisker.

Jeg går så langt eller kort som jeg har lyst til, jeg holder pause når jeg kan mærke mælkesyren bide i musklerne og jeg går i det tempo jeg har lyst til. Det virker som om at BED’en stort set har accepteret det og det er fedt.

Angående spisningen, så har jeg stadig en dårlig vane med at spise et eller andet junk, når jeg kommer hjem fra arbejde. Slik, nødder eller chips. Igår var det 7 super fighters (ligesom super flyers, de er bare stærkere), en dobbelt daim og en smule pistacie nødder. Jeg har ikke rigtig nogen fornemmelse af om det er meget eller ikke. Det er nu heller ikke særlig vigtigt, for når jeg sammenligner med mine binges før i tiden, så er det ikke meget. Og det er på omkring 3 timer eller så.

Jeg skriver fortsat ned hvad jeg indtager hver eneste dag og det ser ikke særlig kriminelt ud, men det er vigtigt at jeg gør det, så jeg kan se hvad det er der sker. Jeg er holdt op med at skrive ned hvad jeg følte eller hvad der skete, med mindre at det har været sådan ekstraordinært. Der sker jo ikke så meget, sådan som livet er lige nu.

Jeg har fået bestilt min sandsæk og et beslag til væggen. Så nu skal jeg have kigget på om jeg har de rawlplugs der skal bruges eller om jeg skal lave en click-and-collect ordre hos Silvan. Jeg glæder mig til at få den op. Det er ikke fordi jeg skal til at være bokser eller noget, det kan man sgu nok ikke med en sæk på 10kg, men jeg har nogle gange brug for at afreagere (let out some steam) og jeg har altid syntes at boksning var fedt (at gøre, ikke at se på).

Jeg arbejder også på at huske gode ting om min mor. Jo, de var der. Men siden hun døde, er det mest de negative ting der har fyldt og som har fået plads. Jeg tror lidt jeg har undgået/begravet de gode minder, fordi nogle af dem kom med et ‘men’, som jeg vistnok har beskrevet. Når hun kom med nye øreringe til mig og sagde “det er ikke fordi du har fortjent dem, men værsgo”.

Men der var også grineflip over de mest latterlige ting. Grineflip som kunne vare i halve timer og vi havde så ondt i maven at vi næsten ikke kunne holde det ud. Grineflip der gjorde at Frank bare sad og kiggede mærkeligt på os.

Så ja, jeg prøver. Jeg er træt af negativitet. Det er også en af årsagerne til at jeg faktisk er holdt op med at følge Alexa Peary. Det er bare negativt. Alexa har været genial til at give mig viden om hvad min mor også var. Narcissistisk, kontrollerende og manipulerende. Men nok er nok. Nu har jeg forstået det og da jeg talte med min kusine om det, den anden dag og hun også kommenterede på negativiteten, fandt jeg ud af hvad der havde holdt mig tilbage fra at starte i et forløb hos Alexa. Jeg var simpelthen bange for at det blev for ‘besat’. At det var at dyrke min mors fejl og mangler og blive ved at være bitter over dem, selvom jeg faktisk har fundet ud af at give slip på det, i en eller anden grad. Jeg forstår jo godt hvorfor hun var som hun var. Jeg forstår også at hun gjorde det bedste hun kunne med den viden og baggrund hun havde.

Det der fortsat skal arbejdes på, er de reaktionsmønstre som min opvækst har givet mig. Og min bitterhed og vrede overfor Frank. For der ligger helt sikkert noget der.

Jeg har jo fået en firmabil og det er faktisk mest den jeg kører i og ikke min egen. Jeg kører kun i den i forbindelse med arbejde, men ja..min egen er ikke så meget ude at køre. Det er jo fint i forhold til benzin regningen og sådan, men den har heller ikke godt af at holde stille konstant. Så jeg overvejede om jeg skulle give Frank muligheden for at køre i den, de dage jeg er på arbejde. Jeg overvejede flere scenarier; at han selvfølgelig selv skulle fulde benzin på…han kunne godt bruge mit kort, men skulle overføre beløbet hver gang. At han skulle betale, hvis den gik i stykker når det var ham der kørte i den. At han jo bare kunne have ekstra nøglen, men at den skulle stå på sin plads når jeg havde fri. Der blev stillet flere og flere betingelser op, indtil det faktisk gik op for mig….at jeg har ikke lyst til at give ham den mulighed.

Han har, på intet tidspunkt gennem min mors sygdomsforløb (de sidste år) og død været der for mig eller hjulpet mig. Når jeg var ked af det og bange for at miste hende, da hun havde Clostridium, vendte han det og græd bare over hvor sød hun var og hvor bange han var. Han kunne kun rumme sig selv og det var mig der stod med ansvaret for alt husligt, som min mor stod for når hun var rask.

Da hun får de to blodpropper og vi får diagnosen på stadie 4 lungecancer er det igen mig der står for kommunikation med læger og sygeplejersker. Og det er naturligt nok, fordi jeg er i sundhedsvæsenet og ‘taler sproget’, men igen var der bare intet ansvar fra hans side. Intet. Da hun dør er det igen mig der står for det hele. Kontakt til bedemand og planlægning af bisættelse med præsten. Han var med til at snakke med både bedemand og præst og jeg lod ham bestemme at hun skulle bæres ud, selvom alt i mig strittede og protesterede (jeg foretrækker at være den der går fra kisten og sådan var det også da min far blev bisat). Jeg lod også ham bestemme stenen, fordi jeg vidste at jeg ikke ville komme på gravstedet (har været der en gang og blev overrasket over at stenen var sort, jeg troede den var rød). Jeg lod ham bestemme hvem der skulle bære hende ud, selvom jeg synes det var en virkelig dårlig idé at hans fordrukne tvillingebror skulle være med (og han havde også nær tabt kisten). Jeg planlagde det hele, men han fik lov at få det som han gerne ville have det. Efterfølgende prøvede jeg at hjælpe ham med at lære alle de ting som min mor havde taget sig af og som han nægtede at lære, selv da hun var syg. Jeg havde fået en lejlighed, mens hun var syg og skulle flytte ind en måneds tid efter hun døde, så jeg kunne jo ikke blive hos ham. Men enten kunne eller ville han ikke lære det eller også rakte min pædagogiske evner blot ikke til at lære ham om netbank og alt det. Da jeg var flyttet kom han forbi…hver. dag.

Til sidst blev det simpelthen for meget og jeg bad ham om lige at ringe eller skrive inden han kom. Siden da har jeg nærmest ikke set ham, med mindre jeg har bedt ham komme forbi. Det er som om at fordi jeg sagde fra overfor at han kom forbi hver eneste dag, så har han tolket det som om han aldrig nogensinde må komme forbi. Og nu er det så blevet sådan at jeg blir irriteret hvis han er nødt til at komme forbi.

Der er muligvis nogle i hans omgangskreds der mener at jeg er en egoistisk møgunge, men det er faktisk okay. De har kun en side af historien og det er den de danner deres mening ud fra. Det må de gerne for det betyder ikke noget for mig. Jeg har været nødt til at sige fra, for at passe på mig selv.

Jeg kan nogle gange godt tænke at ‘jeg burde..’, fordi min mor bad os passe på hinanden, når hun ikke var her mere. Men så trækker jeg på skuldrene og tænker at så må hun være vred, hvis det er sådan. Hun kendte udmærket til min skuffelse over Frank, efter hun havde Clostridium. Jeg kan ikke basere mit liv på det og hans hjælpeløshed.

Hvis du er med så langt, så tak fordi du læser med. Og husk at du også kan følge med på min Instagram, dancingwithmydemons19, hvor jeg nogle gange laver ‘blogindlæg’, som er for korte til at jeg gider skrive dem her.

Endelig gjorde jeg det færdigt. Jeg tror det kunne have været endnu længere end det er. Men jeg følte at det skulle være færdigt, nu. Jeg har stadig meget arbejde tilbage at gøre, men dette er endnu en skridt på min vej til at arbejde mig igennem de traumer og uhensigtsmæssige mønstre som min mor har været med til at give mig. Jeg håber du vil læse med.

Kære Mor

Du har været væk i over tre år og det er først nu at det er gået op for mig at….det var du sgu ikke særlig god til.

Jo, du lærte mig om penge, forsikringer og andre praktiske ting. Det var du skide god til. At forberede mig til et liv på egen hånd. Ikke at du nødvendigvis mente at det var noget jeg skulle.

Eller jeg skulle ihvertfald stadig holdes i kort snor.

Men det der med kærlighed, det var du ret dårlig til. Jeg kan ikke huske at du nogensinde har krammet mig. Jeg kan huske at du puttede mig, når jeg skulle sove. Jeg skulle helst ligge i en slags konvelut, lavet af min dyne. Jeg synes det var sjovt at kæmpe for at få den løsnet omkring mig.

Jeg tror nok at du kyssede mig på panden, når du havde puttet mig, men ellers kan jeg ikke huske nogen former for kærtegn fra dig. Overhovedet.

Men jeg kan huske nervøsiteten ved at skulle hjem fra skole. Skulle jeg have skældud? Øretæver? Var der noget jeg havde gjort forkert? Eller slet ikke havde gjort? Måske havde glemt?

Det var aldrig til at vide med dig. Nogle gange føltes det som om du skiftede humør fra minut til minut og det var sgu ikke altid at min “mor radar” kunne nå at følge med.

Og så kunne jeg risikere at få en røvfuld eller en lussing.

Nogle af tæskene kan jeg ikke huske. Dengang du trak mig så hårdt i fletningen at jeg nær faldt, fordi jeg skulle bukke mig så langt bagover for at følge med dit træk. Jeg kan ikke forestille mig andet end at jeg har fået nogen på låget, efterfølgende. Men jeg kan, heldigvis, ikke huske det.

Jeg kan huske at jeg ikke vidste hvad respekt var. Jeg troede det var det samme som frygt. Jeg havde masser af respekt for dig. Troede jeg. Da jeg blev ældre, blev jeg klar over at der var nul respekt og udelukkende frygt. Du kunne kontrollere mig med et blik og det kunne du, mere eller mindre, til den dag du døde.

Da jeg var omkring de 16, slog du mig for sidste gang. Næste gang du løftede hånden, kiggede jeg dig direkte i øjnene og sagde at næste gang du rørte mig, så ville jeg slå igen.

Jeg må have været meget overbevisende, for du rørte mig aldrig siden. Men jeg er sgu ikke sikker på at jeg havde turdet at slå igen.

Far slog mig ikke. Men han forstod ikke det der med følelser. Jeg måtte ikke græde. Det var en svaghed og svaghed var det værste, for ham.

Så i stedet for blev jeg vred. Det var jeg god til. Jeg havde jo dit temperament, fik jeg af vide. De fleste der sagde det, mente at vi var hysteriske. Det gjorde far også. Jeg tror han havde det bedst helt uden følelser.

Jeg kender ikke til hvilke traumer der var i hans barndom, hverken for ham eller hans søskende. Andet end bedstemors selvmord, men det blev der heller ikke talt om. Det blev der aldrig talt om. Far talte aldrig om sine følelser. Det var også problematisk.

Med dig, måtte jeg gerne være hysterisk og vred. Jeg måtte også gerne græde, så længe det var i raseri.

Med far måtte jeg, hvis jeg absolut insisterede på at have følelser, gerne være vred.

Og jeg er god til vrede. Alt for god.

Du var en af de der irriterende mødre som altid var nærmest bedste venner med klasselærer, skoleinspektøren og endda nogle af mine veninder.

Du behandlede Mette bedre end du behandlede mig. Jovist var du træt af hende i vores teenage år, men jeg hørte altid på hvor sød og god hun var. Da vi blev store tøser og endda voksne, ændrede det sig ikke. Mette ville giftes og have børn og det fik hun.

Jeg var et freak fordi jeg ikke ville have børn og det der med at blive gift…ja, det er jo lidt svært at finde en mand, når hele ens tilværelse handler om at tilfredsstille dine behov.

Jeg tror du var bange for at jeg var lesbisk. Men faktum var at jeg er og var skrækslagen for at få børn, af den simple årsag at jeg var skide bange for at jeg ville blive ligesom dig.

Det er jeg heldigvis ikke blevet. Mine venner har børn og selvom jeg ikke har megen erfaring med børn, så får jeg mere og mere og jeg finder ud af at jeg faktisk godt kan lide at være sammen med dem.

Du havde også gode kvaliteter. Du lærte mig at man kommer længst med sandheden, næsten uanset hvor styg den er.

Du lærte mig de vigtige ting ved at klare livet alene – uden dig.

Desværre lærte du mig ikke det med følelser og det gør at det stadig er svært for mig at være i relationer af forskellig art. Det er som en tur op ad en evig bakke. Jeg lærer hver dag og jeg har heldigvis fundet nogle gode venner som hjælper mig.

Men jeg er stadig bange. Bange for at være alene til evig tid, simpelthen fordi ingen mand kan holde mig og alle mine skide issues ud. Issues som du har givet mig fordi du behandlede mig som lort. Fordi jeg aldrig var god nok til dig. Fordi du aldrig elskede mig. Eller du lod mig ihvertfald aldrig vide, hvis du gjorde.

Jeg tror ikke du hadede mig. Hvis du gjorde, så havde jeg sgu nok ikke været her endnu. Men jeg var, føler jeg, sat i verden for at tilfredsstille dine behov.

Set i bakspejlet var de fleste mennesker det, tror jeg du mente.

Du endte med at blive skilt fra far, fordi han holdt op med at gøre det. Han gad ikke engang skændes med dig og det frustrerede dig grænseløst. Du hadede det!

Så mødte du Frank og stakkels ham. Han var et perfekt offer. En 35-årig der stadig boede hjemme hos sin egen mor. Han havde ikke så meget erfaring med kvinder og slet ikke kvinder som dig.

Han var så hamrende forelsket (eller fascineret, måske) i dig at han ville gøre hvad som helst for dig. Og det forstod du at udnytte til fulde.

Jeg synes hans venner var nogle røvhuller, når de advarede ham imod dig, men nu ser jeg hvor ret de havde.

Da du begyndte at blive rigtig syg, troede jeg at han ville vokse med opgaven med at være huslig og sætte sig ind i pengesager osv. Jeg tænkte at han blev bange for at miste dig og ville indse at han var nødt til at lære disse ting.

Men ak, du havde formået at køre ham endnu længere ned end han allerede var og i stedet blev han frosset i sin frygt og gjorde ingenting. Ingenting.

Han spurgte ikke engang om hjælp til det.

Hvad der foregik i hans hoved har jeg ingen som helst idé om, for når jeg prøvede at snakke med ham eller søge trøst hos ham (for jeg var også bange og havde brug for trøst!!), så begyndte han bare at græde og sige hvor sød du var og min reaktion til det….var at pakke mine følelser væk, holde op med at græde og ønske mig hen hvor peberet gror.

For det første var jeg nået til et punkt hvor jeg faktisk ikke synes du var særlig sød. For det andet var jeg igennem nogle år, begyndt at ønske at du ville dø. For så at have monster dårlig samvittighed, for ingen normale mennesker tænker at det ville være rart hvis deres mor døde.

Jeg var skrækslagen for at ende med at bo i huset sammen med Frank, for jeg vidste at det så ville være mit ansvar at sørge for tøjvask og rengøring, indkøb og alt det andet.

Det magtede jeg simpelthen ikke. På det tidspunkt havde vi vel boet sammen i huset i ca 10 år og jeg var træt, stresset og bare færdig.

Jeg fatter ikke hvordan jeg ikke endte på psykiatrisk afdeling de sidste år af din levetid.

Du vekslede mellem raseri anfald, som jeg besvarede enten med ligegyldighed (hvilket du HADEDE!) eller med raseri i samme kaliber, og så din perfekte offer rolle.

“Ja, nogle gange tænker jeg også på at det ville være bedre hvis jeg bare kørte bilen ind i et træ. Så ville i, i det mindste, få min livsforsikring” var den faste replik.

Frank hoppede i med begge ben hver gang, og forsikrede dig om at det ville være forfærdeligt og bla bla bla.

Mig? Jeg havde mest lyst til at bede dig om at lukke røven eller også fucke af og fucking dø, already! Jeg var så pisse træt af den samme lorte svada hver eneste gang en af os ikke makkede ret. Plus at min far havde truet med selvmord dengang i blev skilt og jeg synes bare at det var for meget. 

Jeg kan huske at du var rigtig ked af at bo i Jægerspris, i starten, fordi du ingen venner havde eller hvad det nu var du havde issues med i den uge. Da jeg så foreslog dig at du jo selv skulle gøre noget for det, at de jo ikke bare kom og bankede på døren, så er jeg sikker på at du kunne hvad flået hovedet af mig.

Det var præcis de samme ord, du i årevis havde sagt til mig om at få en kæreste og du brød dig bestemt ikke om at få dem smidt tilbage i hovedet.

Se, det var en anden ting du lærte mig….at være udspekuleret, manipulerende og led. Sætningen, jeg for sjov siger ‘alt hvad du siger kan og vil blive vendt og drejet og brugt imod dig’ blev sandhed. Og jeg var næsten lige så god til det som dig.

Jeg (og Frank, for den sags skyld) levede i konstant stress, med dig. Det hele handlede om hvordan du havde det, hvilket humør du var i, hvilket issue du valgte at bringe på banen idag og hvad vi kunne gøre for at sørge for at DU havde det godt.

Nu jeg sidder og tænker over det….da du var indlagt med klostridium og du bitchede over at Frank ikke var god til at besøge sig eller være på besøg hos dig….om han ikke underholdte dig nok eller hvad det var, ved jeg ikke…men gad vide om det simpelthen var fordi han havde brug for noget fred fra dig? Og her havde han chancen. Du var i isolation og det var måske oplagt at han ikke besøgte dig i flere timer hver eneste dag?

Til gengæld havde du jo din datter. Som nærmest hentede morgenmad hver eneste fucking dag og var der ved 8 tiden, på trods af at hun arbejdede om aftenen, kom sent i seng og havde brug for at sove lidt længere end til klokken 7.

Det var en anden ting du aldrig fattede. At jeg ikke sov længe, men at jeg faktisk kom senere i seng end dig og derfor automatisk sov lidt længere. Men du så det som dovenskab og ladhed. At stå op klokken 10 OM FORMIDDAGEN! Det var jo latterligt at jeg skulle sove ‘så længe’. Du tænkte ikke over at jeg først kom hjem til midnat og først kom i seng ved 01-02 tiden, fordi man ikke kan sove lige når man kommer hjem.

Faktisk så blev jeg mere og mere klar over at du ingen som helst idé havde om hvem jeg var. Du kendte mig ikke. Du kunne se at jeg var anderledes end dig på de fleste punkter og det pissede dig af.

Du sagde tit, med foragt i stemmen: “du ligner din far og hans familie SÅ meget!” og jeg forstod ikke at det skulle være en dårligere ting end så meget andet.

Hele vores familie har issues, mand. Men det gør os ikke til dårlige mennesker.

Men nej, du gad ikke at lære mig at kende.

Jeg kan huske engang vi skændtes. Jeg havde været delvist sygemeldt med stress og været på antidepressiv medicin i en periode og noget tid efter skændtes vi om et eller andet – jeg husker ikke hvad. Men jeg husker at du råbte og skreg om hvor hårdt det var for dig og så mistede jeg ellers mit shit.

Jeg skreg af mine lungers fulde kraft om hvor træt jeg var af at høre om hvor hårdt du havde det og om du mon nogensinde prøvede at tænke over hvor hårdt det var for mig og Frank. Jeg husker ikke de præcise ord, men jeg husker følelsen af sejr, da jeg så i dine øjne dit chok over hvor rasende jeg var og hvor ligeglad jeg var med din reaktion. At jeg bare væltede al mit raseri og alle mine frustrationer ud over dig, uden at tage hensyn til om jeg mon gjorde dig gal eller ked af det. Jeg tror endda også jeg kaldte dig egoist. Jeg kan ikke huske at jeg nogensinde har været så rasende eller ligeglad med din reaktion.

Jeg kan huske at jeg græd som pisket, mens jeg spyede mit raseri ud og jeg husker det som om at du faktisk ikke sagde mig voldsomt imod. Jeg oplevede det faktisk som om du nærmest blev en smule bange for mig.

Den følelse elskede jeg mere end noget andet. Jeg ønskede sådan at få lov at kue dig, at køre dig helt ned til et punkt hvor du kun kunne sige ‘undskyld’.

Det skete selvfølgelig aldrig. Efter et anfald som dette…også dem der var mindre eksplosive, gik der som regel nogle dage med akavet tavshed og kun talen til hinanden når det var nødvendigt. Så blev det hverdag igen og jeg gik tilbage til at gøre som du gerne ville have mig til.

Jeg var over 30 og jeg følte stadig at jeg skulle fortælle dig hvor jeg skulle hen og hvornår jeg kom hjem, hvis jeg en sjældent gang havde planer uden dig og Frank.

Jeg kunne blive ved med at komme med eksempler, men det her er allerede et meget langt brev.

Jeg arbejder på at komme videre. At lære mig selv at kende, uden dig i mit hoved, der fortæller mig hvad jeg skal, hvad jeg mener eller hvad jeg burde. Jeg er træt af dig og jeg er træt af din stemme i mit hoved.

Jeg arbejder ikke mod at tilgive dig. På en måde tror jeg allerede jeg har gjort det…på nogle punkter. Jeg tror på at tilgivelse er en beslutning og ikke en følelse. Jeg ved hvordan din opvækst var. Det var, tit ihvertfald, psykisk tortur. Det er en forklaring, men ikke en undskyldning for hvad du gjorde mod mig.

Jeg håber at det lykkes for mig at tøjle, forstå og give slip på min megen vrede. Jeg håber også at jeg finder en mand som kan rumme mig og som jeg kan rumme. Jeg håber jeg beholder mine venner for selvom Corona (åh, hvor er jeg glad for at du ikke er her til at opleve det, for det havde lige været vand på din mølle som offer) lige nu gør at der er megen distance mellem os, så betyder de ALT. De lærer mig ting hver eneste dag og viser mig at det er muligt at have venner der kan rumme en, selvom man er en lille smule fucked up. Jeg holder SÅ meget af dem og ville ikke undvære dem for noget.

Jeg håber jeg en dag blir helt fri for dig.

Heidi