Har lige været ude at gå en tur i blæsevejret. Solen skinner og det er faktisk rigtig lækkert udenfor, på trods af blæsten.
Den tur jeg har gået er en af de kortere ture jeg har ‘på min liste’. Det er bevidst at jeg vælger den, både pga mine vanddrivende piller som gør at jeg ikke kan gå i flere timer, men også pga BED’en, som skriger i mit hoved, når jeg går.
Det er svært at gå. Mine muskler, rundt omkring, brokker sig gevaldigt; mine hofter, mine lægge, min lænd og mine baller. På et tidspunkt begynder min venstre fod også at sove lidt, men det er pga min nedsunken forfod, siger fodterapeuten.
Først brokker det hele sig over at det overhovedet skal bevæge sig og senere syrer musklerne til, simpelthen fordi de ikke er vant til at blive brugt.
Alle ting er tydelige tegn på at jeg skal bruge min krop noget mere og det prøver jeg også på, men jeg skal også hele tiden være opmærksom på om BED’en også har investeret i det.
Jeg har tænkt en del på min mor idag og min far og stedfar. Det kom sig egentlig af dette billede, som Alexa Peary havde delt.
Umiddelbart, som jeg også skrev til dette billede, føler jeg ikke vrede overfor hverken min far eller stedfar. Min far flyttede sammen med en 14 årig (det kan man så mene om hvad man vil og det gør jeg også), sikkert i den tro at det ville være ham der ville komme til at styre det show. Da så min mor blev voksen, ja, så skete der noget. Eller måske kunne hun det endda allerede som 14 årig. Ihvertfald vidste eller lærte hun hvordan man manipulerer og kontrollerer folk enten vha temperament eller ved at spille offer. Min far havde sine egne issues, med sin mors selvmord og muligvis andre ting, som jeg ikke ved med sikkerhed og sikkert aldrig finder ud af. Men jeg tror bare ikke at han var i stand til at håndtere hende.
Min stedfars historie med min mor er næsten værre. Hun ‘overtog’ ham, fra hans mor, da han var 35. Det var ham der ‘jagtede’ hende og hun nød det – det var helt tydeligt. Hun nød, når han lagde beskeder på hendes telefonsvarer om hvor meget han elskede hende (det var altså et stykke tid før de overhovedet blev kærester) og når han fulgte hende hjem. Alt dette ‘courtship’ nød hun til fulde, hun malkede det for alt og senere blev det noget hun næsten mobbede ham med, når de snakkede om det. Den dag idag…3,5 år efter hun er død, har jeg ikke indtrykket af at han har flyttet sig noget videre. Jeg tror stadig han er fuldstændig forgabt i hende og ikke kan se at der var noget galt. De få gange hvor jeg har prøvet at pointere at hun jo var super kontrollerede og hele tiden krævede ting af ham, ting han skulle bygge, ting han ikke måtte købe (mens hun købte højhælede støvler som hun aldrig fik på, bare som eksempel) og masser af andet, har han trukket på skuldrene og sagt noget i stil med ‘jo, det var hun da….men hun var også rigtig sød og dejlig og jeg elskede når jeg kunne få hende til at smile og grine.’
Hele hans verden drejede rundt om hende og faktisk har jeg en fornemmelse af at hvis ikke hun var blevet syg og var død….så ville de være skilt idag. Efter han blev syg med en diskusprolaps og han blev opereret og mistede sit job for at blive fleksjobber, så var det som om hun blev mere og mere utilfreds med ham. Han kunne jo ikke klare det samme som før. Han var ikke den store, stærke skovarbejder mere, der kunne gå i skoven med en motorsav i 10 timer for så bagefter at gå hjem og bygge ting og sager eller grave haven. Hun havde brug for en ‘rigtig machomand’ som hun kunne kontrollere og manipulere som det passede hende. Og nu var han blot en almindelig, lidt skrøbelig mand og det tiltalte hende mindre og mindre.
Jeg forstår godt at mennesker som ikke boede i samme hus som hende, ikke kan se hvor styg hun var. Min resterende familie ser hende fortsat som et stakkels offer (mens hun var sammen med min far), som endelig fandt lykken med min stedfar fordi han gjorde præcis som hun ville (selvom de også stadig synes at hun måske var en lille smule streng, engang imellem). Vores tandlæge ser hende kun som et fantastisk humørfyldt mennesker, der tit havde en kage eller lignende med, når hun kom forbi. Alt det forstår jeg sagtens, for de så præcis hvad hun tillod dem at se og hverken mere eller mindre. Men sådan en som min stedfar…ja, jeg forstår det ikke. Måske er det fordi han er så uselvstændig at han simpelthen mangler hende til at fortælle ham hvad han skal hvornår og hvorfor og hvordan han ellers skal have det og opføre sig. Jeg er ked af at sige det, men det virker som den eneste logiske forklaring. Det er skræmmende. Virkeligt skræmmende.
Nå, men min sidste psykolog tid er imorgen og sidste gang i gruppen er på tirsdag. Det er meget mærkeligt og også lidt skræmmende. Der dukker masser af spørgsmål op, om jeg nu kan det her alene og hvad nu hvis….og så en lang liste med ting der kan gå galt. Det presser mig lidt, samtidig med at jeg glæder mig. Meget mærkeligt.
Jeg har ikke tænkt mig at stoppe med at skrive i denne blog eller på Instagram, bare fordi jeg stopper behandlingen. Der er stadig masser af ting at skrive om, ind imellem og jeg håber i vil fortsætte med at følge med.
