🎶I'm dancing with my demons🎶

Det er sådan en mærkelig tid vi lever i. Jeg oplever meget lidt fordi jeg stort set blot er hjemme alene, når jeg ikke er på arbejde. Det gør at jeg har lidt flere overspisninger, men heldigvis føles det til at min vægt fortsætter med at være stabil. Jeg mister ikke kontrollen og jeg overspiser stadig mindre mængder end før, så det er ikke fordi jeg er slået tilbage til start. Men jeg kan mærke at det er lidt af en kamp for ikke bare at gå tilbage til det jeg har kendt i mange, mange år.

Det sker selvfølgelig at jeg spiser så jeg blir overmæt. Det skete den anden dag hvor jeg spiste aftensmad for tidligt. Det var ikke en overspisning, men bare dårlig planlægning. Jeg havde det så skidt i min mave, det var fuldstændig hjernedødt. Så minder det mig om hvad det var jeg havde gang i, før i tiden.

Jeg er begyndt at sove godt om natten. Det har været undervejs hele sidste år, også. Jeg har stadig enkelte nætter hvor jeg kun sover cirka 6 timer, men for det meste er jeg oppe i nærheden af 8 og andre gange sover jeg mere end 8 timer. Det kan godt stresse mig lidt, når jeg vågner klokken lidt i 10, men jeg prøver virkelig at styre det for det er jo ikke fordi jeg skal nå noget.

Noget andet er det der med at jeg stadig er ved at finde min egen vej og ikke en kopi af min mors. Mine egne meninger og ikke kopier af min mors. Mine egne holdninger til f.eks hvilke produkter jeg bruger til forskellige ting, f.eks rengøring og lignende. En ting, som altid har været et (latterligt, men højt) ekko i mit hoved, er min mors stemme der fortæller mig at det eneste rigtige opvaskemiddel er den lille koncentreret, lyserøde fra Vel. Det må ikke være den høje flaske for den er ikke koncentreret nok, det skal være den lille buttede. Den anden dag købte jeg tre forskellige (fordi de var på tilbud til en 10’er) og ingen af dem var den lille buttede Vel. Og tænk engang….de kan udmærket fjerne fedt, skidt og møg! Er det ikke magisk?!

Jeg ved godt det lyder latterligt, men det er alle sådan nogle bittesmå ting, som jeg render og finder ud af, stille og roligt, der fylder i min hjerne, uden at jeg egentlig tænker ret meget over det. Som med vaskemidlet. Jeg var ved at løbe tør, gik i Netto for at handle det og nogle andre småting, fandt de her til en 10’er og pludselig gik det op for mig at jeg var tøvende med at købe dem fordi jeg var indoktrineret med at det kun var den lille buttede der var god nok. Så jeg handlede modsat (hej DAT! Der var du jo!) og købte ikke mindre end 3 (!) af de billige. Tænk at sådan en lille latterlig ting kan føles SÅ godt.

SLUT MED FORBUDT!!!
ACCEPT AF KROPPEN!!
Jeg er ved at lytte til bogen Slut Med Forbudt skrevet af @morten.elsoe og @morten.svane
Prøv at hør, den burde være vores nye sundhedsbibel!! Hvis ikke du allerede har læst den eller lyttet til den, synes jeg du skulle gøre dig selv en tjeneste og gøre det så hurtigt du kan.
Den er faglig, saglig, sjov og sidst men ikke mindst, så gør den op med en milliard (jeg har ikke talt dem, så det er et cirka tal 😉) antagelser om sundhed, vægttab, slankekure, detox, sunde/usunde madvarer og alt muligt andet. Kan jo ikke nævne det hele når det er cirka en milliard ting 😉
Jeg er ikke vanvittig vild med videnskab og undersøgelser og forsøg for i de fleste tilfælde kommer jeg til at snorke lidt, når jeg falder i søvn. Men Morten og Morten bruger rent faktisk tid på at undersøge ting. Jeg tænker at de undersøger begge sider af ting. Både den det-er-farligt/usundt-side og den pfft-pjat-det-er-ikke-farligt/usundt-side og derfor (og pga min BED behandling) stoler jeg på dem fremfor den seneste influencer der mener at sukker fjerner kollagen eller hvad fanden de nu siger af ting og sager. Men læs bogen (eller lyt til den) og bedøm selv om de trænger til en ny sølvpapirshat eller om de ting de påstår at have forstand på måske godt kunne have en smule sandhed i sig. Jeg ved godt hvad jeg tror på. Og nej, jeg har ikke modtaget gaver eller penge for at lave det her opslag…skal jeg skrive “reklame” alligevel?

Nå ja, og så er der lidt billeder af mig på en helt almindelig fridag, hvor jeg har fået børstet tænder, men ellers måske lugter en lille smule af gnu og har fedtet hår. Det er min mave (@katrine.gisiger kalder sin for mavsi, det synes jeg er ret sødt), min overarm (inklusiv insulinpumpe) og mit ansigt, frit for makeup og inklusiv dobbelthage.
Gør det dig ubehageligt til mode? Too fucking bad. Det er sådan jeg ser ud og det er en del af min accept af min egen krop.

Jeg er startet på mit nye job i lørdags. I LÅÅÅVE IT!!

Lørdag var lidt kagemand fordi der var sket nogle misforståelser, men selvom min nye leder undskyldte mange gange, så tog jeg det nu rimelig roligt. Søndag kørte vi så min fremtidige rute og det må jeg erkende at jeg ikke får særligt meget stress af. Gudskelov. Jeg er ansat på 28 timer, får løn for 28 timer og planen er selvfølgelig at jeg skal arbejde 28 timer. Men lige nu er der ikke ret mange borgere på min liste og det betyder at jeg arbejder ca 17-21 i stedet for 15-23. Det har jeg det faktisk okay med. Jeg ved godt at jeg kommer op og arbejde normalt, på et tidspunkt, men jeg tillader mig at nyde at det, lige nu, er en loppetjans.

Men det som jeg elsker mest er at jeg ikke skal hjemmefra en times tid før jeg skal møde…for netop at møde ind et eller andet sted. Jeg har min egen firmabil (en lånebil lige nu, men får min egen på et tidspunkt. Forsinkelser pga Corona og alt det) og kører direkte ud til borgerne, hjemmefra.

I LÅÅÅVE IT!

Arbejdstøj kan jeg heller ikke få, lige nu, pga nedlukningen men jeg har noget andet, som jeg bruger. Jeg har min egen arbejdstelefon og har selv købt cover til den (får refunderet pengene), så det er også mega fedt.

Lige nu er der ikke noget negativt at sige.

Til gengæld er jeg helt knust på en tidligere kollegas vegne. Sad og skrev med hende igår og græd faktisk på hendes vegne. Hendes mand er meget syg af cancer. Så syg, faktisk, at han har fået en terminal erklæring. Han er kun lige blevet 40.

Det er simpelthen så tragisk at jeg nærmest ikke har ord for det. De har 4 børn, 2 af dem med forskellige mentale udfordringer og det er bare så forfærdeligt for dem allesammen. Det startede egentlig et stykke tid før jul, hvor han ‘bare’ havde mega ondt i ryggen. Sådan rigtig ondt. Jeg kender ikke hele forløbet, men før jul og mellem jul og nytår finder de ihvertfald ud af at det er cancer og det ikke ser godt ud. Metastaser og ting. Nu har han så fået en terminal erklæring. Som 40 årig. Jamen, det er jo fuldstændig forfærdeligt og tragisk. Som min kollega sagde…hun er slet ikke gammel nok til at stå i sådan en situation og det er kun sådan noget der sker for naboen. Alt sammen jo ulogisk for alder har intet med det at gøre og det kan ske for alle. Men jeg kan godt forstå hvad hun mener. Det er bare uretfærdigt. Desværre er jeg ikke i en position hvor jeg kan gøre ret meget for hende, andet end at skrive og høre hvordan hun har det og så ellers bare lade hende læsse af. Det håber jeg også kan noget, selvom det jo kun er som en mikroskopisk dråbe i Atlanterhavet. Jeg tænker på hende og dem hver eneste dag og flere gange om dagen, nogle gange og det håber og tror jeg på at hun kan mærke.

Pas på jer selv og hinanden.

Det kan næsten ikke blive værre, kan det?

Jeg ved godt at Corona ikke er forsvundet i løbet af natten (selvom det kunne have været mega fedt!), men 2020 var bare et lorte år, ikke?

Nå, men her på årets første dag, er jeg stadig fuld af forhåbninger, tillid og positivitet.

Jeg har, i årevis, pralet med at jeg ‘ikke gør i’ nytårsforsætter….men inderst inde har jeg altid ønsket vægttab.

Det gør jeg stadig. Det har ikke ændret sig. Forskellen er bare at jeg brugte det meste af 2020 på at fikse min hjerne en lille smule og lære at tale pænere til mig selv.

Så i år har jeg ingen regler eller begrænsninger eller noget. Jeg har bare et ønske om at bevæge mig noget mere.

Jeg skal ikke gå i så og så lang tid eller så og så mange kilometer, så og så mange gange om ugen. Jeg skal heller ikke downloade alle mulige apps som kan tracke alt det ovenstående. Men jeg vil gerne bevæge mig noget mere. Jeg kan faktisk godt lide at bevæge mig.

Nogle gange vil jeg måske lytte til en af Katrine Gisiger’s podcasts. Andre gange vil jeg måske blive halvdøv af Linkin Park og Godsmack i ørene imens andre gange igen, vil jeg bare gå og nyde vejret og naturen. Det skal der heller ikke være nogle regler om.

Imorgen skal jeg starte mit nye job og jeg glæder mig helt vanvittigt. Jeg er ansat på 28 timer, men her i starten (ihvertfald her i weekenden) vil jeg ikke skulle arbejde 8 timer hver dag. Det skal nok komme, men det skal da nydes at vi ikke ligger vandret.

Jeg håber virkelig at det er et job jeg kan finde ro i, så jeg kan få sparet lidt op og måske endda starte på coaching uddannelsen. Det er jeg nu ikke sikker på bliver i år (det er mange penge der skal spares sammen!), men nu ser vi. Året er, trods alt, lige startet.

Jeg ville elske hvis 2021 også blev året hvor jeg lagde single titlen på hylden. Men det kræver jo at jeg gør noget ud af det der med dating….så måske skal jeg prøve det, også. Vi får se.

Jeg kan godt mærke at spiseforstyrrelsen ikke er langt væk. Jeg har i nogle af juledagene været super frustreret, grænsende til vred eller pissed off. Det har mest handlet om mit arbejde som vikar og det jeg kalder inkompetente medarbejdere der ikke kan tage ansvar. Jeg blir idiot når folk ikke kan finde ud af at GØRE noget, når f.eks man mangler en vagt. Det har gjort mig vred og frustreret, især fordi jeg sidder der som vikar og det er ikke mit ansvar!

Så jeg har haft nogle overspisninger og tanker om panik over at jeg ikke havde noget derhjemme jeg gad overspise i. Så jeg kørte på tanken på vej hjem.

Det var helt som at være tilbage til før behandlingen og det skræmte mig fra vid og sans. Mens jeg sad og spiste mine chips, kørte tanken inde i hovedet “har jeg nu ødelagt det hele?! Er jeg tilbage til start som jeg frygtede?!”. Det er jeg IKKE.

Mine overspisninger har ændret sig voldsomt. Mængderne er blevet markant mindre. Den ene gang overspiste jeg i en halv af de store poser med Kims gule chips. Før behandlingen var det snildt to poser. Jeg mister heller ikke kontrollen eller spiser til jeg får den ubehagelige fornemmelse i maven. Mine overspisninger er faktisk planlagt, kontrolleret og super bevidste. Jeg snakkede med S om det i den sidste del af min behandling. Jeg bruger mad til at falde ned. Til at styre mit temperament. Og det må jeg faktisk gerne, så længe det er på det plan.

Selvfølgelig vil jeg helst være helt fri for dem og lære at styre mine følelser, uden. Og det skal også nok komme. Jeg tænker på at tage et forløb hos Alexa Peary til efteråret. Det handler om hverdagspsykopater og de mønstre som os der har været udsat for dem, opbygger. Jeg tænker at det kunne hjælpe mig en hel del. Jeg overvejer også at følge Alexa’s eksempel og skrive et brev til min mor.

Så jeg tænker faktisk at 2021 også blir et år med selvudvikling for mig, men dog på et lidt andet plan end 2020 var. Da var det en decideret sygdom jeg skulle have styr på, nu handler det om at jeg er træt af at være så temperamentsfuld/hysterisk som jeg er og af den måde som jeg reagerer i visse situationer.

Jeg skal nok nå det hele, “if it’s the last thing I do”. Jeg har mange tanker om at jeg er snart 45 år og er sgu nok ved at være for gammel til nye uddannelser og mere selvudvikling. Men så kommer Coach Schildknecht straks ind i mit hoved og fortæller mig at det blir man aldrig for gammel til og jeg husker at folk endda starter på nye uddannelser som 60 årige. Så kan jeg sgu også blive coach inden jeg blir 50.

2021 har masser af potentiale og jeg håber i fortsat vil følge med i mine ævlerier om det hele. Tak fordi i har fulgt med så langt og husk at kommentarer og spørgsmål altid er velkommen.

Godt nytår 🥂🍾😉

Mja. Ihvertfald kan jeg huske at jeg altid har FØLT mig tyk og SET mig som tyk.

Men lad os kigge billeder. For det har jeg gjort idag. Efter en halv times snak med Alexa Peary (kend din psykopat, slå det op på Google og bliv klogere), besluttede jeg mig for at fjerne tre billeder jeg havde stående fremme. Min mors og fars bryllupsbillede, min mor og stedfars bryllupsbillede og billedet af min mor, far, morbror, tante, mormor, morfar, fætter og kusine fra min konfirmation.

Jeg gider faktisk ikke kigge på hende. Det handler ikke så meget om de andre på billederne, men jeg gider ikke glo på hende.

Så lad os starte med baby/toddler billeder;

Helt almindelig fed baby, ikke også? Jeg har ikke selv børn, men har altid hørt at sunde babyer er fede og har ‘elastikker’ om håndleddene og anklerne. Jeg var en klassisk baby. Det fortsætter vel egentlig de første cirka 3 år af mit liv. Sådan en lille nuttet fedling. Helt normalt.

Når jeg kigger på de billeder, ser jeg altså ikke en overvægtig pige. Jeg ser heller ikke en tynd pige, men faktisk blot en helt normal pige. Men på alle disse billeder kan jeg huske at jeg FØLTE mig fed.

Faktisk kan jeg ikke huske at jeg ikke har følt mig fed. Selv når jeg havde knoklet røven ud af bukserne og tabt mig…følte jeg mig stadig fed.

Nu er jeg nået til et punkt hvor…jo, selvfølgelig føler jeg mig tyk, især når noget er svært fordi jeg ER tyk. Men nu er ordet ‘tyk’ blevet et beskrivende ord og ikke et negativt ladet ord.

I aften skal jeg hygge med et gåsebryst (ikke kagen 😉) og brunede kartofler, chips og risalamande. Måske skal jeg også se Christmas Chronicles.

Den 2. januar starter jeg forresten nyt job. Kontrakten er ikke skrevet endnu, så derfor har jeg ikke lagt det på Facebook, men jeg har fået en stilling i et privat hjemmepleje firma der hedder Hånd i Hånd og jeg glæder mig vanvittigt til at der skal ske noget nyt.

Rigtig glædelig jul! Og husk at det er ikke alt hvad du altid har fået af vide eller alt hvad du fortæller dig selv…der er sandheden.

Wow. Det virker som om det var i sidste uge at jeg skrev mit første indlæg i denne blog, men det er næsten et år siden.

Og sikke et år. Det var året hvor jeg fik behandling for min spiseforstyrrelse. Det var året hvor jeg fandt ud af at min opvækst havde været meget andet end almindelig. Det var året hvor jeg opdagede at min mor havde psykopatiske/narcissistiske træk pga hendes egen opvækst og derfor ikke var i stand til, oprigtigt at elske et andet menneske.

Det var også året (sammen med noget af sidste år), hvor jeg lærte mine venner bedre at kende. Det var året hvor jeg lærte sætningen ‘jeg har venner’ og at den ikke var så underlig endda. Det var året hvor jeg lærte at det er okay at have følelser, at blive rørt, at blive ked af det (selvom det stadig kan være svært). Det var året hvor jeg lærte nogle fantastiske kvinder at kende, som kæmper med den samme spiseforstyrrelse som jeg gør. De er mega seje i deres kamp for at løsrive sig fra BED’ens klør, hver eneste dag. Love you girls ❤️

Jeg har lært rigtig meget i år. Jeg kæmper for at holde fast i det og blive ved at bruge det.

Har jeg tilgivet min mor? Det ved jeg ærlig talt ikke. I min optik er tilgivelse en beslutning og ikke en følelse. Men jeg forstår hende bedre. Jeg forstår hendes opvækst og de konsekvenser den så fik for hende og alle omkring hende. Jeg forstår også mig bedre. Hvorfor jeg valgte børn fra og hvor stor en magt hun havde over mig. Jeg er stadig ved at finde ud af hvem jeg er og hvad jeg mener om ting, men jeg er godt på vej.

Jeg har stadig masser af issues. Jeg har problemer med autoriteter, kan ikke at folk vil bestemme over mig eller ikke lytter til mig. Jeg skal stadig arbejde på ikke at prøve at fixe ting, når folk fortæller mig om problemer eller følelser de har. Gjorde det igen med D, den anden dag og det pisser mig af. Jeg skal lære at sige ‘det kan jeg godt forstå’….og intet andet! Jeg skal ikke komme med alle mulige løsningsforslag, når folk ikke spørger om det. Men det er endnu en ting der er ‘work in progress’.

Jeg synes egentlig min spisning går ret godt, når man tænker på at jeg hele tiden tænker på at jeg gerne vil tabe mig og dagligt kæmper mod at sætte regler og restriktioner op for min spisning. Jeg kan se i min dagbog at mængderne er mindre og jeg synes stadig ikke at pizza er fantastisk. Til gengæld er jeg blevet bedre til at lave mad til mig selv. Som i aftensmad. Det har virkelig hjulpet at få handlet ordentligt ind og få skrevet ned hvad jeg har, så tak til D for det forslag. Der er stadig dage hvor jeg kun får boller at spise, men det er også okay, så længe jeg får mine tre hovedmåltider.

Det var desværre ikke året hvor jeg fandt manden i mit liv, men hey…der er altid til næste år. Måske endda et år hvor vi kan komme til at handle uden mundbind/visir igen. Måske et år hvor vi ikke skal rende og få gravet i vores hals med vatpinde hele tiden og måske et år hvor det mest brugte ord ikke vil være ‘Corona’. Det håber jeg inderligt.

Jeg skal til samtale om et job imorgen og jeg håber at det betyder at jeg kan starte en fast stilling pr. 2/1-2021. Jeg har fundet ud af at det der med at være vikar….jeg elsker friheden, men jeg får stress over den manglende faste indkomst, de manglende faste fridage og så har jeg bare ikke disciplin til det for det er hyggeligere at holde fri 😂😂

Så der må gerne krydses fingre imorgen 🙃

Min juleaften kommer i år til at foregå i hjemmeplejen og jeg håber det blir en hyggelig aften. Nytårsaften skal foregå hos D og C sammen med, regner jeg med, V og A og alle deres mange unger (7 i alt). Det er første gang jeg skal være med til det og det er jeg ret spændt på.

Jeg tænker egentlig lidt at det var mine tanker om det forgange år og lidt om det nye, som venter. Jeg vil fortsætte med at skrive om mit liv her i bloggen og jeg vil takke jer som har fulgt med indtil videre. Jeg håber i vil fortsætte med at læse med og måske endda dele bloggen med nogen som du synes det ville give mening for.

Tusinde tak.

Glædelig jul og godt nytår.

Kram fra Heidi

Jeg har haft en vældig uproduktiv dag idag. Det er stadig, godt tre år efter min mor er død, mærkeligt at have sådan en dag uden at nogen sender mig misbillingende blikke eller spørger om jeg virkelig ikke har lavet noget fornuftigt, på en vældig nedladende og misbillingende måde.

Jeg er jo type 1 diabetiker og en del af min diabetes…er bylder. Det er virkelig længe siden jeg har haft sådan en god, stor byld. Jeg får nogle gange sådan nogle wanna-be ting, men de klares med lidt fucidin creme. Den her…er en mother af en ting. Tro mig, hvis du aldrig har prøvet det….så ønsk dig det aldrig, for det gør virkeligt ondt. Som i fucking-hell-just-kill-me-now-ondt. Panodiler tager toppen.

Nå, men den her satan har været på vej i et par dage. Den har fået fucidin creme, men det lod den sig ikke imponere af. Det er ikke til at sige hvorfor de kommer. Nogle siger for højt blodsukker, andre for fed mad og bla bla. Det er ikke en skid vigtigt. Jeg var på arbejde igår og kunne godt mærke at den var insisterende. Skulle have været på arbejde i aften også, men da jeg vågnede i morges, kunne jeg godt mærke at det var en dag hvor både gang og det at sidde skulle foregå med forsigtighed pga smerter i satanen. Så jeg måtte melde mig syg. Fucking belastende, når det kun var anden vagt i Frederikssund. Igår aftes troede jeg at jeg havde feber, men det var også bare snyd. Lige nu er jeg et sted hvor jeg venter. Venter på om der går hul i mig eller venter på at den forsvinder. Jeg foretrækker det første for selvom jeg ikke kan mærke det nu, så kender jeg følelsen af lettelse i hele kroppen, hvis der går hul. Det er jo altså en massiv betændelse og det er altid rart at blive fri for. Nå, men tiden må vise hvad der sker.

Den anden ting….er menstruation. Jamen, jeg vælter mig bare rundt i ting-vi-ikke-snakker-om idag. Men det her min blog og når jeg har brug for at få noget ud…ja, så er det tit her det foregår. Jeg forstår godt hvis du aldrig når hertil for det der med bylder er som regel noget der får folk til at klikke væk 😂😂

Nå, men min menstruation kunne jo fylde et helt kapitel i en bog, alene. Men pointen er at jeg for noget tid siden, blev præsenteret for koppen af en kollega/veninde. Menstruationskoppen. Prøv at hør, det er jo genialt!!! Jeg gik fra at HADE min klamme, ulækre menstruation som fik mig til at føle at folk kunne lugte mig på lang afstand den uge, hver måned….til at synes det var nærmest lidt hyggeligt at have menstruation. Hvis ikke du ved hvad en kop er, så er Google din ven. Jeg havde det rigtig svært med koppen til at starte med. Det var en fucking kamp at få det lort til at sidde rigtigt! 😂😂😂 men da det lykkedes, var det som en skide åbenbaring.

….indtil jeg begyndte at få blærebetændelse. Hele tiden. Hver måned. Okay, nogle gange holdt jeg et par måneders pause, men ellers var det ret konstant. Jeg følte jeg havde svært ved at tømme min blære helt, når jeg havde koppen i og det ved man, som sundhedspersonale, er en rigtig skidt ting. Jeg begyndte at bruge den mindste kop i stedet for medium og umiddelbart er det nok løsningen. Idag var jeg nu klar til helt at opgive koppen. Menstruation, byld og nu, tror jeg, en blærebetændelse og så blev det bare for meget. Men efter en dag på ‘gammeldags’ manér, så får den lille kop sgu en chance mere, for det lort magter jeg godt nok ikke. Sikke noget gris. Allerhelst ville jeg jo have fjernet livmoderen, som min veninde har fået. Jeg skal ikke bruge den til noget alligevel, men efter jeg fik skrabet livmoderen er der kommet mere styr på blødningerne og det er også blevet helt regelmæssigt på trods af at jeg ikke får hormoner mere. Det betyder også at jeg, på et tidspunkt, kommer i overgangsalderen, men det kan jo vare en del år endnu.

Nå, men der var nu ikke en egentlig pointe med dette indlæg, jeg skulle bare lige af med alt det her. En super uproduktiv dag, uden bebrejdelser og med fokus på…nå ja, de nedre regioner 😂😂😂

Godnat….hvis du nåede hertil, så er du sgu ret sej…og ved nu et par af mine meget sårbare sider, som jeg har haft det rigtig svært med at tale om. Ikke så meget menstruation, for det rager mig langsomt, men det med bylder har været et mega tabu for mig.

Eller lige straks december, ihvertfald.

Jeg har ikke meget fidus til December. Jeg elsker nytårsaften, som jeg nu tilbringer med mine venner. Jeg spørger faktisk ikke engang, jeg går bare ud fra at jeg skal være der 😂😉 Hvad der sker når hundeprutten ikke er her mere, ved jeg ikke, men det tager vi til den tid.

Men tilbage til December. Det har altid været en meget mærkelig måned. Da jeg var helt lille barn, var den hyggelig med pakkekalender og lave konfekt og bage småkager. Min mor og jeg bagte småkager og jeg var den der sad på køkkenbordet og proppede dej ned i dimsen til røremaskinen. Det var jeg også 30 år senere.

Men den var også super stressende, for der var ikke så meget tid til at hygge med mine forældre. De fik som regel en halv eller hel gris hjem og så skulle der laves sylte og jeg ved ikke hvad. Jeg kan ikke huske detaljerne eller om vi selv lavede blodpølse og sådan, men jeg kan huske fornemmelsen og følelsen af stress og travlhed.

Da jeg blev ældre blev det bedre. De holdt op med at få en gris hjem, men jeg mindes ikke at december blev mere hyggelig af den grund. Der skulle stadig handles og laves mad både til juleaften og julefrokoster bagefter. Det var en lang ædeting og en lang kokkereringsting. Nogle gange var vi hos min onkel eller mine fastre og så var det mere hyggeligt, for så skulle andre primært stå for det, selvom min mor selvfølgelig altid hjalp til. Men så var der andre voksne og andre børn og det gjorde det automatisk lidt mere hyggeligt.

Det eneste jeg altid glædede mig vildt til var Disneys juleshow, juleaften. Jeg kunne faktisk blive en lille smule hysterisk hvis de andre børn ikke kunne være stille mens det var der 😂😂

Da jeg blev voksen og boede sammen med min mor og stedfar var det som om julen lidt blev aflyst, for mig. Jeg tog gerne på arbejde for der kunne jeg hygge om andre og det var altid fantastisk. Jeg tror faktisk det passede min mor og stedfar fint, for så kunne de hygge og spise alene. Når jeg så kom hjem, så spiste vi lidt risalamande og så var det ligesom den jul. Der blev ikke holdt julefrokoster mere, for min mor havde lidt skåret kontakten til sin bror ned til under minimum og hendes far og min stedfars mor kom kun hvis de blev hentet og det gad de heller ikke, til sidst. Det passede nu mig fint nok, for så kunne jeg bare koncentrere mig om enten at tage på arbejde eller også være derhjemme og gøre…ja, hvad nu end min mor kunne finde på at vi skulle. Hun mente gerne at vi skulle på kirkegården og selvom jeg aldrig har haft behov for at komme der, tog jeg med fordi det blev forventet af mig. Så kunne jeg stå der og glo på min fars, mormor og morfars og pap farfars gravstene og føle mig som en idiot. Jeg har bare ikke det behov. Jeg har været på min mors gravsted en eneste gang og det eneste jeg tænkte var “var stenen sort? Jeg troede den var rød.”. Jeg ved at jeg ikke vil beholde nogle gravsteder, når det blir mig til at opretholde betalinger og ting. Det kunne min stedfar næsten ikke være i, da jeg fortalte ham det, men det er nu engang sådan jeg har det. Hvorfor betale til noget som jeg alligevel aldrig bruger? Det kommer ikke til at ske.

Idag er December en måned der mest minder lidt om alle de andre. Jeg har masser af julepynt jeg har arvet fra min mor og det er ikke fordi jeg ikke kan lide det. Jeg kan faktisk bedst lide triptrap nisserne. Men i år har jeg besluttet at jeg ikke rigtig gider det der jul. Jeg har stadig ikke pyntet op og synes stadig ikke jeg gider. Jeg har lidt jule lys på mit skur og i min have, men det er nok også det som jeg kan anstrenge mig til, i år.

Jeg har jo ikke en familie som jeg kan hygge omkring. Jeg har sgu ikke engang en kæreste som jeg kan drille med juledimserier. Familien har jeg selv valgt fra og til dels også kæresten. Det er svært at få sig en kæreste, når hele ens tilværelse drejer rundt om en hverdagspsykopat.

Jeg synes jeg er ved at være klar til en kæreste. Jeg savner i den grad en kæreste. En der synes det er fedt at være sammen med mig. En som jeg bare kan læne mig op ad, når dagene er svære. En som kan rumme mig og min fortid og mine mærkelige issues. En som…ja, han er jo nødt til at være til store piger, for det der med vægttab, det er ikke noget der sådan sker de næste par dage eller måneder. Jeg savner bare den der følelse af at være sammen med en som kan lide mig, præcis som jeg er. Issues, warts and all. Jeg skrev med en på Badoo, på et tidspunkt. Han havde potentiale. Indtil jeg gav ham linket til denne blog. Så hørte jeg ikke fra ham igen. Han gad ikke engang skrive at han havde mistet interessen eller at det skræmte ham fra vid og sans. Hvis bare han havde været ærlig. Men han ignorerede mig bare. Så blir jeg sgu lidt vred. Så fuck dig, din nar.

Var den en risiko at vise ham denne blog? Helt sikkert. Men hvis han ikke kan rumme det. Hvis han ikke kan rumme mig. Ja, så er han ikke noget for mig. Og det var han så ikke. Godt at jeg fandt ud af det så tidligt.

Jeg har den fortid jeg har. Den har givet mig nogle ar og nogle gange nogle uhensigtsmæssige reaktionsmønstre. Sådan er det med en problematisk opvækst. Men det betyder jo ikke at jeg ikke er et forholdsvist normalt fungerende menneske, i de fleste situationer. Som V også mindede mig om; jeg var et godt nok fungerende menneske inden jeg gik i behandling og det er jeg jo stadig. Nu har jeg bare fået øjnene op for nogle ting og har fået nogle værktøjer som jeg skal blive ved at øve mig i at bruge i visse situationer.

Men ja, hun har nok også ret i at det kræver en helt særlig mand for at kunne rumme det og mig. Og jeg ved sgu ikke om han overhovedet findes. Jeg begynder at tvivle, hvis jeg skal være helt ærlig. Det gør mig trist. Men samtidigt så er jeg også nået så langt at jeg ved at jeg er præcis som jeg skal være, lige nu. At jeg gerne må være her. At jeg gerne må mene hvad jeg mener. At jeg gerne må blive rørt af en dans i Vild Med Dans eller bare noget nogen siger. At jeg gerne må græde over en film. Og alt det andet. Og hvis ikke en potentiel kæreste kan rumme alt det (lige så vel som at jeg skal kunne rumme ham, warts and all), jamen så er han nok bare ikke manden i mit liv.

Men jeg håber han findes derude og at han snart skifter skildpadden, han ridder på, ud med en ATV eller en knallert eller noget 😉

Glædelig først søndag i advent og snart December.

Ugh, jeg er i et dilemma. Jeg opsagde jo min stilling i Stenløse og har, siden 1. November, kørt som vikar i Hillerød. Det har været lidt af en kamp og faktisk er det stadig svært, når jeg skal arbejde i Land og ikke ved hvilke borgere jeg skal have eller når jeg skal et nyt sted, hvor jeg ikke kender borgere og personale.

Jeg har altid elsket friheden ved at være vikar, men det er som om at jeg ikke rigtigt kan finde roen i det, den her gang.

Jeg skal til samtale idag, om at blive vikar i Frederikssund. Jeg elsker tanken om at være så tæt på hjemme, men samtidigt er det endnu en ny kommune (selvom jeg bor her, ved jeg bare at jeg ikke kender den så godt som jeg tror).

Igår snakkede jeg med lederen fra Land (Skævinge) om at hun mangler fast personale. De har en 5 timers vagt, men efter noget udregning kunne jeg godt se at 5 timer ikke er nok og slet ikke hvis jeg også skal spare op. Så jeg har overvejet at søge en stilling hvor jeg kan få lov at arbejde mandag til torsdag og så holde alle weekender fri. Det ved jeg ikke om hun ville gå med til. Jeg ved heller ikke rigtigt hvordan min løn ville se ud. Min grundløn ville være højere fordi det er 32 timer og ikke 28, men jeg ville miste nogle weekend tillæg. Så overvejede jeg at bare søge en almindelig 28 timers 5-2 stilling, hvilket ville gøre min løn mere normal (bortset fra at vi kun arbejder til 23, så intet nat tillæg).

Så igen overvejer jeg at søge en fast stilling i Frederikssund, bare for at være tættere på, men jeg er ikke begejstret for Frederikssund kommune, generelt.

Åh, hvor er det svært, mand! Hvis nu ikke jeg havde været utilfreds med min leder i Stenløse, så var jeg aldrig skredet derfra.

Jeg ved godt at det er bedre med et fast job og nu, hvor jeg ikke er i behandling mere, så kan jeg principielt godt arbejde 32 timer, uanset om der er weekend inkluderet eller ej.

Jeg ved også at det kun er midlertidigt og at jeg nok ville skulle ned på et mindre timeantal når jeg starter coaching uddannelsen op, men det kan man jo altid snakke sig frem til.

Jeg tror måske at alt det her skriveri har gjort at jeg nok beslutter mig for at søge en 32 timers stilling i Land, uanset om den så hedder uden weekender, med hver tredje weekend eller helt almindeligt hver anden weekend. Men 32 timer vil gøre at jeg har mulighed for at spare lidt op hver måned.

Nå, men foreløbigt skal jeg til en samtale og så må vi se hvad der sker, efter det.

Efter samtalen: slår lige koldt vand i blodet lidt endnu. Frederikssund vil umiddelbart også have mig, så vil køre der nogle gange og se hvordan det er.