Sådan sagde min mor rigtig mange gange til mig, i løbet af mit liv.
Da jeg blev ældre, sagde jeg højt at jeg ikke vidste hvordan man opførte sig, når man havde en vis alder….om det stod beskrevet nogen steder for så ville jeg gerne se det, så jeg kunne opføre mig korrekt. Samtidigt tændte det også trodsen indeni mig på fuld æde.
Hun skulle kraftedeme ikke bestemme hvordan fanden jeg opførte mig!! Jeg vil sgu have lov at være fjollet, hvis jeg ville! Også selvom jeg var 30!!
Det pudsige er jo….at jeg, et eller andet sted, prøvede at opføre mig præcis som hun gerne ville have mig til, på alle tider, helt frem til hendes dødsdag.
Samtidigt vidste jeg jo, instinktivt, at der var noget helt fucked og derfor råbte jeg op og skreg af hende og var helt ‘tosset’, til tider…mit temperament og raseri fik lov til at gå helt amok….for så, når jeg var faldet ned igen, at gøre som hun gerne ville have mig til.
Hun tillod mine udbrud af vrede og tårer og hysteri, for hun vidste at jeg bagefter ville rette ind. Jeg havde bare brug for at lukke damp ud.
Hun har sagt sådan til mig, flere gange end jeg kan huske, især hvis jeg opførte mig fjollet og ‘barnligt’ og drillende.
Men hvordan opfører en 8 årig sig? Eller en 15 årig? Eller en 20, 30 eller 40 årig?
JEG ANER DET IKKE!
Og det skal jeg heller ikke. Det var alt sammen med til at sørge for at jeg hele tiden følte mig forkert og hele tiden kiggede mod hende for at få anerkendelse for det jeg gjorde. Det fik jeg nu ikke så meget af, men intet nyt er jo, som bekendt, godt nyt, så hvis jeg ikke fik skæld ud eller blev nedgjort…ja, så var det nok ikke helt forkert, ihvertfald.
Men jeg har jo så fundet ud af at det alligevel har sat sine spor. Faktisk også meget mere end jeg var klar over. Faktisk så meget at jeg er bange for at det kan have ødelagt noget af et venskab. Eller jeg har ødelagt det? Det er de typiske tanker; jeg er forkert, jeg bør lave mig selv om så alle kan lide mig og rumme mig og det er også bare fordi jeg er en spade til det med relationer/venner. Det kan jeg alligevel ikke finde ud af, så det må være bedst at være alene.
….og bla bla bla, så kører møllen med katastrofetanker og offerrolle og jeg skal komme efter dig, mand. Det er latterligt.
Nå, men en lang historie kort, så sker der det at under en samtale med V omkring hele det her forløb hos Askovhus og alt det med mad og ting, får hun ytret noget i stil med “du opførte sig som et 4 årigt barn”. Ved ikke om sætningen var præcis sådan, men de vigtige ord var ‘4 årigt barn’. I momentet kan jeg godt mærke at det gibber i mig, men jeg er ikke sikker på at det kan ses.
Med min fornuft ved jeg udmærket godt at V ikke ser mig som et 4 årigt barn og at det bare er en talemåde, men der sker alligevel noget indeni mig og for at hælde lidt mere benzin på, så får hun også sagt noget med at jeg er en teenager. Igen kan jeg ikke huske den præcise sætning, men blot at jeg føler mig fuldstændig forkert, latterlig, barnlig og ikke god nok.
Jeg kan selvfølgelig godt mærke at det gør noget ved mig, i momentet, men jeg vælger min gamle vane med at ignorere det og, når det dukker op og generer mig igen, sige til mig selv at jeg også bare er nærtagende og over sensitiv og at jeg bare skal glemme det (også fordi jeg faktisk godt ved at det bare er udtryk og ikke hendes mening om mig). Samtidigt kan jeg mærke temperamentet boble, men presser det ned fordi det skræmmer mig og jeg ikke ved hvordan jeg skal være i det.
V tager så, i mandags, med ind til S og så ved jeg ærlig talt ikke rigtigt hvad der sker, men jeg ender ihvertfald med at græde og faktisk også komme med et af mine ‘trold op af en æske’ udbrud og jeg føler faktisk at jeg bryder helt sammen.
S er rigtig god til at stille mig de rigtige spørgsmål og jeg finder ud af at de to ting som V har sagt faktisk har trigget en masse vrede, som jo som regel gemmer på en masse ked af det hed og med S’s hjælp synes jeg faktisk at jeg får det ud på en rimelig konstruktiv måde.
Men samtidig så føler jeg mig stadig forkert og underlig, for V fortæller så at hun, pga hendes baggrund som jeg ikke kender så meget til, har det svært med vredesudbrud og så sidder jeg der og tænker ‘fuck! Så må jeg holde op med det!’ og så er jeg tilbage i hele det pis med at please og gøre det som andre (måske) forventer eller jeg tror de forventer. Samtidigt så kan jeg også mærke at det vil jeg ikke. Jeg vil ikke lave om på den person jeg er, på godt og ondt. Selvfølgelig er jeg jo ikke hugget i sten, men det er andre heller ikke og det handler jo om at vi begge skal arbejde med de her ting, hver for sig, men det kunne også være fedt hvis vi kunne arbejde med dem sammen.
Jeg ved så ikke hvad vi gør herfra. Jeg ville gerne at V skulle vide mere om hvordan det er at være mig, men jeg havde ikke regnet med det her. Jeg føler mig mega underlig og igen er der den der følelse af at ‘jeg ved sgu ikke om jeg kan finde ud af det her med at være et normalt menneske’. Men hvad er normalt? Og hvorfor stræber vi så meget efter at være det? Min baggrund skal ikke være en undskyldning for den måde jeg er på og den skal ikke være sådan en ‘take it or leave it’ ting, for selvfølgelig skal jeg arbejde på at være mindre vred (det er faktisk ret trættende at være så vred hele tiden) og blive bedre til at gå på kompromis uden at være en pleaser og ‘bo i andre’ hele tiden. Men jeg har ‘boet’ i min mor hele mit liv. I 41 år. Det tager længere end tre år at rette op på det, men jeg arbejder på det hver eneste dag.
Min baggrund er en forklaring på hvorfor jeg har svært ved at have ‘normale’ relationer og hvorfor jeg har uhensigtsmæssige reaktionsmønstre. Det skal ikke være en grund til at folk bare lader mig opføre mig præcis som jeg vil, men det kan måske være en hjælp til at både de og jeg bedre kan navigere i det og sige ‘hey, det reagerede du ret voldsomt på, ved du hvorfor?’ eller jeg kan tænke ‘whoa, hvorfor føler du vrede over det, når du godt ved at hun ikke mener det sådan?’ og så gå på opdagelse i at hey, jeg er faktisk ikke vred over det, men jeg blir rigtig ked af det fordi det får mig til at føle mig som en forkert idiot og som om jeg alligevel ikke kan finde ud af eller fortjener at have venner. Og det skal jo ikke være en bebrejdelse eller en måde at sige ‘hey, det må du heller ikke sige, for så får jeg det sådan her’, for så blir der for mange spilleregler og så blir det slet ikke til at være i. Det skal egentlig bare være en hjælp til mig, til at slippe alt det bullshit som min mor har puttet ind i min hjerne og lære hvordan man så gør det på en sund måde…det der med at være i relationer og have venner.
Jeg blir rigtig ked af det, når jeg læser dette indlæg igennem og det får mig til at græde, for jeg undrer mig over hvorfor min mor gjorde som hun gjorde. Hvad havde jeg gjort, siden jeg fortjente at blive behandlet på den måde? Hun fortalte mig jo at hun havde svært ved at blive gravid og ‘stod på hovedet’ for at blive gravid med mig, at hun tabte et barn før mig og et eller to efter mig, så jeg fik tidligt ideen om at jeg var et rigtigt ønskebarn, ind i hovedet, men i bakspejlet føles det bare ikke sådan. Hun ønskede sig ikke et barn. Hun ønskede sig en dukke, som hun kunne påvirke og få til at gøre som hun gerne ville. Det er ikke fair. Det er sgu ikke fair at jeg, som 44 årig, skal kæmpe så voldsomt for at lære hvordan man har sunde og normale relationer.
Og ja, det er så offerrollen der får fuld skrue der. Jeg ved godt at det er hvad det er og jeg ikke har andet valg end at tage kampen op mod min fortid og det gør jeg også, hver eneste dag. Men det gør det stadig ikke fair.
Hun skal ikke have lov til at ødelægge mig mere end hun allerede har gjort og hun skal ikke have lov til at være med til at ødelægge et venskab, som jeg tror kan blive hamrende stærkt, hvis ellers vi ikke gir op og hvis vi er i stand til at hjælpe hinanden med vores ting.
Det håber jeg inderligt at vi er i stand til.
🎶I'm dancing with my demons🎶 