Nogle gange tænker jeg at jeg skal skrive et blog indlæg og at jeg da har masser at sige. Når jeg så sætter mig ned med min telefon, kan jeg ikke huske et kuk af hvad jeg havde tænkt på at skrive.

Så nu skriver jeg bare for jeg har erfaring med at det nogle gange hjælper at slå hjernen lidt fra og bare skrive.

Jeg er inde i en periode hvor jeg kun sover 6 timer eller mindre om natten. Det er skide irriterende, når det er de tider. Jeg er konstant….ikke rigtig træt, men alligevel heller ikke rigtig frisk. Men jeg ved også at det, som regel, har en årsag, som jeg ikke altid er bevidst om.

Der foregår forskelligt. Jeg har fået første del af min Covid-19 vaccine, i tirsdags. Jeg fik den fra Astrazeneca og resten af tirsdagen havde jeg ingen symptomer. Onsdag morgen og formiddag var jeg frisk. Havde ondt i armen, var super træt og kunne godt mærke at jeg var sådan lidt….hvad man på engelsk kalder ‘under the weather’, men ikke noget jeg tænkte et par Panodiler ikke kunne klare. Så jeg skrev til min chef at jeg var klar til vagt og intro for en ny medarbejder.

Da klokken blev omkring 18.30 begyndte jeg at blive skidt. Rigtig skidt. Kulderystelser, på trods af Panodil, mega kvalme, hovedpine og bare sådan rigtig influenza-agtig. Jeg holdt ud til fyraften og da jeg kom hjem havde jeg 38,7 på Panodil, gik i seng før midnat og sov i cirka 10 timer. Dagen efter vågnede jeg med nogenlunde samme temperatur og valgte derfor at melde mig syg. Hele dagen tilbragte jeg på sofaen og lå stabilt på 38, men havde det dog ikke helt så dårligt som om onsdagen. Ved sengetid, torsdag nat, var min temperatur på 37,8 og fredag morgen lå den igen på 36,5. Så ja, for første gang i mit liv, fik jeg symptomer efter en vaccine. Nummer to venter den 6. April og jeg håber ikke jeg får symptomer af den. Men jeg har lært min lektie og vil vente lidt længere, dagen efter, før jeg beslutter om jeg skal på arbejde eller ej.

Min veninde har været nødt til at aflive sin hvide schæferhund. Han var 10 år og hans bagben havde været dårlige i ret lang tid, men derfor er det altid svært. Atlas. Han var en skøn hund. Stor og ‘klodset’, men begejstret og savlende og med en fantastisk personlighed. Han var bange for fyrværkeri og lignende, som i rystende bange, og det gjorde at vi altid (siger jeg som om jeg har kendt dem i 10 år, når det vel nærmere er 3 😂) var hos dem nytårsaften, så Atlas ikke skulle være alene. Jeg ved ikke hvad der sker med nytårsaften nu (hvis ikke jeg kan bytte mig frem, skal jeg arbejde i år), men det må tiden jo vise. Måske vi skal skiftes til at lægge hus til? Jeg aner det ikke og det er ikke noget vi har snakket om endnu. Men selvom han ikke var min hund, så var han altid glad for at se mig (og alle andre, nærmest) og jeg skulle altid lige hilse på ham når han var ude. Jeg kigger stadig over til dem og ser efter hans hvide poter, under hegnet. De er der ikke og min veninde og jeg snakkede lidt om ham idag, så det var faktisk lidt rart.

Jeg er stadig ved at sætte folie på nogle af mine møbler. Det er, som min mor altid sagde, noget der griber om sig. Det er blevet et lidt større projekt end først antaget. Jeg håber jeg kan gøre det i stuen færdigt imorgen.

Jeg er begyndt at lægge mærke til at jeg snakker anderledes om min mor, nu. Ikke fordi jeg har ‘glemt’ hvor styg hun var, men fordi hun også var mange andre ting og det virker til at de bedre minder, så småt er begyndt at dukke op. Det er faktisk rart at der er mindre ‘hun var narcissist’ og mere ‘min mor sagde/gjorde altid’ på godt og ondt.

Jeg burde også gøre rent. Som i, jeg støvsuger flere gange om ugen, men der trænger bare til sådan en ordentlig omgang. Jeg havde tænkt at jeg kunne bruge idag på at gøre folie projektet i stuen færdigt og så kunne jeg gøre rent imorgen, men sådan blir det så ikke. Imorgen skal jeg have gjort folie tingen færdig og så skal jeg have forberedt mad til mine fem arbejdsdage. Hvad jeg, derudover, får tid til, ved jeg ikke. Men så længe jeg får ryddet det værste kattegrus af vejen, så er det okay. Jeg prøver ikke at banke mig selv i hovedet over det, for jeg ved jo godt at ingen dømmer mig for det og at jeg får det gjort når jeg kan overskue det og det blir for meget for mig at se på.