🎶I'm dancing with my demons🎶

Jeg har sagt mit job op. Har sidste vagt den 29/10.

Jeg kunne godt gå ind i alle grundene, men det vil jeg faktisk ikke for jeg ved ikke helt hvem der læser med. Det kommer senere.

Jeg er godt træt af gruppen i BED forløbet. Ikke selve gruppen, men mere det der med at skulle op klokken underligt, køre klokken 7 og sidde i kø i halvanden time for at være der klokken 9.

Jeg magter det ikke, JohnJohn!

Så jeg har fundet ud af at jeg havde 4 fraværsgange ud af de lovlige 9 gange, man må være væk. Så blev jeg hjemme idag. Og jeg overvejer om ikke jeg skal blive hjemme to gange mere. Der er nogle af færdighederne som jeg er nødt til at komme til, for dem har jeg ikke haft så meget før, men nogle af de ting jeg allerede har haft 2-3 gange, gider jeg faktisk ikke høre på igen, for at være ærlig.

Jeg er ikke rask og BED fri, men det tror jeg aldrig rigtig jeg blir. Jeg havde en overspisning i fredags,efter vores leder havde skældt ud, som om vi var en flok 4 årige, der havde revet en af de mindre piger i håret. Jeg var simpelthen så vred og forbavset at jeg ikke rigtig vidste hvad jeg skulle gøre af mig selv. Min overspisning bestod af en pose med 175 gram chips og nogle lakridser. Det er jo ingenting i forhold til hvad jeg plejer at fortære i en overspisning, så det er mega fedt. Og jeg slog ikke mig selv i hovedet. Jeg konstaterede blot at det havde været en overspisning og lod det så ligge.

Jeg er dog blevet bedre til at takle mine følelser, så det er mega fedt. Jeg var ude til frokost med V, sidste mandag og det var mega hyggeligt, mundbind und alles. Vi kajede om verdensituationen i 3 timer og spiste noget lækkert mad, samtidig.

Under vores samtale, får hun sagt noget med at det var dejligt at BED’en ikke er min identitet mere, eller noget i den stil. Jeg husker ikke præcis hvordan ordene faldt. Jeg blev lidt paf og kan faktisk ikke helt huske hvad jeg sagde til det.

Men da jeg kom hjem, kunne jeg godt mærke at det blev jeg faktisk ked af og selvom jeg godt ved at jeg har haft behov for at være en ego tripper, i det her forløb, så ønsker jeg jo ikke at være det i en grad hvor jeg kun kan snakke om mig og min BED og så lige mig selv igen.

Min ‘vane-reaktion’ på sådan noget er at blive pige fornærmet og så trække mig. At konstatere at jeg, igen, ikke kan finde ud af at være et ordentligt menneske og slet ikke en god ven og så trække mig fra relationen, stille og roligt.

Men det gjorde jeg ikke. Jeg skrev til V og spurgte hvad hun havde ment med den kommentar og så endte vi med at tale i telefon sammen i to timer. Det var mega fedt og jeg var meget stolt af mig selv. At jeg var i stand til at sparke mine usikkerheder om at være et ordentligt menneske og en god ven i hovedet og så faktisk tage snakken. Jeg har altid set sådan nogle situationer som konflikter og jeg HADER konflikter. Så meget at jeg ikke vil risikere en konflikt ved at sende min begrundede opsigelse (sendte blot en standard) før min sidste vagt er slut, fordi jeg ikke vil ende i en konflikt med min leder, den sidste måned jeg er der. Hvilket er noget pis for jeg har allerede sagt op, hvad er det værste hun kan gøre?

Nå, men jeg tog ihvertfald snakken med V og det var mega dejligt. Nu kommer der lidt DAT sprog; jeg tjekkede fakta på mine tolkninger om det hun havde sagt og fandt ud af at de ikke var rigtige. Mega fedt og et kæmpe skridt i den rigtige retning.

Jeg har sovet i 8 timer i nat, kun afbrudt af en alarm klokken 7….som jeg iøvrigt ikke kan finde nogle steder i min telefon. Men jeg føler mig mega udhvilet og skal bruge dagen idag på at bage boller, til fys, skifte kattebakker og måske have kigget på lidt psykologi. Det er noget med børns udvikling og jeg gaber, ærlig talt, allerede.

Jeg er begyndt at sove bedre. Endelig. Jeg har ikke sovet længe siden jeg var teenager. Jeg blev altid…hmmm…drillet med hvis jeg havde sovet 10 timer eller mere. At jeg burde holde op med at spilde tiden og komme op og få noget ud af dagen. Derfor har jeg….vel siden jeg var…vel omkring de 20, tænker jeg….sovet måske maks 9 timer. Ingen regler uden undtagelser, selvfølgelig, men det er mange år at jeg ikke har sovet længe.

Her i weekenden har jeg nærmest ikke sovet mindre end 7,5 time og det er bare helt vildt. Problemet med at sove har helt sikkert været en senfølge i forhold til min opvækst og nu ser det ud til at det lysner. Jeg har prøvet at lade være med at stresse over det, hvis jeg først vågner klokken 9 og det er faktisk gået okay. Jeg har et split sekund haft den der “Shit!!” tanke, men har rimeligt hurtigt kunne fortælle mig selv at det er okay.

Igår var jeg på en dejlig frokost date med V og det var bare fedt at spise dejlig mad og klare hele verdensituationen. Undervejs får hun dog sagt noget, som ramte mig. Noget i stil med at BED’en var blevet min identitet.

Det ramte mig faktisk hårdere end jeg havde regnet med og flere timer senere var jeg simpelthen nødt til at spørge hende hvad hun mente, inden jeg blev pige fornærmet og mærkelig.

Vi snakkede i telefon i to timer. Jeg vrælede flere gange, men hun overbeviste mig om at det ikke havde føltes som om jeg kun kunne snakke BED, under frokosten. Det var en kæmpe lettelse, for det er bestemt ikke min mening. Selvfølgelig har jeg nogle gange brug for navlepilleri og at folk gider høre på når jeg igen fortæller det samme…igen igen. Men som V sagde, så fungerede jeg jo faktisk også inden jeg opdagede at jeg havde en spiseforstyrrelse og det skal jeg blive ved med. Vi snakkede også om, om hun skal med ind til S, på et tidspunkt, for vi har faktisk ikke snakket så meget om DAT og alt det og nu føler jeg mig klar til at dele nogle flere ting med hende.

Sårbarhed vil nok altid være svært for mig, men det er rart at vide at hun ikke løber skrigende bort, hvis jeg skriver en besked til hende om at jeg har det skidt eller noget.

I disse dage savner jeg også virkelig at have en kæreste, eller ihvertfald en gut som kan rumme mig. Det er som om jeg har brug for at blive trøstet og ‘passet på’. På den der specielle måde. Bare en som vil mig og som ikke er bange for at jeg måske ikke lige er på toppen, rent mentalt, lige nu.

Det der nok nager mig er….vi ved allesammen at min mor havde narcissistiske/psykopatiske træk og jeg er nået dertil hvor jeg tænker….hvorfor? Hvad havde jeg gjort siden jeg fortjente at blive behandlet sådan? Hvorfor kunne hun ikke lide mig? Hvorfor skulle jeg slåes, flåes i håret, kontrolleres og hele tiden have af vide at jeg ikke gjorde det godt nok?

Jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af det. Min mor er her, heldigvis, ikke mere for jeg ved at hvis hun var, så ville jeg aldrig være gået igang med noget af det her. Jeg siger at hun gjorde det bedste hun kunne, med den problematiske opvækst hun selv havde, men det gør det ikke mere fair og det gør mig ikke mindre vred og ked af det. Jeg har endda overvejet at få fjernet hendes initialer fra den tatovering jeg har på min højre overarm, men ved at jeg er nødt til at slå koldt vand i blodet.

Jeg ved ikke hvad jeg mere skal skrive lige nu, for jeg skal tidligt op imorgen og lave vipper, inden jeg skal på job om eftermiddagen.

Godnat 😴😴

Jeg er ved at være træt af at køre til gruppe hver tirsdag. Nej, jeg er ikke træt af gruppen eller behandlingen…faktisk føler jeg at jeg har meget behov for det i øjeblikket. Men jeg er virkelig træt af at stå op klokken kvart i kvalme og køre hjemmefra lidt over syv, sidde i kø i halvanden time for at være i gruppe klokken 9. Det er latterligt.

Imorges havde jeg så også ‘fornøjelsen’ af et røvhul af en lastbil chauffør, der mente at han havde ret til at spærre hele Kapelvej for at læsse af. Han fik et par skældsord med på vejen og jeg sendte en mail til hans firma. Ikke fordi jeg tror det gør en forskel, men jeg kom af med min frustration og det var egentlig pointen. Heldigvis fandt jeg en parkeringsplads lige nedenfor hvor vi holder gruppe, så det var heldigt. Jeg var ved at pisse i bukserne, så kunne dårligt nok gå hen til elevatoren. Det har så lært mig at jeg ikke tager vanddrivende inden jeg skal afsted om tirsdagen.

Udover det så var jeg i seng ved 23 tiden, læste til omkring midnat….og så vågnede jeg klokken halv fem i morges. Fuck, jeg var træt af mig selv, allerede der. Det lykkedes at få en halv time, tre kvarters ekstra søvn, men det var bare ikke den bedste start. Mit blodsukker var højt og ryggen gjorde ondt, så jeg havde sgu mest lyst til at blive hjemme. Men afsted med mig.

Da jeg kom hjem, låste jeg min dør, kastede nogle chips i hovedet og lagde mig på sofaen i halvanden time. Det var eddermame fedt! Jeg kunne sagtens have sovet længere, men tvang mig selv til at vågne.

Fik vasket op. Min opvaskemaskine har haft det svært de sidste dage, på trods af at jeg har tømt filter og jeg ved ikke hvad. Måske den er ved at afgå ved døden. I don’t know. Tiden må vise det.

Jeg gad egentlig ikke spise aftensmad for jeg ville heller æde junk. Det er sådan jeg har det, i øjeblikket. Argh, det er bare nemmere at åbne en pose chips eller nogle kager. Det irriterer mig, for jeg ved jo godt at det virker bedre hvis jeg spiser rigtig mad. Nå, men ved 18 tiden blev jeg sgu alligevel sulten, så jeg varmede resten af min tortilla-pizza fra igår og spiste det. Det var som om det kun klarede et lillebitte hul, så jeg fortsatte med nogle kager og nogle lakridser. Latterligt. Det er hvad det er og det kan ikke nytte at jeg banker mig selv i hovedet, men det irriterer mig grænseløst, for hvorfor har jeg det her behov?!

Jeg troede det var overstået med mit indlæg fra igår. Men tydeligvis ikke. Jeg ved ikke hvad der foregår. Og S har to ugers ferie, så jeg er lidt på egen hånd.

Imorgen starter jeg fem arbejdsdage. Jeg har givet besked om at jeg stadig har brug for en skåne rute og en hybrid bil. Svaret var ‘skal gøre mit bedste’, så det stresser mig lidt. Min indre pessimistist går straks igang og forestiller mig det værste. Jeg gider ikke være sygemeldt, men det blir resultatet, hvis ruten er for hård. Jeg er nødt til at passe på mig selv og især hvis min frygt er berettiget og ruten er for hård til ryggen/bækkenet.

Inden jeg startede i behandling for min spiseforstyrrelse, ville jeg bare have knoklet på og ignoreret hvordan min krop føles, men det er slut. Jeg er smadret og tager smertestillende op til 3 gange om dagen (fordi jeg prøver at lade være pga mine nyrer), jeg laver øvelser og går til fys flere gange om ugen. Jeg kan ikke blive ved at holde til det.

Det haster mere end nogensinde med at få skrabet penge sammen til min uddannelse. Så hvis du har lyst til at hjælpe mig, så skriv til mig og så sender jeg dig mit nummer, så kan du overføre på Mobilepay 😂😂🙈😉

Jeg er ret påvirket af når omverdenen sætter min mor op på en piedestal. Enten som en stakkel, mens hun var gift med min far. Eller som en åh-så-vidunderlig person der altid bagte kager og sørgede for at ingen manglede noget.

Alt det var hun. Til tider.

Der var helt sikkert en periode, hvor det var min far der styrede showet. Hvor han muligvis slog hende og måske andre ting.

Udadtil var hun helt sikkert en der bagte kager og ting og gjorde folk glade.

På et tidspunkt blev hun dog voksen, med min far og så skete der et ‘magtskifte’. Jeg oplevede hende aldrig som værende underdanig eller kuet. Aldrig. Tværtimod. Hun manipulerede og råbte og skreg. Nærmest altid. Hun spillede offer, når det passede ind i hendes planer. Hun slog mig. Både i røven og i ansigtet. Hun trak mig i håret. Hun tømte min fars skrivebord ned på gulvet i raseri over at han ikke havde ryddet op og senere i livet gjorde hun det samme med mig. Hendes humør skiftede konstant og hele tiden og når jeg tænkte at jeg havde gjort eller andet godt og at nu blev hun glad….så blev hun måske glad et øjeblik…for så straks at finde noget galt. Hvis jeg hjalp hende med at lave mad (hvilket jeg hadede hele mit liv), så skulle tingene skæres på en vis måde og hvis jeg gjorde det forkert, fik jeg af vide at jeg ikke forstod noget som helst og blev smidt ud af køkkenet, for så senere at blive kaldt doven og blive beskyldt for aldrig at hjælpe til derhjemme. Min far blev konstant skældt ud over at han ikke hjalp hende med noget som helst (og det var sådan jeg tænkte om ham det meste af mit liv), men jeg husker også at hvis han så støvsugede (hvilket faktisk skete, ind imellem), så var det aldrig godt nok og han kom ikke ind i krogene eller noget andet. Der var aldrig noget der var godt nok eller rigtigt nok. Vi skulle hele tiden noget andet eller på en anden måde.

Folk elskede når hun bagte kager og ting til dem. Og hun var god til det. Det smagte fantastisk. Problemet er bare at det var alt de så.

Jeg føler mig alene, når jeg prøver at fortælle at hun ikke var så perfekt som de tror, for de kan slet ikke forestille sig det.

Da hun blev gift med min stedfar, frygtede jeg at han var for ‘svag’ til hende. Jeg hader at bruge det ord for det er faktisk et forkert ord. Min mor havde stærke psykopatiske træk og det kræver en ret robust person at have med det at gøre. En person der, i den grad, kan sige fra og slå i bordet når det er nødvendigt.

Sådan en type er min stedfar ikke og det er tydeligt for mig at hun havde vanvittig meget succes med at få ham manipuleret og kontrolleret. Så meget, faktisk, at han var helt på skideren da hun døde. Han anede ikke hvad han skulle gribe og gøre i. Han hoppede og sprang for hende og føjede hende i stort set alle hendes krav. Jeg boede sammen med dem i 11 år og selvom jeg selvfølgelig ikke så alt der foregik, så så jeg rigeligt. Det var så grelt at jeg nogle gange ønskede at han bankede hende en på skrinet.

Jeg går ikke ind for vold. Jeg mener ikke vold er nødvendigt på nogen måde og slet ikke i parforhold eller barn/forældre forhold. Men jeg ønskede sådan at han ville smøre hende sådan en på skrinet så hun ville begynde at opføre sig ordentligt. Det skete selvfølgelig aldrig og hun fortsatte med at rase, spille offer og manipulere os begge to.

Hende og jeg havde nogle gevaldige sammenstød, når jeg fik nok, ind imellem. Vi råbte og skreg, vrælede og skabte os så højt at jeg nogle gange tror at naboerne kunne høre det og jeg ved at min stedfar lignede en der bare gerne ville væk. Jeg kæmpede forgæves. Mine udbrud hjalp måske en periode, men stille og roligt kom vi tilbage til det samme mønster igen. Det var hendes behov, hendes ord var lov. Hun var staklen der gik hjemme og ingen venner havde og vi andre måtte underholde med historier fra vores arbejdsliv, men i virkeligheden havde vi ingen, udover hende at koncentrere os om, for det havde hun det bedst med og hun ville sige nærmest hvad som helst for at opnå det.

Hun slog mig, som jeg skrev. Jeg var 15-17 år da jeg fortalte hende at hvis hun rørte mig igen, ville jeg slå igen (og jeg mente hvert et ord). Det blev hun ret chokeret over, kunne jeg se, men hun rørte mig aldrig siden. Hun kunne dog stadig kontrollere mig blot ved at kigge på mig og det kunne hun, næsten, frem til sin dødsdag.

Jeg var længe om at prøve at gøre oprør og det var svært, da jeg begyndte på det, efter vi havde købt hus. Jeg tror det, ubevidst, gik op for mig hvor styg hun var og hun HADEDE når jeg sagde hende imod eller ligefrem skændtes med hende. Jeg vidste godt at jeg havde radikalt andre holdninger end hende til f.eks udlændinge eller homoseksuelle. Hun var rimelig diskret i sine holdninger om homoseksuelle (måske hun mistænkte mig for at være lesbisk? Aner det ikke.), men mht. udlændinge lagde hun ikke fingrene imellem.

Jeg holdt ret hurtigt op med at debattere det med hende, men nøjedes med at sige at vi nok aldrig blev enige. Det accepterede hun, selvom det var tydeligt at det irriterede hende at jeg havde min egen mening om nogle få ting (resten kopierede jeg bare fra hende).

Generelt tror jeg bare at folk slet ikke er klar over min mors negative sider. Hun var dygtig til at skjule dem. Hun havde også masser af gode egenskaber, men når man kender hende som jeg gør, er det svært at se at det havde et andet formål end at sørge for at folk kunne lide hende og syntes hun var fantastisk, for hun havde svært ved hvis folk ikke havde det sådan. Det værste var, hvis folk ikke kunne lide hende. De måtte hellere have ondt af hende, end ikke at kunne lide hende. Det pudsige er…alle min stedfars gamle venner så røde flag da han blev kæreste med min mor. Og det kan jeg godt forstå.

Hehe, kunne ikke lade være.

Nå, men nu har jeg hørt fra fotografen som LMS satte mig i kontakt med. Han vil gerne have mig med i sin foto….ting.

Min spiseforstyrrelse råber og skriger som en åndssvag om at det kan jeg ikke, det er jeg for fed til, folk vil hade billederne (1 eller 2), folk vil få kvalme og bla bla bla bla bla. Den kører bare derudaf, alt imens det føles som om jeg sidder i et hjørne med armene over kors og rækker tunge ad den.

For selvfølgelig kan og må jeg det. Det er ikke farligt at folk MÅSKE vil føle og tænke en masse negative ting. Det må de faktisk gerne. Også uden at det behøver at påvirke mig. Det er en mulighed for at bryde tabu, at gøre opmærksom på at fede mennesker også gerne må være her OG vise sig frem. At vi ikke alle behøver ligne modeller. Og at fede mennesker ikke er dovne og ude af kontrol.

Jeg glæder mig og frygter det på en og samme tid.

Men det her er min mission. Min passion. At vi alle er lige meget værd, uanset vægt, form og størrelse. At det ikke er okay at kommentere på folks størrelse, uanset om de er bittesmå eller kæmpestore.

Derfor er det vigtigt. Jeg kan ikke hjælpe nogen, hvis ikke jeg tør gå forrest. Hvis ikke jeg tør gøre noget grænseoverskridende, både for mig selv og et evt publikum.

Nu (når samtykket når derind) er jeg blevet en del af LMS case kartotek. Det betyder at jeg kan blive kontaktet af journalister for at blive interviewet omkring det at have BED.

Jeg vil være med til at nedbryde tabuer om spiseforstyrrelser og selvskade og jeg vil også være med til at prøve at ændre folks opfattelse af tykke mennesker og slankekursmentaliteten.

Det får jeg forhåbentlig chancen for nu. Indtil videre har jeg lagt min historie på deres hjemmeside, jeg har meldt mig til at få taget nogle billeder (ved endnu ikke om det blir til noget) og jeg er også klar til at lave en kort video om BED, hvis ikke der er andre der melder sig.

Det er en god sag og det er noget jeg brænder for. Vi skal ikke allesammen rende rundt og ligne modeller, vi skal ikke allesammen ‘luk munden og let røven’ og jeg kun blive ved og ved.

Derudover har jeg fået raget en arbejdsskade til mig, fordi jeg ville hjælpe en borger. Lang historie kort, så slæbte jeg på en borger tre gange indenfor en halv times tid og en af mine ryghvirvler i mit bækken er blevet ustabil. Jeg går til fys og laver bækkenløft to gange om dagen.

Jeg arbejder, men får en rute som er specielt designet til mig så jeg ikke ødelægger mig selv endnu mere.

Lige nu har jeg fem fridage, så jeg håber at det blir bedre snart.

Jeg har ondt i ryggen. Lavede nogle forkerte forflytninger på arbejdet i lørdags og nu tror jeg min iskiasnerve er blevet vred på mig.

Min kollega har givet mig massage igår og jeg tog masser af smertestillende og idag synes jeg det går lidt bedre, men jeg skal stadig til lægen og checkes, da det jo skal anmeldes som en arbejdsskade.

Det betyder så at jeg har måtte aflyse min tid hos psykologen idag og sige at jeg ikke kommer i gruppe imorgen, for der skal jeg have massage og det kan kun blive midt i gruppe tiden. Det er skide ærgerligt, men min ryg er altså vigtigere.

Jeg har haft lidt isolation-itis, det sidste stykke tid. Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg har bare ikke rigtig haft energi til noget socialt. Selvom jeg har kigget over til D og C og tænkt at jeg lige burde stikke hovedet ind, eller jeg lige burde genere P og E over hækken, så har jeg bare ikke gidet det. Jeg tror eneboeren lidt kom op i mig, for en tid.

Heldigvis kom D over og skulle have hjælp til sit hår, i lørdags og det var så rart at se hende og snakke med hende igen. Det er det der med initiativet den er gal med, ikke lysten til at være sammen med mine venner.

Min energi har bare været på det laveste blus, generelt. Jeg har ikke fået kigget på mere psykologi, jeg har ikke fået gjort rent (fik støvsuget igår fordi jeg havde fået vindhekse i stedet for nullermænd) og ja, alting har bare taget ekstra energi som jeg ikke har haft.

Jeg skal snakke med S på telefonen idag, så må vi se om vi kan finde årsagen. Tænker at jeg måske skal ud at gå en lille tur, senere, for at se om det ikke kan løsne lidt op i ryggen. Nu må vi se hvad Doktor klog siger.

Personlige historier

Det er min der hedder “Nej, ikke burger. Du æder dig ihjel, tøs!”

Det tog en god times tid, men sikke en dejlig tur. Regnvejr und alles.

Her er lidt billeder og en video.

Jeg er startet med at læse psykologi. Wow. Det er SÅ spændende og faktisk virkeligt svært. Masser af nye fremmedord som jeg skal have ind i mit ordforråd. Nogle gange kan jeg tænke at jeg da fatter hat og alt det her blir overhovedet ikke siddende i min hjerne. Jeg er sikker på at der blir mere siddende end jeg tror, men det er stadig skræmmende.

Jeg er startet med socialpsykologi. Bare ordet er intimiderende, ikke? Men det er nu ret interessant. Blandt andet, hvordan mennesker opfører sig i grupper. Super spændende og måske også en måde at blive bevidst om hvad jeg gør når jeg er i grupper.

Den første, og meget lette, opgave har jeg afleveret. Den næste skal afleveres sidst i september. Jeg har lavet det meste af den, men det er stadig super skræmmende at skulle aflevere en rigtig opgave og få feedback på den. Jeg ved ikke om jeg får karakterer for de afleverede opgaver, men det må tiden vise.

Og jeg har ikke fået karakterer siden 13 skalaen eksisterede, så det blir super mærkeligt at vænne sig til….hvis jeg altså får karakterer for opgaverne og ellers til eksamen til Juni.

BED behandlingen går stadig godt. Jeg har fundet ud af at jeg stadig har masser af issues med min størrelse og det gør mig rasende, når folk kommenterer på det, hvis jeg ikke selv har begyndt.

Det er IKKE IORDEN at kommentere på folks størrelse, uanset om de vejer for meget, for lidt eller præcis det de skal. Det er lige så fornærmende at sige “ej, hvor er du tynd!!” eller “har du tabt dig?” som at at sige “ja, du fylder jo godt i landskabet” eller “har du taget på?”, uanset om du mener det er en god ting at folk er slanke eller har tabt sig. Det er ikke iorden. Vi skal væk fra at det er en fantastisk ting at tabe sig eller at være åleslank.

Det er perfekt at være præcis som du er lige nu. Du kan sagtens være perfekt som du er og stadig ønske en forandring.

Jeg er perfekt præcis som jeg er, men har stadig et ønske om at tabe mig. Jeg ønsker ikke at tabe en bestemt mængde kilo (det gør min BED derimod), men blot komme ned så det er behageligt og så jeg ikke skal tage så meget medicin. Det er meget besværligt at være så tyk som jeg er. Jeg blir forpustet over ingenting, det er svært at blive bukket sammen på midten, at tørre sig bagi og alt muligt andet. Det vil jeg godt være fri for. Men jeg vil ikke gå med på min BED’s ønsker om at skulle tabe 30 eller 50 kilo. Det er jo alligevel fuldstændigt uoverskueligt.

Jeg er nødt til at fortsætte med min mad dagbog i lang tid endnu. Og jeg skal ikke tabe mig, bevidst, i lang tid endnu.

Jeg skal ud at gå, idag. Det skal jeg fordi jeg har sindssygt ondt i ryggen og skal løsnes lidt op, inden jeg skal have massage senere, og for at få gang i benene, så de ikke hæver så meget. Det er stadig det jeg arbejder på – at bevæge mig lidt mere. Der er ingen restriktioner eller regler om at jeg skal gå X antal gange om ugen eller hvor langt jeg skal gå, for det er bare at gå med min BED og ryge tilbage til slankekursmentaliteten. Jeg beslutter mig for en rute inden jeg går (gerne den korteste jeg har) og et roligt tempo. Min BED SKRIGER som besat på hele turen ‘gå hurtigere’, ‘du kan lige dreje ned her og så blir turen lidt længere for ca 3km er SLET ikke nok!!’, ‘du skulle have sat Endomondo, så du kunne se hvor kort den her tur er’ (jeg har slettet Endomondo), ‘du går ALT FOR LANGSOMT!!’ og så videre og så videre. Det er konstant.

Men jeg kæmper og holder mig til mine beslutninger. Lige nu handler det nemlig om at få den til at lukke røven…eller ihvertfald råbe lidt mindre højt, mens jeg bare bevæger mig lidt mere end normalt.

Idag tror jeg bare jeg vil gå en tur ned til vandet. Den tur er endnu kortere end den jeg plejer at gå. Så ser vi hvordan den kære BED reagerer på det.