En anden side af min mor

Jeg er ret påvirket af når omverdenen sætter min mor op på en piedestal. Enten som en stakkel, mens hun var gift med min far. Eller som en åh-så-vidunderlig person der altid bagte kager og sørgede for at ingen manglede noget.

Alt det var hun. Til tider.

Der var helt sikkert en periode, hvor det var min far der styrede showet. Hvor han muligvis slog hende og måske andre ting.

Udadtil var hun helt sikkert en der bagte kager og ting og gjorde folk glade.

På et tidspunkt blev hun dog voksen, med min far og så skete der et ‘magtskifte’. Jeg oplevede hende aldrig som værende underdanig eller kuet. Aldrig. Tværtimod. Hun manipulerede og råbte og skreg. Nærmest altid. Hun spillede offer, når det passede ind i hendes planer. Hun slog mig. Både i røven og i ansigtet. Hun trak mig i håret. Hun tømte min fars skrivebord ned på gulvet i raseri over at han ikke havde ryddet op og senere i livet gjorde hun det samme med mig. Hendes humør skiftede konstant og hele tiden og når jeg tænkte at jeg havde gjort eller andet godt og at nu blev hun glad….så blev hun måske glad et øjeblik…for så straks at finde noget galt. Hvis jeg hjalp hende med at lave mad (hvilket jeg hadede hele mit liv), så skulle tingene skæres på en vis måde og hvis jeg gjorde det forkert, fik jeg af vide at jeg ikke forstod noget som helst og blev smidt ud af køkkenet, for så senere at blive kaldt doven og blive beskyldt for aldrig at hjælpe til derhjemme. Min far blev konstant skældt ud over at han ikke hjalp hende med noget som helst (og det var sådan jeg tænkte om ham det meste af mit liv), men jeg husker også at hvis han så støvsugede (hvilket faktisk skete, ind imellem), så var det aldrig godt nok og han kom ikke ind i krogene eller noget andet. Der var aldrig noget der var godt nok eller rigtigt nok. Vi skulle hele tiden noget andet eller på en anden måde.

Folk elskede når hun bagte kager og ting til dem. Og hun var god til det. Det smagte fantastisk. Problemet er bare at det var alt de så.

Jeg føler mig alene, når jeg prøver at fortælle at hun ikke var så perfekt som de tror, for de kan slet ikke forestille sig det.

Da hun blev gift med min stedfar, frygtede jeg at han var for ‘svag’ til hende. Jeg hader at bruge det ord for det er faktisk et forkert ord. Min mor havde stærke psykopatiske træk og det kræver en ret robust person at have med det at gøre. En person der, i den grad, kan sige fra og slå i bordet når det er nødvendigt.

Sådan en type er min stedfar ikke og det er tydeligt for mig at hun havde vanvittig meget succes med at få ham manipuleret og kontrolleret. Så meget, faktisk, at han var helt på skideren da hun døde. Han anede ikke hvad han skulle gribe og gøre i. Han hoppede og sprang for hende og føjede hende i stort set alle hendes krav. Jeg boede sammen med dem i 11 år og selvom jeg selvfølgelig ikke så alt der foregik, så så jeg rigeligt. Det var så grelt at jeg nogle gange ønskede at han bankede hende en på skrinet.

Jeg går ikke ind for vold. Jeg mener ikke vold er nødvendigt på nogen måde og slet ikke i parforhold eller barn/forældre forhold. Men jeg ønskede sådan at han ville smøre hende sådan en på skrinet så hun ville begynde at opføre sig ordentligt. Det skete selvfølgelig aldrig og hun fortsatte med at rase, spille offer og manipulere os begge to.

Hende og jeg havde nogle gevaldige sammenstød, når jeg fik nok, ind imellem. Vi råbte og skreg, vrælede og skabte os så højt at jeg nogle gange tror at naboerne kunne høre det og jeg ved at min stedfar lignede en der bare gerne ville væk. Jeg kæmpede forgæves. Mine udbrud hjalp måske en periode, men stille og roligt kom vi tilbage til det samme mønster igen. Det var hendes behov, hendes ord var lov. Hun var staklen der gik hjemme og ingen venner havde og vi andre måtte underholde med historier fra vores arbejdsliv, men i virkeligheden havde vi ingen, udover hende at koncentrere os om, for det havde hun det bedst med og hun ville sige nærmest hvad som helst for at opnå det.

Hun slog mig, som jeg skrev. Jeg var 15-17 år da jeg fortalte hende at hvis hun rørte mig igen, ville jeg slå igen (og jeg mente hvert et ord). Det blev hun ret chokeret over, kunne jeg se, men hun rørte mig aldrig siden. Hun kunne dog stadig kontrollere mig blot ved at kigge på mig og det kunne hun, næsten, frem til sin dødsdag.

Jeg var længe om at prøve at gøre oprør og det var svært, da jeg begyndte på det, efter vi havde købt hus. Jeg tror det, ubevidst, gik op for mig hvor styg hun var og hun HADEDE når jeg sagde hende imod eller ligefrem skændtes med hende. Jeg vidste godt at jeg havde radikalt andre holdninger end hende til f.eks udlændinge eller homoseksuelle. Hun var rimelig diskret i sine holdninger om homoseksuelle (måske hun mistænkte mig for at være lesbisk? Aner det ikke.), men mht. udlændinge lagde hun ikke fingrene imellem.

Jeg holdt ret hurtigt op med at debattere det med hende, men nøjedes med at sige at vi nok aldrig blev enige. Det accepterede hun, selvom det var tydeligt at det irriterede hende at jeg havde min egen mening om nogle få ting (resten kopierede jeg bare fra hende).

Generelt tror jeg bare at folk slet ikke er klar over min mors negative sider. Hun var dygtig til at skjule dem. Hun havde også masser af gode egenskaber, men når man kender hende som jeg gør, er det svært at se at det havde et andet formål end at sørge for at folk kunne lide hende og syntes hun var fantastisk, for hun havde svært ved hvis folk ikke havde det sådan. Det værste var, hvis folk ikke kunne lide hende. De måtte hellere have ondt af hende, end ikke at kunne lide hende. Det pudsige er…alle min stedfars gamle venner så røde flag da han blev kæreste med min mor. Og det kan jeg godt forstå.