Jeg troede jeg var ovre det?

Jeg har brugt så lang tid på at lære at acceptere mig selv. At forstå at jeg er god nok, præcis som jeg er, warts and all. At min krop er god nok, også selvom jeg ikke er helt tilfreds med den måde den ser ud på. At, på trods af det førnævnte, så må jeg gerne være her og det er bare en krop.

Indtil en mand i Netto taler få ord til mig og smadrer det og sætter gang i alle de grimme tanker igen.

Det foregik sådan her:

Mig: *står og kigger efter noget chokolade jeg kan bruge til de cookies jeg vil prøve at bage. En mand (ret høj og, som mig, temmelig godt i stand) prøver at gå forbi mig for at komme i køen som han tror jeg står i* Stil dig bare foran mig, jeg står alligevel lige og kigger på chokolade.

Mand (på ca 65-70 år og usoigneret): *Giver mig elevator blikket og løfter sine øjenbryn* Ja, jeg skal nok lade være at sige noget.

Mig: *løfter mine øjenbryn i overraskelse og finder min spydige tone frem* Ja, det ville nok være klogt, eftersom du ikke ved en skid!

Mand: Ja, hvis man får sagt noget forkert kan man jo godt risikere en flad.

Mig: Det er, på ingen måde, utænkeligt.

Jeg undrer mig seriøst over at han ikke forstår at blot ved at give mig elevator blikket, har han allerede sagt alt. Det havde nok givet mere, hvis jeg sagt at han da vist ikke skulle råbe for højt, men sådan er det altid i bagklogskabens klare lys.

Han fortsatte faktisk med at snik-snakke om hans diabetes og bla bla, helt uden fornemmelse for at jeg overhovedet ikke var interesseret i at tale med ham. Gudskelov blev der åbnet en kasse mere og jeg drønede derhen for at slippe for ham.

Jeg kunne godt mærke de grimme tanker om hvor fed, ulækker og klam jeg var, på vej hjem. Nå ja, og alle dem omkring at jeg jo heller ikke har været i bad endnu, så jeg lugter nok også lidt af gnu og mit hår er vist lidt fedtet og så kørte det ellers bare derudaf.

Tænk at sådan en mandsperson kan sætte alt det igang, med så få ord. Jeg troede ærlig talt at jeg var bedre end det, men det er jeg åbenbart ikke.

Heldigvis er jeg bevidst om alle de grimme tanker og kan bruge mine DAT færdigheder til at berolige mig selv og komme tilbage til at selvfølgelig er jeg god nok og okay, selvom jeg er tyk, har fedtet hår og måske lugter lidt af gnu. Sådan er det med alle mennesker, der er ikke noget mærkeligt eller noget ved det.

Men det slog mig sgu alligevel ud, et øjeblik. Wow.

Og lad mig så bare lige tilføje at uanset om det så havde været Vin Diesel der, på magisk vis, havde lært at tale perfekt dansk, så havde han fået samme reaktion. Hvorfor overhovedet have behov for at kommentere, godt eller skidt, på at en person kigger på hvilken chokolade personen vil købe? Det har ikke nødvendigvis noget med mine issues eller min størrelse eller noget at gøre. Jeg forstår bare ikke hvorfor man, umotiveret, tænker at det er iorden? Det var noget andet hvis jeg havde spurgt omkring noget med chokolade. Så var der en samtale igang. Men umotiveret og helt uden invitation til andet end at stille sig i kø foran mig? Jeg render sgu da heller ikke rundt og kommenterer umotiveret, eller med en kort kommentar om noget, på om folk køber chips, øl, æbler, brød eller kun vand. Det rager ikke mig og med mindre nogen direkte inviterer til det, så kunne jeg aldrig finde på det.

Og generelt opfatter jeg så bare ikke elevator blikket og løftede øjenbryn og en kommentar som den, som noget positivt og det er meget svært for mig at forstå hvordan nogen kunne tolke det positivt, uanset hvem der gør det.