Min mor Jette

Min mor hed Jette. Hun blev født den 29. August 1956 i Sunds (det er et sted i Jylland). Hun døde på Hillerød Sygehus’ apopleksi (betyder blodprop) afdeling den 8. Juli 2017.

Hun var den yngste af to børn og hendes bror Tommy var min mormor og morfars øjesten.

Ud fra det hun har fortalt mig om hendes barndom, var det aldrig nemt. Hun var fra starten et sensitivt barn, havde svært ved at spise og tage på. Blev sendt på julemærkehjem for at tage på. Fik tæsk med bøjler og endda engang en grydeske der knækkede. Så slår man alligevel ret hårdt. Hendes bror var en ‘rod’, som vist nok enten var under opsyn af børneværnet eller som endda vist blev fjernet eller på anden vis mere eller mindre frivilligt flyttede hjemmefra inden han blev 18. Jeg kan ikke huske alle detaljer, men kan bare huske at der var noget med børneværnet. Hun har også fortalt at min morfar også tæskede Tommy.

Hun flyttede sammen med min far (som var 11 år ældre), da hun var 14, nok mest i trods da hendes forældre var meget imod at hun var sammen med min far.

Hun fødte mig i Februar 1976, som hun blev 20 år i August samme år. Mine forældre blev gift i december 1976, ifølge min mor, på rådhuset og med hendes ord om at det kun ville holde til jeg var 18.

Jeg husker enkelte episoder fra min barndom, som indikerede at mine forældre havde et voldeligt forhold, men masser af episoder der beviste at det, som minimum, var et super turbulent forhold og at ingen af dem var glade i det. Min far var utro og det samme var min mor. Og ja, jeg vidste det begge gange. Min mors affære bakkede jeg endda op om, selvom det betød at hun sov hos min mormor og morfar i Farum i ugens løb, mens jeg var derhjemme med en luddoven far i Meløse og måtte klare alt det praktiske udover min skole.

Jeg kan ikke huske hvor gammel jeg var da det startede, men det var med vores kørelærer. Min mor fik kørekort sent og jeg fik det som 19 årig, så jeg tænker at det er startet da hun tog kørekort og fortsat indtil ihvertfald efter at mine forældre blev skilt, da jeg var 19.

Efter mine forældre blev skilt, begyndte min mor og jeg at tage i byen/på druk sammen. Set i bakspejlet var det meget mærkeligt. Det skal man ikke som mor og datter. Det er bare ikke normalt. Men det gjorde vi. Min morfar var fungerende alkoholiker og efter en sommerferie hvor vi stort set drak 14 dage væk, fandt vi ud af at vi også havde tendens til at blive afhængige. Fra den dag af blev vores alkoholforbrug begrænset til enkelte weekender, her og der.

Min mor mødte min stedfar på kroen. Han drak godt igennem, men stille og roligt blev også det begrænset til weekender hist og pist. Vi havde nogle ret vilde weekender sammen, ind imellem. Jeg boede stadig hjemme og syntes det var mega fedt. Jeg var ikke så stolt af min stedfar, i starten, for jeg synes han var for underdanig i forhold til min mor, hvilket andre af hans venner og bekendte også pointerede. Plus at han boede stadig hjemme (han var 35 da han flyttede hjemmefra og ind hos min mor og jeg). Jeg afviste det med at det måtte de selv rode med, at det ikke kom mig ved.

De blev gift ret hurtigt og kort tid efter døde min stedfars far, som var 88 (eller deromkring) og meget meget dement. Min stedfars opvækst er nærmest en bog for sig selv, med masser af omsorgssvigt, en halvsøster som var blevet fjernet og masser af andre mystiske ting.

Min mor var den der styrede showet, med økonomi og andre praktiske ting. På et tidspunkt begyndte hun ligesom at skrante lidt og efter megen undersøgelse frem og tilbage og i hoved og røv, fik hun konstateret KOL. Andre af hendes sygdomme som jeg husker, men ikke husker hvornår blev konstateret er; urinsyregigt, gigt, astma, knogleskørhed, medicinallergi, flere diskusprolapser og sikkert også flere som jeg ikke husker. Jeg tror jeg holdt op med at huske dem, på et eller andet tidspunkt. Hun har helt sikkert også haft noget udiagnosticeret anorexi og atypisk bullimi, i løbet af hendes liv.

Nå, men efter en del undersøgelser og ting med og til og fra kommunen blev hun så tildelt en invalidepension. Jeg har svært ved at huske hvornår, men tænker at det nok har været 2002/3 eller deromkring.

Hun havde, pga sin KOL nogle gange svært ved at klare almindelige huslige opgaver og da jeg boede tæt på, var det tit mig der hjalp til, da min stedfar arbejdede.

På et tidspunkt….jeg er ikke helt sikker på hvor ideen kom fra..blev vi tre nu enige om at det ville være en god ide at købe et hus sammen. Der skulle helst være et ‘hovedhus’ hvor min mor og stedfar skulle bo, og så et annex med eget bad og køkken, hvor jeg kunne bo. Det var drømmen vi arbejde hen imod. Vi var endda i Jylland og kigge på et nedlagt landbrug som havde masser af potentiale. Problemet var bare at selvom det var billigt, så ville der stadig ikke være penge til at renovere det som vi gerne ville have. Plus, vi havde svært ved at se os selv i Jylland. Jeg var nu lidt ligeglad for jeg havde ingen omgangskreds ud over min mor og stedfar (det er en anden historie, til en anden gang) og min far var død i 2003 (også en anden historie til en anden gang), men mine forældre (som jeg begyndte at kalde dem efter min far var død) havde mange venner i Farum, så de ville ikke til Jylland.

Vi fandt et hus i Jægerspris. Det var et ret stort kompromis, for der var intet annex, men en ‘ungdomsafdeling’ med to værelser og et badeværelse, inde i selve huset. Det blev huset vi købte og boede i sammen, i 11 år, førend vi endelig fik det solgt, ca. 1/2 år før min mor døde. De 11 år var, på mange måder, 11 år i helvede. Nej, vi havde selvfølgelig også gode tider og masser af dem, men det hele var præget af min mors sygdomme og mentale problemer, da hun var ked af at bo der ihvertfald de første 3-5 år. Hun oplevede at være derhjemme alene, mens min stedfar og jeg tog på arbejde og når hun klagede over det og jeg foreslog hende at melde sig ind i forskellige foreninger for at møde andre mennesker og få venner, afviste hun mig blankt og sagde at det ikke var så nemt som jeg troede. Hun truede….eller sagde at hun havde overvejet det…flere gange med selvmord. Hun kunne jo bare køre sin bil ind i en pæl, så ville min stedfar få hendes livsforsikring og alting ville blive nemmere for os, for vi var jo belastet af hende. Og det var vi. Meget tit. Faktum er at min mors mentale helbred i den grad var dårligt. Ihvertfald i perioder. Jeg tror hun havde en udiagnosticeret mental sygdom. Enten en form for psykopati, noget mildt borderline, bipolar eller noget helt fjerde. Jeg ved det ikke, men noget foregik der, det er helt sikkert.

På et tidspunkt opdagede hun en knude under sin arm. Hun sagde ikke noget om den I lang tid og vi anede ikke den eksisterede. Indtil den var på størrelse med en stor blomme og hun endelig fortalte om den og besluttede at få den undersøgt.

Eller.

Der blev mærket på den og konstateret at det nok var en fedt knude. Der blev aldrig taget en biopsi. Det blev undersøgt om den kunne fjernes, men konklusionen var at det var for risikabelt. Så den voksede bare, stille og roligt.

Så begyndte tingene at gå stærkt. Min mor fik Clostridium, blev indlagt og døde næsten af det. Hun fik megen penicillin pga hendes KOL og det typisk at Clostridium blir provokeret af det.

Nå, men hun blev rask og kom hjem og det tog hende meget lang tid at komme ovenpå igen og jeg er faktisk ikke helt sikker på at hun nogensinde rigtig gjorde det. Mens hun var syg og indlagt, var jeg rystet i min grundvold over hvor lidt min stedfar gjorde. Han tog ikke ansvar for en skid. Igen, som da jeg var barn, var det mig der stod med ansvaret for betaling af regninger, lave mad, rengøring og alt muligt andet. Jeg skulle endda bede ham om at slå græsset, for han gjorde bare ingenting. Han var helt handlingslammet. Selvfølgelig var han bange for at miste hende. Det var vi begge to. Men han kunne ingenting. Jeg trøstede ham, men han kunne ikke trøste mig. Det var så stjernehårdt og jeg var rasende. Da min mor kom hjem, bankede jeg i bordet og sagde nu var han fandme nødt til at gro sig et par og så komme ind i kampen. Min mor var ret chokeret over hvad jeg fortalte og lovede at hjælpe ham med at lære netbank og så videre.

Problemet var bare at min stedfar aldrig nogensinde har gjort sådan noget og derudover var han super ordblind (han fik senere en stær operation som gjorde at han idag ser bedre og derfor kun er mildt ordblind). Han blev som et lille barn når det var svært og endte som regel med at gå i vrede med undskyldningen om at han alligevel ikke forstod den slags ting. Han lærte det aldrig, inden hun døde og jeg er ikke sikker på at han kan idag.

Nå, men tiden gik og min mor blev mere og mere syg. Ind og ud af hospitalerne. Da jeg arbejdede om aftenen og derfor kun 14 dage om måneden, var det som regel mig der var med. Min stedfar var nu blevet fleksjobber, pga en diskusprolaps i nakken og det havde nærmest fjernet både alt hans testosteron og hans identitet. Manden var på skideren og ude af stand til at tage imod hjælp.

På et tidspunkt beder min mors…hudlæge, tror jeg det var, om at min mor blir sat i en cancer pakke fordi hun ikke kan forstå at hendes infektionstal blir ved at være forhøjet. Hun siger at hun ikke tror min mor har cancer (tror jeg så ikke på idag), men at hun blot vil have undersøgelserne til at gå stærkt.

Min mor når at få lavet to ud af tre undersøgelser. Kan ikke huske to af dem, men den dag hvor begyndelsen til enden starter, har hun været inde og få lavet en biopsi af lungen. Jo, hun havde også fået lavet en scanning, hvor lægen kunne konstatere ‘en lille smule lungecancer’. Den dag begyndte jeg at forberede mig på at min mor skulle dø af lungekræft.

Det var en onsdag hun havde fået lavet den biopsi. Hun var så bange og vi holdt hende i hånden og sagde det nok skulle gå, så længe vi måtte. Bagefter var hun super træt og kunne næsten ikke gå ud til bilen med sin rollator. Hun sad på forsædet og jeg på bagsædet. Jeg kunne høre hun talte langsomt og en smule snøvlende og tænkte (fordi jeg ikke kunne se hende) at hun godt nok måtte være meget træt.

Min stedfar fik hende bugseret ind i hendes seng, da vi kom hjem (jeg boede på et værelse hos dem på det tidspunkt) og hun sov en time eller noget. Da hun vågnede, ville jeg hjælpe hende på wc og mens hun sidder der, kan jeg godt se at noget er helt galt. Da jeg er SSH, checker jeg hendes kræfter i hænderne, beder hende smile og kan så se at hendes venstre side hænger. Klassisk symptom på en blodprop.

Jeg ringer 112 og hun blir hentet i ambulance. Får af vide at de ikke kan køre hende på Bispebjerg og trombolysere hende pga den biopsi tidligere på dagen. De kører hende på Hillerød og hun får lagt en nasal sonde (i næsen) da hun ikke kan synke væske og mad. De konstaterer at hun har to massive blodpropper i hjernen og da vi når weekenden kan hun ikke gå mere og blir sengeliggende. Jeg forflytter hende til og fra seng/bækkenstol, men må til sidst opgive og overlade det til personalet for ikke at få en arbejdsskade i min fritid. Hun holder stort set op med at tale, men forstår alt hvad der blir sagt og svare med tommel-op eller tommel-ned.

Tirsdag, ugen efter, blir min stedfar og jeg kaldt på Bispebjerg for at få svar på cancer pakken. Overlægen fortæller os at min mor har en stadie 4 lungecancer med metastaser (spredning) til knogler og lymfer og at der ikke er mere at gøre.

Da vi kommer tilbage til Hillerød, fortæller onkologen diagnosen til min mor hun vælger selv – ved hjælp af tommel-op – at få seponeret (fjernet) sin sonde og alt sin medicin og få det der hedder en tryghedskasse, som indeholder smertestillende, vanddrivende og beroligende medicin til at gøre den sidste tid så behagelig som muligt.

De sidste dage kommer venner og familie på besøg for at sige farvel. Vi tuder en masse og fredag aften kan jeg se at min mor holder op med at producere urin. Hun er ukontaktbar og jeg holder hende i hånden da jeg siger at det er okay at give slip. At det er okay at gå over regnbuen til alle dyrene. At hun må hilse min far, hendes forældre og alle de andre vi kender derovre og at hun kan glæde sig til at lege med King, Kickie, Bonzo, Chili, Reva, Basse, Ferdinand, Gizmo og alle de andre kæledyr vi har mistet i årenes løb. Jeg snakker med min barndoms veninde M I telefonen og siger at jeg er så afklaret som jeg tror jeg kan være og at jeg er sikker på at min mor snart skal herfra. Jeg går i seng, men sover kun med et halvt øje lukket. Jeg vågner klokken 5.40 og skal på wc. Da jeg tager ud efter døren hører jeg min mors vejrtrækning ændre sig og da jeg vender mig, er det tydeligt for mig at hun er ved at dø. Jeg vækker min stedfar kort efter og vi bruger morgenen på at sige farvel, både før og efter hun er blevet klædt i sit tøj.