🎶I'm dancing with my demons🎶

Jeg har, siden tv programmet Nadja og de 170 kilo, fulgt Nadjas Nedtur, både på Facebook og Instagram.

Det har været super fedt, simpelthen fordi vi jo lider af den samme spiseforstyrrelse.

Den første gang jeg fik et mentalt tick, var da Nadja begyndte at fortælle om at hun spiste intuitivt.

“Men at spise intuitivt er da en god ting, Heidi?”

Nej, ikke for en spiseforstyrret, efter min mening. Og slet ikke så tidligt efter man er ophørt med behandlingen. For mig, kunne jeg mærke at alt skreg inde i mig. At det talte ind i min BED og at jeg bare havde lyst til at råbe til Nadja at hun skulle lade være og gå tilbage til mekanisk spisning og alt det der.

Jeg ignorerede det, fordi Nadja jo er meget længere i sit forløb (hun er færdig med det) end jeg er.

Jeg er enig i masser af det som Nadja går ind for….slankeprogrammer er hjernedødt usunde og alt det andet som jeg også skriver om, her.

Men da så hun proklamerede at hun skulle have en fedme operation….da var det lige før at jeg rent faktisk skrev til hende og luftede mine tanker om hvor dårlig en idé jeg synes det ville være.

Man skal huske at Nadja er færdig med sin efterbehandling og derfor meget, meget længere i sin behandling end jeg er. Det er også hendes beslutning, forhåbentlig sammen med sine behandlere, om en operation er det rigtige for hende.

Men for mig…der hvor jeg er i min egen behandling…der kan jeg bare ikke følge med længere. Jeg kæmper en kamp hver eneste minut af hver eneste dag om at ingen madvarer er usunde i sig selv. At jeg skal have mellemmåltider, også selvom det kun er en Mars bar eller en gulerod. At jeg ikke må tabe mig resten af året og muligvis heller ikke til næste år. At jeg ikke har haft så god en barndom som jeg troede. At jeg kun tænker på 3-års-dagen for min mors død som en dag hvor jeg ikke gider køre på arbejde, fordi jeg snart har ferie og hellere ville være herhjemme og hygge mig. Og alle de andre ting som jeg kæmper med, hver dag.

Så jeg er holdt op med at følge Nadja. Kun fordi jeg er et andet sted og ikke rigtig kan med de ting hun vælger at gøre. Det er muligt at det er de rigtige ting for hende, det ved kun hun, men alt skriger i mig at det er for tidligt, for meget, for risikabelt og derfor kan jeg desværre ikke følge med mere.

Jeg håber at du følger Nadja (hvis du gør det) fordi du synes at hun er bad-ass og har nogle fantastiske pointer (for det er og har hun!). Men hvis du kan mærke at det taler ind i din egen spiseforstyrrelse og at det som hun foreslår nok også kan fungere for dig, så vil jeg anbefale dig at lade være. Det gælder ikke kun Nadja, det gælder alle former for slanke-/ernærings-/spis-efter-nogle-specielle-regler-/motions- sider på sociale medier. Jeg følger ingenting der indeholder sådan noget for jeg ved jeg blir trigget af det.

Det har ikke været nemt at tage disse beslutninger, for mig. Jeg synes jo at jeg bør støtte og bakke op om en der lider af det samme som mig og som har valgt at stå offentligt frem.

Men jeg er også i en sårbar situation og jeg er nødt til at lytte til mit instinkt. Og det siger at jeg ikke skal følge noget som helst der kan tale ind i BED’en. Jeg har endda slettet venner på facebook (eller holdt op med at følge dem) pga deres opslag handler for meget om hvor langt de har løbet idag og hvilken træning de så ellers har lavet. Jeg kan det bare ikke.

Jeg har også slettet Endomondo på min telefon og opsagt mit fitness abonnement helt. Den motion jeg skal have, på nuværende tidspunkt, er gåture når jeg har lyst og vejret er til det, så jeg undgår at mine ben hæver. That’s it.

Det er Juli måned. Det er altid en underlig måned for mig.

Den 8. Juli 2017 mistede jeg min mor til lungecancer.

De fleste mennesker reagerer med ‘åh nej, det var dog forfærdeligt’ eller noget lignende, når de hører eller læser den sætning.

Jeg har altid svært ved hvordan jeg skal reagere på deres reaktion. For ja, det er altid forfærdeligt at miste en forælder.

Bortset fra….at det var det egentlig ikke.

Den første følelse jeg fik, da min mor døde….var lettelse. Dagen efter skinnede solen fra en skyfri himmel og jeg havde det…..fantastisk! Jeg følte mig fri! Jeg kan ikke huske at jeg nogensinde har følt mig så fri og lettet. På den dag kunne jeg klare alt.

Nu er jeg jo ikke en fuldstændig psykopatisk kold so, så selvfølgelig har der været dårlige dage hvor jeg har grædt og raset og alt muligt andet. Men den største følelse…var stadig lettelse. Jeg kan kun huske en gang, i de sidste tre år hvor jeg reelt har SAVNET min mor og det var da jeg fik indkaldelsen til fogedretten. Det er en længere historie, som jeg ikke gider fortælle nu. Men da jeg fik den, gik jeg i panik og savnede at have min mor til at fortælle mig at det nok skulle gå.

Der har været situationer hvor jeg godt lige kunne have brugt hendes viden om f.eks. mad eller lignende, men jeg har ikke savnet hende.

Og nu kommer der så noget som jeg forventer folk vil ryste på hovedet af eller rulle med øjnene over. Det må i gerne for hvis i gør det, så har i ikke prøvet det og ved ikke bedre og det er jo ikke jeres skyld.

Den 20. Juli 2017 sker der så noget som giver mig et ordenligt spark lige i solar plexus og ryster mig i min grundvold, faktisk mere end min mors død gjorde.

Chester Bennington dør af selvmord.

Jeg har altid gjort nar af dem som vrælede da Diana eller Michael Jackson eller lignende gik bort. Jeg fattede simpelthen ikke at man kunne ‘tage sådan på vej’ over et menneske som man ikke kendte, var død.

Indtil Chester.

For dem som ikke ved hvem han var, så var Chester forsanger i bandet Linkin Park. Han var en masse andre ting også, men det er nok det han var mest kendt for.

Jeg har været fan af LP siden 2001 og selvom jeg ikke elskede hver eneste tone der kom ud fra deres albums, så var jeg stadig mega fan og de har altid haft en helt særlig connection til deres fans. Meget mere end noget andet band jeg ellers har været fan af.

Chester havde en masse dårlig bagage med sig. Seksuelt misbrug, mobning, stofmisbrug, alkoholmisbrug, depression og sikkert mange andre ting som vi ikke vidste noget om (tidligere selvmordsforsøg, fandt vi ud af efter han var død). Jeg har før tænkt at, med hans historie, han nok ikke ville leve længe nok til at gå på pension, opleve børnebørn osv, men det var stadig et kæmpe chok.

Jeg havde en voldsommere reaktion på Chester’s død end på min mors. Jeg gider egentlig ikke at forske i hvorfor, men blot konstatere at det var sådan det var.

I oktober 2017 lavede resten af bandet, sammen med en masse andre kunstnere, et show for at fejre Chester’s liv. Jeg så showet på YouTube dagen efter det blev streamet (tidsforskel) og det påvirkede mig så voldsomt at jeg ikke har set det siden. Jeg kigger tit på videotitlen på YouTube og tænker at det jo bare er et show og nu er det snart 3 år siden, så jeg burde se det igen. Men jeg kan ikke. Jeg er skrækslagen for at komme til at føle det samme igen. Smerte. Det var SÅ intenst og ubehageligt at jeg var glad for at vi var for mange på arbejde den dag og jeg valgte at gå hjem, for jeg havde bare brug for at være alene.

Jeg er ikke fanget i sorgen, hverken over min mor eller Chester. Jeg er kommet videre. Jeg tænker tit på dem begge to, men jeg smiler. Jeg smiler fordi Chester endelig har fået fred og ikke skal kæmpe mere mod sine dæmoner (titlen på min blog kommer fra LP sangen Nobody Can Save Me). Jeg smiler fordi jeg ikke skal kæmpe mod min mor mere og fordi hun også trængte til at få fred, både fysisk og, tror jeg, psykisk.

Men det er helt sikkert ikke populært at sige at man følte lettelse over sin mors død. Jeg har haft folk der har sagt til mig at de var bekymret over den måde jeg taklede hendes død. At jeg ikke græd nok.

Undskyld, hvad?

Er der en facitliste til hvordan man sørger ‘korrekt’? Gu fanden er der ej! Bare fordi den person reagerede anderledes, betyder ikke at jeg er forkert fordi jeg følte lettelse da min mor døde.

Husk at vi kender ikke hinandens historier. Måske en del, men slet ikke alt og derfor kan vi ikke pådutte andre at deres måde at gøre tingene på er rigtig eller forkert. Og slet ikke med sorg.

Man. Kan. Ikke. Gøre. Det. Forkert!!!

Alle følelser er tilladt. De gode, de dårlige og alle dem ind imellem. Man må gerne være glad, selvom man er i sorg. Man må gerne være vred, lettet, skuffet, ked af det, overvældet og alt muligt andet. Lad være med at få folk til at føle at de gør det forkert. Det kan man ikke og ingen har ret til at få nogen til at føle sådan, uanset om det handler om sorg eller noget andet.

Så Juli er mærkelig, men samtidig er det sommer og dejligt og jeg blir altid i godt humør når solen skinner.

Først vil jeg gerne sige at jeg er taknemmelig for dem som gider læse denne blog. Jeg har lavet den for min skyld. Den handler om mig og min kamp ud af min spiseforstyrrelse og alt hvad der hører med til det. Den blir skrevet af mig og på mine præmisser. 100% på mine præmisser. Ind imellem får jeg kommentarer om at dit og dat er forvirrende og jeg burde lave dette og hint om. Det er dog sjældent at der kommer decideret forslag til hvordan jeg burde gøre det. Jeg er altid med på at modtage forslag til forbedringer, helt sikkert. Men jeg kan ikke bruge informationer om at et eller andet er forvirrende til noget, hvis ikke der følger forslag med til hvordan jeg kan ændre det. Jeg har f.eks. valgt ikke at bruge navne (måske er den smuttet hist og pist, men det er min intention ikke at bruge dem), men bogstaver. Er det forvirrende at læse om V, D, P, C, A og alle de andre? Selvfølgelig. Men jeg har ikke kunnet komme i tanke om en anden måde at gøre det på (at finde på opdigtede navne ville forvirre mig og gøre det sværere at holde styr på).

Så. Jer der læser er altid velkommen til at komme med kommentarer på alt muligt. Men hvis det er ændringer til bloggen og den måde jeg skriver/holder den på….ja, så forventer jeg forslag til ændringer, hvis jeg overhovedet skal overveje det. Ellers er den som den er og blir kun ændret hvis jeg synes den skal ændres.

Nå, men jeg er faktisk lige kommet hjem fra en gåtur. Det lykkedes mig at komme afsted uden musik og med telefonen sat på lydløs.

Min BED råbte og skreg selvfølgelig under hele turen; ‘gå hurtigere!’, ‘du kan godt gå længere end den tur!’, ‘du skal svede ellers gælder det ikke!’, ‘du burde have sat Endomondo til!’, ‘gå nu hurtigere! Det her forbrænder ingenting!’, ‘du skal have forbrændt den Nutella du spiste til morgenmad!’ og så videre og så videre. Jeg følte mig fandme noget personlighedsspaltet 😂

Jeg brugte min DAT og handlede modsat. Jeg gik præcis i det tempo jeg synes der var behageligt, jeg stoppede hvis jeg havde brug for det og jeg tog endda lidt billeder hist og pist.

Faktum er; mine ben og min krop, generelt, har det bedre når jeg, ind imellem, går en tur. Min BED vil gerne have mig til at sætte en ramme op om at jeg skal gøre det så og så mange gange om ugen. Det skal jeg ikke. Jeg skal gøre det når det giver mening og jeg har lyst. Jeg skal ikke gøre det for at tabe mig (min BED sniger sig ind, her, og siger ‘men det ville være en meget velkommen bonus hvis der bare røg 5kg’), men for at få det bedre. For at undgå at mine ben hæver eller at jeg har sindssygt meget uro i dem når jeg skal sove. Jeg skal heller ikke gå stærkt. Med mindre jeg har brug for og lyst til at gå stærkt, f.eks. hvis jeg er vred eller frustreret.

Jeg havde en overspisning igår. Den var kontrolleret og jeg blev ikke vanvittigt overmæt, men den var der. Jeg er ikke sikker på hvad det handlede om. Måske følte jeg mig alene. Måske gad jeg bare ikke finde på noget mad (og er det så egentlig en overspisning?). Jeg ved det ikke. Jeg havde lidt brug for at gemme mig og bare være mig, helt alene, men da D kom over, for en kort bemærkning, kunne jeg mærke at jeg gerne ville have hende til at blive lidt. Det havde hun ikke tid til og det var også okay, men det var bare den følelse jeg lige fik i det øjeblik.

Idag starter jeg fem arbejdsdage op. Der er 12 arbejdsdage (tre uger) til sommerferie. Jeg glæder mig rigtig meget til min sommerferie. Ikke fordi jeg har nogle specifikke planer, men jeg glæder mig bare til at nusse rundt i haven og bare hygge mig. Jeg har inviteret D, C, P og E (også V, men hun mente ikke hun kunne komme) til mad i løbet af min sommerferie, som tak for hjælpen med hegnet-fra-helvedes-forgård. Jeg har sagt at de selv må have drikkevarer med, men at jeg laver fyldt mørbrad, kartoffelsalat, melon salat, bland-selv salat og hvidløgsflutes. Det var rart bare at udtrykke hvordan jeg gerne ville have det og, endnu, stresser jeg ikke over det. Jeg tænker faktisk at det nok skal gå, også selvom det nok ikke blir perfekt. Jeg håber dog lidt at vi kan sidde udenfor og at jeg kan få købt en pavillon, inden, da jeg ikke tænker at C ville blive super begejstret hvis jeg spurgte om vi kunne flytte deres mega-parasol over i min have, for en aften 😂😂🙈

Jeg har endda sagt et cirka tidspunkt hvor jeg forventer at vi kan spise, men også at folk er velkommen inden det tidspunkt. På den måde har jeg faktisk tilfredsstillet nærmest alt i mig. Jeg har et tidspunkt jeg kan arbejde hen imod, men ved at folk er fleksible, så jeg behøver ikke stresse, hvis maden blir forsinket og jeg har sagt at de er velkommen før den tid, fordi jeg ville elske hvis de kom og bare…summede rundt, måske hjalp med lidt hist og pist. Jeg glæder mig helt vildt meget og jeg håber også at V måske kunne få det arrangeret så hun også kunne komme. Det ville være perfekt.

Siden sidst har jeg haft en af de allertravleste weekender…nærmest nogensinde.

Jeg har, siden jeg flyttede ind, gerne ville have min have hegnet ind så kattedyrene kunne komme ud. E og P har virkelig trådt i karakter, hvad det her hegn angår. De har stået for opmåling og bestilling af materialer, klipning af hæk, nedgravning af stolper og sikkert ting jeg har glemt at nævne.

Sidst jeg havde weekend fri, havde vi så besluttet at der skulle knokles. Jeg havde sagt til V, D, C og A at der var arbejdsweekend hvis de havde mulighed for det. Noget tid før, havde jeg så brug for at vide om de kom eller ej, for det følte jeg ikke jeg havde fået klar besked om.

Det var virkelig angstprovokerende til et punkt hvor jeg græd, bare ved tanken om at skulle skrive til dem og bede om et svar. Jeg havde haft en weekend, hvor jeg havde drevet mig selv til vanvid med grimme tanker om at de nok slet ikke ville komme, hvilket førte til tanker om at de slet ikke kunne lide mig alligevel og alt det bullshit. Det er imponerende at jeg ikke fatter det, men jeg arbejder på sagen. Jeg snakkede med S om det og bare det at sige at jeg skulle skrive til dem om et svar, fik mig til at græde i frygt for om det kunne blive til en konflikt der så afsluttede de venskaber.

Det viste sig jo så, sjovt nok, at jeg bare fik et svar. Ingen konflikt, ingenting. Igen var jeg angst over noget som ikke skete. Pisse irriterende.

Nå, men lørdag oprandt og vi knoklede alle mand. Søndag fortsatte vi og selv C kom og hjalp, på trods af tømmermænd. I løbet af søndagen (tror jeg det var…måske også lørdag? Tror jeg har lidt fortrængt det), kunne jeg mærke at jeg blev fyldt op i hovedet af at have så mange mennesker, i så lang tid, omkring mig. Det kan godt være jeg er blevet sådan et socialt væsen, men det kan åbenbart stadig godt blive for meget for mit hoved. Jeg var også dødtræt af det skide hegn og over at det ikke var færdigt endnu og så…mistede jeg min humoristiske sans. Jeg prøvede at trække mig lidt, for at undgå at sige noget semi-grimt, men det lykkedes ikke helt. Jeg bed af D og muligvis også af V. Jeg er ikke helt sikker på hvem jeg ellers bed hovedet lidt af, men helt sikkert D. Hun tog det nu okay og sagde bare at hun nok måtte passe på eller noget i den stil. Jeg kunne godt se at V havde mange smerter (fibromyalgi), men ville ikke pointere det. Jeg lod hende blot selv sige fra da det blev nok for hende. Det ved jeg ikke om det var en fejl, men hun virkede sur eller irriteret da hun gik. Det kan også bare have været fordi hun havde mange smerter.

C car sød og snakkede med mig om at jeg var fyldt op, for han kunne både se og mærke det på mig. Det var rart at kunne sige tingene højt, uden at føle skam eller som om jeg er en freak. Jeg burde snart have lært det; de kan godt rumme mig og mine issues. Men det tager nok noget tid, før jeg sådan helt fatter det.

Efterfølgende gik E og P (og jeg hjalp også lidt) og gjorde hegnet færdigt om aftenen og det blev helt færdigt i torsdags. Jeg er så hamrende taknemmelig over al den hjælp jeg har fået og jeg tænker at jeg laver noget foder i uge 30. Det blir nok noget med at man selv tager drikkevarer med, men tænker ellers at jeg laver et par mørbrader med noget pastasalat, kartoffelsalat og melon salat til. Nå, men det ser jeg på og så skriver jeg til folk.

I tirsdags var jeg så oppe hos min kusine og hendes mand. Det kom sig af indlægget omkring min far. Der er masser som jeg enten ikke ved eller ikke kan huske omkring ham og da min kusine og jeg har nogenlunde samme historie (de er ihvertfald begge problematiske), var det fedt at tale med hende om vores opvækster. Der er masser af issues i vores historier og vores familiers historier og mange af de issues får vi aldrig 100% svar på, simpelthen fordi min far er død (og iøvrigt aldrig ville tale om dem) og hans søstre ikke magter at grave i de traumer. Det er forståeligt og nogle gange er det fair nok at man bare ønsker at holde tingene begravet.

Men jeg havde en dejlig dag med dem, vi fik noget dejligt mad og vi snakkede en masse. Jeg håber vi kan gøre det igen, bare for hyggens skyld.

Vi har fået et nyt medlem i vores gruppe og jeg har seriøse issues med hende. Hun virker ikke til at være motiveret, hun vil ikke dele ud af nogen ting og prøver, så vidt muligt, ikke at deltage i gruppen. Det irriterer mig helt sindssygt. Jeg snakkede selvfølgelig med S om det, igår og jeg vil prøve at handle modsat, på torsdag, når vi har gruppe igen.

Jeg er inde i en god periode, lige nu, og hvis jeg ellers kan holde de grimme tanker på afstand, så glæder jeg mig til min fri weekend, senere på ugen.

Det er faktisk en mega sætning, for mig. Den betyder rigtig meget.

Det er ikke min skyld at jeg får tankemylder, som det jeg delte igår. Det er ikke min skyld at jeg har en spiseforstyrrelse. Det er ikke min skyld at jeg blev behandlet dårligt da jeg var barn og ung og voksen. Det er ikke min skyld at jeg er super usikker på mange, mange ting. Det er ikke min skyld at jeg har brug for bekræftelse fra mine venner, nærmest non-stop, i øjeblikket. Det er ikke min skyld at jeg føler mig totalt fucked up.

Jeg synes ikke rigtigt det er nogens skyld. Synes ikke man kan snakke om skyld, som sådan. De mennesker der har gjort mig til den jeg er idag, på godt og sandelig også ondt…ja, de, må jeg formode, har gjort deres bedste med den baggrund og viden de havde på det givne tidspunkt.

Det er ikke min skyld…men det er mit ansvar at gøre noget ved det. At få det bearbejdet og ‘sat ind på hylder’ hvor det hører til. Det er det jeg er igang med.

Det er, til tider, så hamrende hårdt at jeg ikke er sikker på at jeg kan gennemføre det.

Som igår. Jeg delte et super svært skriv herinde og bagefter fortrød jeg. Jeg tænkte at det nok var en fejl, at mine venner nu først ville rulle med øjnene og så iøvrigt aldrig kontakte mig igen. Jeg snakkede med S og hun opfordrede mig til at fortælle dem mine behov for at få svar og for planlægning og så videre. Det fik mig til at græde, simpelthen fordi jeg straks så konflikter og problemer, hvis jeg rent faktisk ytrede mine behov for disse ting. Hun sagde også at det nok ikke var det smarteste at skrive disse ting her og lade mine venner læse det, fremfor at tale med dem. Det fik mig også til at tvivle på om jeg skulle slette indlægget igen.

Jeg nåede nu frem til at det nok var for sent og at folk allerede havde læst det. Jeg besluttede mig for at skrive rundt idag, når jeg var faldet lidt ned og havde fået formuleret et neutralt skriv i mit hoved.

Inden jeg nåede så langt, bankede D på min dør. Jeg var sgu ærlig talt ikke sikker på om jeg kunne rumme hvad hun end havde at sige (igen forestillede jeg mig det værste), men lukkede hende dog ind alligevel.

Til at begynde med sagde hun nu ikke særligt meget. Hun krammede mig bare. Og så græd jeg igen. Bagefter havde vi en god snak og hun sagde faktisk at hun godt kan lide at læse tingene herinde, for så kan hun læse det hele og tage det ind, uden en masse frem og tilbage. Jeg sagde at alt hvad jeg havde skrevet, intet havde med mine venner at gøre og alt med mig at gøre og, som min fornuft havde sagt mig hele weekenden, så vidste hun det godt. Det er nogle gange skræmmende hvor godt hun kender mig selvom vi kun har været venner cirka et års tid 😉🙃

Vores snak var rigtig rar og den beviste, endnu engang, at jeg har fundet ‘mit crew’, som D og jeg kalder det. De kan godt lide mit selskab (det er altså virkelig mærkeligt for mig at skrive) og har ingen problemer med at give mig svar…såfremt jeg kommunikerer spørgsmålene. De vil hjælpe mig og har ikke problemer med at rumme mine issues og det jeg arbejder med, lige nu. Det gør mig sindssygt glad, selvom det er svært for mig at tro på. Især når jeg går i selvsving på den måde jeg gjorde i weekenden. Jeg føler mig rigtig svag, når jeg har det sådan og det er svært for mig at kommunikere det ud. Svaghed/sårbarhed er bare det værste og det skal jeg arbejde på at kunne være i.

Nå, men her til morgen skrev jeg så til V og A angående næste weekend. Deres svar var, på sin vis, skuffende, men langt mindre end jeg havde frygtet. Jeg har det okay med de svar jeg har fået og det er dejligt at jeg ved hvad jeg har at rette mig efter. Nu kan jeg handle mad og drikkevarer ind og være rolig omkring at der er styr på tingene. Min indre kontrolfreak har det godt.

Idag er en grøn dag. Hele weekenden har faktisk været lidt grøn. Jeg kæmper rigtig meget med grimme tanker til og om mig selv.

(Det her indlæg er meget, meget svært at offentliggøre fordi det kommer til at lyde som én lang bebrejdelse. DET ER DET IKKE!

Det her handler mig og mine issues og om hvordan jeg skal lære at navigere i det hele og acceptere og tage vare på mig selv.)

Tanker om at jeg ikke er god nok, at mine venner ikke gider mig, at de ikke gider hjælpe mig, at det nok også bare er fordi jeg er så fucked up, lige nu. Måske gider de mig godt når jeg har det bedre. Måske er de bare stjerne trætte af at høre om mine skide issues. Måske gider de faktisk ikke hjælpe mig med indhegning af haven, fordi de ikke gider mig. Måske er det derfor ingen af dem har sagt om de kommer eller ej.

Jeg kommer fra en baggrund hvor alting altid var på klokkeslæt. Når man blev inviteret til middag, så var det klokken et-eller-andet. Når man skulle komme og hjælpe med noget, så var det den dag, klokken sådan-her. Jeg har det vanvittig svært med det der lidt flydende-i-kommer-bare-når-i-synes ting. Det trigger alle mulige usikkerheder og mærkelige ting i mig for…kommer der overhovedet nogen? Og hvornår? Hvor meget kan/gider de lave? Hvad tid skal jeg komme? Hvad nu hvis jeg kommer klokken 16 og de andre først kommer klokken 19? Er det så et tegn på at jeg er sådan en needy person som ikke kan klare sig alene? Måske gider de ikke have at jeg er der så meget længere end de andre? Hvad hvis jeg kommer klokken 17 og vi så først spiser klokken 20?

Jeg kan godt rumme det og tænker at det er ret sundt, når det bare er at jeg skal dukke op til et eller andet hygge. Der hvor det blir super problematisk for mig er, når jeg skal holde et eller andet. Jeg har nærmest INGEN erfaring i at ‘være vært’, så derfor har jeg brug for god tid til at planlægge/købe ind/osv. fordi jeg stadig er meget usikker. Det gør mig lettere sindssyg, når en svar frist ikke blir overholdt eller at jeg ikke, i det mindste, får et svar på om folk har tænkt sig at komme eller ej. Det trigger alle min usikkerheder og hvad nu hvis’er på en lettere grotesk facon.

Jeg kan godt gå med til at jeg ikke ved om folk kommer klokken 10 eller klokken 12 (med mindre det er til en middag, for så er tidspunktet ret vigtigt)….hvis bare jeg ved at folk kommer og det ikke først er til spisetid. Allerhelst vil jeg gerne vide hvad tid folk kommer, for så har jeg noget konkret at holde mig til og det er super vigtigt for mig.

Jeg er, ærlig talt, ved at være pissetræt af de her usikkerheder og katastrofetanker. Jeg har venner. De er anderledes indrettet end mig, men kan lide mig og gider mig. Hvor svært er det lige at fatte?! Så blir jeg irriteret over at det kun er mig der skal tilpasse mig det mere flydende-i-dukker-bare-op-ting og at der ikke er tidspunkter på. Eller at det ikke blir respekteret at jeg har brug for faste tidspunkter, når jeg holder noget tam tam (hvilket jeg sjældent gør af samme årsag) eller har brug for hjælp…men det er jo svært for dem at vide, når jeg ikke har sagt det direkte. Det er jeg bare heller ikke særlig god til…for hvad så hvis de ikke vil være mine venner mere?!

STOP!!! BARE STOP!!!!

Jeg ville ønske at jeg havde en ‘off’ knap til min hjerne, så jeg kunne stoppe tankemyldret. Jeg ville bruge den. Ofte.

Er bare ekstra sprød/grådlabil idag. Om lidt skal jeg snakke med min hjernevrider og så tror jeg altså at jeg skal ud at gå en tur, inden jeg driver mig selv fuldstændig til vanvid….det er nok for sent, men whatever.

Min far blev født den 11. Marts 1945. Jeg ved faktisk ikke om han blev født hjemme på Fur (en lille ø i Limfjorden) eller om det måske har været på Skive Sygehus. Jeg aner det faktisk ikke.

Jeg ved at han havde en storesøster, H og en lillesøster, B og så var der noget med enten et sæt tvillinger eller en bror som døde.

Rettelse: min far var den ældste af de tre søskende.

Min far var aldrig særlig informativ omkring hans opvækst.

Hans mor, Edith, var maniodepressiv (og det ved jeg kun fra mine fastre for min far talte aldrig om hende) og døde af selvmord da jeg var 2 år gammel. Hun led drukningsdøden på min kusine’s fødselsdag – jeg tror hun blev 4 eller 5….altså min kusine. Ved ikke hvor gammel min bedstemor var da hun døde.

Rettelse: min kusine blev 6 år, den dag vores bedstemor døde.

Det har tydeligvis været meget traumatisk for alle, men for min far var det så voldsomt at jeg ikke kan huske at han nogensinde talte om det.

Min bedstefar, Christian, husker jeg som en ret hård mand, men igen er det svært for jeg husker ikke at min far talte ret meget om det. Jeg kan ikke huske præcis hvornår min bedstefar døde, men jeg har nok været omkring de 14.

Min far blev meget forkælet. Han var, så vidt jeg er orienteret, sin mors kæledægge og skulle vist nærmest ikke deltage i huslige gøremål.

Da han fik konstateret type 1 diabetes som 12 årig, stak det vist helt af. Han fik lov at ryge fordi han ikke måtte spise slik (man vidste ikke bedre dengang).

Jeg mener at han var omkring 20-24 da han flyttede til ‘Djævleøen’ og blev uddannet isenkræmmer.

Igen stoler jeg ikke helt på min hukommelse, for jeg husker ikke min far som typen der delte ting fra hans barndom eller ungdom. Han var det vi kalder en knudemand og delte generelt meget lidt om sig selv og sine følelser. Jeg kan heller ikke mindes at han var ked af det, da min bedstefar døde. Eller også viste han det bare ikke.

Jeg ved ikke hvordan han mødte min mor, men om det er fordi de aldrig har fortalt mig det eller om jeg bare har glemt det, aner jeg ikke.

Jeg ved at han aldrig passede hans sukkersyge. Han røg ind med syreforgiftning (ketonstoffer i blodet – kan være dødeligt) flere gange og spiste præcist hvad der passede ham. Dengang havde man kun langtidsvirkende insulin og derfor var det endnu vigtigere at passe sin kost. Det gjorde han ikke.

I årenes løb blev han mere og mere forkalket i sine blodårer, men nægtede at dyrke nogle former for motion. ‘Lægen burde kunne give mig en pille for det’, sagde han tit.

På et tidspunkt skulle han ind og have lavet en bypass operation pga al den forkalkning i hans årer. Det gik egentlig fint nok, men igen var min far ikke specielt god til at høre efter lægerne og han ignorerede at han skulle gå nogle små ture hist og pist, for at komme godt til kræfter igen.

Han boede hjemme hos mig, efter operationen, fordi jeg ikke ville have at han skulle være alene. Den sidste morgen han levede (eller var ved bevidsthed, ihvertfald), skændtes vi så det bragede inden jeg kørte i skole (jeg var ved at tage SSH uddannelsen). Dagen før havde vi været på skadestuen fordi han havde mange smerter i sin venstre skulder (hvor han i flere år havde haft en frossen skulder). Hans egen læge havde udskrevet morfin og på skadestuen opdagede de ingenting, bl.a fordi hans iltmætning først blev målt efter han havde fået en iltslange på. Virkelig klogt.

Nå, men jeg kørte i skole og ringede, grædende, til min mor for at høre om ikke hun kunne gå over og snakke med ham fordi han havde været så modbydelig i hans mund, overfor mig. Det lovede hun at hun nok skulle.

Da hun kom derover, stod min hoveddør åben, møblerne var skubbet til side (sofabord) og min kat var løbet væk (han var ude kat og kom hjem den aften, igen). Hun ringede mig op på skolen og hun og min stedfar kom og hentede mig og min fars bil, som jeg kørte i.

Det viste sig at min far selv havde ringet 112 og han var kørt, først på Frederikssund Sygehus og derefter på Riget.

Da vi kom på Riget, fortalte de os at han havde en blodprop på bagsiden af hjertet, en af de årer de ikke havde kunnet komme til under bypass’en og som han ventede på skulle have en stent. De havde lagt ham i respirator, med en ekstern pacemaker og i medicinsk koma. Jeg så ham kort og det var ret surrealistisk at se to ledninger forsvinde ind i hans brystkasse. Overlægen var super flink og da jeg bad hende give mig sandheden, råt for usødet, fortalte hun mig at det ville tage et mirakel for at min far skulle overleve. Jeg sagde til hende at så måtte han skynde sig at komme afsted og at de måtte ringe til mig når han var gået bort.

Vi kørte hjem og jeg prøvede at få styr på min lejlighed. Jeg mener at jeg vågnede den næste morgen, enten 03.55 eller 04.05 – jeg kan ikke helt huske det. Men jeg kan huske det var sådan et lidt skævt tidspunkt og jeg tænkte at jeg da ikke var færdig med at sove. Jeg vågnede først igen ved 5 tiden, da min mor vækkede mig og fortalte at min far var død. På hans dødsattest står det skæve tidspunkt jeg vågnede på.

Jeg havde det mærkeligt med min fars død. På den ene side havde vores forhold været så kompliceret og langt fra tæt, på den anden side…ja, så var han jo min far.

Han blev bisat fra Farum kirke og idag ligger hans og min mors urne på samme gravsted og det er også der min stedfar skal ned, når hans tid kommer.

Jeg har nu ikke så meget behov for at komme på gravsteder. Jeg kom kun på min fars, når min mor tog mig med derned og jeg har været der en enkelt gang siden min mor døde. Det er bare ikke et behov jeg har. Jeg kan sagtens mindes dem, uden at skulle stå og kigge på en sten med deres navn (på min fars står der bare ‘Far’ og hans fødsels- og dødsdato.). Jeg har ikke behov for at pynte eller plante eller på anden vis gøre noget som helst.

Jeg ved med mig selv, at når min stedfar ikke er her mere…og jeg får den første betaling fra kirkegården, som er hvad? 10 år efter? Ja, så vil jeg lade dem fjerne gravstedet. Det samme har jeg sagt til min stedfar om min mormor og morfars gravsted. Jeg har ikke kontakt til min mors bror og det har min stedfar heller ikke, så jeg har sagt at næste gang der kommer en betaling på det, så kan han bare informere om at det skal nedlægges. Jeg har ikke behov for at komme der og min mor er her ikke mere, så der er ingen grund til at betale til det.

Det er muligt at nogle synes at det er en kold indstilling at have, men jeg tror ikke på at et gravsted gør noget som helst. Det er en længere historie om hvad jeg tror på og hvad jeg ikke tror på og den tænker jeg ikke skal være her.

Jeg har ikke bevæget mig i måneder. Jo, altså…sådan almindelig bevægelse. Det der er nødvendigt hver dag.

Men ellers ikke.

Jeg skriver det her mens jeg er ude at gå en lille tur. Jeg er forpustet og det beviser bare at jeg skal til det igen. Ikke for vægttab, men simpelthen for velvære. Mine ben er begyndt at hæve igen. Så meget at jeg har købt et par andre støttestrømper. Det er uacceptabelt om sommeren. Så en lille tur hver dag…eller ihvertfald de dage hvor vejret er godt og jeg har lyst.

Min mor hed Jette. Hun blev født den 29. August 1956 i Sunds (det er et sted i Jylland). Hun døde på Hillerød Sygehus’ apopleksi (betyder blodprop) afdeling den 8. Juli 2017.

Hun var den yngste af to børn og hendes bror Tommy var min mormor og morfars øjesten.

Ud fra det hun har fortalt mig om hendes barndom, var det aldrig nemt. Hun var fra starten et sensitivt barn, havde svært ved at spise og tage på. Blev sendt på julemærkehjem for at tage på. Fik tæsk med bøjler og endda engang en grydeske der knækkede. Så slår man alligevel ret hårdt. Hendes bror var en ‘rod’, som vist nok enten var under opsyn af børneværnet eller som endda vist blev fjernet eller på anden vis mere eller mindre frivilligt flyttede hjemmefra inden han blev 18. Jeg kan ikke huske alle detaljer, men kan bare huske at der var noget med børneværnet. Hun har også fortalt at min morfar også tæskede Tommy.

Hun flyttede sammen med min far (som var 11 år ældre), da hun var 14, nok mest i trods da hendes forældre var meget imod at hun var sammen med min far.

Hun fødte mig i Februar 1976, som hun blev 20 år i August samme år. Mine forældre blev gift i december 1976, ifølge min mor, på rådhuset og med hendes ord om at det kun ville holde til jeg var 18.

Jeg husker enkelte episoder fra min barndom, som indikerede at mine forældre havde et voldeligt forhold, men masser af episoder der beviste at det, som minimum, var et super turbulent forhold og at ingen af dem var glade i det. Min far var utro og det samme var min mor. Og ja, jeg vidste det begge gange. Min mors affære bakkede jeg endda op om, selvom det betød at hun sov hos min mormor og morfar i Farum i ugens løb, mens jeg var derhjemme med en luddoven far i Meløse og måtte klare alt det praktiske udover min skole.

Jeg kan ikke huske hvor gammel jeg var da det startede, men det var med vores kørelærer. Min mor fik kørekort sent og jeg fik det som 19 årig, så jeg tænker at det er startet da hun tog kørekort og fortsat indtil ihvertfald efter at mine forældre blev skilt, da jeg var 19.

Efter mine forældre blev skilt, begyndte min mor og jeg at tage i byen/på druk sammen. Set i bakspejlet var det meget mærkeligt. Det skal man ikke som mor og datter. Det er bare ikke normalt. Men det gjorde vi. Min morfar var fungerende alkoholiker og efter en sommerferie hvor vi stort set drak 14 dage væk, fandt vi ud af at vi også havde tendens til at blive afhængige. Fra den dag af blev vores alkoholforbrug begrænset til enkelte weekender, her og der.

Min mor mødte min stedfar på kroen. Han drak godt igennem, men stille og roligt blev også det begrænset til weekender hist og pist. Vi havde nogle ret vilde weekender sammen, ind imellem. Jeg boede stadig hjemme og syntes det var mega fedt. Jeg var ikke så stolt af min stedfar, i starten, for jeg synes han var for underdanig i forhold til min mor, hvilket andre af hans venner og bekendte også pointerede. Plus at han boede stadig hjemme (han var 35 da han flyttede hjemmefra og ind hos min mor og jeg). Jeg afviste det med at det måtte de selv rode med, at det ikke kom mig ved.

De blev gift ret hurtigt og kort tid efter døde min stedfars far, som var 88 (eller deromkring) og meget meget dement. Min stedfars opvækst er nærmest en bog for sig selv, med masser af omsorgssvigt, en halvsøster som var blevet fjernet og masser af andre mystiske ting.

Min mor var den der styrede showet, med økonomi og andre praktiske ting. På et tidspunkt begyndte hun ligesom at skrante lidt og efter megen undersøgelse frem og tilbage og i hoved og røv, fik hun konstateret KOL. Andre af hendes sygdomme som jeg husker, men ikke husker hvornår blev konstateret er; urinsyregigt, gigt, astma, knogleskørhed, medicinallergi, flere diskusprolapser og sikkert også flere som jeg ikke husker. Jeg tror jeg holdt op med at huske dem, på et eller andet tidspunkt. Hun har helt sikkert også haft noget udiagnosticeret anorexi og atypisk bullimi, i løbet af hendes liv.

Nå, men efter en del undersøgelser og ting med og til og fra kommunen blev hun så tildelt en invalidepension. Jeg har svært ved at huske hvornår, men tænker at det nok har været 2002/3 eller deromkring.

Hun havde, pga sin KOL nogle gange svært ved at klare almindelige huslige opgaver og da jeg boede tæt på, var det tit mig der hjalp til, da min stedfar arbejdede.

På et tidspunkt….jeg er ikke helt sikker på hvor ideen kom fra..blev vi tre nu enige om at det ville være en god ide at købe et hus sammen. Der skulle helst være et ‘hovedhus’ hvor min mor og stedfar skulle bo, og så et annex med eget bad og køkken, hvor jeg kunne bo. Det var drømmen vi arbejde hen imod. Vi var endda i Jylland og kigge på et nedlagt landbrug som havde masser af potentiale. Problemet var bare at selvom det var billigt, så ville der stadig ikke være penge til at renovere det som vi gerne ville have. Plus, vi havde svært ved at se os selv i Jylland. Jeg var nu lidt ligeglad for jeg havde ingen omgangskreds ud over min mor og stedfar (det er en anden historie, til en anden gang) og min far var død i 2003 (også en anden historie til en anden gang), men mine forældre (som jeg begyndte at kalde dem efter min far var død) havde mange venner i Farum, så de ville ikke til Jylland.

Vi fandt et hus i Jægerspris. Det var et ret stort kompromis, for der var intet annex, men en ‘ungdomsafdeling’ med to værelser og et badeværelse, inde i selve huset. Det blev huset vi købte og boede i sammen, i 11 år, førend vi endelig fik det solgt, ca. 1/2 år før min mor døde. De 11 år var, på mange måder, 11 år i helvede. Nej, vi havde selvfølgelig også gode tider og masser af dem, men det hele var præget af min mors sygdomme og mentale problemer, da hun var ked af at bo der ihvertfald de første 3-5 år. Hun oplevede at være derhjemme alene, mens min stedfar og jeg tog på arbejde og når hun klagede over det og jeg foreslog hende at melde sig ind i forskellige foreninger for at møde andre mennesker og få venner, afviste hun mig blankt og sagde at det ikke var så nemt som jeg troede. Hun truede….eller sagde at hun havde overvejet det…flere gange med selvmord. Hun kunne jo bare køre sin bil ind i en pæl, så ville min stedfar få hendes livsforsikring og alting ville blive nemmere for os, for vi var jo belastet af hende. Og det var vi. Meget tit. Faktum er at min mors mentale helbred i den grad var dårligt. Ihvertfald i perioder. Jeg tror hun havde en udiagnosticeret mental sygdom. Enten en form for psykopati, noget mildt borderline, bipolar eller noget helt fjerde. Jeg ved det ikke, men noget foregik der, det er helt sikkert.

På et tidspunkt opdagede hun en knude under sin arm. Hun sagde ikke noget om den I lang tid og vi anede ikke den eksisterede. Indtil den var på størrelse med en stor blomme og hun endelig fortalte om den og besluttede at få den undersøgt.

Eller.

Der blev mærket på den og konstateret at det nok var en fedt knude. Der blev aldrig taget en biopsi. Det blev undersøgt om den kunne fjernes, men konklusionen var at det var for risikabelt. Så den voksede bare, stille og roligt.

Så begyndte tingene at gå stærkt. Min mor fik Clostridium, blev indlagt og døde næsten af det. Hun fik megen penicillin pga hendes KOL og det typisk at Clostridium blir provokeret af det.

Nå, men hun blev rask og kom hjem og det tog hende meget lang tid at komme ovenpå igen og jeg er faktisk ikke helt sikker på at hun nogensinde rigtig gjorde det. Mens hun var syg og indlagt, var jeg rystet i min grundvold over hvor lidt min stedfar gjorde. Han tog ikke ansvar for en skid. Igen, som da jeg var barn, var det mig der stod med ansvaret for betaling af regninger, lave mad, rengøring og alt muligt andet. Jeg skulle endda bede ham om at slå græsset, for han gjorde bare ingenting. Han var helt handlingslammet. Selvfølgelig var han bange for at miste hende. Det var vi begge to. Men han kunne ingenting. Jeg trøstede ham, men han kunne ikke trøste mig. Det var så stjernehårdt og jeg var rasende. Da min mor kom hjem, bankede jeg i bordet og sagde nu var han fandme nødt til at gro sig et par og så komme ind i kampen. Min mor var ret chokeret over hvad jeg fortalte og lovede at hjælpe ham med at lære netbank og så videre.

Problemet var bare at min stedfar aldrig nogensinde har gjort sådan noget og derudover var han super ordblind (han fik senere en stær operation som gjorde at han idag ser bedre og derfor kun er mildt ordblind). Han blev som et lille barn når det var svært og endte som regel med at gå i vrede med undskyldningen om at han alligevel ikke forstod den slags ting. Han lærte det aldrig, inden hun døde og jeg er ikke sikker på at han kan idag.

Nå, men tiden gik og min mor blev mere og mere syg. Ind og ud af hospitalerne. Da jeg arbejdede om aftenen og derfor kun 14 dage om måneden, var det som regel mig der var med. Min stedfar var nu blevet fleksjobber, pga en diskusprolaps i nakken og det havde nærmest fjernet både alt hans testosteron og hans identitet. Manden var på skideren og ude af stand til at tage imod hjælp.

På et tidspunkt beder min mors…hudlæge, tror jeg det var, om at min mor blir sat i en cancer pakke fordi hun ikke kan forstå at hendes infektionstal blir ved at være forhøjet. Hun siger at hun ikke tror min mor har cancer (tror jeg så ikke på idag), men at hun blot vil have undersøgelserne til at gå stærkt.

Min mor når at få lavet to ud af tre undersøgelser. Kan ikke huske to af dem, men den dag hvor begyndelsen til enden starter, har hun været inde og få lavet en biopsi af lungen. Jo, hun havde også fået lavet en scanning, hvor lægen kunne konstatere ‘en lille smule lungecancer’. Den dag begyndte jeg at forberede mig på at min mor skulle dø af lungekræft.

Det var en onsdag hun havde fået lavet den biopsi. Hun var så bange og vi holdt hende i hånden og sagde det nok skulle gå, så længe vi måtte. Bagefter var hun super træt og kunne næsten ikke gå ud til bilen med sin rollator. Hun sad på forsædet og jeg på bagsædet. Jeg kunne høre hun talte langsomt og en smule snøvlende og tænkte (fordi jeg ikke kunne se hende) at hun godt nok måtte være meget træt.

Min stedfar fik hende bugseret ind i hendes seng, da vi kom hjem (jeg boede på et værelse hos dem på det tidspunkt) og hun sov en time eller noget. Da hun vågnede, ville jeg hjælpe hende på wc og mens hun sidder der, kan jeg godt se at noget er helt galt. Da jeg er SSH, checker jeg hendes kræfter i hænderne, beder hende smile og kan så se at hendes venstre side hænger. Klassisk symptom på en blodprop.

Jeg ringer 112 og hun blir hentet i ambulance. Får af vide at de ikke kan køre hende på Bispebjerg og trombolysere hende pga den biopsi tidligere på dagen. De kører hende på Hillerød og hun får lagt en nasal sonde (i næsen) da hun ikke kan synke væske og mad. De konstaterer at hun har to massive blodpropper i hjernen og da vi når weekenden kan hun ikke gå mere og blir sengeliggende. Jeg forflytter hende til og fra seng/bækkenstol, men må til sidst opgive og overlade det til personalet for ikke at få en arbejdsskade i min fritid. Hun holder stort set op med at tale, men forstår alt hvad der blir sagt og svare med tommel-op eller tommel-ned.

Tirsdag, ugen efter, blir min stedfar og jeg kaldt på Bispebjerg for at få svar på cancer pakken. Overlægen fortæller os at min mor har en stadie 4 lungecancer med metastaser (spredning) til knogler og lymfer og at der ikke er mere at gøre.

Da vi kommer tilbage til Hillerød, fortæller onkologen diagnosen til min mor hun vælger selv – ved hjælp af tommel-op – at få seponeret (fjernet) sin sonde og alt sin medicin og få det der hedder en tryghedskasse, som indeholder smertestillende, vanddrivende og beroligende medicin til at gøre den sidste tid så behagelig som muligt.

De sidste dage kommer venner og familie på besøg for at sige farvel. Vi tuder en masse og fredag aften kan jeg se at min mor holder op med at producere urin. Hun er ukontaktbar og jeg holder hende i hånden da jeg siger at det er okay at give slip. At det er okay at gå over regnbuen til alle dyrene. At hun må hilse min far, hendes forældre og alle de andre vi kender derovre og at hun kan glæde sig til at lege med King, Kickie, Bonzo, Chili, Reva, Basse, Ferdinand, Gizmo og alle de andre kæledyr vi har mistet i årenes løb. Jeg snakker med min barndoms veninde M I telefonen og siger at jeg er så afklaret som jeg tror jeg kan være og at jeg er sikker på at min mor snart skal herfra. Jeg går i seng, men sover kun med et halvt øje lukket. Jeg vågner klokken 5.40 og skal på wc. Da jeg tager ud efter døren hører jeg min mors vejrtrækning ændre sig og da jeg vender mig, er det tydeligt for mig at hun er ved at dø. Jeg vækker min stedfar kort efter og vi bruger morgenen på at sige farvel, både før og efter hun er blevet klædt i sit tøj.

Nogle gange føles det som om psykologer kan trylle.

Jeg har, siden sidste uge, hvor vi skulle have lavet hjemmeøvelser der omhandlede mestring eller vær-på-forkant, været super irriteret/vred. Jeg ville IKKE lave de øvelser. Som i heidi-4-år-stampen-i-gulvet-armene-over-kors-jeg-nægter! -agtigt. Jeg har lavet vær-på-forkant siden jeg var et lille barn og det gad jeg bare ikke igen! Det vidste jeg dog ikke på det tidspunkt. Jeg vidste bare at jeg stadig gør det til overflod, selv når jeg bare skal hygge med D og V, for hvad nu hvis *indsæt tilfældigt og muligvis urealistisk scenarie her*?

Idag snakkede S og jeg så om den følelse og det viser sig at jeg har lavet den øvelse siden jeg kan huske og sikkert også før det. Altid. Fordi jeg aldrig vidste hvad humør min mor var i når jeg kom hjem. Skulle jeg have skideballe over noget jeg havde gjort eller måske noget jeg ikke have gjort? Ville det være en verbal skideballe eller ville jeg få en lussing eller en røvfuld? Jeg vidste aldrig hvad der ventede og derfor kørte jeg altid en masse scenarier igennem i mit hoved om hvordan jeg ville agere i forskellige situationer. Nogle gange skete det aldrig, fordi jeg ikke fik skideballe eller slag. Nogle gange skete det og jeg prøvede at agere så dæmpende som muligt, men jeg fik stadig skæld ud eller slag. Det var ikke altid at jeg vidste at det jeg havde gjort/ikke havde gjort var galt.

Jeg har altid sagt at børn ikke tager skade af en flad på rette tid og sted, men faktum er….det skader barnet. Det kan jeg sige af erfaring. Uanset hvad, så fremmer det usikkerhed og uvished og sikkert en masse andre negative følelser at slå sit barn.

Jeg er ikke psykolog og jeg har ikke børn, så hvad man skal gøre i stedet for, ved jeg ikke for grænsen til at blive curling forældre er hurtigt overskredet og det er heller ikke smart. Godt jeg ikke har børn, siger jeg bare, for det ville jeg ikke kunne rumme.

Min mor var en masse gode ting, også. Men hun var temperamentsfuld og ret utilregnelig, også. Det var ikke det smarteste, når man havde et barn der var usikkert og følte sig utilstrækkeligt, i forvejen.

Når jeg ser tilbage på mit liv, så havde jeg ikke et gram respekt for min mor. Jeg var bange for hende. Hun holdt først op med at slå mig da jeg var i omegnen af 15, tror jeg. Da jeg blev gammel nok til at fortælle hende at hvis hun slog mig igen, så ville jeg slå igen. Jeg kan huske at jeg engang sagde de ord til hende. Hun rørte mig aldrig siden. Men til gengæld har både hendes og min force altid været at vi var lige så gode til at såre med ord, som hun havde været til at slå mig. Hun sagde altid at jeg havde det nemt fordi hun kun brugte sine hænder til at slå mig med. Hun var blevet tævet med skeer og bøjler og hun var også blevet vækket fra sin nattesøvn fordi hendes far kom hjem og hun nu skulle have tæsk over noget hun havde gjort flere timer forinden. Det har jo været psykisk tortur.

Hun blev rigtig god til manipulation og psykisk ‘terror’, efter hun holdt op med at slå mig, for hun formåede jo faktisk at kontrollere mig frem til sin død.

Det er lidt forfærdeligt at skrive, men det er faktisk først nu at jeg er begyndt at lære hvem jeg er. Jeg laver ting om i min lejlighed, fordi det jeg havde før var hvad min mor ville synes var hensigtsmæssigt. Jeg kan mærke at jeg nogle gange føler mig som en slags rebel, når jeg laver noget om fordi jeg synes det er fedt og så kommer i tanke om at det jeg ændrer det fra, er præcis noget som min mor ville have gjort/haft. Jeg kan nogle gange høre hendes stemme i mit hoved (nej, jeg er ikke personligheds spaltet 😜😉), sige at det da er virkeligt upraktisk eller grimt eller lignende. Det får mig til at smile, når jeg gør det alligevel.

Det er rigtig svært, nogle gange, men jeg er langsomt ved at arbejde mig ud af min mors greb. Jeg har fantastiske venner, som accepterer mig med alle mine mærkeligheder og hepper på mig, hele vejen til at blive et selvstændigt menneske uden mor-issues og med en spiseforstyrrelse der er under min kontrol. Det gør mig glad.