Angst – en update.

Dette er et ret langt skriv, men jeg håber du vil læse det færdigt og at du måske lærer noget nyt eller, hvis du også har angst, ikke føler dig så alene. Vi er mange.

Jeg tror egentlig altid at jeg har haft tendenser til katastrofetanker og overbekymring. Jeg fandt på et tidspunkt ud af at der findes et personlighedstræk der hedder ”Særligt sensitiv” og at det helt sikkert var et personlighedstræk, jeg besad.

Jeg HADER gyserfilm, jeg ser helst ikke nyheder og jeg spekulerer altid rigtigt meget over tingene. Jeg tager ligesom alting råt ind. Jeg har lidt brug for at leve i lykkelig uvidenhed om nogle ting og det er kun blevet værre med årene. Jeg bliver ret hurtigt overstimuleret og har brug for at trække mig og være mig selv. Det betyder ikke at jeg ikke elsker at være sammen med mine venner og deres venner, men det betyder bare at jeg bagefter kan have brug for at være alene og ”stirre ind i væggen”, som jeg kalder det.

Det er meget hårdt for mig at skulle forholde mig til folk, deres humor og måde at være på. Jeg elsker det, men nogle gange bliver det for meget og jeg trækker mig.

Det tænker jeg egentlig ikke der er noget mærkeligt i og jeg ved at masser af mennesker har det sådan, også uden at de sætter ord på.

Jeg er også ret sensitiv, sådan rent følelsesmæssigt og det kan være svært for folk at navigere i. En af mine bedste venner og ham som jeg faktisk snakker mest med omkring alt det her psykiske, kan nogle gange trigge mig på alle de negative følelser.

Jeg VED at han godt kan lide mig, at han er der for mig og selvom han ikke altid forstår det jeg beskriver, så er han ærlig, men altid villig til at lytte og det sætter jeg kæmpestor pris på.

Der er et ”men”, for han laver nogle gange fis, hvis jeg kommer derover, med ”Åh nej, er det nu dig igen”-agtige kommentarer og ageren. De fleste dage kan jeg godt tage det og kommer bare med en spydig kommentar eller noget andet fis. Men så er der de der dage. Hvor jeg bare har lyst til at græde. Eller helt droppe venskabet, for ”han kan jo alligevel ikke lide mig”. Jeg ved at han ikke ville gøre det, hvis han ikke kunne lide mig, men når sensitiviteten tager over, er det rigtig rigtig svært for mig at være i.

Jeg ved godt at jeg ikke kan bede folk om hele tiden at tage hensyn og jeg ville også blive bims, hvis jeg hele tiden skulle tage hensyn til alle folks følelser på en given dag.

Da jeg var barn og udtrykte bekymring om forskellige ting; det kunne være alt fra at jeg frygtede at jeg var gravid med min ekskæreste, eller nervøsitet over eksamen, blev det nærmest altid negligeret. Ikke taget alvorligt. Jeg fik tit af vide ”sikke noget pjat, selvfølgelig sker det ikke” eller lignende ytringer. Det gjorde egentlig bare at jeg begyndte at tænke at jeg nok bare var hysterisk og mærkelig.

Sidste år brugte jeg 40 uger på at arbejde mig ud af min spiseforstyrrelse Binge Eating Disorder eller Tvangsoverspisning. Der fandt jeg ud af at min mor var narcissistisk og at jeg faktisk var vokset op i fysisk og psykisk vold, som først stoppede da hun døde i 2017.

Jeg føler stadig at BED’en er en del af mig og det sker en sjældent gang imellem at jeg har en overspisning. For det meste er jeg ret bevidst om det, eller bliver bevidst om det ret hurtigt og så er jeg i stand til at stoppe det. Så i det store hele føler jeg at jeg har styr på den og da jeg stoppede hos Askovhus, kunne jeg ikke diagnosticeres med BED mere.

Fint. Been there, done that, got the t-shirt. Så er jeg vel repareret og healet, ikke?

Det troede jeg at jeg var.

Men jeg fik flere og flere mærkelige invaderende tanker om sygdom. Det har jeg haft siden min mor døde af lungecancer i 2017. Ikke noget særlig slemt, men der er dukket forskellige tanker op hist og pist. Jeg var, i lang tid, i stand til at feje dem væk med en overlegen tanke om at jeg da vist bare var lidt skør.

Men så fik jeg taget en masse blodprøver og fandt ud af at jeg manglede D-vitamin, B-vitaminer og jern. Faktisk så meget at min læge ikke forstod hvordan jeg havde holdt mig oprejst. Jeg var massivt træt og selvfølgelig bange for at der var noget farligt galt.

Jeg blev sat i behandling og kunne ret hurtigt mærke at jeg fik det bedre og bedre. Så skulle jeg have taget opfølgende prøver og da jeg ringede og snakkede med en ny lægekandidat gik det helt galt.

Hun bad mig komme ind til hende så vi kunne tale om resultaterne og så stak det helt af for mig. Det blev kun værre da jeg kom derind fordi hun, i min verden, insinuerede at jeg kunne fejle noget farligt fordi mit jern ikke var steget tilfredsstillende. Det lavede jeg et instagram opslag om, den 9. Juni.

(Grunden til at hun ville se mig, var hendes egen usikkerhed over at skulle kigge på prøverne og tage stilling til dem over telefonen. Det følte hun ikke at hun var i stand til og hun havde derfor behov for at konferere med en af de mere erfarne læger, for at føle at hun gav mig et ordentligt svar. Havde hun sagt det til mig, er jeg næsten sikker på at min reaktion havde været anderledes.)

Jeg fik det så forfærdeligt og jeg bare græd og græd over hvad jeg mon nu fejlede og hvad lægerne mon holdt skjult for mig. Det stak fuldstændig af og jeg kunne slet ikke være i det. Desværre havde jeg ikke noget valg og jeg fik heldigvis hjælp af en tidligere SSA kollega, som kender mig rigtig godt.

Men derfra gik det så bare ned af bakke for mine tanker. Der skulle ikke mere til end at lægen skrev at han havde ordineret blodprøver til sygehuset i stedet for deres eget laboratorium. Så flippede jeg ud over hvorfor jeg skulle på sygehuset og have taget blodprøver, på trods af at de gør præcis det samme, uanset hvor jeg kommer hen.

Det her var i løbet af min sommerferie og det er nok de længste 3 uger jeg har haft i meget lang tid. Jeg var meget alene og jeg græd rigtig meget og rigtig ofte. Nogle dage lavede jeg ikke andet end at sidde i min lænestol og græde, se fjernsyn og græde noget mere.

På et tidspunkt ringede jeg til lægen og bad sekretæren om en tid, når min egen læge kom tilbage fra sommerferie. Jeg fortalte at det drejede sig om at jeg led frygteligt meget af katastrofetanker og at jeg mente jeg skulle i en form for behandling. Hun var sød og selvom de normalt ikke giver tider på den måde, bookede hun et kvarter hos ham til mig.

Da jeg var færdig med at snakke med hende, brød jeg sammen i gråd on/off i et par timer. Jeg var slet ikke klar over hvor meget det krævede af mig, blot at lave en tid hos lægen.

Jeg var sindssygt bange for at han ikke ville tage mig alvorligt. Ikke fordi han har for vane at være sådan, men simpelthen fordi jeg et eller andet sted, stadig mente at jeg bare skulle tage mig sammen og holde op med mit hysteri.

Han var forsinket. Det er han tit fordi han er sød og tager den tid det tager. Men da jeg sad i venteværelset, var det rigtig svært at være i. Jeg ved nu at jeg havde et angstanfald (som ikke er det samme som et panikanfald) og at jeg faktisk har haft dem dagligt eller næsten dagligt, i forskellige sværhedsgrader, i mange måneder og sporadisk igennem det meste af mit liv.

Jeg sad der og min angst fortalte mig at han havde glemt mig, ville sige han ikke kunne nå at tale med mig fordi han havde fri nu, at han ville sige at jeg bare skulle tage mig sammen og holde op med at være hysterisk. Jeg svedte og var sindssygt grådlabil, mit ben hoppede op og ned og jeg kunne ikke tage øjenkontakt til nogen. Mit hjerte hamrede så hårdt at jeg troede de andre i venteværelset kunne høre det.

Da jeg endelig blev kaldt ind, måske 10-15 minutter forsinket, snakkede jeg med 400 km/t og væltede bare alting ud i hovedet på min stakkels læge. Jeg tror sgu at jeg skræmte ham lidt og han sagde faktisk at han mente at jeg var bipolar (maniodepressiv). Det var min bedstemor også og hun døde af selvmord, pga den sygdom, da jeg var 2-3 år gammel, så det gav egentlig meget god mening, selvom jeg ved nok om sygdommen til at vide at jeg aldrig har været klassisk manisk.

Nå, men han tog mig heldigvis meget alvorlig og henviste mig til en psykiater. Jeg ringede rundt, men de private psykiatere har helt op til 72 ugers ventetid. Selv 12 uger er rigtig lang tid, når man har det ad helvede til og nærmest ikke kan være i sig selv.

Jeg fandt en og fik en tid i december. Nogle dage efter ringede en anden tilbage og fortalte at han havde en tid i september, om jeg ville have den? Om jeg ville!

Uanset hvor meget det skræmte mig at skulle til en psykiater, så havde jeg bare behov for at blive udredt og finde ud af hvad fanden min hjerne havde gang i og hvordan jeg skulle fikse den. Jeg beholdt den anden tid i december fordi jeg tænkte at hvis nu ham den anden var et røvhul, så havde jeg en backup.

Midt i det hele, blev jeg ringet op af gynækologisk afdeling (jeg havde været til forundersøgelse i juli, da lægen mente at det var mine voldsomme menstruationer der var årsagen til min jernmangel) en fredag, om jeg kunne komme ind og få fjernet mit underliv på tirsdag.
Øh, fisk!

Jeg havde vildt dårlig samvittighed overfor min arbejdsgiver, selvom han godt vidste at jeg skulle ind på et tidspunkt. Jeg talte med en veninde, der også har fået det fjernet og vi blev nu enige om at det nok var smartest at slå til, da der ellers ville komme både polterabend og bryllup i vejen.

Jeg ringede tilbage og sagde ja og så ringede jeg til min chef og informerede ham. Han er heldigvis fantastisk og sagde til mig at jeg bare skulle tage mig god tid til at komme ovenpå og at han hellere ville have at jeg startede for blidt op, end at der gik noget galt. Det var fantastisk!

Jeg havde stort set ikke tid til at gå i panik, for weekenden blev brugt på rengøring og indkøb, så alt var klart. Mandag morgen var jeg til forundersøgelse og mandag aften blev jeg indlagt.

Operationen gik som den skulle og lægerne var imponeret over at jeg kun havde blødt 10 ml under operationen. Det er åbenbart godt. Fedt nok.

Jeg kom hjem om onsdagen og så skete der ting og sager i min hjerne. Jeg græd og var ked af det, bange for at være alene, bange for at gå i bad alene (det var kun den første gang), bange for at tømme kattebakker, hvilket min ven/nabo heldigvis tog sig af. Jeg var bange for alt. Jeg havde ikke haft nogle særlige issues, inden eller mens jeg var indlagt, men selvom jeg godt ved at man heler bedre i sine egne omgivelser, så ønskede jeg at jeg havde kunnet blive på sygehuset, resten af ugen.

Det er normalt at man bløder lidt fra skeden i ret lang tid efter sådan en operation. En operation som faktisk er ret stor, men som ikke virker sådan fordi den bliver lavet med kikkert og derfor har man kun 3-4 små sår i maven bagefter.

Jeg tog til min første konsultation hos psykiateren og han var i hvert fald sikker på at jeg ikke var klassisk bipolar. Der findes flere typer, så de er ikke alle udelukket, endnu.

Han konstaterede at jeg har en angstlidelse, som primært handler om sygdomsangst og han foreslog at jeg skulle have noget medicin. Sertralin. Jeg vred mig noget i stolen for jeg er ikke stolt af for meget medicin. Jeg synes jeg får rigeligt, allerede. Jeg gik med til det, hvis han lovede at jeg ikke ville få så meget at jeg ville blive helt ligeglad. Jeg får 25 mg, som er den laveste dosis man kan få. Da jeg havde været på dem i et par uger, kom jeg tilbage til ham og vi snakkede lidt. Han foreslog noget humørstabiliserende medicin og igen vred jeg mig. Vi snakkede lidt frem og tilbage og han fortalte at det på en måde var for at se om jeg måske havde en bipolar type 2, som han kaldte det. Det er en type hvor modpolerne ikke er helt så ekstreme som i den klassiske, men hvor man stadig bliver trist til mode og så ryger tilbage til at køre med 180km/t (hvor man måske kører med 180.000 km/t og får storhedsvanvid i den klassiske). Vi debatterede dosis lidt, for den han foreslog, syntes jeg lød af rigtig meget. Han gik med på at halvere den og se hvordan det ville gå.

Jeg prøvede at starte arbejde op i 4 timer, 14 dage efter operationen. Ja, temmelig ambitiøst, men jeg troede nok at jeg var superwoman og pissebange for at være derhjemme. Dagen efter, skulle vi til personalemøde og da jeg vågnede, havde jeg lidt blødning fra skeden.

Jeg blev pissebange og skrev til min leder (vi havde aftalt at vi skulle evaluere hver dag) at jeg var begyndt at bløde, så jeg nok måtte gå tilbage til sygemeldingen. Hun skrev at det var helt fint og helt ifølge vores aftale. Jeg tog til personalemødet og selvom jeg godt kunne mærke angsten, ignorerede jeg den og hyggede mig til mødet. Jeg havde kun et trusseindlæg på og da jeg skulle til at køre hjem, skulle jeg lige på wc og kunne se en del blod i trusseindlægget.

Jeg panikkede som en kælling, mand!

Jeg kørte direkte hjem og ringede til min læges akutnummer og blev faktisk pissesur da jeg først kunne få en tid, den næste morgen klokken 9.

Jeg lod som ingenting og accepterede det. Resten af dagen, gik jeg på wc mindst hver halve time for at tjekke blødningen. Det var blot lidt blodigt udflåd, men det gjorde mig stadig bange, for jeg havde ikke haft blødning andet end lige efter operationen. Jeg havde haft et par koagler (størknet blod), men ikke noget der havde gjort mig bange. Men det her gjorde mig sindssygt bange og angsten viste mig drabelige billeder i min hjerne (yep, jeg tænker primært i billeder) om hvordan mine tarme pludseligt ville vælte ud af min skede og jeg ville dø af det. Jeg havde haft et lignende billede da jeg skulle tage plastrene af, blot med tarmene ud af min navle, i stedet for.

Jeg tog ind til lægen næste morgen og havde et voldsomt angstanfald mens jeg sad i venteværelset. Da jeg kom ind til kandidatlægen (havde kun valgt hende fordi ham af lægerne der havde akutten, ville jeg slå i hovedet med en stol, hvis jeg kom ind til ham), snakkede vi frem og tilbage. Hun fortalte mig, da jeg sagde at jeg ikke havde haft nogen former for udflåd i over en time, at den lidt kraftigere blødning nok havde været en koagl der var bristet. Hun fortalte mig også hvad der blev betragtet som ’kraftig blødning’ og jeg kunne mærke at jeg faldt til ro.

Det fjernede ikke angsten, som kom op i mig hver gang jeg tørrede mig og papiret ikke var 100% hvidt, men det gjorde at min fornuft blev bedre til at banke angsten i hovedet og sige at det var helt normalt.

Mine tråde var et andet problem som angsten benyttede sig af. De fortalte mig på sygehuset at det var selvopløselige tråde og at jeg bare kunne nulre dem af, efter et par uger. Men 3 uger efter havde jeg kun formået at turde pille 2 af dem ud (jeg havde 8 i alt, 2 i hvert sår). Så jeg fik en tid hos sygeplejersken til at få dem pillet ud. Jeg var sindssygt bange for de to i min navle, både fordi jeg hader at blive rørt ved i navlen og fordi det gamle skræmmebillede var tilbage.

Jeg kom ind til hende og det viste sig at være den samme som jeg havde talt med efter personalemødet. Jeg fortalte hende om min angst og at jeg var sindssygt bange for at få trådene ud. Hun var noget af det sødeste og tog det hele stille og roligt. Hun gemte navlen til sidst, men fik fjernet alle trådene. Jeg var dybt taknemmelig. Så blev det tid til at overveje arbejdet igen.

Mit arbejde har været mit helle siden før min sommerferie. Jeg var tvunget til at agere normalt hos mine borgere og det hjalp mig til at holde angsten på afstand. Men nu var det begyndt at vende. Det var begyndt at blive angstprovokerende at tænke på at skulle tilbage på arbejdet, og så vidste jeg at nu skulle det være, for ellers ville det ende med at jeg ikke kunne.

Så jeg ringede til min leder og fortalte mine tanker. Start med 2 timer og så gå en time op hver dag, til jeg ender på 8 timer. Jeg forventede egentlig at hun ville sukke og fortælle mig at det ville være for svært, men til min store overraskelse, sagde hun at det lød som en god plan.

Jeg indrømmede både overfor hende og den øverste chef, at det handlede mere om det psykiske end det fysiske. Det accepterede de fuldt ud. Jeg følte mig simpelthen SÅ privilegeret og det gør jeg stadig.

Jeg er nået til 7 timer, i aften og i morgen ender jeg så på 8. Medicinen er begyndt at virke og jeg har meget mere ro i min hjerne og jeg elsker det. Jeg er begyndt at få selvtilliden tilbage omkring mit job og alting ser faktisk lysere ud end det har gjort længe.

Jeg er stadig af den overbevisning at jeg skal finde og arbejde med årsagen til min angst, men lige nu prøver jeg at tage den med ro og fokusere på at jeg har det bedre end jeg har haft længe.

Og selvfølgelig deler jeg det. På min Instagram (dancingwithmydemons19) og nu også her. Jeg har brug for at dele ting og jeg tror mine venner ville blive småbims, hvis de skulle lægge ører til det, hele tiden. Men jeg mener også at det er vigtigt at dele fordi der fortsat er så meget tabu omkring psykisk sygdom, som jeg gerne vil være med til at prøve at bryde.

Hvis du har læst helt til enden, takker jeg dig fra bunden af mit hjerte og håber at du kan bruge skrivet til noget, i dit eget liv.

Hvis du føler at ’noget er galt’, så gør noget! Snak med lægen, en veninde, din mor, far….bare kom ud med det, for jeg vil næsten garantere at der kan gøres noget. Det er ikke sikkert at medicin er løsningen, men det er værd at snakke højt om og få undersøgt for…hvorfor skal vi gå og have det dårligt, hvis der kan gøres noget som gør at vi får det bedre?

Og nej, medicin er ikke altid løsningen, men der er ikke noget galt i at vælge medicinen uanset om det er en midlertidig eller permanent løsning. Du skal vælge det som er rigtigt for dig og som giver mening inde i dig, men du må aldrig vælge medicinen fra, blot fordi du tror at du bør kunne klare dig uden. Den kan være nok til at give dig den ro der skal til, for at du kan arbejde med din sygdom.

Psykisk sygdom er ikke anderledes end fysisk, den er bare lidt sværere at se og det er vigtigt at vi nedbryder tabuerne omkring det.