Efter sommerferien

Jeg har været på arbejde i to dage, efter min ferie og har også en kort vagt idag og imorgen.

Jeg føler mig semi-normal igen. Jeg er inde i en okay periode, selvom jeg godt kan mærke at jeg isolerer mig lidt.

Jeg var på glamping med en veninde i min sommerferie og selvom det var rigtig hyggeligt, var også nok. Forstået på den måde at vi havde haft nok i en enkelt overnatning. Men lad det nu ligge, for det var rigtig hyggeligt og det var dejligt bare at kunne være mig, med min overpakning, min bekymring om kattene (selvom min kammerat tog sig godt af dem og sendte mig snaps hver gang han var hos dem), det faktum at jeg åbenbart ikke kan slappe af. Jeg kunne sidde der ved bålet, jeg skulle ingenting og alligevel så drønede tankerne rundt i mit 200 ringes cirkustelt med 180 kilometer i timen om alt muligt pis som jeg burde lave derhjemme.

Det var faktisk lige før det var mere stressende end afslappende. Men jeg kæmpede for at slappe af og ind imellem lykkedes det i nogle minutter.

Men ja, min sommerferie føltes meget lang. Jeg havde tre uger, ligesom alle andre, men i slutningen af anden uge blev jeg i tvivl om hvor langt jeg var og begyndte næsten at græde over at jeg havde en hel uge mere.

Når det så er sagt, så var jeg hos lægen og fordi han var lidt forsinket, begyndte alle mine ting at køre. Svedeture, grådlabil, tanker om han havde glemt mig og så videre. Men jeg kom ind til ham og jeg frygtede virkelig at han ikke ville tage mig alvorligt. Men det gjorde han og han skrev straks en henvisning til en psykiater. Han ville gerne have sygemeldt mig, men det sagde jeg til ham jeg ikke ville. Er sgu bange for at jeg ville blive mere bims, hvis jeg bare skulle gå herhjemme og være sygemeldt.

Dagen efter ringede jeg rundt til forskellige psykiatere og først fik jeg en tid hos en i Stenløse. I december. De har alle mindst 12 ugers ventetid og det er simpelthen ikke iorden. At mennesker skal vente så længe på at få hjælp gør mig vred. Man kan kun komme til, akut, hvis man er så syg at man blir indlagt på psykiatrisk og det er fandme skræmmende. Nå, men jeg ringede til en anden også og pga et afbud, kunne han allerede tage mig midt i september. Så det er jeg meget spændt på.

Min læge sagde at han mente at jeg er bipolar (maniodepressiv), hvilket kunne give mening pga min bedstemor også var det og desværre døde af det. Jeg sagde det til psykiateren og han stillede en masse spørgsmål. Jeg sagde at jeg havde læst om bipolar, men ikke mener at jeg er, fordi jeg på ingen måde er klassisk manisk. Han forklarede at der findes flere slags, så nu prøver jeg egentlig bare at slå koldt vand i blodet og vente så han kan konkludere hvad der foregår.

Til gengæld føler jeg mig meget alene med det hele. Prøvede at fortælle en veninde om det og det føltes som om hun negligerede det totalt, hvorefter hun jokede om ikke at kunne være ven med sådan en.

Jeg VED godt at det var en joke, men jeg sagde alligevel, halvt i sjov, at hun ikke skulle spille ind i mine katastrofetanker. Det handler ikke om at jeg ikke forstår eller kan tage en joke, for jeg ved godt og regner med at det var en joke, men det forstår mine katastrofetanker bare ikke, når de overtager. Så blir det min nye virkelighed. Jeg kan mærke at jeg har trukket mig lidt, efterfølgende. Nok fordi at jeg faktisk blev såret over reaktionen.

Jeg har haft det så skidt, så længe og det tog monumental energi og overvindelse overhovedet at bestille den tid hos lægen og tage derind og snakke med ham. Jeg insisterer på at være åben omkring mig selv og mine issues, fordi jeg mener at det er den måde jeg bedst kommer videre på. Det kan da godt være at det er lidt belastende at høre på, først et år mens jeg kæmpede mig ud af min spiseforstyrrelse, og nu et eller andet som ikke er defineret. Men faktum er at det kræver rigtig meget af mig at dele de her ting og især med mennesker som er tæt på, for ligesom de fleste andre, vil jeg bare gerne være rask og helt normal og det er jeg jo også, selvom jeg kæmper med de her ting. Men hvis jeg ikke kan dele det med dem jeg er tættest på, så ved jeg sgu snart ikke.

Som jeg sidder her og skriver, tænker jeg faktisk at det er nemmere at dele mine ting her og på min Instagram. Jo, jeg ved da godt at nogle af mine venner følger med begge steder, men måske det så ville være nemmere for dem at læse, fremfor at jeg smider det lige i hovedet på dem? Jeg ved det ikke og jeg skal heller ikke sidde og overanslysere….mere end jeg allerede har gjort.

Faktum er at jeg skal til psykiater til september og selvom det skræmmer mig, så glæder jeg mig også til at blive klogere.

Alvin ligger og sover på mine ben, lige nu, og selvom jeg skal på toilettet, nænner jeg næsten ikke at flytte på ham. Han har næsten en magisk påvirkning på mig og jeg føler mig mere rolig, når han enten ligger på mig eller er tæt på mig. Jeg ved at han kan fornemme min sindstilstand og som regel ligger han mere på mig, når der foregår mange ting i det 200 ringes cirkustelt der er min hjerne.

Men det er dejligt at være tilbage på jobbet og det næste er at jeg går og venter på en indkaldelse til min hysterektomi og så er der nogle ugers sygemelding der, også, hvilket er næste udfordring.

Men det tager vi når det kommer. Et skridt ad gangen.