Nyt job og tragedier

Jeg er startet på mit nye job i lørdags. I LÅÅÅVE IT!!

Lørdag var lidt kagemand fordi der var sket nogle misforståelser, men selvom min nye leder undskyldte mange gange, så tog jeg det nu rimelig roligt. Søndag kørte vi så min fremtidige rute og det må jeg erkende at jeg ikke får særligt meget stress af. Gudskelov. Jeg er ansat på 28 timer, får løn for 28 timer og planen er selvfølgelig at jeg skal arbejde 28 timer. Men lige nu er der ikke ret mange borgere på min liste og det betyder at jeg arbejder ca 17-21 i stedet for 15-23. Det har jeg det faktisk okay med. Jeg ved godt at jeg kommer op og arbejde normalt, på et tidspunkt, men jeg tillader mig at nyde at det, lige nu, er en loppetjans.

Men det som jeg elsker mest er at jeg ikke skal hjemmefra en times tid før jeg skal møde…for netop at møde ind et eller andet sted. Jeg har min egen firmabil (en lånebil lige nu, men får min egen på et tidspunkt. Forsinkelser pga Corona og alt det) og kører direkte ud til borgerne, hjemmefra.

I LÅÅÅVE IT!

Arbejdstøj kan jeg heller ikke få, lige nu, pga nedlukningen men jeg har noget andet, som jeg bruger. Jeg har min egen arbejdstelefon og har selv købt cover til den (får refunderet pengene), så det er også mega fedt.

Lige nu er der ikke noget negativt at sige.

Til gengæld er jeg helt knust på en tidligere kollegas vegne. Sad og skrev med hende igår og græd faktisk på hendes vegne. Hendes mand er meget syg af cancer. Så syg, faktisk, at han har fået en terminal erklæring. Han er kun lige blevet 40.

Det er simpelthen så tragisk at jeg nærmest ikke har ord for det. De har 4 børn, 2 af dem med forskellige mentale udfordringer og det er bare så forfærdeligt for dem allesammen. Det startede egentlig et stykke tid før jul, hvor han ‘bare’ havde mega ondt i ryggen. Sådan rigtig ondt. Jeg kender ikke hele forløbet, men før jul og mellem jul og nytår finder de ihvertfald ud af at det er cancer og det ikke ser godt ud. Metastaser og ting. Nu har han så fået en terminal erklæring. Som 40 årig. Jamen, det er jo fuldstændig forfærdeligt og tragisk. Som min kollega sagde…hun er slet ikke gammel nok til at stå i sådan en situation og det er kun sådan noget der sker for naboen. Alt sammen jo ulogisk for alder har intet med det at gøre og det kan ske for alle. Men jeg kan godt forstå hvad hun mener. Det er bare uretfærdigt. Desværre er jeg ikke i en position hvor jeg kan gøre ret meget for hende, andet end at skrive og høre hvordan hun har det og så ellers bare lade hende læsse af. Det håber jeg også kan noget, selvom det jo kun er som en mikroskopisk dråbe i Atlanterhavet. Jeg tænker på hende og dem hver eneste dag og flere gange om dagen, nogle gange og det håber og tror jeg på at hun kan mærke.

Pas på jer selv og hinanden.