Min far Niels

Min far blev født den 11. Marts 1945. Jeg ved faktisk ikke om han blev født hjemme på Fur (en lille ø i Limfjorden) eller om det måske har været på Skive Sygehus. Jeg aner det faktisk ikke.

Jeg ved at han havde en storesøster, H og en lillesøster, B og så var der noget med enten et sæt tvillinger eller en bror som døde.

Rettelse: min far var den ældste af de tre søskende.

Min far var aldrig særlig informativ omkring hans opvækst.

Hans mor, Edith, var maniodepressiv (og det ved jeg kun fra mine fastre for min far talte aldrig om hende) og døde af selvmord da jeg var 2 år gammel. Hun led drukningsdøden på min kusine’s fødselsdag – jeg tror hun blev 4 eller 5….altså min kusine. Ved ikke hvor gammel min bedstemor var da hun døde.

Rettelse: min kusine blev 6 år, den dag vores bedstemor døde.

Det har tydeligvis været meget traumatisk for alle, men for min far var det så voldsomt at jeg ikke kan huske at han nogensinde talte om det.

Min bedstefar, Christian, husker jeg som en ret hård mand, men igen er det svært for jeg husker ikke at min far talte ret meget om det. Jeg kan ikke huske præcis hvornår min bedstefar døde, men jeg har nok været omkring de 14.

Min far blev meget forkælet. Han var, så vidt jeg er orienteret, sin mors kæledægge og skulle vist nærmest ikke deltage i huslige gøremål.

Da han fik konstateret type 1 diabetes som 12 årig, stak det vist helt af. Han fik lov at ryge fordi han ikke måtte spise slik (man vidste ikke bedre dengang).

Jeg mener at han var omkring 20-24 da han flyttede til ‘Djævleøen’ og blev uddannet isenkræmmer.

Igen stoler jeg ikke helt på min hukommelse, for jeg husker ikke min far som typen der delte ting fra hans barndom eller ungdom. Han var det vi kalder en knudemand og delte generelt meget lidt om sig selv og sine følelser. Jeg kan heller ikke mindes at han var ked af det, da min bedstefar døde. Eller også viste han det bare ikke.

Jeg ved ikke hvordan han mødte min mor, men om det er fordi de aldrig har fortalt mig det eller om jeg bare har glemt det, aner jeg ikke.

Jeg ved at han aldrig passede hans sukkersyge. Han røg ind med syreforgiftning (ketonstoffer i blodet – kan være dødeligt) flere gange og spiste præcist hvad der passede ham. Dengang havde man kun langtidsvirkende insulin og derfor var det endnu vigtigere at passe sin kost. Det gjorde han ikke.

I årenes løb blev han mere og mere forkalket i sine blodårer, men nægtede at dyrke nogle former for motion. ‘Lægen burde kunne give mig en pille for det’, sagde han tit.

På et tidspunkt skulle han ind og have lavet en bypass operation pga al den forkalkning i hans årer. Det gik egentlig fint nok, men igen var min far ikke specielt god til at høre efter lægerne og han ignorerede at han skulle gå nogle små ture hist og pist, for at komme godt til kræfter igen.

Han boede hjemme hos mig, efter operationen, fordi jeg ikke ville have at han skulle være alene. Den sidste morgen han levede (eller var ved bevidsthed, ihvertfald), skændtes vi så det bragede inden jeg kørte i skole (jeg var ved at tage SSH uddannelsen). Dagen før havde vi været på skadestuen fordi han havde mange smerter i sin venstre skulder (hvor han i flere år havde haft en frossen skulder). Hans egen læge havde udskrevet morfin og på skadestuen opdagede de ingenting, bl.a fordi hans iltmætning først blev målt efter han havde fået en iltslange på. Virkelig klogt.

Nå, men jeg kørte i skole og ringede, grædende, til min mor for at høre om ikke hun kunne gå over og snakke med ham fordi han havde været så modbydelig i hans mund, overfor mig. Det lovede hun at hun nok skulle.

Da hun kom derover, stod min hoveddør åben, møblerne var skubbet til side (sofabord) og min kat var løbet væk (han var ude kat og kom hjem den aften, igen). Hun ringede mig op på skolen og hun og min stedfar kom og hentede mig og min fars bil, som jeg kørte i.

Det viste sig at min far selv havde ringet 112 og han var kørt, først på Frederikssund Sygehus og derefter på Riget.

Da vi kom på Riget, fortalte de os at han havde en blodprop på bagsiden af hjertet, en af de årer de ikke havde kunnet komme til under bypass’en og som han ventede på skulle have en stent. De havde lagt ham i respirator, med en ekstern pacemaker og i medicinsk koma. Jeg så ham kort og det var ret surrealistisk at se to ledninger forsvinde ind i hans brystkasse. Overlægen var super flink og da jeg bad hende give mig sandheden, råt for usødet, fortalte hun mig at det ville tage et mirakel for at min far skulle overleve. Jeg sagde til hende at så måtte han skynde sig at komme afsted og at de måtte ringe til mig når han var gået bort.

Vi kørte hjem og jeg prøvede at få styr på min lejlighed. Jeg mener at jeg vågnede den næste morgen, enten 03.55 eller 04.05 – jeg kan ikke helt huske det. Men jeg kan huske det var sådan et lidt skævt tidspunkt og jeg tænkte at jeg da ikke var færdig med at sove. Jeg vågnede først igen ved 5 tiden, da min mor vækkede mig og fortalte at min far var død. På hans dødsattest står det skæve tidspunkt jeg vågnede på.

Jeg havde det mærkeligt med min fars død. På den ene side havde vores forhold været så kompliceret og langt fra tæt, på den anden side…ja, så var han jo min far.

Han blev bisat fra Farum kirke og idag ligger hans og min mors urne på samme gravsted og det er også der min stedfar skal ned, når hans tid kommer.

Jeg har nu ikke så meget behov for at komme på gravsteder. Jeg kom kun på min fars, når min mor tog mig med derned og jeg har været der en enkelt gang siden min mor døde. Det er bare ikke et behov jeg har. Jeg kan sagtens mindes dem, uden at skulle stå og kigge på en sten med deres navn (på min fars står der bare ‘Far’ og hans fødsels- og dødsdato.). Jeg har ikke behov for at pynte eller plante eller på anden vis gøre noget som helst.

Jeg ved med mig selv, at når min stedfar ikke er her mere…og jeg får den første betaling fra kirkegården, som er hvad? 10 år efter? Ja, så vil jeg lade dem fjerne gravstedet. Det samme har jeg sagt til min stedfar om min mormor og morfars gravsted. Jeg har ikke kontakt til min mors bror og det har min stedfar heller ikke, så jeg har sagt at næste gang der kommer en betaling på det, så kan han bare informere om at det skal nedlægges. Jeg har ikke behov for at komme der og min mor er her ikke mere, så der er ingen grund til at betale til det.

Det er muligt at nogle synes at det er en kold indstilling at have, men jeg tror ikke på at et gravsted gør noget som helst. Det er en længere historie om hvad jeg tror på og hvad jeg ikke tror på og den tænker jeg ikke skal være her.