Trylleri

Nogle gange føles det som om psykologer kan trylle.

Jeg har, siden sidste uge, hvor vi skulle have lavet hjemmeøvelser der omhandlede mestring eller vær-på-forkant, været super irriteret/vred. Jeg ville IKKE lave de øvelser. Som i heidi-4-år-stampen-i-gulvet-armene-over-kors-jeg-nægter! -agtigt. Jeg har lavet vær-på-forkant siden jeg var et lille barn og det gad jeg bare ikke igen! Det vidste jeg dog ikke på det tidspunkt. Jeg vidste bare at jeg stadig gør det til overflod, selv når jeg bare skal hygge med D og V, for hvad nu hvis *indsæt tilfældigt og muligvis urealistisk scenarie her*?

Idag snakkede S og jeg så om den følelse og det viser sig at jeg har lavet den øvelse siden jeg kan huske og sikkert også før det. Altid. Fordi jeg aldrig vidste hvad humør min mor var i når jeg kom hjem. Skulle jeg have skideballe over noget jeg havde gjort eller måske noget jeg ikke have gjort? Ville det være en verbal skideballe eller ville jeg få en lussing eller en røvfuld? Jeg vidste aldrig hvad der ventede og derfor kørte jeg altid en masse scenarier igennem i mit hoved om hvordan jeg ville agere i forskellige situationer. Nogle gange skete det aldrig, fordi jeg ikke fik skideballe eller slag. Nogle gange skete det og jeg prøvede at agere så dæmpende som muligt, men jeg fik stadig skæld ud eller slag. Det var ikke altid at jeg vidste at det jeg havde gjort/ikke havde gjort var galt.

Jeg har altid sagt at børn ikke tager skade af en flad på rette tid og sted, men faktum er….det skader barnet. Det kan jeg sige af erfaring. Uanset hvad, så fremmer det usikkerhed og uvished og sikkert en masse andre negative følelser at slå sit barn.

Jeg er ikke psykolog og jeg har ikke børn, så hvad man skal gøre i stedet for, ved jeg ikke for grænsen til at blive curling forældre er hurtigt overskredet og det er heller ikke smart. Godt jeg ikke har børn, siger jeg bare, for det ville jeg ikke kunne rumme.

Min mor var en masse gode ting, også. Men hun var temperamentsfuld og ret utilregnelig, også. Det var ikke det smarteste, når man havde et barn der var usikkert og følte sig utilstrækkeligt, i forvejen.

Når jeg ser tilbage på mit liv, så havde jeg ikke et gram respekt for min mor. Jeg var bange for hende. Hun holdt først op med at slå mig da jeg var i omegnen af 15, tror jeg. Da jeg blev gammel nok til at fortælle hende at hvis hun slog mig igen, så ville jeg slå igen. Jeg kan huske at jeg engang sagde de ord til hende. Hun rørte mig aldrig siden. Men til gengæld har både hendes og min force altid været at vi var lige så gode til at såre med ord, som hun havde været til at slå mig. Hun sagde altid at jeg havde det nemt fordi hun kun brugte sine hænder til at slå mig med. Hun var blevet tævet med skeer og bøjler og hun var også blevet vækket fra sin nattesøvn fordi hendes far kom hjem og hun nu skulle have tæsk over noget hun havde gjort flere timer forinden. Det har jo været psykisk tortur.

Hun blev rigtig god til manipulation og psykisk ‘terror’, efter hun holdt op med at slå mig, for hun formåede jo faktisk at kontrollere mig frem til sin død.

Det er lidt forfærdeligt at skrive, men det er faktisk først nu at jeg er begyndt at lære hvem jeg er. Jeg laver ting om i min lejlighed, fordi det jeg havde før var hvad min mor ville synes var hensigtsmæssigt. Jeg kan mærke at jeg nogle gange føler mig som en slags rebel, når jeg laver noget om fordi jeg synes det er fedt og så kommer i tanke om at det jeg ændrer det fra, er præcis noget som min mor ville have gjort/haft. Jeg kan nogle gange høre hendes stemme i mit hoved (nej, jeg er ikke personligheds spaltet 😜😉), sige at det da er virkeligt upraktisk eller grimt eller lignende. Det får mig til at smile, når jeg gør det alligevel.

Det er rigtig svært, nogle gange, men jeg er langsomt ved at arbejde mig ud af min mors greb. Jeg har fantastiske venner, som accepterer mig med alle mine mærkeligheder og hepper på mig, hele vejen til at blive et selvstændigt menneske uden mor-issues og med en spiseforstyrrelse der er under min kontrol. Det gør mig glad.