Status

Jeg har det stadig godt. Jeg snakkede med S igår og det slog mig at jeg faktisk ikke kan huske hvornår jeg sidste har haft en tvangsoverspisning.

Jeg nægter ikke mig selv noget. Når min BED råber at jeg skal købe Kærgården let, så tager jeg bevidst den almindelige. Når den panikker og skriger at jeg ikke må spise chokolade smørepålæg eller drikke kakaomælk, så er det præcis det jeg gør.

Jeg har fundet ud af at jeg ikke er vild med smør i sindssygt store mængder. Jeg kan godt lide smør, men ikke i samme mængder som før. Jeg bagte en Mississippi mudpie den anden dag og tænkte at det skulle blive lækkert at smovse i den. Fik et stykke sammen med de venner jeg havde bagt den til og tog et stykke med hjem til senere. Det første stykke var virkelig vulgært lækkert og jeg nød hver en bid (af et forholdsvist lille stykke). Senere på aftenen skulle jeg spise det gemte stykke, sammen med noget creme fraiche. Jeg stoppede knapt halvvejs, da jeg følte det blev vammelt inde i min mund. Den følelse har jeg sjældent prøvet. Kan huske at min mor brugte det ord tit, men har altid tænkt at jeg ikke var i stand til at have det sådan med noget mad. Det kan jeg så konstatere at jeg godt kan. Tror bare at det handler om at jeg er blevet mere bevidst om hvad jeg egentlig kan lide og hvad jeg ikke kan.

Selvfølgelig har jeg haft overspisninger, men det føles ikke som om at jeg er ude af kontrol og ikke kan stoppe. Faktisk stopper jeg ofte, simpelthen bare fordi jeg ikke synes det smager mig, eller fordi jeg føler mig mæt.

‘Føler mig mæt’. Det er mærkeligt at skrive det, for det er ikke en følelse jeg nogensinde kan huske jeg har haft, med mindre jeg var på grænsen til at kaste op. Jeg har stadig svært ved at føle sult eller behov for mad/mellemmåltid og det kæmper jeg med, i øjeblikket. Nogle gange er jeg ved at brække mig ved tanken om mere mad. Så springer jeg over. Jeg holder mig til 3 hovedmåltider, men nogle gange (tit) er mellemmåltider en mega kamp. Jeg har købt en røvfuld risifrutti (for det må jeg også gerne spise og det er et fint måltid) og en røvfuld yoggi yoghurt med müsli-top, for det er nemme ting at tage med hvis jeg er på job eller andet.

Men mellemmåltider er svært. Nogle gange kan jeg nøjes med at spise to gange på en dag og jeg ved at det ikke er nok og at jeg ignorerer min krops signaler, på de dage. Det er det der fortæller mig at jeg stadig kun er i begyndelsen af min kamp, selvom jeg kan føle det anderledes når jeg stopper et potentielt binge.