🎶I'm dancing with my demons🎶

Som jeg sidder her…fuldstændig oppustet og….hval-agtig, efter et binge…jeg undres seriøst over hvorfor jeg gør det gang på gang. Jeg har ondt i maven, grænsende til at have trang til at kaste op og vil egentlig bare få den følelse til at forsvinde.

Det er den følelse jeg, som spiseforstyrret, jagter men samtidigt er det så fæl en følelse at jeg blir virkelig irriteret over at jeg ikke bare er stoppet med at spise, inden den kommer. Det er SÅ ubehageligt! Jeg er endnu ikke begyndt i behandling og derfor ser jeg ikke på hvilke følelser der driver mig til hvert binge.

Jeg har haft synes jeg, en god dag. Lavet en vippe opfyldning i formiddags, kørte derefter ud at handle og derefter kørte jeg ud til V og bare hyggede og snakkede indtil jeg skulle til laser terapi. Så kørte jeg hjem, pakkede varerne ud og har så hygget mig med fjernsyn lige siden.

Så jeg er ikke bevidst om hvilke følelser der gør at jeg får brug for at binge. Men lige nu ville jeg ønske at jeg ikke havde gjort det for jeg har det virkelig skidt i maven.

Og det er ret grænseoverskridende at skrive det her, for jeg ved at nogen læser det og måske endda bliver bekymret eller måske endda en slags småsur over at jeg så ikke bare lader være. Lad være med at blive bekymret…jeg skal nok få styr på det, når jeg kommer i behandling. Lad være med at blive småsur, for du ved tydeligvis ikke hvad du taler om….og det gør jeg egentlig heller ikke rigtigt endnu. Jeg ved bare at jeg ingen kontrol har over det. Jeg ved ikke hvorfor jeg starter og jeg ved ikke hvorfor jeg ikke kan stoppe før end jeg er på randen af opkastning. Jeg ved det ganske enkelt ikke, og når jeg siger eller skriver ‘det er fordi jeg har en spiseforstyrrelse’, så lyder det stadig som en dårlig undskyldning. Det er stadig svært for mig at forstå at jeg fejler den her spiseforstyrrelse og faktisk ingen kontrol har over det. Samtidig er jeg også bange for om jeg bruger min diagnose som en undskyldning for at gå endnu mere amok i ædeflip, fordi ‘jeg har jo ingen kontrol’.

Det er super skræmmende og super frustrerende og jeg føler bare at jeg blir federe og federe, faktisk for hver eneste dag og jeg kan mærke at jeg begynder at panikke lidt og helst ikke vil køre hjem igen, når jeg kommer ned i træningscenteret. Jeg tvinger mig selv til at gøre det, men jeg har bare lyst til at blive der og blive ved at gå på løbebåndet og styrketræne som en idiot fordi jeg er bange for at blive endnu større og mere klam end jeg allerede er, fordi jeg føler jeg mister kontrollen mere og mere for hver dag.

Uanset hvor skræmmende det er at skulle i behandling, så ville jeg seriøst bare ønske at jeg skulle starte imorgen, for det her er sindssygt skræmmende.

Jeg er bange for at lægge det her op…så alle kan læse det. Jeg har aldrig beskrevet den her følelse for nogen før…ikke engang mig selv og jeg er sindssygt bange for hvad folk der læser det, vil tænke om mig. Jeg er sindssygt bange for at mine venner….som jeg ved kan lide mig, uanset udseende…skal tænke dårligt om mig, fordi jeg er sådan et svin imod mig selv…eller at de måske ikke holder ved, når de finder ud af hvad der foregår når jeg er alene…at de måske synes at jeg er et dårligt menneske fordi jeg ikke engang kan styre min mad.

Bare tanken får mig til at græde, for jeg vil ikke miste dem. Samtidig blir jeg vred over at jeg tænker sådan, for jeg ved at de holder af mig og bakker mig op i denne kamp mod mig selv. Men denne blog gør at, hvis de læser den, de lærer den grimmeste side af mig at kende og det skræmmer mig fra vid og sans.

Man kan ikke se det på det her indlæg, men nu hvor jeg har givet mig selv lov til at græde i noget tid, har jeg det bedre. Selv i maven. Jeg er stadig overmæt, men ikke på kanten af opkastning.

Nu lægger jeg det op og krydser fingre for at jeg stadig har mine venner imorgen og at ingen tænker grimt om mig…eller ihvertfald at de ikke fortæller mig at de tænker grimt 😉

Havde en rigtig ulækker oplevelse med en kollega, igår.

Jeg havde helt sikkert gjort noget skidt ved at dele nogle frustrationer om en bestemt episode med vores gruppe, og ikke taget den med hende selv (fordi hun var gået hjem da jeg kom ind efter episoden). Det var helt uhørt og, ærlig talt en af de der ting der nogle gange bare sker i ‘kampens hede’. Hun vælger at skrive til mig på messenger. Starter ikke ud særlig pænt og slutter af med ‘Ih guder! Få noget hjælp, Heidi. Den er helt gal med dig!’

Efter den kommentar, brød jeg ud i latter, for at være helt ærlig. Der er, efter min mening, tale om en hel røvfuld misforståelser i hele situationen og denne kollega er så dominerende og har så meget brug for kontrol/at bestemme at jeg tror det provokerede hende helt enormt at jeg ikke bare lagde mig fladt ned og undskyldte at jeg ikke havde talt med hende om situationen, inden jeg luftede mine frustrationer i gruppen. Efter hun havde sagt det blokerede hun mig på messenger. Lidt ligesom en fornærmet 10-årig.

Jeg brugte resten af min vagt på at gennemgå det hele i mig hoved og da jeg kom hjem skrev jeg en mail til hende. Jeg undskyldte for at have luftet mine frustrationer, men fortsatte så med at forklare hvordan jeg havde oplevet situationen. Til sidst skrev jeg at jeg håbede at vi, hvis en lignende situation skulle opstå, kunne snakke sammen som voksne mennesker og ikke sige det i gruppen eller blive personlige og ubehagelige. Jeg startede også mailen med at skrive at ‘da du afsluttede vores samtale voldsomt ubehageligt…’, så hun ligesom ikke var i tvivl om at jeg synes hun havde været ret ulækker i sine udtalelser. Det var også som om hun slet ikke læste hvad jeg skrev, men blot fokuserede 100% på at jeg havde sagt noget i gruppen og ikke til hende.

Jeg tager helt sikkert på mig at jeg fuckede op. Samtidig vil jeg dog også trække på skuldrene og sige at det nogle gange er det der sker, især når den man er frustreret på, ikke er til stede (og heller ikke de næste dage).

Shit sometimes happens og ingen af os er perfekte. Nogle gange må vi give en undskyldning, andre gange modtage den…og så komme videre.

Al denne negativitet første selvfølgelig til et binge, da jeg kom hjem, men dog i mindre grad, da mit blodsukker var ret højt. Faktum er at jeg blev rigtig ked af den måde hun opførte sig på. Men samtidigt kan jeg jo så smide i fjæset på hende at jeg rent faktisk snart starter på at få hjælp. Det kunne være hun skulle prøve det samme 😉

Nå, men denne blog handler jo bare om mig. Selvfølgelig mest min kamp med min spiseforstyrrelse, men også andre mærkelige ting 😉

Jeg har fået nyt, fast job pr 1/2-20, hvor jeg skal være fast aftenvagt i hjemmeplejen. Det glæder jeg mig ret meget til. Askovhus var lidt bekymret for om jeg nu ville kunne rumme både nyt job og behandling, men det er et job jeg har været i, i snart 16 år, så jeg tænker at det går.

Idag har jeg så modtaget mit intro program og jeg må erkende at jeg allerede er begyndt at gabe lidt. Jeg har været i sådanne intro programmer før og selvom det er vigtig viden, så er det altså sjældent at det er sindssygt inspirerende. Det er at håbe at underviseren er god, for så kan sådanne programmer være udholdelige, men uanset så skal jeg igennem to dages intro.

Nå, men i det mindste har jeg modtaget det, selvom jeg synes at det er lidt sent. Men det er bare mig og mit kontrollerende gen.

Nu vil jeg køre ned og træne. Jeg kom kun afsted en enkelt gang i sidste uge. Men jeg kom afsted. Det gør jeg også idag. Hurra for mig.

Så kom mailen med tider for gruppe terapi og nogle diætist-ting, også.

Gruppeterapi starter tirsdag i uge 9 og fortsætter hver uge i 40 uger. Såfremt jeg har talt rigtigt, så er det til og med 1. December! Og det er KUN gruppeterapien! Så er der 2 tider med noget diætist-ting på en anden adresse i København og 5 tider med diætist-ting hos Askovhus. Derudover kommer der så individuel terapi, hvilket vist også er hver uge.

Shit, det er bare meget, mand! Jeg håber at det kan lade sig gøre at jeg har individuel terapi efter gruppeterapien, så det ikke er både mandag og tirsdag hver eneste uge. Men igen…hvis ikke, så må jeg jo finde mig i det.

Men ville jo også gerne have tid til min forretning med vipper og ting, hvis det kunne lade sig gøre.

Må finde ud af om jeg kan skaffe en parkerings-ting for hele året, som er billigere end at betale hver gang. Men det må jeg nok høre Askovhus om, da det jo er dem som har styr på det.

Shit, der kører mange ting rundt i hovedet lige nu. Parkering, både hos Askovhus, på Struensegade, hvornår vil individuel terapi ligge?, Hvad er det for nogle mennesker jeg skal være i gruppeterapi med?, Hvad går gruppeterapi ud på?, Skal vi sidde i en rundkreds og ‘bytte sokker’?, Kan jeg måske bevæge mig ind og besøge min kusine, på et tidspunkt? Er det nu en god idé med alt det her? Selvfølgelig er det det, men stadig…..shiiiiiit!!

Det her virker til at blive det mest udfordrende jeg nogensinde har begivet mig ud i. Mest fordi det er så meget tid der skal bruges på det. Har lovet min psykolog at prioritere og gennemføre det og det gør jeg også, men det er bare vældig skræmmende. Om det er fordi jeg prioriterer mig selv i ET HELT ÅR! ved jeg ikke. Eller om det er fordi det giver mig sommerfugle i maven at begive mig ud på denne rejse. Men uanset hvad, er det rimeligt angstprovokerende (nej, jeg lider ikke af angst, det er bare et udtryk).

Jeg venter stadig på min dato i uge 8 for min indledende samtale hvor jeg skal møde min psykolog, men jeg tænker ikke at den dato får det hele til at føles mindre angstprovokerende, tværtimod.

Uanset alle de følelser, så er det stadig super spændende og noget som jeg stadig er motiveret til at gøre for mig selv.

Man har også mulighed for at få en pårørende/veninde/whatever med I et pårørende forløb og min veninde P. var klar til at stille op for mig og selv også, forhåbentlig, få noget ud af det. Problemet er nu bare at hun har været så upraktisk at få sig et job, 40 minutter fra hvor vi bor. Virkelig dårlig planlægning, ikke? Nå, men jeg har snakket med hende og nu må vi se om det måske kan passe ind, men jeg regner ikke med det. Så er spørgsmålet om jeg skal spørge min anden veninde V. men er også i tvivl om, om hun er et sted i sit liv hvor hun ville kunne rumme det, da det jo er fast hver anden uge i to timer hos Askovhus. Jeg ved det ikke. Jeg kan sagtens gennemføre forløbet uden at have en i et pårørende forløb, også, men det kunne jo være fedt med en ven/veninde som gik der og vi kunne bakke hinanden op.

Nå, men det må tiden jo vise, hvad der sker og ellers gør jeg det bare selv.

Nu er det tid til aftensmad! Rigtigt aftensmad, endda!

Jeg er blevet spurgt om hvordan man blir diagnosticeret med BED, hvem der gør det og hvor man kan søge hjælp.

Jeg har en type 1 diabetes som jeg går til kontrol med på Steno i Gentofte og det var min læge derude, der mente at jeg skulle prøve at søge noget hjælp, så hun gav mig linket til Askovhus, som til og med 2021, tilbyder gratis diagnosticering og behandling for BED.

http://www.askovhus.dk

Man henvender sig til dem og blir så skrevet på venteliste. Så blir man kaldt til en samtale for at høre mere om forløbet og om man mon kunne være en interessant kandidat. Hvis man er det, så går man videre til en 3 timer lang ‘visitationssamtale’, som jeg hellere vil kalde et diagnosticerings-interview for det er der man kommer igennem en masse detaljerede spørgsmål for at kunne diagnosticere BED eller konstatere at der ikke er tale om en spiseforstyrrelse, men et spisemønster som skal ændres.

Det er det samme spørgeskema som psykologen i programmet ‘Nadja og de 170 kilo’ bruger til at diagnosticere Nadja. Det er et rigtig godt program, der viser hvordan en BED kan se ud.

Uanset om man har BED eller ej, så slipper Askovhus ikke bare dem der ikke har en spiseforstyrrelse og beder dem klare sig selv. De vil, i så fald, komme med nogle anbefalinger for hvad der kan hjælpe.

Forløbet kommer til at foregå med psykologer og der vil være både individuel terapi og gruppeterapi. Den form for terapi kaldes dialektisk adfærdsterapi og er en blanding af mindfulness og kognitiv terapi. Det vil sige at jeg skal lære at spise ‘mekanisk’, altså 5-6 gange om dagen uanset om jeg er sulten eller ej. Alt det kan man læse meget mere om på deres hjemmeside, for det er jo selvfølgelig meget mere avanceret end det.

Personlig glæder jeg mig til at komme igang og selvom jeg selvfølgelig har alle de følelser som psykologen beskrev, om at skulle kunne gøre alting rigtigt fra start af, så prøver jeg at fortælle mig selv at det kan jeg jo ikke, for jeg ved jo ikke rigtigt hvad det er jeg skal kunne. Jeg kan ikke spise mekanisk eller fornuftigt, for så gjorde jeg det jo allerede og ville ikke have brug for hjælp.

Shit, hvor er jeg dog bare træt af at se forslag til slankekure, rundt omkring på nettet, på Facebook, på Instagram og på nærmest alle forsider af blade.

5:2 kuren, Keto, LCHF, supper mig her, ingen sukker mig der, faste dage og ekstra meget motion.

Jo, jeg ved godt at motion er godt. Jeg træner 1-3 gange om ugen. Men stadig så blir jeg pissed off, når det er beregnet på at få folk til at føle sig forkerte og som nogle dovne svin der bare æder uden kontrol.

Det er bare så meget mere kompleks end det. Forskellige ting virker for forskellige mennesker og respekt for det. Hvis du ikke lider af nogen form for spiseforstyrrelse og du lever perfekt på LCHF, then more power to you. Problemet opstår når folk som mig tror at det er den mest enkle løsning i verden.

…..også føler sig som en KÆMPE fiasko, når man kan slå ihjel for et stykke brød med ost.

Og igen…hvis ikke du har spiseforstyrrelser og vægtproblemer…hvorfor så leve på f.eks LCHF? Hvorfor ikke bare leve helt normalt?

Jeg forstår ikke behovet for det.

Men uanset hvad, så bør du aldrig føle dig forkert.

Elsk dig selv præcis som du er nu. Ja, ja, lettere sagt end gjort. Men du kan godt elske dig selv som du ser ud nu…og ønske en forandring i fremtiden. Der er forskel på at elske sig selv og være 100% tilfreds.

Thanks for joining me!

Good company in a journey makes the way seem shorter. — Izaak Walton