Afslapning

Jeg er på min sidste dag af fem fridage. Der er syv arbejdsdage til sommerferie. To uger. Det er både super fedt og pissesvært at overskue.

Jeg har endelig bestilt en tid hos lægen. Tiden er i min sommerferie og jeg er sgu en smule bange. Vi skal snakke om de katastrofetanker jeg har og den angst som de medfører. Jeg har ingen idé om hvad der kommer til at ske eller hvad det betyder. Jeg ved bare at jeg ikke kan leve sådan her, ret meget længere. Det kræver alt for meget energi.

Jeg ELSKER når der, en sjældent gang imellem, er ro. Som i ‘I take it as it comes’ ro. Når jeg ved at jeg ikke kan kontrollere alting, hele tiden og bare slapper af. Sådan en dag havde jeg igår…efter at jeg havde været i panik over min sorte afføring og at jeg nok skulle dø i næste uge og alt det bullshit. Da det gik op for mig at jeg havde drukket en meget mørkeblå smoothie dagen før (og igen idag så nu er jeg forhåbentlig forberedt til imorgen) og at jeg jo stadig er i jern behandling og jeg ikke havde smerter eller andre symptomer, gik der nogle timer, men så var der faktisk så meget ro på at jeg kunne sætte mig med en malebog, mens jeg lyttede til Katrine Gisigers podcast.

Så det eneste ‘fornuftige’ jeg lavede igår (yep, min mor er stadig i mit hoved og vil have at jeg laver fornuftige ting, hele tiden.), var at vaske tøj, hænge op og pille ned. Men det er nu heller ikke skide vigtigt, for det vigtigste var at jeg havde en god dag.

Idag har jeg læst en bog. Yep, en hel bog.

Det er den her, som hedder AnorekSigne og jeg elsker den. Selvom det ikke er en bog på 500 sider, så er det mange år siden at jeg har ‘sat mig med en bog’. Jeg har simpelthen ikke ro i hovedet til det. Og det havde jeg heller ikke idag, men jeg kæmpede hele vejen igennem. Der kommer IKKE nogen og kræver at jeg gør dit eller dat eller kan du hjælpe eller kan vi køre ud at handle eller noget helt femte.

Jeg kan ikke sige nok positive ting om den bog. Den inspirerer mig og så fortæller den om at alle traumer er forskellige, men kan fucke folk lige meget op. Signes opvækst var, ligesom min, forholdsvis normal. Vi var ikke ude for seksuelle overgreb eller andre ting som man tænker på som ‘rigtige’ traumer. (måske er det bare mig der tænker sådan, men jeg tvivler). Men vores opvækst var alligevel præget af traumer. For mit vedkommende fysisk og psykisk vold med en narcissistisk mor, som dog ikke var et psykopatisk monster. For Signes, ud fra bogen, også en slags psykisk vold i form af at være ‘det glemte barn’, i et misforstået forsøg på at skåne hende.

Det er selvfølgelig meget forenklet og begge vores opvækster var meget mere kompliceret end som så. Men det bekræfter mig i at traumer er forskellige og har forskellige indvirkning på forskellige mennesker. Jeg har nok altid haft (og har nok stadig en del af det tilbage) en idé om at min opvækst jo var fine and dandy, netop fordi jeg ikke var udsat for seksuelle overgreb som, for mig, altid har stået som det værste og mest ultimative traume. Jo jo, jeg havde da en semi-kontrollerende mor, som altid skulle være venner med mine venner og mine lærer osv, men mange andre havde det værre. Jeg havde en navnesøster, som havde forældre med alkohol- og medicinmisbrug og hun havde det da meget værre for de glemte at give hende mad, tæskede hende eller andre, for mig, vanvittig grufulde ting. Jeg fik jo bare en flad eller en røvfuld og voldsomt skældud.

Det kan stadig forbavse mig at folk ser forfærdede ud, når jeg fortæller om dengang min mor flåede mig bagover i min fletning, så jeg nær var faldet. Eller når jeg fortæller hvordan jeg konstant ‘vejrede stemningen’, faktisk helt op til min mors død, for at finde ud af hvordan hendes humør var, så jeg ikke gjorde noget forkert, selvom det tit fejlede fordi jeg ikke kunne nå at opfange alle de skift der konstant var. Det var jo min normal og jeg troede at alle i min generation voksede op på den måde.

Nå, men det har været dejligt at bare fordybe mig i en bog. Det er ikke utænkeligt at det skal ske snart igen.

Jeg har masser af ting i hovedet og ville rigtig gerne skrive om det hele, men mine tanker er et stort rod og det er svært at finde hoved og hale i det hele.

Måske en punktopstilling kan hjælpe?

* jeg vil rigtig gerne skrive hele min historie frem til nu, men ved ikke hvordan jeg griber det an.

* jeg tvivler på om nogen ville gide at læse den

* jeg trænger voldsomt til at få en masse ting ‘ind på de rigtige hylder’, men ved ikke hvordan jeg starter. Tænker dog at tiden hos lægen er en god begyndelse.

* jeg er bange for om lægen vil sygemelde mig, for mit arbejde er nærmest det som holder mig semi-normal

* jeg glæder mig til, men frygter også, min sommerferie. Er bange for at tankerne går helt amok.

* jeg frygter at skulle leve hele mit liv alene. kan det virkelig passe at der ikke er en derude som kan lide mig? Og ja, jeg ved godt jeg sikkert ikke er i stand til at have et forhold, lige nu, men hold nu kæft hvor jeg savner en, i disse dage. Så meget at jeg drømmer om det om natten. Yep, med specifikke personer. Personer som jeg dårligt nok kender, men lad nu det ligge 😂🙈

* jeg føler mig ensom. jeg har venner, men det føles som om de ikke gider mig. der er vigtigere ting og når de ting involverer børn, så er jeg automatisk ekskluderet, føles det som. det gør ondt. “jamen kan du ikke bare spørge om de gider dit eller dat?” Jo, det kunne jeg måske, men se det er så der hvor jeg ‘forstærker’ mig selv. eftersom jeg tænker at de ikke gider mig og slet ikke med deres børn, så har jeg bare ikke selvtilliden til at foreslå noget fordi…de gider mig jo nok ikke alligevel. Ja, frustrerende og irriterende og ikke nemt at være ven med sådan en.

* jeg er inde i en periode hvor jeg synes det der med at være menneske er rigtig svært. Det er rigtig svært at have venner for det går begge veje og de kan ikke læse mine tanker. Det er også rigtig svært at være alene, for nu har jeg ‘smagt’ at have venner og bryder næsten sammen ved tanken om ikke at have nogle, mere, men samtidig formår jeg ikke at række hånden ud og hvis jeg gør, føler jeg at jeg er til besvær og irriterende og de er da ligeglade med at jeg har vundet et forløb hos en coach og bla bla bla. Jeg har en periode hvor jeg tænker….jeg er helt hjernblæst fucked up, er der en voksen til stede? Eller endnu bedre, en læge som kan lægge mig i koma og først vække mig, når jeg har det godt igen?

* jeg er ikke og har aldrig været selvmordstruet. Kunne aldrig drømme om at gøre noget ved mig selv (andet end min spiseforstyrrelse, of course 😉😂). Men samtidig kan jeg sagtens tænke ‘blah, det her er sgu for besværligt, det ville være nemmere hvis jeg bare holdt op med det hele’. Det hænger sammen med at det er svært at være menneske. De eneste ord der beskriver det er Robbie Williams’ “I don’t wanna die. But I ain’t keen on living, either.” Jeg tænker bare på om jeg nogensinde rigtigt lærer det. Og om andre nogensinde tænker noget lignende?

* jeg er nervøs for om jeg måske, igen, er på vej ud i en depression og om jeg kan få det taget i opløbet.

* jeg er vred over at jeg stadig ikke er ‘fixet’! Jeg har brugt et fucking år på navlepilleri og kamp ud af min spiseforstyrrelse og nu alt det her?! Stopper det fucking aldrig?!

Jeg ved ikke hvad jeg skal sige efter alt det. Jeg har det bare svært, i øjeblikket.

Everything can and will change.

Men det kunne bare være rart hvis det var i sidste uge, eller såmænd i næste uge. I’m not picky 😉

Zumba senere i 4000 grader varmt vejr. Oh yes.