Gåture og ting

Jeg har altså ikke altid en super intelligent eller humoristisk overskrift.

Jeg synes det der pandemi og restriktioner er ved at være lidt i overkanten. Det eneste jeg laver er at gå på arbejde (som jeg stadig er glad for) og være derhjemme.

Jo jo, jeg får da lavet lidt derhjemme, hist og pist, men det er bare ved at være en lille smule trivielt. Jeg får nærmest alle mulige symptomer, bare jeg skal ud og handle….hvilket jeg også kun gør, når det er meget nødvendigt.

Jeg er testet negativ 13 gange og blir testet en gang om ugen…hvilket også er pisseirriterende at bruge tid på.

Tag ikke fejl. Jeg ved godt det her er nødvendigt og jeg følger alle restriktioner. Men jeg er bare ved at være frustreret og lidt mere sindssyg end jeg plejer. Ja ja, ligesom resten af Danmarks befolkning.

Jeg går nogle ture og får lavet lidt rygøvelser. Nogle gange, som idag mens jeg skriver noget af dette indlæg, en lidt længere tur og andre gange bare en kort. Det er ikke vigtigt, men det er dejligt at bevæge sig. Jeg har idag gået og lagt mærke til hvor meget BED’en råber når jeg går og jeg vil sige at det er gået op for mig at den råber ikke…den hvisker.

Jeg går så langt eller kort som jeg har lyst til, jeg holder pause når jeg kan mærke mælkesyren bide i musklerne og jeg går i det tempo jeg har lyst til. Det virker som om at BED’en stort set har accepteret det og det er fedt.

Angående spisningen, så har jeg stadig en dårlig vane med at spise et eller andet junk, når jeg kommer hjem fra arbejde. Slik, nødder eller chips. Igår var det 7 super fighters (ligesom super flyers, de er bare stærkere), en dobbelt daim og en smule pistacie nødder. Jeg har ikke rigtig nogen fornemmelse af om det er meget eller ikke. Det er nu heller ikke særlig vigtigt, for når jeg sammenligner med mine binges før i tiden, så er det ikke meget. Og det er på omkring 3 timer eller så.

Jeg skriver fortsat ned hvad jeg indtager hver eneste dag og det ser ikke særlig kriminelt ud, men det er vigtigt at jeg gør det, så jeg kan se hvad det er der sker. Jeg er holdt op med at skrive ned hvad jeg følte eller hvad der skete, med mindre at det har været sådan ekstraordinært. Der sker jo ikke så meget, sådan som livet er lige nu.

Jeg har fået bestilt min sandsæk og et beslag til væggen. Så nu skal jeg have kigget på om jeg har de rawlplugs der skal bruges eller om jeg skal lave en click-and-collect ordre hos Silvan. Jeg glæder mig til at få den op. Det er ikke fordi jeg skal til at være bokser eller noget, det kan man sgu nok ikke med en sæk på 10kg, men jeg har nogle gange brug for at afreagere (let out some steam) og jeg har altid syntes at boksning var fedt (at gøre, ikke at se på).

Jeg arbejder også på at huske gode ting om min mor. Jo, de var der. Men siden hun døde, er det mest de negative ting der har fyldt og som har fået plads. Jeg tror lidt jeg har undgået/begravet de gode minder, fordi nogle af dem kom med et ‘men’, som jeg vistnok har beskrevet. Når hun kom med nye øreringe til mig og sagde “det er ikke fordi du har fortjent dem, men værsgo”.

Men der var også grineflip over de mest latterlige ting. Grineflip som kunne vare i halve timer og vi havde så ondt i maven at vi næsten ikke kunne holde det ud. Grineflip der gjorde at Frank bare sad og kiggede mærkeligt på os.

Så ja, jeg prøver. Jeg er træt af negativitet. Det er også en af årsagerne til at jeg faktisk er holdt op med at følge Alexa Peary. Det er bare negativt. Alexa har været genial til at give mig viden om hvad min mor også var. Narcissistisk, kontrollerende og manipulerende. Men nok er nok. Nu har jeg forstået det og da jeg talte med min kusine om det, den anden dag og hun også kommenterede på negativiteten, fandt jeg ud af hvad der havde holdt mig tilbage fra at starte i et forløb hos Alexa. Jeg var simpelthen bange for at det blev for ‘besat’. At det var at dyrke min mors fejl og mangler og blive ved at være bitter over dem, selvom jeg faktisk har fundet ud af at give slip på det, i en eller anden grad. Jeg forstår jo godt hvorfor hun var som hun var. Jeg forstår også at hun gjorde det bedste hun kunne med den viden og baggrund hun havde.

Det der fortsat skal arbejdes på, er de reaktionsmønstre som min opvækst har givet mig. Og min bitterhed og vrede overfor Frank. For der ligger helt sikkert noget der.

Jeg har jo fået en firmabil og det er faktisk mest den jeg kører i og ikke min egen. Jeg kører kun i den i forbindelse med arbejde, men ja..min egen er ikke så meget ude at køre. Det er jo fint i forhold til benzin regningen og sådan, men den har heller ikke godt af at holde stille konstant. Så jeg overvejede om jeg skulle give Frank muligheden for at køre i den, de dage jeg er på arbejde. Jeg overvejede flere scenarier; at han selvfølgelig selv skulle fulde benzin på…han kunne godt bruge mit kort, men skulle overføre beløbet hver gang. At han skulle betale, hvis den gik i stykker når det var ham der kørte i den. At han jo bare kunne have ekstra nøglen, men at den skulle stå på sin plads når jeg havde fri. Der blev stillet flere og flere betingelser op, indtil det faktisk gik op for mig….at jeg har ikke lyst til at give ham den mulighed.

Han har, på intet tidspunkt gennem min mors sygdomsforløb (de sidste år) og død været der for mig eller hjulpet mig. Når jeg var ked af det og bange for at miste hende, da hun havde Clostridium, vendte han det og græd bare over hvor sød hun var og hvor bange han var. Han kunne kun rumme sig selv og det var mig der stod med ansvaret for alt husligt, som min mor stod for når hun var rask.

Da hun får de to blodpropper og vi får diagnosen på stadie 4 lungecancer er det igen mig der står for kommunikation med læger og sygeplejersker. Og det er naturligt nok, fordi jeg er i sundhedsvæsenet og ‘taler sproget’, men igen var der bare intet ansvar fra hans side. Intet. Da hun dør er det igen mig der står for det hele. Kontakt til bedemand og planlægning af bisættelse med præsten. Han var med til at snakke med både bedemand og præst og jeg lod ham bestemme at hun skulle bæres ud, selvom alt i mig strittede og protesterede (jeg foretrækker at være den der går fra kisten og sådan var det også da min far blev bisat). Jeg lod også ham bestemme stenen, fordi jeg vidste at jeg ikke ville komme på gravstedet (har været der en gang og blev overrasket over at stenen var sort, jeg troede den var rød). Jeg lod ham bestemme hvem der skulle bære hende ud, selvom jeg synes det var en virkelig dårlig idé at hans fordrukne tvillingebror skulle være med (og han havde også nær tabt kisten). Jeg planlagde det hele, men han fik lov at få det som han gerne ville have det. Efterfølgende prøvede jeg at hjælpe ham med at lære alle de ting som min mor havde taget sig af og som han nægtede at lære, selv da hun var syg. Jeg havde fået en lejlighed, mens hun var syg og skulle flytte ind en måneds tid efter hun døde, så jeg kunne jo ikke blive hos ham. Men enten kunne eller ville han ikke lære det eller også rakte min pædagogiske evner blot ikke til at lære ham om netbank og alt det. Da jeg var flyttet kom han forbi…hver. dag.

Til sidst blev det simpelthen for meget og jeg bad ham om lige at ringe eller skrive inden han kom. Siden da har jeg nærmest ikke set ham, med mindre jeg har bedt ham komme forbi. Det er som om at fordi jeg sagde fra overfor at han kom forbi hver eneste dag, så har han tolket det som om han aldrig nogensinde må komme forbi. Og nu er det så blevet sådan at jeg blir irriteret hvis han er nødt til at komme forbi.

Der er muligvis nogle i hans omgangskreds der mener at jeg er en egoistisk møgunge, men det er faktisk okay. De har kun en side af historien og det er den de danner deres mening ud fra. Det må de gerne for det betyder ikke noget for mig. Jeg har været nødt til at sige fra, for at passe på mig selv.

Jeg kan nogle gange godt tænke at ‘jeg burde..’, fordi min mor bad os passe på hinanden, når hun ikke var her mere. Men så trækker jeg på skuldrene og tænker at så må hun være vred, hvis det er sådan. Hun kendte udmærket til min skuffelse over Frank, efter hun havde Clostridium. Jeg kan ikke basere mit liv på det og hans hjælpeløshed.

Hvis du er med så langt, så tak fordi du læser med. Og husk at du også kan følge med på min Instagram, dancingwithmydemons19, hvor jeg nogle gange laver ‘blogindlæg’, som er for korte til at jeg gider skrive dem her.