Brevet til min mor.

Endelig gjorde jeg det færdigt. Jeg tror det kunne have været endnu længere end det er. Men jeg følte at det skulle være færdigt, nu. Jeg har stadig meget arbejde tilbage at gøre, men dette er endnu en skridt på min vej til at arbejde mig igennem de traumer og uhensigtsmæssige mønstre som min mor har været med til at give mig. Jeg håber du vil læse med.

Kære Mor

Du har været væk i over tre år og det er først nu at det er gået op for mig at….det var du sgu ikke særlig god til.

Jo, du lærte mig om penge, forsikringer og andre praktiske ting. Det var du skide god til. At forberede mig til et liv på egen hånd. Ikke at du nødvendigvis mente at det var noget jeg skulle.

Eller jeg skulle ihvertfald stadig holdes i kort snor.

Men det der med kærlighed, det var du ret dårlig til. Jeg kan ikke huske at du nogensinde har krammet mig. Jeg kan huske at du puttede mig, når jeg skulle sove. Jeg skulle helst ligge i en slags konvelut, lavet af min dyne. Jeg synes det var sjovt at kæmpe for at få den løsnet omkring mig.

Jeg tror nok at du kyssede mig på panden, når du havde puttet mig, men ellers kan jeg ikke huske nogen former for kærtegn fra dig. Overhovedet.

Men jeg kan huske nervøsiteten ved at skulle hjem fra skole. Skulle jeg have skældud? Øretæver? Var der noget jeg havde gjort forkert? Eller slet ikke havde gjort? Måske havde glemt?

Det var aldrig til at vide med dig. Nogle gange føltes det som om du skiftede humør fra minut til minut og det var sgu ikke altid at min “mor radar” kunne nå at følge med.

Og så kunne jeg risikere at få en røvfuld eller en lussing.

Nogle af tæskene kan jeg ikke huske. Dengang du trak mig så hårdt i fletningen at jeg nær faldt, fordi jeg skulle bukke mig så langt bagover for at følge med dit træk. Jeg kan ikke forestille mig andet end at jeg har fået nogen på låget, efterfølgende. Men jeg kan, heldigvis, ikke huske det.

Jeg kan huske at jeg ikke vidste hvad respekt var. Jeg troede det var det samme som frygt. Jeg havde masser af respekt for dig. Troede jeg. Da jeg blev ældre, blev jeg klar over at der var nul respekt og udelukkende frygt. Du kunne kontrollere mig med et blik og det kunne du, mere eller mindre, til den dag du døde.

Da jeg var omkring de 16, slog du mig for sidste gang. Næste gang du løftede hånden, kiggede jeg dig direkte i øjnene og sagde at næste gang du rørte mig, så ville jeg slå igen.

Jeg må have været meget overbevisende, for du rørte mig aldrig siden. Men jeg er sgu ikke sikker på at jeg havde turdet at slå igen.

Far slog mig ikke. Men han forstod ikke det der med følelser. Jeg måtte ikke græde. Det var en svaghed og svaghed var det værste, for ham.

Så i stedet for blev jeg vred. Det var jeg god til. Jeg havde jo dit temperament, fik jeg af vide. De fleste der sagde det, mente at vi var hysteriske. Det gjorde far også. Jeg tror han havde det bedst helt uden følelser.

Jeg kender ikke til hvilke traumer der var i hans barndom, hverken for ham eller hans søskende. Andet end bedstemors selvmord, men det blev der heller ikke talt om. Det blev der aldrig talt om. Far talte aldrig om sine følelser. Det var også problematisk.

Med dig, måtte jeg gerne være hysterisk og vred. Jeg måtte også gerne græde, så længe det var i raseri.

Med far måtte jeg, hvis jeg absolut insisterede på at have følelser, gerne være vred.

Og jeg er god til vrede. Alt for god.

Du var en af de der irriterende mødre som altid var nærmest bedste venner med klasselærer, skoleinspektøren og endda nogle af mine veninder.

Du behandlede Mette bedre end du behandlede mig. Jovist var du træt af hende i vores teenage år, men jeg hørte altid på hvor sød og god hun var. Da vi blev store tøser og endda voksne, ændrede det sig ikke. Mette ville giftes og have børn og det fik hun.

Jeg var et freak fordi jeg ikke ville have børn og det der med at blive gift…ja, det er jo lidt svært at finde en mand, når hele ens tilværelse handler om at tilfredsstille dine behov.

Jeg tror du var bange for at jeg var lesbisk. Men faktum var at jeg er og var skrækslagen for at få børn, af den simple årsag at jeg var skide bange for at jeg ville blive ligesom dig.

Det er jeg heldigvis ikke blevet. Mine venner har børn og selvom jeg ikke har megen erfaring med børn, så får jeg mere og mere og jeg finder ud af at jeg faktisk godt kan lide at være sammen med dem.

Du havde også gode kvaliteter. Du lærte mig at man kommer længst med sandheden, næsten uanset hvor styg den er.

Du lærte mig de vigtige ting ved at klare livet alene – uden dig.

Desværre lærte du mig ikke det med følelser og det gør at det stadig er svært for mig at være i relationer af forskellig art. Det er som en tur op ad en evig bakke. Jeg lærer hver dag og jeg har heldigvis fundet nogle gode venner som hjælper mig.

Men jeg er stadig bange. Bange for at være alene til evig tid, simpelthen fordi ingen mand kan holde mig og alle mine skide issues ud. Issues som du har givet mig fordi du behandlede mig som lort. Fordi jeg aldrig var god nok til dig. Fordi du aldrig elskede mig. Eller du lod mig ihvertfald aldrig vide, hvis du gjorde.

Jeg tror ikke du hadede mig. Hvis du gjorde, så havde jeg sgu nok ikke været her endnu. Men jeg var, føler jeg, sat i verden for at tilfredsstille dine behov.

Set i bakspejlet var de fleste mennesker det, tror jeg du mente.

Du endte med at blive skilt fra far, fordi han holdt op med at gøre det. Han gad ikke engang skændes med dig og det frustrerede dig grænseløst. Du hadede det!

Så mødte du Frank og stakkels ham. Han var et perfekt offer. En 35-årig der stadig boede hjemme hos sin egen mor. Han havde ikke så meget erfaring med kvinder og slet ikke kvinder som dig.

Han var så hamrende forelsket (eller fascineret, måske) i dig at han ville gøre hvad som helst for dig. Og det forstod du at udnytte til fulde.

Jeg synes hans venner var nogle røvhuller, når de advarede ham imod dig, men nu ser jeg hvor ret de havde.

Da du begyndte at blive rigtig syg, troede jeg at han ville vokse med opgaven med at være huslig og sætte sig ind i pengesager osv. Jeg tænkte at han blev bange for at miste dig og ville indse at han var nødt til at lære disse ting.

Men ak, du havde formået at køre ham endnu længere ned end han allerede var og i stedet blev han frosset i sin frygt og gjorde ingenting. Ingenting.

Han spurgte ikke engang om hjælp til det.

Hvad der foregik i hans hoved har jeg ingen som helst idé om, for når jeg prøvede at snakke med ham eller søge trøst hos ham (for jeg var også bange og havde brug for trøst!!), så begyndte han bare at græde og sige hvor sød du var og min reaktion til det….var at pakke mine følelser væk, holde op med at græde og ønske mig hen hvor peberet gror.

For det første var jeg nået til et punkt hvor jeg faktisk ikke synes du var særlig sød. For det andet var jeg igennem nogle år, begyndt at ønske at du ville dø. For så at have monster dårlig samvittighed, for ingen normale mennesker tænker at det ville være rart hvis deres mor døde.

Jeg var skrækslagen for at ende med at bo i huset sammen med Frank, for jeg vidste at det så ville være mit ansvar at sørge for tøjvask og rengøring, indkøb og alt det andet.

Det magtede jeg simpelthen ikke. På det tidspunkt havde vi vel boet sammen i huset i ca 10 år og jeg var træt, stresset og bare færdig.

Jeg fatter ikke hvordan jeg ikke endte på psykiatrisk afdeling de sidste år af din levetid.

Du vekslede mellem raseri anfald, som jeg besvarede enten med ligegyldighed (hvilket du HADEDE!) eller med raseri i samme kaliber, og så din perfekte offer rolle.

“Ja, nogle gange tænker jeg også på at det ville være bedre hvis jeg bare kørte bilen ind i et træ. Så ville i, i det mindste, få min livsforsikring” var den faste replik.

Frank hoppede i med begge ben hver gang, og forsikrede dig om at det ville være forfærdeligt og bla bla bla.

Mig? Jeg havde mest lyst til at bede dig om at lukke røven eller også fucke af og fucking dø, already! Jeg var så pisse træt af den samme lorte svada hver eneste gang en af os ikke makkede ret. Plus at min far havde truet med selvmord dengang i blev skilt og jeg synes bare at det var for meget. 

Jeg kan huske at du var rigtig ked af at bo i Jægerspris, i starten, fordi du ingen venner havde eller hvad det nu var du havde issues med i den uge. Da jeg så foreslog dig at du jo selv skulle gøre noget for det, at de jo ikke bare kom og bankede på døren, så er jeg sikker på at du kunne hvad flået hovedet af mig.

Det var præcis de samme ord, du i årevis havde sagt til mig om at få en kæreste og du brød dig bestemt ikke om at få dem smidt tilbage i hovedet.

Se, det var en anden ting du lærte mig….at være udspekuleret, manipulerende og led. Sætningen, jeg for sjov siger ‘alt hvad du siger kan og vil blive vendt og drejet og brugt imod dig’ blev sandhed. Og jeg var næsten lige så god til det som dig.

Jeg (og Frank, for den sags skyld) levede i konstant stress, med dig. Det hele handlede om hvordan du havde det, hvilket humør du var i, hvilket issue du valgte at bringe på banen idag og hvad vi kunne gøre for at sørge for at DU havde det godt.

Nu jeg sidder og tænker over det….da du var indlagt med klostridium og du bitchede over at Frank ikke var god til at besøge sig eller være på besøg hos dig….om han ikke underholdte dig nok eller hvad det var, ved jeg ikke…men gad vide om det simpelthen var fordi han havde brug for noget fred fra dig? Og her havde han chancen. Du var i isolation og det var måske oplagt at han ikke besøgte dig i flere timer hver eneste dag?

Til gengæld havde du jo din datter. Som nærmest hentede morgenmad hver eneste fucking dag og var der ved 8 tiden, på trods af at hun arbejdede om aftenen, kom sent i seng og havde brug for at sove lidt længere end til klokken 7.

Det var en anden ting du aldrig fattede. At jeg ikke sov længe, men at jeg faktisk kom senere i seng end dig og derfor automatisk sov lidt længere. Men du så det som dovenskab og ladhed. At stå op klokken 10 OM FORMIDDAGEN! Det var jo latterligt at jeg skulle sove ‘så længe’. Du tænkte ikke over at jeg først kom hjem til midnat og først kom i seng ved 01-02 tiden, fordi man ikke kan sove lige når man kommer hjem.

Faktisk så blev jeg mere og mere klar over at du ingen som helst idé havde om hvem jeg var. Du kendte mig ikke. Du kunne se at jeg var anderledes end dig på de fleste punkter og det pissede dig af.

Du sagde tit, med foragt i stemmen: “du ligner din far og hans familie SÅ meget!” og jeg forstod ikke at det skulle være en dårligere ting end så meget andet.

Hele vores familie har issues, mand. Men det gør os ikke til dårlige mennesker.

Men nej, du gad ikke at lære mig at kende.

Jeg kan huske engang vi skændtes. Jeg havde været delvist sygemeldt med stress og været på antidepressiv medicin i en periode og noget tid efter skændtes vi om et eller andet – jeg husker ikke hvad. Men jeg husker at du råbte og skreg om hvor hårdt det var for dig og så mistede jeg ellers mit shit.

Jeg skreg af mine lungers fulde kraft om hvor træt jeg var af at høre om hvor hårdt du havde det og om du mon nogensinde prøvede at tænke over hvor hårdt det var for mig og Frank. Jeg husker ikke de præcise ord, men jeg husker følelsen af sejr, da jeg så i dine øjne dit chok over hvor rasende jeg var og hvor ligeglad jeg var med din reaktion. At jeg bare væltede al mit raseri og alle mine frustrationer ud over dig, uden at tage hensyn til om jeg mon gjorde dig gal eller ked af det. Jeg tror endda også jeg kaldte dig egoist. Jeg kan ikke huske at jeg nogensinde har været så rasende eller ligeglad med din reaktion.

Jeg kan huske at jeg græd som pisket, mens jeg spyede mit raseri ud og jeg husker det som om at du faktisk ikke sagde mig voldsomt imod. Jeg oplevede det faktisk som om du nærmest blev en smule bange for mig.

Den følelse elskede jeg mere end noget andet. Jeg ønskede sådan at få lov at kue dig, at køre dig helt ned til et punkt hvor du kun kunne sige ‘undskyld’.

Det skete selvfølgelig aldrig. Efter et anfald som dette…også dem der var mindre eksplosive, gik der som regel nogle dage med akavet tavshed og kun talen til hinanden når det var nødvendigt. Så blev det hverdag igen og jeg gik tilbage til at gøre som du gerne ville have mig til.

Jeg var over 30 og jeg følte stadig at jeg skulle fortælle dig hvor jeg skulle hen og hvornår jeg kom hjem, hvis jeg en sjældent gang havde planer uden dig og Frank.

Jeg kunne blive ved med at komme med eksempler, men det her er allerede et meget langt brev.

Jeg arbejder på at komme videre. At lære mig selv at kende, uden dig i mit hoved, der fortæller mig hvad jeg skal, hvad jeg mener eller hvad jeg burde. Jeg er træt af dig og jeg er træt af din stemme i mit hoved.

Jeg arbejder ikke mod at tilgive dig. På en måde tror jeg allerede jeg har gjort det…på nogle punkter. Jeg tror på at tilgivelse er en beslutning og ikke en følelse. Jeg ved hvordan din opvækst var. Det var, tit ihvertfald, psykisk tortur. Det er en forklaring, men ikke en undskyldning for hvad du gjorde mod mig.

Jeg håber at det lykkes for mig at tøjle, forstå og give slip på min megen vrede. Jeg håber også at jeg finder en mand som kan rumme mig og som jeg kan rumme. Jeg håber jeg beholder mine venner for selvom Corona (åh, hvor er jeg glad for at du ikke er her til at opleve det, for det havde lige været vand på din mølle som offer) lige nu gør at der er megen distance mellem os, så betyder de ALT. De lærer mig ting hver eneste dag og viser mig at det er muligt at have venner der kan rumme en, selvom man er en lille smule fucked up. Jeg holder SÅ meget af dem og ville ikke undvære dem for noget.

Jeg håber jeg en dag blir helt fri for dig.

Heidi