Årets afslutning

Wow. Det virker som om det var i sidste uge at jeg skrev mit første indlæg i denne blog, men det er næsten et år siden.

Og sikke et år. Det var året hvor jeg fik behandling for min spiseforstyrrelse. Det var året hvor jeg fandt ud af at min opvækst havde været meget andet end almindelig. Det var året hvor jeg opdagede at min mor havde psykopatiske/narcissistiske træk pga hendes egen opvækst og derfor ikke var i stand til, oprigtigt at elske et andet menneske.

Det var også året (sammen med noget af sidste år), hvor jeg lærte mine venner bedre at kende. Det var året hvor jeg lærte sætningen ‘jeg har venner’ og at den ikke var så underlig endda. Det var året hvor jeg lærte at det er okay at have følelser, at blive rørt, at blive ked af det (selvom det stadig kan være svært). Det var året hvor jeg lærte nogle fantastiske kvinder at kende, som kæmper med den samme spiseforstyrrelse som jeg gør. De er mega seje i deres kamp for at løsrive sig fra BED’ens klør, hver eneste dag. Love you girls ❤️

Jeg har lært rigtig meget i år. Jeg kæmper for at holde fast i det og blive ved at bruge det.

Har jeg tilgivet min mor? Det ved jeg ærlig talt ikke. I min optik er tilgivelse en beslutning og ikke en følelse. Men jeg forstår hende bedre. Jeg forstår hendes opvækst og de konsekvenser den så fik for hende og alle omkring hende. Jeg forstår også mig bedre. Hvorfor jeg valgte børn fra og hvor stor en magt hun havde over mig. Jeg er stadig ved at finde ud af hvem jeg er og hvad jeg mener om ting, men jeg er godt på vej.

Jeg har stadig masser af issues. Jeg har problemer med autoriteter, kan ikke at folk vil bestemme over mig eller ikke lytter til mig. Jeg skal stadig arbejde på ikke at prøve at fixe ting, når folk fortæller mig om problemer eller følelser de har. Gjorde det igen med D, den anden dag og det pisser mig af. Jeg skal lære at sige ‘det kan jeg godt forstå’….og intet andet! Jeg skal ikke komme med alle mulige løsningsforslag, når folk ikke spørger om det. Men det er endnu en ting der er ‘work in progress’.

Jeg synes egentlig min spisning går ret godt, når man tænker på at jeg hele tiden tænker på at jeg gerne vil tabe mig og dagligt kæmper mod at sætte regler og restriktioner op for min spisning. Jeg kan se i min dagbog at mængderne er mindre og jeg synes stadig ikke at pizza er fantastisk. Til gengæld er jeg blevet bedre til at lave mad til mig selv. Som i aftensmad. Det har virkelig hjulpet at få handlet ordentligt ind og få skrevet ned hvad jeg har, så tak til D for det forslag. Der er stadig dage hvor jeg kun får boller at spise, men det er også okay, så længe jeg får mine tre hovedmåltider.

Det var desværre ikke året hvor jeg fandt manden i mit liv, men hey…der er altid til næste år. Måske endda et år hvor vi kan komme til at handle uden mundbind/visir igen. Måske et år hvor vi ikke skal rende og få gravet i vores hals med vatpinde hele tiden og måske et år hvor det mest brugte ord ikke vil være ‘Corona’. Det håber jeg inderligt.

Jeg skal til samtale om et job imorgen og jeg håber at det betyder at jeg kan starte en fast stilling pr. 2/1-2021. Jeg har fundet ud af at det der med at være vikar….jeg elsker friheden, men jeg får stress over den manglende faste indkomst, de manglende faste fridage og så har jeg bare ikke disciplin til det for det er hyggeligere at holde fri 😂😂

Så der må gerne krydses fingre imorgen 🙃

Min juleaften kommer i år til at foregå i hjemmeplejen og jeg håber det blir en hyggelig aften. Nytårsaften skal foregå hos D og C sammen med, regner jeg med, V og A og alle deres mange unger (7 i alt). Det er første gang jeg skal være med til det og det er jeg ret spændt på.

Jeg tænker egentlig lidt at det var mine tanker om det forgange år og lidt om det nye, som venter. Jeg vil fortsætte med at skrive om mit liv her i bloggen og jeg vil takke jer som har fulgt med indtil videre. Jeg håber i vil fortsætte med at læse med og måske endda dele bloggen med nogen som du synes det ville give mening for.

Tusinde tak.

Glædelig jul og godt nytår.

Kram fra Heidi