December

Eller lige straks december, ihvertfald.

Jeg har ikke meget fidus til December. Jeg elsker nytårsaften, som jeg nu tilbringer med mine venner. Jeg spørger faktisk ikke engang, jeg går bare ud fra at jeg skal være der 😂😉 Hvad der sker når hundeprutten ikke er her mere, ved jeg ikke, men det tager vi til den tid.

Men tilbage til December. Det har altid været en meget mærkelig måned. Da jeg var helt lille barn, var den hyggelig med pakkekalender og lave konfekt og bage småkager. Min mor og jeg bagte småkager og jeg var den der sad på køkkenbordet og proppede dej ned i dimsen til røremaskinen. Det var jeg også 30 år senere.

Men den var også super stressende, for der var ikke så meget tid til at hygge med mine forældre. De fik som regel en halv eller hel gris hjem og så skulle der laves sylte og jeg ved ikke hvad. Jeg kan ikke huske detaljerne eller om vi selv lavede blodpølse og sådan, men jeg kan huske fornemmelsen og følelsen af stress og travlhed.

Da jeg blev ældre blev det bedre. De holdt op med at få en gris hjem, men jeg mindes ikke at december blev mere hyggelig af den grund. Der skulle stadig handles og laves mad både til juleaften og julefrokoster bagefter. Det var en lang ædeting og en lang kokkereringsting. Nogle gange var vi hos min onkel eller mine fastre og så var det mere hyggeligt, for så skulle andre primært stå for det, selvom min mor selvfølgelig altid hjalp til. Men så var der andre voksne og andre børn og det gjorde det automatisk lidt mere hyggeligt.

Det eneste jeg altid glædede mig vildt til var Disneys juleshow, juleaften. Jeg kunne faktisk blive en lille smule hysterisk hvis de andre børn ikke kunne være stille mens det var der 😂😂

Da jeg blev voksen og boede sammen med min mor og stedfar var det som om julen lidt blev aflyst, for mig. Jeg tog gerne på arbejde for der kunne jeg hygge om andre og det var altid fantastisk. Jeg tror faktisk det passede min mor og stedfar fint, for så kunne de hygge og spise alene. Når jeg så kom hjem, så spiste vi lidt risalamande og så var det ligesom den jul. Der blev ikke holdt julefrokoster mere, for min mor havde lidt skåret kontakten til sin bror ned til under minimum og hendes far og min stedfars mor kom kun hvis de blev hentet og det gad de heller ikke, til sidst. Det passede nu mig fint nok, for så kunne jeg bare koncentrere mig om enten at tage på arbejde eller også være derhjemme og gøre…ja, hvad nu end min mor kunne finde på at vi skulle. Hun mente gerne at vi skulle på kirkegården og selvom jeg aldrig har haft behov for at komme der, tog jeg med fordi det blev forventet af mig. Så kunne jeg stå der og glo på min fars, mormor og morfars og pap farfars gravstene og føle mig som en idiot. Jeg har bare ikke det behov. Jeg har været på min mors gravsted en eneste gang og det eneste jeg tænkte var “var stenen sort? Jeg troede den var rød.”. Jeg ved at jeg ikke vil beholde nogle gravsteder, når det blir mig til at opretholde betalinger og ting. Det kunne min stedfar næsten ikke være i, da jeg fortalte ham det, men det er nu engang sådan jeg har det. Hvorfor betale til noget som jeg alligevel aldrig bruger? Det kommer ikke til at ske.

Idag er December en måned der mest minder lidt om alle de andre. Jeg har masser af julepynt jeg har arvet fra min mor og det er ikke fordi jeg ikke kan lide det. Jeg kan faktisk bedst lide triptrap nisserne. Men i år har jeg besluttet at jeg ikke rigtig gider det der jul. Jeg har stadig ikke pyntet op og synes stadig ikke jeg gider. Jeg har lidt jule lys på mit skur og i min have, men det er nok også det som jeg kan anstrenge mig til, i år.

Jeg har jo ikke en familie som jeg kan hygge omkring. Jeg har sgu ikke engang en kæreste som jeg kan drille med juledimserier. Familien har jeg selv valgt fra og til dels også kæresten. Det er svært at få sig en kæreste, når hele ens tilværelse drejer rundt om en hverdagspsykopat.

Jeg synes jeg er ved at være klar til en kæreste. Jeg savner i den grad en kæreste. En der synes det er fedt at være sammen med mig. En som jeg bare kan læne mig op ad, når dagene er svære. En som kan rumme mig og min fortid og mine mærkelige issues. En som…ja, han er jo nødt til at være til store piger, for det der med vægttab, det er ikke noget der sådan sker de næste par dage eller måneder. Jeg savner bare den der følelse af at være sammen med en som kan lide mig, præcis som jeg er. Issues, warts and all. Jeg skrev med en på Badoo, på et tidspunkt. Han havde potentiale. Indtil jeg gav ham linket til denne blog. Så hørte jeg ikke fra ham igen. Han gad ikke engang skrive at han havde mistet interessen eller at det skræmte ham fra vid og sans. Hvis bare han havde været ærlig. Men han ignorerede mig bare. Så blir jeg sgu lidt vred. Så fuck dig, din nar.

Var den en risiko at vise ham denne blog? Helt sikkert. Men hvis han ikke kan rumme det. Hvis han ikke kan rumme mig. Ja, så er han ikke noget for mig. Og det var han så ikke. Godt at jeg fandt ud af det så tidligt.

Jeg har den fortid jeg har. Den har givet mig nogle ar og nogle gange nogle uhensigtsmæssige reaktionsmønstre. Sådan er det med en problematisk opvækst. Men det betyder jo ikke at jeg ikke er et forholdsvist normalt fungerende menneske, i de fleste situationer. Som V også mindede mig om; jeg var et godt nok fungerende menneske inden jeg gik i behandling og det er jeg jo stadig. Nu har jeg bare fået øjnene op for nogle ting og har fået nogle værktøjer som jeg skal blive ved at øve mig i at bruge i visse situationer.

Men ja, hun har nok også ret i at det kræver en helt særlig mand for at kunne rumme det og mig. Og jeg ved sgu ikke om han overhovedet findes. Jeg begynder at tvivle, hvis jeg skal være helt ærlig. Det gør mig trist. Men samtidigt så er jeg også nået så langt at jeg ved at jeg er præcis som jeg skal være, lige nu. At jeg gerne må være her. At jeg gerne må mene hvad jeg mener. At jeg gerne må blive rørt af en dans i Vild Med Dans eller bare noget nogen siger. At jeg gerne må græde over en film. Og alt det andet. Og hvis ikke en potentiel kæreste kan rumme alt det (lige så vel som at jeg skal kunne rumme ham, warts and all), jamen så er han nok bare ikke manden i mit liv.

Men jeg håber han findes derude og at han snart skifter skildpadden, han ridder på, ud med en ATV eller en knallert eller noget 😉

Glædelig først søndag i advent og snart December.