De ting vi ikke siger

Der er ting man ikke siger, som man bør sige. Der er ting man siger, som man ikke burde sige.

Uanset hvor gode venner man mener man er, er der altid ting vi ikke siger.

“Åh, men vi kan snakke om alt!” Praler vi nogle gange med. Og ja, det kan vi måske også.

Undtagen de ting som vi kan såre folk med. Om en lugter af sved, om en har en lettere besættelse med noget som vi ikke mener er sådan helt ‘normalt’, om en er overbeskyttende, om en er omklamrende, om en mangler indhold, om en får for lidt sex, om en får for meget sex, om en sætter sit hår på en måde vi ikke synes er pænt. Listen fortsætter i det uendelige.

Og nogle ting sker der ikke noget ved at snakke om, så længe man får det gjort på en respektfuld måde. Men der er masser af ting vi ikke siger.

Vores bedste ven eller veninde har, højst sandsynligt, masser af ting ved hans/hendes personlighed som man måske godt kan irriteres over eller synes burde ændres. Det er helt normalt og helt iorden. Det der kan være et minefelt er…hvornår påtaler vi det overfor den person og, ikke mindst, hvordan?

Jeg skal ikke gøre mig klog på hvad man påtaler, hvornår eller hvordan, for det kommer helt an på relationen og hvilken jargon man har indbyrdes, hvor tæt man er og en masse andre ting.

Vi skal ikke lave om på vores venner, som hovedregel. De er dem de er, med de issues og træk som de nu engang har og det samme gælder den anden vej. Vi er allesammen ligemeget værd og vi har allesammen ret til at være her, uanset hvad. Så vi skal vælge vores ‘kampe’.

Hvis vi er der hvor et eller andet gør at vi har svært ved at være i relationen pga et eller andet…ja, så tænker jeg at det er værd at tage en snak om, men på en ordentlig og respektfuld måde.

Men hvis det bare er sådan noget ‘hold da magle hvor er det irriterende når han gør det og det….men så tit er det jo heller ikke’….ja, så tænker jeg egentlig bare at vi skal trække vejret og lade det fare.

Mine venner har da også ting som jeg irriteres over og vice versa. Og nogle gange blir jeg rigtig irriteret og siger det. Andre gange blir jeg rigtig irriteret og ignorerer det. Og jeg er sikker på de gør det samme den anden vej. Vi er ikke perfekte og det skal vi heller ikke være.

Jeg er en af de mennesker, som du ved hvis du har fulgt med her, som ikke kan finde ud af at ringe eller skrive til en veninde ‘det er en lorte dag idag, jeg har brug for et kram’, eller noget i den dur. Jeg tror simpelthen ikke at folk finder mig så interessant, at de gider høre om det. Om det bare er et personlighedstræk eller om det er noget jeg er blevet som konsekvens af min opvækst aner jeg ikke noget om, og det er egentlig heller ikke specielt vigtigt. Jeg kan ikke huske at jeg nogensinde har været anderledes og jeg tænker sgu heller ikke det kommer til at ændre sig, foreløbigt. Det er også en af årsagerne til at jeg er røvdårlig til selfies, Snapchat og sikkert også andre ting i samme boldgade. Jeg tænker simpelthen ikke at folk finder det interessant. Jo, hvis jeg, som igår, taber min bøtte med kaffe og der er kaffe over hele køkkenet. Så tænker jeg da at folk kan få sig et grin og det deler jeg gerne.

Jo, jeg skriver også alt muligt her, men jeg tænker faktisk ikke så meget over hvem der læser det, når jeg skriver. Så har jeg noget på hjerte og har brug for at få det ud og så er det det jeg gør.

Men når jeg tuder til en speciel sang på vej på arbejde og at den sang trigger nogle specifikke tanker om specifikke ting, så deler jeg det ikke i momentet. Jeg kan sagtens dele det dagen efter og fortælle om det, men jeg tror aldrig jeg blir typen som fortæller når jeg har det skidt og måske beder om trøst eller noget. Jeg øver mig i at føle de ting jeg gør og være i det, for det er stadig svært. Så hvis jeg tuder når jeg hører en sang eller hvis jeg blir frustreret…så gør jeg det alene.

I øjeblikket kæmper jeg også lidt med min ene kat, Alvin. Han har fået som vane at tisse på kanten af, udenfor og lige indenfor sin bakke.

Jeg ved godt at hundemennesker synes jeg er bindegal og det må de også gerne. Katte er en lille smule mere kompliceret end hunde, som i det store hele bare er glade hvis de blir luftet, får kæl og klap og får mad. Katte er en lille smule mere…..ja, kompliceret og sofistikeret. Der er en årsag til ordsproget ‘hunde har ejere, katte har personale’.

De fleste af mine venner og bekendte er hundemennesker og de synes virkelig at det er mærkeligt at hele mit hjem bærer præg af at jeg har katte. Som om at det er deres hjem og jeg har fået lov at være her. Nej, sådan er det ikke, men katte har bare nogle meget anderledes behov end hunde.

Katte har behov for toiletter, de har behov for ting de kan kradse i som ikke er møblerne, de har brug for huler og senge de kan sætte deres duft på og de har måske endda brug for steder hvor de kan kravle op og være i fred og de har brug for at bruge deres jagtinstinkt til at gå på opdagelse og til at fange ting. Tænk på tigeren, løven, lossen, pumaen og alle de andre kattedyr som findes i vores verden. De får dækket alle deres behov i naturen. Det gør vores stue tigere ikke. Det er vi nødt til at sørge for, for dem. Så ja, lige nu er jeg ved at eksperimentere med hvordan jeg gør det bedst. Alvin markerer på den måde pga usikkerhed og kedsomhed og jeg er ved at finde en måde at løse det på. Det er mega stressende for jeg blir en smule paranoid og kan lugte kattepis selv når der faktisk ikke lugter af kattepis. Men jeg er ikke færdig med at eksperimentere endnu. Jeg håber at det lykkes til sidst og helst uden at jeg skal af med Charlie.

Nå men det var så en masse ord om mange forskellige ting og for en gang skyld, var det ikke meningen at der skulle komme en konklusion. Jeg er en lille smule træt af at blive analyseret og glæder mig faktisk til at min BED behandling er slut, så jeg lidt kan få lov til at finde min rytme igen og bare være en lille smule fucked up, uden at nogen skal analysere mig og fortælle mig at jeg skal ændre på det og hvordan.