En lille godnat ting

Jeg er begyndt at sove bedre. Endelig. Jeg har ikke sovet længe siden jeg var teenager. Jeg blev altid…hmmm…drillet med hvis jeg havde sovet 10 timer eller mere. At jeg burde holde op med at spilde tiden og komme op og få noget ud af dagen. Derfor har jeg….vel siden jeg var…vel omkring de 20, tænker jeg….sovet måske maks 9 timer. Ingen regler uden undtagelser, selvfølgelig, men det er mange år at jeg ikke har sovet længe.

Her i weekenden har jeg nærmest ikke sovet mindre end 7,5 time og det er bare helt vildt. Problemet med at sove har helt sikkert været en senfølge i forhold til min opvækst og nu ser det ud til at det lysner. Jeg har prøvet at lade være med at stresse over det, hvis jeg først vågner klokken 9 og det er faktisk gået okay. Jeg har et split sekund haft den der “Shit!!” tanke, men har rimeligt hurtigt kunne fortælle mig selv at det er okay.

Igår var jeg på en dejlig frokost date med V og det var bare fedt at spise dejlig mad og klare hele verdensituationen. Undervejs får hun dog sagt noget, som ramte mig. Noget i stil med at BED’en var blevet min identitet.

Det ramte mig faktisk hårdere end jeg havde regnet med og flere timer senere var jeg simpelthen nødt til at spørge hende hvad hun mente, inden jeg blev pige fornærmet og mærkelig.

Vi snakkede i telefon i to timer. Jeg vrælede flere gange, men hun overbeviste mig om at det ikke havde føltes som om jeg kun kunne snakke BED, under frokosten. Det var en kæmpe lettelse, for det er bestemt ikke min mening. Selvfølgelig har jeg nogle gange brug for navlepilleri og at folk gider høre på når jeg igen fortæller det samme…igen igen. Men som V sagde, så fungerede jeg jo faktisk også inden jeg opdagede at jeg havde en spiseforstyrrelse og det skal jeg blive ved med. Vi snakkede også om, om hun skal med ind til S, på et tidspunkt, for vi har faktisk ikke snakket så meget om DAT og alt det og nu føler jeg mig klar til at dele nogle flere ting med hende.

Sårbarhed vil nok altid være svært for mig, men det er rart at vide at hun ikke løber skrigende bort, hvis jeg skriver en besked til hende om at jeg har det skidt eller noget.

I disse dage savner jeg også virkelig at have en kæreste, eller ihvertfald en gut som kan rumme mig. Det er som om jeg har brug for at blive trøstet og ‘passet på’. På den der specielle måde. Bare en som vil mig og som ikke er bange for at jeg måske ikke lige er på toppen, rent mentalt, lige nu.

Det der nok nager mig er….vi ved allesammen at min mor havde narcissistiske/psykopatiske træk og jeg er nået dertil hvor jeg tænker….hvorfor? Hvad havde jeg gjort siden jeg fortjente at blive behandlet sådan? Hvorfor kunne hun ikke lide mig? Hvorfor skulle jeg slåes, flåes i håret, kontrolleres og hele tiden have af vide at jeg ikke gjorde det godt nok?

Jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af det. Min mor er her, heldigvis, ikke mere for jeg ved at hvis hun var, så ville jeg aldrig være gået igang med noget af det her. Jeg siger at hun gjorde det bedste hun kunne, med den problematiske opvækst hun selv havde, men det gør det ikke mere fair og det gør mig ikke mindre vred og ked af det. Jeg har endda overvejet at få fjernet hendes initialer fra den tatovering jeg har på min højre overarm, men ved at jeg er nødt til at slå koldt vand i blodet.

Jeg ved ikke hvad jeg mere skal skrive lige nu, for jeg skal tidligt op imorgen og lave vipper, inden jeg skal på job om eftermiddagen.

Godnat 😴😴