‘Død af selvmord’, ikke ‘begået selvmord’.

Imorgen er det 3 år siden, Chester Bennington døde af selvmord. Jeg vender tilbage til hvorfor jeg siger sådan.

Chester tog et valg om at hænge sig selv. Det var ikke hans første selvmordsforsøg. Han led af klinisk depression, i årevis, efter massiv mobning som barn og seksuelt misbrug fra han var cirka 8-13 år. Han var alkoholiker (nogle gange var han clean, andre gange ikke.) og havde også tidligere været stofmisbruger af, så vidt jeg er orienteret, hash, LSD, methamfetamin og sikkert masser af andre ting som jeg ikke kender til.

Han kæmpede i årevis imod hans indre dæmoner. Masser af gange vandt han slaget, men desværre tabte han krigen til sidst.

Da Chester døde, var det som at blive sparket i solar plexus. Det har jeg skrevet om før.

Jeg blev vred på ham. Jeg var netop ved at finde tilbage til Linkin Park, efter de havde udgivet hvad der ville blive deres sidste album, One More Light og jeg var begyndt at være en del af deres community igen og huske hvorfor jeg havde elsket at være en del af det i så mange år. Og så vælger han at tage dit eget liv. Sådan et fucking røvhul!

Min veninde, Kate fra Australien, var hende der først gjorde mig opmærksom på at der var sket noget. Hun skrev en messenger besked der lød noget i stil med “Oh, I’m so sorry to hear about Chester. Are you okay?”

Jeg fattede ikke en skid. Hvad var der sket med Chester. Jeg begyndte straks at Google og fandt masser af ting om at han var død, men der var intet fra nogen officielle kanaler. Intet fra fanklubben, Warner Brothers eller nogle af medlemmerne fra Linkin Park.

Jeg troede det var en joke. En virkelig dårlig joke.

Indtil denne tweet fra Mike Shinoda;

Jeg mistede vejret. Selv nu hvor jeg læser den igen, får den mit hjerte til at hoppe en gang og min hals til at snøre sig sammen.

Der gik lang tid med alle mulige former for tributes, både privat og sammen med andre fans, i virkeligheden og på sociale medier.

Jeg vekslede meget mellem at være ked af det og stjerne rasende på ham. Jeg var ikke overrasket over hans selvmord, men jeg havde ikke troet at det kom på det tidspunkt. Ikke at jeg ved hvornår det ellers skulle have været sket. Med Chester’s fortid og historie, tror jeg aldrig jeg havde forventet at han ville blive en 70 årig sanger der stod på en scene og man ville tænke ‘ej, gå nu på pension for din stemme duer ikke til det der mere’. Jeg tror altid jeg har, ubevidst, tænkt at han ikke ville blive gammel. Men jeg troede altid at han ville dø af en overdosis, ikke af selvmord.

Jeg har aldrig tænkt på hans selvmord som egoistisk. Chester var ikke egoistisk. Det var ikke hans natur og han var ikke en person der var interesseret i at såre andre mennesker. Han kom selvfølgelig til det, med hans alkoholisme, men det var aldrig hans intention.

Det er vigtigt for mig at sige at mennesker der dør af selvmord ALDRIG er egoistiske. Det handler om sygdom, ikke egoisme. Min bedstemor døde også af selvmord. Hun var også psykisk syg. Maniodepressiv. Chester var depressiv.

Der er ingen mennesker der, ved sine fulde fem, en dag vågner og tænker ‘hmm, mit liv er sgu lidt kaotisk, min bil er brændt sammen og jeg er blevet fyret. Iøvrigt synes jeg også at min lejlighed er for lille. Jeg tror sgu jeg begår selvmord.’

Disse ting kan sagtens være dråben der får bæret til at flyde over, men de er ikke den eneste årsag til at folk vælger livet fra. Der er altid en eller anden form for sygdom involveret. Og det er aldrig egoisme. Når et menneske når så langt ud, at de tænker på eller prøver at tage deres eget liv, så er de ikke et sted hvor de kan tænke rationelt over hvordan deres venner og familie vil reagere og at de ikke vil have det bedre, hvis denne person ikke er i verden mere. Det er de ganske enkelt ikke i stand til. På det tidspunkt er der kun smerte/skam/skyldfølelse der overskygger alt.

Da Chester’s husholderske finder ham er der, så vidt vi er orienteret, en halvtom ølflaske i rummet. Hans enke, Talinda, oplyste om at den skam Chester følte når han faldt tilbage til alkoholen var altoverskyggende og noget som han kun lige var begyndt at dele en lille smule med hende, inden sin død. De var gift i over 10 år. Det viser lidt om hvor dyb den skam var.

Så selvom det er lettere sagt end gjort, når man står midt i det, så prøv at huske at dem der dør af selvmord ikke er egoistiske, men meget meget syge mennesker, der kun leder efter en smule fred i deres sind. At de vælger den ultimative og evige fred, er ikke deres skyld.

Chester, is there sunshine where you are? The way there was when you were here. I hope so and I hope you are finally at peace. Rest well, beloved asshole ❤

Til sidst, bandets brev til Chester.