At følge eller ikke at følge…

Jeg har, siden tv programmet Nadja og de 170 kilo, fulgt Nadjas Nedtur, både på Facebook og Instagram.

Det har været super fedt, simpelthen fordi vi jo lider af den samme spiseforstyrrelse.

Den første gang jeg fik et mentalt tick, var da Nadja begyndte at fortælle om at hun spiste intuitivt.

“Men at spise intuitivt er da en god ting, Heidi?”

Nej, ikke for en spiseforstyrret, efter min mening. Og slet ikke så tidligt efter man er ophørt med behandlingen. For mig, kunne jeg mærke at alt skreg inde i mig. At det talte ind i min BED og at jeg bare havde lyst til at råbe til Nadja at hun skulle lade være og gå tilbage til mekanisk spisning og alt det der.

Jeg ignorerede det, fordi Nadja jo er meget længere i sit forløb (hun er færdig med det) end jeg er.

Jeg er enig i masser af det som Nadja går ind for….slankeprogrammer er hjernedødt usunde og alt det andet som jeg også skriver om, her.

Men da så hun proklamerede at hun skulle have en fedme operation….da var det lige før at jeg rent faktisk skrev til hende og luftede mine tanker om hvor dårlig en idé jeg synes det ville være.

Man skal huske at Nadja er færdig med sin efterbehandling og derfor meget, meget længere i sin behandling end jeg er. Det er også hendes beslutning, forhåbentlig sammen med sine behandlere, om en operation er det rigtige for hende.

Men for mig…der hvor jeg er i min egen behandling…der kan jeg bare ikke følge med længere. Jeg kæmper en kamp hver eneste minut af hver eneste dag om at ingen madvarer er usunde i sig selv. At jeg skal have mellemmåltider, også selvom det kun er en Mars bar eller en gulerod. At jeg ikke må tabe mig resten af året og muligvis heller ikke til næste år. At jeg ikke har haft så god en barndom som jeg troede. At jeg kun tænker på 3-års-dagen for min mors død som en dag hvor jeg ikke gider køre på arbejde, fordi jeg snart har ferie og hellere ville være herhjemme og hygge mig. Og alle de andre ting som jeg kæmper med, hver dag.

Så jeg er holdt op med at følge Nadja. Kun fordi jeg er et andet sted og ikke rigtig kan med de ting hun vælger at gøre. Det er muligt at det er de rigtige ting for hende, det ved kun hun, men alt skriger i mig at det er for tidligt, for meget, for risikabelt og derfor kan jeg desværre ikke følge med mere.

Jeg håber at du følger Nadja (hvis du gør det) fordi du synes at hun er bad-ass og har nogle fantastiske pointer (for det er og har hun!). Men hvis du kan mærke at det taler ind i din egen spiseforstyrrelse og at det som hun foreslår nok også kan fungere for dig, så vil jeg anbefale dig at lade være. Det gælder ikke kun Nadja, det gælder alle former for slanke-/ernærings-/spis-efter-nogle-specielle-regler-/motions- sider på sociale medier. Jeg følger ingenting der indeholder sådan noget for jeg ved jeg blir trigget af det.

Det har ikke været nemt at tage disse beslutninger, for mig. Jeg synes jo at jeg bør støtte og bakke op om en der lider af det samme som mig og som har valgt at stå offentligt frem.

Men jeg er også i en sårbar situation og jeg er nødt til at lytte til mit instinkt. Og det siger at jeg ikke skal følge noget som helst der kan tale ind i BED’en. Jeg har endda slettet venner på facebook (eller holdt op med at følge dem) pga deres opslag handler for meget om hvor langt de har løbet idag og hvilken træning de så ellers har lavet. Jeg kan det bare ikke.

Jeg har også slettet Endomondo på min telefon og opsagt mit fitness abonnement helt. Den motion jeg skal have, på nuværende tidspunkt, er gåture når jeg har lyst og vejret er til det, så jeg undgår at mine ben hæver. That’s it.