Snart 3 år

Det er Juli måned. Det er altid en underlig måned for mig.

Den 8. Juli 2017 mistede jeg min mor til lungecancer.

De fleste mennesker reagerer med ‘åh nej, det var dog forfærdeligt’ eller noget lignende, når de hører eller læser den sætning.

Jeg har altid svært ved hvordan jeg skal reagere på deres reaktion. For ja, det er altid forfærdeligt at miste en forælder.

Bortset fra….at det var det egentlig ikke.

Den første følelse jeg fik, da min mor døde….var lettelse. Dagen efter skinnede solen fra en skyfri himmel og jeg havde det…..fantastisk! Jeg følte mig fri! Jeg kan ikke huske at jeg nogensinde har følt mig så fri og lettet. På den dag kunne jeg klare alt.

Nu er jeg jo ikke en fuldstændig psykopatisk kold so, så selvfølgelig har der været dårlige dage hvor jeg har grædt og raset og alt muligt andet. Men den største følelse…var stadig lettelse. Jeg kan kun huske en gang, i de sidste tre år hvor jeg reelt har SAVNET min mor og det var da jeg fik indkaldelsen til fogedretten. Det er en længere historie, som jeg ikke gider fortælle nu. Men da jeg fik den, gik jeg i panik og savnede at have min mor til at fortælle mig at det nok skulle gå.

Der har været situationer hvor jeg godt lige kunne have brugt hendes viden om f.eks. mad eller lignende, men jeg har ikke savnet hende.

Og nu kommer der så noget som jeg forventer folk vil ryste på hovedet af eller rulle med øjnene over. Det må i gerne for hvis i gør det, så har i ikke prøvet det og ved ikke bedre og det er jo ikke jeres skyld.

Den 20. Juli 2017 sker der så noget som giver mig et ordenligt spark lige i solar plexus og ryster mig i min grundvold, faktisk mere end min mors død gjorde.

Chester Bennington dør af selvmord.

Jeg har altid gjort nar af dem som vrælede da Diana eller Michael Jackson eller lignende gik bort. Jeg fattede simpelthen ikke at man kunne ‘tage sådan på vej’ over et menneske som man ikke kendte, var død.

Indtil Chester.

For dem som ikke ved hvem han var, så var Chester forsanger i bandet Linkin Park. Han var en masse andre ting også, men det er nok det han var mest kendt for.

Jeg har været fan af LP siden 2001 og selvom jeg ikke elskede hver eneste tone der kom ud fra deres albums, så var jeg stadig mega fan og de har altid haft en helt særlig connection til deres fans. Meget mere end noget andet band jeg ellers har været fan af.

Chester havde en masse dårlig bagage med sig. Seksuelt misbrug, mobning, stofmisbrug, alkoholmisbrug, depression og sikkert mange andre ting som vi ikke vidste noget om (tidligere selvmordsforsøg, fandt vi ud af efter han var død). Jeg har før tænkt at, med hans historie, han nok ikke ville leve længe nok til at gå på pension, opleve børnebørn osv, men det var stadig et kæmpe chok.

Jeg havde en voldsommere reaktion på Chester’s død end på min mors. Jeg gider egentlig ikke at forske i hvorfor, men blot konstatere at det var sådan det var.

I oktober 2017 lavede resten af bandet, sammen med en masse andre kunstnere, et show for at fejre Chester’s liv. Jeg så showet på YouTube dagen efter det blev streamet (tidsforskel) og det påvirkede mig så voldsomt at jeg ikke har set det siden. Jeg kigger tit på videotitlen på YouTube og tænker at det jo bare er et show og nu er det snart 3 år siden, så jeg burde se det igen. Men jeg kan ikke. Jeg er skrækslagen for at komme til at føle det samme igen. Smerte. Det var SÅ intenst og ubehageligt at jeg var glad for at vi var for mange på arbejde den dag og jeg valgte at gå hjem, for jeg havde bare brug for at være alene.

Jeg er ikke fanget i sorgen, hverken over min mor eller Chester. Jeg er kommet videre. Jeg tænker tit på dem begge to, men jeg smiler. Jeg smiler fordi Chester endelig har fået fred og ikke skal kæmpe mere mod sine dæmoner (titlen på min blog kommer fra LP sangen Nobody Can Save Me). Jeg smiler fordi jeg ikke skal kæmpe mod min mor mere og fordi hun også trængte til at få fred, både fysisk og, tror jeg, psykisk.

Men det er helt sikkert ikke populært at sige at man følte lettelse over sin mors død. Jeg har haft folk der har sagt til mig at de var bekymret over den måde jeg taklede hendes død. At jeg ikke græd nok.

Undskyld, hvad?

Er der en facitliste til hvordan man sørger ‘korrekt’? Gu fanden er der ej! Bare fordi den person reagerede anderledes, betyder ikke at jeg er forkert fordi jeg følte lettelse da min mor døde.

Husk at vi kender ikke hinandens historier. Måske en del, men slet ikke alt og derfor kan vi ikke pådutte andre at deres måde at gøre tingene på er rigtig eller forkert. Og slet ikke med sorg.

Man. Kan. Ikke. Gøre. Det. Forkert!!!

Alle følelser er tilladt. De gode, de dårlige og alle dem ind imellem. Man må gerne være glad, selvom man er i sorg. Man må gerne være vred, lettet, skuffet, ked af det, overvældet og alt muligt andet. Lad være med at få folk til at føle at de gør det forkert. Det kan man ikke og ingen har ret til at få nogen til at føle sådan, uanset om det handler om sorg eller noget andet.

Så Juli er mærkelig, men samtidig er det sommer og dejligt og jeg blir altid i godt humør når solen skinner.