Det er ikke min skyld

Det er faktisk en mega sætning, for mig. Den betyder rigtig meget.

Det er ikke min skyld at jeg får tankemylder, som det jeg delte igår. Det er ikke min skyld at jeg har en spiseforstyrrelse. Det er ikke min skyld at jeg blev behandlet dårligt da jeg var barn og ung og voksen. Det er ikke min skyld at jeg er super usikker på mange, mange ting. Det er ikke min skyld at jeg har brug for bekræftelse fra mine venner, nærmest non-stop, i øjeblikket. Det er ikke min skyld at jeg føler mig totalt fucked up.

Jeg synes ikke rigtigt det er nogens skyld. Synes ikke man kan snakke om skyld, som sådan. De mennesker der har gjort mig til den jeg er idag, på godt og sandelig også ondt…ja, de, må jeg formode, har gjort deres bedste med den baggrund og viden de havde på det givne tidspunkt.

Det er ikke min skyld…men det er mit ansvar at gøre noget ved det. At få det bearbejdet og ‘sat ind på hylder’ hvor det hører til. Det er det jeg er igang med.

Det er, til tider, så hamrende hårdt at jeg ikke er sikker på at jeg kan gennemføre det.

Som igår. Jeg delte et super svært skriv herinde og bagefter fortrød jeg. Jeg tænkte at det nok var en fejl, at mine venner nu først ville rulle med øjnene og så iøvrigt aldrig kontakte mig igen. Jeg snakkede med S og hun opfordrede mig til at fortælle dem mine behov for at få svar og for planlægning og så videre. Det fik mig til at græde, simpelthen fordi jeg straks så konflikter og problemer, hvis jeg rent faktisk ytrede mine behov for disse ting. Hun sagde også at det nok ikke var det smarteste at skrive disse ting her og lade mine venner læse det, fremfor at tale med dem. Det fik mig også til at tvivle på om jeg skulle slette indlægget igen.

Jeg nåede nu frem til at det nok var for sent og at folk allerede havde læst det. Jeg besluttede mig for at skrive rundt idag, når jeg var faldet lidt ned og havde fået formuleret et neutralt skriv i mit hoved.

Inden jeg nåede så langt, bankede D på min dør. Jeg var sgu ærlig talt ikke sikker på om jeg kunne rumme hvad hun end havde at sige (igen forestillede jeg mig det værste), men lukkede hende dog ind alligevel.

Til at begynde med sagde hun nu ikke særligt meget. Hun krammede mig bare. Og så græd jeg igen. Bagefter havde vi en god snak og hun sagde faktisk at hun godt kan lide at læse tingene herinde, for så kan hun læse det hele og tage det ind, uden en masse frem og tilbage. Jeg sagde at alt hvad jeg havde skrevet, intet havde med mine venner at gøre og alt med mig at gøre og, som min fornuft havde sagt mig hele weekenden, så vidste hun det godt. Det er nogle gange skræmmende hvor godt hun kender mig selvom vi kun har været venner cirka et års tid 😉🙃

Vores snak var rigtig rar og den beviste, endnu engang, at jeg har fundet ‘mit crew’, som D og jeg kalder det. De kan godt lide mit selskab (det er altså virkelig mærkeligt for mig at skrive) og har ingen problemer med at give mig svar…såfremt jeg kommunikerer spørgsmålene. De vil hjælpe mig og har ikke problemer med at rumme mine issues og det jeg arbejder med, lige nu. Det gør mig sindssygt glad, selvom det er svært for mig at tro på. Især når jeg går i selvsving på den måde jeg gjorde i weekenden. Jeg føler mig rigtig svag, når jeg har det sådan og det er svært for mig at kommunikere det ud. Svaghed/sårbarhed er bare det værste og det skal jeg arbejde på at kunne være i.

Nå, men her til morgen skrev jeg så til V og A angående næste weekend. Deres svar var, på sin vis, skuffende, men langt mindre end jeg havde frygtet. Jeg har det okay med de svar jeg har fået og det er dejligt at jeg ved hvad jeg har at rette mig efter. Nu kan jeg handle mad og drikkevarer ind og være rolig omkring at der er styr på tingene. Min indre kontrolfreak har det godt.