En blandet landhandel

Så blev det min tur til at blive testet for Corona. Jeg har en kollega som, i fredags, blev testet positiv uden symptomer. Så på arbejde med os alle, både lørdag og søndag. Jeg blev testet igår og kan nu vente i op til fem dage på svar. Jeg skal på arbejde idag og imorgen og det er altså bare lidt underligt. Hvad nu hvis jeg er positiv uden symptomer? Så kan jeg rende og smitte folk i masser af dage indtil der kommer svar. Det er fandme utilfredsstillende. Jeg ved godt, det er for dyrt i vikar penge at sende et helt hold aftenvagter hjem indtil de får svar, men derfor mener jeg stadig at det er det man burde gøre. Jo, jeg vil bruge mit nye visir og fortælle borgerne at det er nye retningslinjer og håbe på at jeg kan beskytte dem på den måde, men vi har jo stadig rendt rundt uden, i nogle dage.

Selvfølgelig håber jeg at jeg er negativ……og så er der alligevel den lille bitte dovne hund inden i mig som, på betingelse af at jeg ikke blir syg, håber på at jeg er positiv, så jeg kan blive hjemme fra arbejde. Men jeg har fem fridage når jeg går hjem imorgen, så mon ikke jeg bare får besked på at komme i næste uge og så er det til en side. Nej, jeg vil selvfølgelig helst være negativ, det er klart.

Min spisning svinger meget i disse dage. Jeg har tidspunkter hvor jeg er meget påvirket af alt det her og tidspunkter hvor det ikke er så slemt. Jeg synes ikke jeg overspiser, men jeg underspiser til gengæld, nogle dage. Udover det, så kan jeg også mærke at jeg blir meget påvirket, når folk snakker om Corona.

Jeg kan ganske enkelt ikke rumme det. Jeg er i risiko gruppen, men må alligevel passe mit arbejde i hjemmeplejen hver dag. Nej, jeg har endnu ikke været ude hos Corona ramte borgere, fordi der blir taget hensyn til at jeg er i risikogruppen. Men eftersom folk kan være raske smittebærer, føler jeg mig alligevel ikke sikker og jeg kæmper med virkelig grimme tanker om mulig død og ødelæggelse. Det gjorde desværre at jeg var temmelig hård ved V igår, da hun prøvede at snakke med P og jeg om alt det her. Hun delte en artikel, som jeg ikke læste, fordi jeg ikke kan rumme flere teorier om denne virus. Men i stedet for at fjerne mig selv fra samtalen og sige at jeg ikke kunne rumme det, så blev jeg….hvad skal jeg kalde det? Bitchy? Det er måske et meget godt ord. Jeg blev bare overvældet og kunne ikke rumme mere spekulation i denne fucking sygdom. Jeg havde været nede og blive testet, hvilket er super angst provokerende. Jeg er nødt til at være i det hver eneste dag, i mit arbejde og jeg prøver at være sådan forholdsvis cool omkring det (for ikke at gå fuldstændig i panik og flytte ud på en øde stillehavsø!), men faktum er at jeg er lige så skræmt af det her, som hun og alle mulige andre er! Jeg kan bare ikke isolere mig, for jeg er nødt til at skal på arbejde. Så jeg beklager, V, at jeg var en ko, men jeg kunne bare ikke rumme det. Undskyld.

Min BED råber og skriger som en åndssvag, i disse dage. Jeg kæmper mod den hver eneste dag og det meste af tiden har jeg bare lyst til at give op og køre to poser chips ned i svælget. Men hver eneste dag står jeg op og kæmper for at få nok måltider, fordi jeg kan se at det gør en forskel. Jeg kan mærke på min krop at det gør en forskel. Alting fungerer bare bedre, når jeg får den mad jeg skal have. Men det er sådan en enorm kamp hver dag. Det meste af tiden hader jeg synet af endnu et måltid og jeg har mest lyst til at springe det over fordi jeg synes det er SÅ belastende at skulle spise…IGEN! Jeg er dødtræt af at skulle stoppe det jeg er igang med…fordi jeg igen skal stoppe i kraniet. Det er non-stop og drænende. Jeg er træt konstant fordi jeg vågner for tidligt (og nej, det har ikke noget med hundeprutten at gøre, for ham hører jeg ikke i øjeblikket) og så skal kæmpe med det her…igen. Nogle gange tænker jeg at det, seriøst, var nemmere bare at lade spiseforstyrrelse være spiseforstyrrelse. Det fungerede jo meget godt i 43 år.

Eller….det gjorde det jo ikke, men det er bare så svært! Nogle gange har jeg bare lyst til at tude. Over at jeg har en spiseforstyrrelse, over at jeg prøver at komme ud af min spiseforstyrrelse, over at jeg skal være ude i fjæset på Corona…eller ihvertfald tæt på, at jeg er en ko overfor en tæt veninde fordi jeg blir overvældet og ikke kan finde ud af at sige det, over at jeg bare nogle gange har lyst til at stoppe det hele og gå tilbage til det jeg kender; en asocial eneboer, der bruger flere penge på junk end på rigtig mad og så ind imellem går amok i slankekure/træning og taber sig lidt, for så at starte forfra.

Shit, hvor lyder det trist og nej, selvfølgelig ville jeg ikke gå tilbage. Nogle gange er det bare det der ville være det nemmeste.

Fuck den fucking virus der fucker med vores hjerner! Og fuck min BED der gør mig endnu mere modtagelig for angst-lignende tilstande.