Validering og selv validering

Endnu en dag i gruppe som efterlod mig drænet, gråd labil og med behov for at binge.

Det blev ikke et voldsomt binge, for det er som om min mave ikke kan rumme det samme. Men 2 skiver rugbrød til frokost og 2 træstammer til ‘dessert’.

Og hvad er det så der fylder? Et par situationer, nytårsaften, der sårede mig helt vildt. Denne person fylder tydeligvis stadig rigtig meget i mit sind og det irriterer mig faktisk grænseløst for det er ikke det værd.

Men, som jeg har lært om nogle af os med spiseforstyrrelser, så fylder ting mere og i længere tid end hos de fleste andre. Selvfølgelig er disse situationer fra nytårsaften ikke nogle jeg render og tænker på konstant…men da vi snakkede selv validering idag, var det/han det første der dukkede op.

Jeg vil ikke gå så meget i detaljer med de situationer, men de sårede mig dybt. Jeg ved at jeg, inden da, havde såret ham (eller pisset ham af….whatever mænd kalder det) og selvom jeg har givet en ubetinget undskyldning, som jeg mente med hele mit hjerte, så tænker jeg at de situationer fra nytårsaften godt kunne være en kombination af hans mentale tilstand den aften (som jeg ved var virkelig skidt og intet havde med mig at gøre) og det at jeg havde været en kælling. Jeg ved også at den slags ting som jeg gjorde, ikke bare forsvinder, med mindre man virkelig er en iskold skid.

Det her handler ikke om en potentiel forelskelse eller sådan noget, men om et par potentielle venner som virkelig har været et par store røvhuller overfor hinanden. Desværre er vi ikke et sted hvor jeg føler mig tryg ved at konfrontere ham med det, både fordi vi…ja, fordi vi ikke er venner og jeg ikke tænker at han overhovedet ville være interesseret i at tale med mig, men også fordi det skræmmer mig at jeg, hvis situationen var anderledes og vi talte om det, kunne blive konfronteret med hvor stor en ko jeg var overfor ham på J-dag (jeg var fuld og kan ikke huske situationen, men har fået brudstykker fortalt af fælles venner som var til stede) og det ville bare gøre mig så ked af det, netop fordi at jeg, et eller andet sted, stadig holder af ham og håber vi en dag kan blive venner. Det håb ville måske blive smadret hvis han fik mulighed for at konfrontere mig.

Eller også er jeg bare super fuld af mig selv og tror verden drejer rundt om mig og virkeligheden er at han ikke kunne være mere ligeglad med om han nogensinde ser eller taler med mig igen. Det tror jeg nærmere er tilfældet.

Men faktum er at pga alt det ovenstående, må jeg finde en måde at komme over den nytårsaften samt at holde op med at slå mig selv i hovedet omkring J-dag og da jeg ikke kan gå direkte til personen…så må jeg se om jeg kan klare det ved selv validering. Det skal nok blive interessant.

Idag glæder jeg mig bare til alt det her er overstået og jeg er kommet ud på den anden side, so to speak. Jeg ved godt at det ikke er helt så enkelt og at jeg altid vil skulle kæmpe med denne spiseforstyrrelse, men lige nu er det bare svært at være i og det føles lidt som om det kun blir værre og værre.