Følelsen af/efter et binge.

Som jeg sidder her…fuldstændig oppustet og….hval-agtig, efter et binge…jeg undres seriøst over hvorfor jeg gør det gang på gang. Jeg har ondt i maven, grænsende til at have trang til at kaste op og vil egentlig bare få den følelse til at forsvinde.

Det er den følelse jeg, som spiseforstyrret, jagter men samtidigt er det så fæl en følelse at jeg blir virkelig irriteret over at jeg ikke bare er stoppet med at spise, inden den kommer. Det er SÅ ubehageligt! Jeg er endnu ikke begyndt i behandling og derfor ser jeg ikke på hvilke følelser der driver mig til hvert binge.

Jeg har haft synes jeg, en god dag. Lavet en vippe opfyldning i formiddags, kørte derefter ud at handle og derefter kørte jeg ud til V og bare hyggede og snakkede indtil jeg skulle til laser terapi. Så kørte jeg hjem, pakkede varerne ud og har så hygget mig med fjernsyn lige siden.

Så jeg er ikke bevidst om hvilke følelser der gør at jeg får brug for at binge. Men lige nu ville jeg ønske at jeg ikke havde gjort det for jeg har det virkelig skidt i maven.

Og det er ret grænseoverskridende at skrive det her, for jeg ved at nogen læser det og måske endda bliver bekymret eller måske endda en slags småsur over at jeg så ikke bare lader være. Lad være med at blive bekymret…jeg skal nok få styr på det, når jeg kommer i behandling. Lad være med at blive småsur, for du ved tydeligvis ikke hvad du taler om….og det gør jeg egentlig heller ikke rigtigt endnu. Jeg ved bare at jeg ingen kontrol har over det. Jeg ved ikke hvorfor jeg starter og jeg ved ikke hvorfor jeg ikke kan stoppe før end jeg er på randen af opkastning. Jeg ved det ganske enkelt ikke, og når jeg siger eller skriver ‘det er fordi jeg har en spiseforstyrrelse’, så lyder det stadig som en dårlig undskyldning. Det er stadig svært for mig at forstå at jeg fejler den her spiseforstyrrelse og faktisk ingen kontrol har over det. Samtidig er jeg også bange for om jeg bruger min diagnose som en undskyldning for at gå endnu mere amok i ædeflip, fordi ‘jeg har jo ingen kontrol’.

Det er super skræmmende og super frustrerende og jeg føler bare at jeg blir federe og federe, faktisk for hver eneste dag og jeg kan mærke at jeg begynder at panikke lidt og helst ikke vil køre hjem igen, når jeg kommer ned i træningscenteret. Jeg tvinger mig selv til at gøre det, men jeg har bare lyst til at blive der og blive ved at gå på løbebåndet og styrketræne som en idiot fordi jeg er bange for at blive endnu større og mere klam end jeg allerede er, fordi jeg føler jeg mister kontrollen mere og mere for hver dag.

Uanset hvor skræmmende det er at skulle i behandling, så ville jeg seriøst bare ønske at jeg skulle starte imorgen, for det her er sindssygt skræmmende.

Jeg er bange for at lægge det her op…så alle kan læse det. Jeg har aldrig beskrevet den her følelse for nogen før…ikke engang mig selv og jeg er sindssygt bange for hvad folk der læser det, vil tænke om mig. Jeg er sindssygt bange for at mine venner….som jeg ved kan lide mig, uanset udseende…skal tænke dårligt om mig, fordi jeg er sådan et svin imod mig selv…eller at de måske ikke holder ved, når de finder ud af hvad der foregår når jeg er alene…at de måske synes at jeg er et dårligt menneske fordi jeg ikke engang kan styre min mad.

Bare tanken får mig til at græde, for jeg vil ikke miste dem. Samtidig blir jeg vred over at jeg tænker sådan, for jeg ved at de holder af mig og bakker mig op i denne kamp mod mig selv. Men denne blog gør at, hvis de læser den, de lærer den grimmeste side af mig at kende og det skræmmer mig fra vid og sans.

Man kan ikke se det på det her indlæg, men nu hvor jeg har givet mig selv lov til at græde i noget tid, har jeg det bedre. Selv i maven. Jeg er stadig overmæt, men ikke på kanten af opkastning.

Nu lægger jeg det op og krydser fingre for at jeg stadig har mine venner imorgen og at ingen tænker grimt om mig…eller ihvertfald at de ikke fortæller mig at de tænker grimt 😉