Shit gets real!

Så kom mailen med tider for gruppe terapi og nogle diætist-ting, også.

Gruppeterapi starter tirsdag i uge 9 og fortsætter hver uge i 40 uger. Såfremt jeg har talt rigtigt, så er det til og med 1. December! Og det er KUN gruppeterapien! Så er der 2 tider med noget diætist-ting på en anden adresse i København og 5 tider med diætist-ting hos Askovhus. Derudover kommer der så individuel terapi, hvilket vist også er hver uge.

Shit, det er bare meget, mand! Jeg håber at det kan lade sig gøre at jeg har individuel terapi efter gruppeterapien, så det ikke er både mandag og tirsdag hver eneste uge. Men igen…hvis ikke, så må jeg jo finde mig i det.

Men ville jo også gerne have tid til min forretning med vipper og ting, hvis det kunne lade sig gøre.

Må finde ud af om jeg kan skaffe en parkerings-ting for hele året, som er billigere end at betale hver gang. Men det må jeg nok høre Askovhus om, da det jo er dem som har styr på det.

Shit, der kører mange ting rundt i hovedet lige nu. Parkering, både hos Askovhus, på Struensegade, hvornår vil individuel terapi ligge?, Hvad er det for nogle mennesker jeg skal være i gruppeterapi med?, Hvad går gruppeterapi ud på?, Skal vi sidde i en rundkreds og ‘bytte sokker’?, Kan jeg måske bevæge mig ind og besøge min kusine, på et tidspunkt? Er det nu en god idé med alt det her? Selvfølgelig er det det, men stadig…..shiiiiiit!!

Det her virker til at blive det mest udfordrende jeg nogensinde har begivet mig ud i. Mest fordi det er så meget tid der skal bruges på det. Har lovet min psykolog at prioritere og gennemføre det og det gør jeg også, men det er bare vældig skræmmende. Om det er fordi jeg prioriterer mig selv i ET HELT ÅR! ved jeg ikke. Eller om det er fordi det giver mig sommerfugle i maven at begive mig ud på denne rejse. Men uanset hvad, er det rimeligt angstprovokerende (nej, jeg lider ikke af angst, det er bare et udtryk).

Jeg venter stadig på min dato i uge 8 for min indledende samtale hvor jeg skal møde min psykolog, men jeg tænker ikke at den dato får det hele til at føles mindre angstprovokerende, tværtimod.

Uanset alle de følelser, så er det stadig super spændende og noget som jeg stadig er motiveret til at gøre for mig selv.

Man har også mulighed for at få en pårørende/veninde/whatever med I et pårørende forløb og min veninde P. var klar til at stille op for mig og selv også, forhåbentlig, få noget ud af det. Problemet er nu bare at hun har været så upraktisk at få sig et job, 40 minutter fra hvor vi bor. Virkelig dårlig planlægning, ikke? Nå, men jeg har snakket med hende og nu må vi se om det måske kan passe ind, men jeg regner ikke med det. Så er spørgsmålet om jeg skal spørge min anden veninde V. men er også i tvivl om, om hun er et sted i sit liv hvor hun ville kunne rumme det, da det jo er fast hver anden uge i to timer hos Askovhus. Jeg ved det ikke. Jeg kan sagtens gennemføre forløbet uden at have en i et pårørende forløb, også, men det kunne jo være fedt med en ven/veninde som gik der og vi kunne bakke hinanden op.

Nå, men det må tiden jo vise, hvad der sker og ellers gør jeg det bare selv.

Nu er det tid til aftensmad! Rigtigt aftensmad, endda!