Binge Eating Disorder.

Det var den diagnose jeg fik idag. 43 år gammel. Min første reaktion var jubel. Og så rynkede bryn.

Jeg har altid været tyk. Lige så længe jeg overhovedet kan huske. Med perioder hvor jeg har tabt mig, selvfølgelig. På sunde og usunde måder. Men jeg er altid vendt tilbage til at være tyk.

I perioder har jeg tænkt “det er sådan min krop har besluttet jeg skal være”. Men så igen har jeg tænkt “fandme nej!”

Der er jo ingen mennesker…det er ihvertfald min fordom….der NYDER at være 40, 50, 60 eller flere kilo for tung. Det er ikke fedt på den fede måde.

At man ikke kan bukkes på midten, så man kan tage strømper på uden at blive forpustet. At man ikke kan gå op af trapper uden at føle at ens lunger hopper ud af munden. At man fylder for to, i sofaen. At den fyr man er små-lun på er mindre end halvdelen af ens vægt og på ingen måder finder en attraktiv. At man kigger på folks spisebordsstole og vurderer om det er sikkert at sætte sig på dem eller om man skal vælge at sidde i sofaen, så de ikke braser sammen under en. At ens seng knirker for vanvittigt, simpelthen fordi den brokker sig over den megen vægt, den skal slæbe på hver nat. At det er svært at komme ud og ind af biler pga ens vægt.

De og mange andre årsager er grunden til at jeg, på ingen måde, kan forestille mig at nogen synes at det er fedt at være tyk.

Jeg vil forsøge at dokumentere min rejse her. Det er IKKE en vægttabsrejse. For jeg må ikke tabe mig mens jeg er i behandling. Det er fucking skræmmende! Jeg skal lære at spise 5-6 gange om dagen, uanset om jeg er sulten eller ej. Jeg skal lære hvad der ligger til grund for min spiseforstyrrelse, hvad den gør for mig og hvordan jeg bekæmper den. Men så længe jeg ikke har gjort det, må jeg ikke tabe mig. Ihvertfald ikke voldsomt.

Jeg er en person som siger tingene ligeud, som har fordomme (ligesom alle andre mennesker) og som ikke er bange for at dele ting og som arbejder på at man gerne må være sårbar og vise sine svage sider og det er det jeg vil gøre her.

Det her skal være et fristed for mig, hvor jeg kan udtrykke præcis det jeg har behov for. Så hvis du er sådan lidt små-sart eller ikke kan abstrahere fra det jeg skriver og ikke tage det personligt….så vil jeg foreslå at du fiser et andet sted hen, for jeg vil ikke censurere mig selv og jeg vil ikke sidde og bekymre mig om, om folk kan blive stødt eller fornærmet over det jeg skriver.

Jeg kommer ikke til at nævne navne, hverken på behandlere eller folk i min omgangskreds. De får et bogstav og det er alt og nej, det er ikke nødvendigvis så uopfindsomt som deres forbogstav i deres navn.

En af de andre ting jeg gerne vil beskæftige mig med og gerne helt få til at forsvinde, selvom det nok er en liiille smule over ambitiøst…er fordommene omkring tykke mennesker.

Når vi ser en pige eller dreng, med knoglerne stikkende ud og med hule kinder og øjnene der nærmest falder lidt ind i hovedet, er vores umiddelbare tanke; “Åh, din stakkel! Du har nok anoreksi og det må du da sørgr for at få noget hjælp til.”.

Men når vi ser 122 kg tunge (fordelt på 176 cm) Heidi, gå ned ad gaden, så tænker vi IKKE “Åh, din stakkel, der må være en spiseforstyrrelse ind over.”.

Nej, i stedet tænker de fleste af os; “Luk munden og let røven.” Eller; “Har du hørt om motion?!” Eller; “Tag dig dog sammen!” Eller andre mere eller mindre flabede bemærkninger. Dem som er ekstra flabede (og, efter min mening, fortjener en lussing!), siger det endda mere eller mindre højt, så tykke Heidi hører det.

Det er simpelthen ikke iorden! Tanker kan man ikke kontrollere hos andre, men lad nu være med at kommentere på det!!! Vi ved det godt! Vi HAR faktisk spejle derhjemme!

Men lige så meget som du skal lade være med at kommentere på Heidi’s store størrelse (med mindre hun selv begynder at snakke om det), lige så lidt skal du fucking lade være med at kommentere på Ann-Katrine, som ser alt for tynd ud! Begge dele kan være en sygdom og et MEGA problem!

Selvom vi synes at det er federe at ligne Ann-Katrine end Heidi, så ved du ikke en fis om HVORFOR de ser ud som de gør! Iøvrigt er det heller ikke vigtigt, for de kan begge være de mest fantastiske mennesker og blive din bedste ven….hvis du altså tør 😉

Tro mig, selvom jeg er en tykling med BED, så har jeg præcis de samme fordomme som du har, måske endda flere. Om alle mulige mennesker. Især dem jeg ikke kender.

Men kunne vi ikke arbejde med at stoppe det pis?! Lad nu folk være tykke, tynde, høje, lave, gule, blå eller brune præcis som det passer dem. Så længe de opfører sig ordentligt, er det vel ikke skide vigtigt, vel?

Så..velkommen til min blog. Følg med….eller lad være. Kommentér…eller lad være.

Det er helt op til dig 😉❤️